Hej alle sammen.

Hermed en ny opdatering herfra. Det er jo efterhånden også et stykke tid siden, men selvom der er gået meget tid siden sidst, vil jeg i denne blog prøve at gøre det for mig umulige: at begrænse mig! Jeg hader at udelade nuancer og detaljer, som har gjort indtryk, men det kræver simpelthen for meget tid og for mange kræfter (både for mig selv men nok også for jer, når I skal læse mine skriblerier).

Der er sket mange ting siden sidst. Det meste har foregået i Myanmar, hvor jeg mødtes med min mor og hendes kæreste, Niels. Før jeg tog afsted havde jeg i en henkastet bemærkning antydet, at det da ville være rigtig rart, hvis de kom til Asien for at holde jul med mig. Og tænk, de lod sig faktisk overtale! Og destinationen skulle hedde Myanmar, og det tror jeg ikke, nogen af os endte med at fortryde. Myanmar (det tidligere Burma) er muligvis det mest interessante land, jeg har befundet mig i på denne tur. Et politisk uroplaget land med et totalitært militærstyre ved magten på trods af dets officielle status som et såkaldt "disciplineret demokrati". Det er et af de lande, som bruger færrest penge på velfærd i verden, og landet rammer bunden på FN's Human Development Index. På mange måder kunne man forvente et håbsforladt folkefærd, men nu indeholder det levede liv jo ofte flere nuancer, end statistikker kan indfange. Således har jeg sjældent mødt så smilende og imødekommende mennesker, som i Myanmar. Samtidig ændrer tingene sig lynhurtigt, efter landet åbnede for turister i 2010. Indtil ikke for lang tid siden kunne man ikke hæve penge i landet, hvorfor man skulle medbringe spritnye dollarsedler i forvejen, men i dag kan man sagtens hæve penge i hvert i de større byer. Før skulle man også flyve for at entrere i Myanmar, men for et par måneder siden åbnede en busrute også. Før var det forbudt for de lokale at tale med turister - nu er det faktisk muligt at diskutere politik, styret og Aung San Sun Kyi med de lokale. Her ændrer tingene sig ikke fra år til år, de ændrer sig fra måned til måned, hvorfor den seneste Lonely Planet tit og ofte viste sig at være totalt out of date.

Jeg couchsurfede først nogle dage i Yangon, hvor jeg bl.a. stiftede bekendtskab til den burmesiske punk-rock scene og gik på besøg i en landsby med over 180 munkeklostre og 2.000 boende munke. Da min mor og Niels stødte til, gik turen rigtig i gang, og på den 2 ugers tur vi tog besøgte vi tonsvis af templer med guldbladsbelagte stupaer - visse templer og stupaer daterede sig helt tilbage til Buddhas egen tid for godt 2.500 år siden. Myanmar var faktisk den første buddhistiske stat i verdenshistorien, hvorfor mange af de buddhistiske templer også er blandt de ældste, der findes. Og der er mange af dem! Bagan, som vi besøgte efter en bumletur i tog fra Yangon, må have noget nær ligeså mange templer som indbyggere; der er i hvert fald over 3.000 med flere i konstruktion!

Turen med mor og Niels bar præg af en bekvemmelighed, som efterhånden var blevet mig fremmed, da tingene var arrangeret på forhånd, men på dette tidspunkt gjorde det ikke noget at cruise lidt på autopilot, mens vi besøgte Mandalay og dets spændende omgivelser og begav os ud på en tre-dages trekking-tur mellem Kalaw og Inle-Lake i Shan-provinsen, som jeg ikke kunne undgå at forelske mig en smule i - det er en felt, jeg kraftigt kunne overveje at udføre feltarbejde i i fremtiden.

Julen blev tilbragt i Kalaw dagen før trekkingturen, og selvom jeg hidtil havde mærket stort set intet af det, så indfandt julestemningen sig med nisser, rødvin, fyrretræer og julegaver, og den til dagens anledning bestilte Chicken Masala gjorde det udmærket som erstatning for den højtelskede andesteg. Jeg nød min aften, og jeg nød min tur!

Efter Myanmar vendte vi næsen mod Bangkok, som efterhånden har fungeret som mellemlanding indtil flere gange. Vi fejrede nytår i overvældende stil ved at skue udover Bangkoks tage og fyrværkeriet, da vi spiste nytårsmiddagen på nok så berømte Sky Bar på 64. etage. Det var overvældende i en sådan grad, at det var lidt svært for mig at fordøje, men det var bestemt en oplevelse, jeg ikke havde været foruden.

Min mor er siden hjemvendt, og mit rejseklientel består nu af min kære far, som jeg skal rejse rundt med i 4 uger, før vi begge vender snuden hjem fra Hong Kong. Vi har været afsted i godt en uge, hvor vi har besøgt den vestlige del af Thailand og været historiske ved River Kwai og set nogle af Thailands mange imponerende vandfald. Nu befinder vi os i det nordlige Thailand, hvor vi har lejet en bil til at opdage de naturskønne og frodige områder omkring Chiang Mai. Og vi skal hilse at sige, at det overturistede Thailand blot er en myte, hvis ellers man virkelig prøver at søge væk fra det. Det har indtil videre været en del af det, men bestemt ikke en overvældende del! Jeg er glad for at kunne bruge de sidste uger her sammen med min far, specielt efter at jeg har opdaget, at vi egentlig søger mange af de samme oplevelser og indtryk, når vi er ude at rejse. Jeg er sikker på, at far og søn på tur nok skal blive en rig oplevelse.

Jeg går i disse dage med tanken om at stoppe bloggen for denne gang, da den lange ventetid mest er et resultat af ugidelighed til tage mig sammen og trykke på tasterne, selvom det egentlig er stimulerende, når man først sidder her. Så det er måske den sidste blog herfra, men man kan jo aldrig vide!

Tak, fordi I læste med, og jeg håber, I har det skønt derhjemme, eller hvor end I befinder jer!