Bangkok d. 26.05.11

Vi vågnede forholdsvis tidligt for vi ville have morgenmad på hotellet med Tom, for at sige farvel til hende en sidste gang, og give hende hendes drikkepenge. Efter morgenmaden gik jeg med tilbage til hendes værelse og lavede et sidste sildeben i hendes hår.

Da der var blevet sagt det farvel der skulle siges, var det tid til mega pakning! Da jeg havde i mit hoved at turen var færdig, var jeg så uforsigtig med min udpakning aftenen før, at hele værelset flød med mine ting! På trods af en forholdsvis tidlig start, var jeg i seriøs tidsnød, og jeg nåede ned til receptionen lige da uret rundede 12:00, hvilket var sidste frist for udchekning!

Efter at have sagt farvel til Andrea og Kilian tog vi alle hver vores taxa til hver vores hotel. Det var virkeligt underligt, for vi har tilbragt alle døgnets timer sammen den sidste måned, og nu var vi pludselig på egen hånd. Jeg havde dog fået Mikes nummer, for vi ville tilbringe dagen sammen alligevel. Første indtryk af New Road Guest House var forfærdelig. Det er et 10 mands værelse med både drenge og piger, og det ligner en militærlejr. Alt sengetøjet er armygrønt, og de har en masse åndssvage regler, der virkelig minder om alt andet end et hyggeligt hostel.

Så snart jeg havde lagt mine ting der begav jeg mig af sted for at finde en telefon, så jeg kunne ringe til Mike, og komme væk derfra. Det skulle vise sig at være en større operation, for jeg skulle hen til postkontoret, og de ledte mig videre til et sted hvor jeg kunne foretage internationale telefonopkald (for Mike havde selvfølgelig kun et engelsk simkort). Der blev jeg nødt til at købe 200 baths (30 minutters) taletid for at ringe til Mike i 2 minutter. Da jeg endelig fik fat i ham, var han på samme hotel som Catherine, og med kun et navn og Mikes retningsanvisninger satte jeg mig ind i en taxa af sted mod kendte ansigter. Det var også lidt af en udflugt, for der var åbenbart 4 hoteller i samme område med det navn jeg havde, og det tog en del tid at lokaliserer det rigtigt.

Da jeg endelig fandt det, var hverken Catherine eller Mike der, og jeg følte mig ret fortabt. Så jeg gik ud for at lede efter en telefon hvor jeg kunne bruge mit taletidkort, og heldigvis fandt jeg dem på gaden et par minutter efter.

Derefter fulgtes vi ad mod en massør, og Catherine og jeg fik en olie massage, duftende af eukalyptus. Efter massagen gik vi af sted for at finde en cafe hvor vi kunne spise frokost sammen. Det var vores sidste frokost sammen, og efter den sagde Catherine farvel, for hun skulle ud til lufthavnen for at hente hendes kæreste, som hun skulle rejse med de næste to måneder. Så var vi kun Mike og jeg, og vi gik op og ned af Khao San road (et backpacker paradis eller helvede alt efter hvad man er til ;)) for at fordrive tiden før han skulle med en bus til Sydthailand om aftenen. Efter at have vandret rundt i et godt stykke tid, besluttede vi os for at gå tilbage til massøren og få en fodmassage. Det var virkeligt dejligt.

Langsomt men sikkert nærmede tiden sig Mikes afgang, og om aftenen måtte jeg sige et sidste farvel, og var nu helt alene i en kæmpe by med alt for mange mennesker. Nu føler jeg mig godt nok lidt lille, og i morgen skal bare fordrives, før jeg kan begynde på en ny tur så jeg ikke længere er alene.