Bangkok d. 30.05.11

De første to dage efter GAP turen var ikke lige frem nogle gode dage. Jeg sov længe for første gang i en måned, men da jeg vågnede havde jeg intet at lave og ingen at snakke med. Jeg blev på værelset indtil klokken 1, for der skulle det gøres rent, så jeg satte mig ned i baren og brugte to timer på computeren. Derefter gik jeg tilbage til værelset indtil klokken 5, hvor jeg nok hellere måtte få mig noget mad. Den første dag begav jeg mig af sted ud i Bangkoks gader. Der var dog ikke en eneste restaurant i området og jeg endte med at gå tilbage til hotellet for at spise der helt alene. Efter at have spist (d. 27.) snakkede jeg med rejsearrangøren, og det vidste sig, at jeg var den ENESTE der havde booket umphang trekket med start den 28. Jeg lavede det om, så jeg startede den 30. i stedet, for der er én person mere med der, og så kun har et 6 dages trek i stedet for 8 dages. Det skærer også den hårdeste del af turen fra, og det var jeg fint tilfreds med. D. 28. forløb på samme kedelige måde, og da det blev d. 29. besluttede jeg mig for at nu skulle der altså ske noget, så jeg stod tidligt op og gik i bad, tjekkede morgenmadsbuffeten på hotellet ud, men valgte at springe over, og tog så af sted til Khao San road for at bruge penge ;)

Der brugte jeg det meste af dagen, og fik købt en masse fine ting til at sende hjem (jeg er dog ikke færdig) til frokost satte jeg mig ned et sted med gratis wi-fi og gik på computeren. Selvom nettet ikke var koblet til ifølge min computer kunne jeg godt bruge det, så jeg gik på facebook. Pludselig skrev Catherine til mig på facebook, at hun var ked af at hun ikke havde svaret på min sms, og om jeg havde en god trek. Mens vi skrev lidt kom der en fransk fyr og spurgte mig om internettet var gratis, hvis man spiste der, og da det var, satte han sig ned ved bordet overfor mig. Det vidste sig så at Catherine og jeg var ca. 200 m fra hinanden på parallelle gader, og selvfølgelig skulle vi da lige se hinanden. Men jeg som jeg skulle til at høre hvor hun var, gik nettet i udu, og jeg kunne bare ikke få det til at virke. Så jeg spurgte om jeg ikke nok måtte låne den franske fyrs computer, for at finde ud af hvor hun var. Det måtte jeg selvfølgelig gerne, og jeg loggede på facebook, og fik adressen på Catherines internetcafe, og drønede af sted mod hende, for jeg trængte godt nok til at se nogen jeg kender! I min iver glemte jeg at logge af facebook, og da jeg kom på næste gang havde den franske fyr friended ham selv fra min bruger. Det var lidt hyggeligt ;)

Da jeg endelig fandt Catherine faldt hun mig grædende om halsen, for hun havde lige slået op med sin kæreste, og ham skulle hun rejse med de næste to måneder. Så sad vi lidt og græd sammen, og trøstede hinanden, og jeg fandt ud af at jeg ikke havde det så skidt alligevel. Vi var sammen og fik en isdessert indtil hendes bus kørte om aftenen, så sagde vi farvel igen.

Efter at have set Catherine bookede jeg en tur ud fro at se tiger temple dagen efter. Så næste morgen stod jeg op og tog igen af sted mod Khao San road, for at begynde mig tur. I bussen derop mødte jeg en amerikansk litteratur professor, og vi endte med at snakke om alt mellem himmel og jord. Han komplimenterede mit engelsk og sagde, at det havde jeg bare helt styr på. Det synes jeg er lidt sejt når det nu kommer fra en litteratur professor ;) Han var også fotograf og tog ud til tiger templet for at få nogle gode nærbilleder af tigerne. Da vi kom derud, spurgte vi vores chauffør om vi ikke godt kunne komme tilbage en time før vi rigtigt skulle, for jeg havde en bus jeg skulle nå om aftenen, og det ville være rat med en time mere. Bare for at være på den sikre side! Jo jo det kunne vi sagtens, og vi begav os ind for at se tigerne.

Nede i tiger canyon gav man sit kamera til en af personerne, der arbejder der og blev taget i hånden af en anden. Så blev man ellers ledt rundt og fik taget billeder med de forskellige tigere. Man skulle tage alt i tasker (dem brugte de til at lege med, så den ville man nok komme ud uden), snore, solbriller og hatte af, og vi havde også fået af vide at vi ikke måtte komme i rød eller orange ;) Det var ret vildt at få lov til at røre en tiger. Efter de store tigere gik vi hen for at se området med baby tigere, og nøj hvor var de søde. Jeg havde desværre ikke tid til deres babytigerprogram, hvor man får lov til at holde dem og fodre dem med flaske, for det tog for lang tid, men jeg fik da set deres lidt større unger!

Efter vi havde set det af tigerne vi ville se gik vi tilbage til minivanen, og kørte af sted. Vores chauffør valgte så at bruge den time vi kom før til at tanke benzin i stedet… Minivansene her kører ikke på benzin men på en eller anden gas, og det tager 100 år og en sommer at fylde tanken op, og men en kæmpe bilkø foran os var der lange udsigter til at køre. Han brugte virkelig hele den times forspring vi havde på det. Efter det troede vi så at vi skulle tilbage til Bangkok, men nej… vi skulle lige hente 5 personer fordelt på et par hoteller… i mellemtiden blev jeg bare mere og mere stresset for tiden gik, og vi kom ingen vegne! Endelig kun en time før min bus kørte ankom vi til Bangkok - Khai San road. Der spurtede jeg ind og hentede mit vasketøj, og så ellers hen til motorcykeltaxaerne. Det var noget af et helvedeskørsel, for jeg havde betalt dobbelt for at det skulle gå hurtigt, og vi kørte over for rødt og den forkerte vej op ad ensrettede gader og jeg ved ikke hvad.

På hostelet skiftede jeg tøj til trekking outfit og ordnede bagage i en lynende fart, og så kunne jeg ellers sidde der og vente i en time, for som alt andet i Thailand var de selvfølgelig også sent på den. Hvor er jeg glad for jeg skyndte mig sådan!