Hej alle sammen. Hermed latest news, og det er med nogle gode af slagsen: Vi har netop afleveret den sidste eksamen! Så det er med en følelse af lettelse og frihed, at jeg skriver dette indlæg.

Jeg synes dog, vi skal starte fra, hvor vi slap. Sidste gang jeg skrev, var vi på vej tilbage til Hanoi fra Cat Ba-island og Halong Bay. Dette skulle blive et kort gensyn, da vi allerede dagen derpå bookede et nattog til Sapa, som ligger i den nordvestlige del af Vietnam. Indrømmet, jeg må krybe til korset og tilstå, at det er ikke ligefrem den mest off-the-beaten track-rute vi havde planlagt os; dette er rimelig meget de typiske turistdestinationer i det nordlige Vietnam, hvilken man også har kunnet mærke en stor del af vejen. På trods af, at vi i høj grad fulgte i fodsporene på andre turister på den sydøstasiatiske gringo-trail, så var vi alligevel ude i tilstrækkelig dårlig tid til, at togturen blev en smule mindre komfortabel, men dermed nok også så meget desto mere mindeværdig. Vi kunne således kun anskaffe os den tredje mest komfortable billettype, hvilket betød, at vi fik såkaldte "soft seats" i toget. Jeg må indrømme, at selvom jeg ikke fik sovet specielt meget, så er jeg lykkelig for at være sluppet for "hard seats", hvilket viste sig blot at være hårde træbænke. Men bare fordi vi var så højt på strå at tage den tredje ud af fjerde dyreste billetform, betød det ikke, at vi ikke fik gjort os bekendte med lokalbefolkningen, som følgende billede på sin egen mærkværdige måde indikerer:

Der skal ikke så meget til at føle sig komfortabel i selskab med Mari, åbenbart!

Udover dette var togvognen proppet til bristepunktet - selv gangen var fyldt, hvor flere vietnamesere havde fået små plastikskamler at sidde på.

Men ankom gjorde vi i hvert fald. Og det til det højest beliggende område i Vietnam og i Indokina i det hele taget, de såkaldte Tonkinesiske Alper. Dette gjorde samtidig, at jeg fik gjort brug af de lange bukser og de langærmede trøjer, der har ligget i min rygsæk stort set siden jeg ankom til Vietnam. Det sætter man nu alligevel lidt pris på som gråvejrsvant skandinaver.

Sapa kan med rette kaldes Vietnams knudepunkt inden for etnisk turisme. De Tonkinesiske Alper bebos af store dele af Vietnams godt 50 forskellige etniske minoriteter, hvor blandt de mere kendte kan nævnes blandt andet røde dzaoer, hmong'er og tay. Disses bekendtskab gjorde vi hurtigt. Således var noget af det første, som mødte vores søvntrængende øjne den morgen, en by befolket af folk i fantastisk flotte og farverige etniske folkedragter. Det skal dog nævnes, at turismen i Sapa har påvirket disse minoriteter i høj grad, så man godt opfanger, at deres levemåder (eller livelihoods, som måske er en mere præcis betegnelse) har ændret sig en del fra primært subsistenslandbrug til nu at være mere rettet mod turisme, hvilket gør, at mange af de minoritetskvinder, man møder i Sapa, er meget ivrige efter at sælge én ting; og det til en grad, som ikke er synderligt charmerende, må jeg desværre indrømme. Vi fik dog lov til at få et lidt bedre indblik i traditionelle levemåder ved at tage på en to-dages vandretur til en af de små etniske landsbyer i området. Turistkontoret havde kaldt det en mindre turistet rute og en mere "autentisk" etnisk landsby. Lidt farlig betegnelse at bruge, men ok så, og det var nu også en rigtig fin vandretur, hvor vi fik en helt igennem fremragende guide i form af May, som selv er rød dzao og talte rigtig fint engelsk. Dertil oplevede vi også Sapas anden og måske største turistattraktion i form af rismarkerne bygget i trappeform op ad bjergene, og på trods af, at risene var høstet (hvilken gjorde, at rismarkerne i højere grad var brune end gul/grønne, som de vil være, når man googler billeder fra Sapa) så var det helt uforligneligt flot. Ord beskriver det slet ikke, og selvom billeder ikke altid bringer det samme storslåede indtryk, så skal I ikke snydes:

May, vores guide, og hendes familie. Kan ikke undgå at tænke, at de ligner nisser!

risvin med de lokale i landsbyen!

Denne vandretur var dog ikke den mest udfordrende, hvorfor vi var tre velvoksne skandinaviske fyre, som havde mod på lidt mere. Vi besluttede os således for at nå toppen af det højeste bjerg i Vietnam og Indokina, Fansipan. Man befinder sig i godt 3.100 meters højde på toppen, så det er bestemt ikke uoverstigelige højder, men det var nu alligevel en udfordring. Vi havde sat os for at tage turen over to dage, og i bagklogskabens lys kunne vi nok godt have gjort det på én dag. Det havde på den anden side nok bare tæret endnu hårdere på os. I hvert fald var mine i forvejen temmelig skrøbelige knæ godt brugte, da vi kom tilbage dagen efter. Vi startede fra 2.000 meters højde og nåede toppen efter godt 5 timer, og meget af ruten var virkelig hård. Vi overnattede i basecampen, hvor vi ellers kunne nyde den måske første rigtig kolde nat i Vietnam indhyllet i lappede soveposer sovende på træbjælker i en tinhytte. Det var indrømmet ikke komfortabelt hele vejen igennem, men det var generelt set en rigtig givende oplevelse, hvor vi var så heldige at kunne skue udover Indokina og et hav af hvide smukt formede cumulus-skyer. Man følte nu alligevel, at man i sit slid havde opnået et eller andet.

Det var til en velfortjent hviledag, at vi vendte tilbage til Sapa efter fire dage, der samlet fortsat udgør den største del af den motion, jeg har fået her i Sydøstasien.

Hvile kunne vi dog ikke længe, for mit visum stod til at udløbe d. 15. november, hvilket gjorde, at jeg måtte forlade landet. Ingen problemer, det havde hele tiden været planen, at jeg skulle skrive min sidste individuelle eksamensopgave i Laos, og efter at have taget afsked med den fjerde person i løbet af to dage, drog jeg og Eskil videre til Laos på dagen, hvor mit visum udløb. Planen var, at vi skulle finde en lille landsby i Laos med begrænset internetadgang og i det hele taget begrænsede underholdningsmuligheder både for at undgå distraktioner, men egentlig også en smule i jagten efter en lille harmonisk og i hvert fald mindre turistet perle - såfremt dette da skulle vise sig at være muligt i turistbefængte Sydøstasien.

Endnu en gang skulle transporten vise sig at blive mindeværdig. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg aldrig vil glemme den bustur til Laos. Vi var i første omgang ankommet med sovebus til Dien Bien Phu, godt 35 km fra grænsen til Laos, hvilket der bestemt ikke var noget usædvanligt ved. Da motoren til den næste minibus brovtende blev sat i gang kl. 6 den morgen, havde vi dog næppe forventet, at vi først ville have nået den 35 km-afsidesliggende grænse til Laos kl. 10. Jeg tror muligvis, vores chauffør havde udset sig en plads i den næste Guinness Book of World Records. I hvert fald havde han en fortrinlig evne til hele tiden at finde plads til én til i denne minibus, der med 19 sæder i det hele endte med at have godt 45 mennesker. En ganske speciel oplevelse særligt, når man tager i betragtning, hvor reserverede folk er i det offentlige rum i Danmark. Det var der ikke helt plads til her, hvor flere måtte have fremmede mennesker siddende på skødet (i nogle tilfælde endda mere end én). Jeg havde selv den glæde at have en vietnameser siddende på min fod i en times tid. Folk måtte kravle ind og ud ad vinduerne for at komme ind og ud af bussen, som i øvrigt blandt alt den anden baggage havde en scooter bundet fast på taget. Dermed skulle jeg forlade Vietnam efter endnu en gang at være blevet forbløffet og imponeret over, hvad der er menneskeligt muligt, og efter endnu en underholdningsmættet oplevelse. Vietnam, jeg mener det oprigtigt, når jeg siger, at det har været en udpræget fornøjelse, og at jeg vil savne dig!

Nu sidder jeg så her og skriver min blog i Laos. Skrivningen er gået forholdsvis gnidningsfrit. Vi fandt vores lille perle, hvor vi med direkte udsigt til flod og frodige bjerge fra vores ydmyge guest house har kunnet skrive i simple tilstande stort set blottet for (vestlige) distraktioner. Indrømmet, helt stille har det ikke været. Vi fandt således det om muligt mindst stille sted i byen, hvor den ellers så charmerende landlige idyl konstant bliver udfordret af naboer, som synger karaoke. Og jeg mener det, når jeg siger, at det er hele dagen, dette foregår. Det er på sin vis ret underholdende, og man lærer hurtigt at ignorere baggrundsstøjen af falske sangstemmer. Jeg havde dog nok hellere været foruden, må jeg ærligt indrømme. Men jeg er glad for at være her og udover nogle støjende naboer, må jeg vil sige, at jeg har fået det næsten præcis, som jeg havde ønsket det!

Sådan ser skriveomgivelserne ud.

En omgang peer review og så er vi ellers færdige og kan forberede os på at gå på opdagelse i resten Sydøstasien uden eksamen i baghovedet - det bliver en tilstand af lettelse og frihed, som for mit vedkommende kan få lov til at vare indtil d. 2. februar, hvor jeg vender hjem til Danmark. Foreløbigt er planen at mødes med min mor i Burma og fejre jul der. Nytåret bliver fejret i Bangkok, hvorefter min far ankommer til Thailand omkring min fødselsdag med hvem fire ugers spontan rejseri følger. Tiden indimellem er mindre fastlagt, men der burde være god tid til at få oplevet både Laos, Cambodja og Thailand, og så håber jeg lidt at kunne tage et smut forbi Hoi An igen, så jeg kan vise min far mit hjem gennem 2½ måneder og forkæle mig selv med de bedste spiseoplevelser i Vietnam en sidste gang, før turen ender i Hong Kong med det kinesiske nytår i slutningen af januar. Spændende bliver det i hvert fald, og jeg glæder mig til hver en lille del af det!

Det var alt for nu. Jeg savner jer derhjemme og håber at vejret er med jer i ellers altid så vintergrå november. Heldigvis ligger julen lige for døren - den fornøjelse får jeg trods alt ikke! Nyd det! Og tak fordi I læste med!