Kære Venner

Ja så er jeg atter på farten. Denne gang drejer det sig om Sydamerika. Planlagt tur på 13 måneder. Kommer hjem til 1. Oktober 2016, hvis alt ellers går, som det skal.
Har haft meget om ørerne siden jeg 2. Juli afleverede Erik i Billund Lufthavn, hvorfra han startede vores tur Sydamerika rundt.
Skulle lige have solgt en masse bøger på markeder, inden jeg tog afsted. Og derudover sorteret og kasseret lige så mange af dem , jeg havde på lager. Men jeg nåede det.
3. September 2015 forlod jeg landet efter at have lukket hus ned og nummerplader af bilen.

Også MIN rejse tog udgangspunkt i Billund, hvorfra jeg fløj til Frankfurt. Efter en ventetid på 6 timer fløj jeg videre til Santo Domingo, hvor jeg sad i transit i 2 timer. Så gik turen videre til Panama, hvor jeg måtte vente i 4 timer. Fra Panama fløj jeg til Lima i Peru. Og efter en ventetid på yderlig 4 timer kunne jeg omsider sætte mig på flyet til Trujillo, hvor Erik modtog mig i lufthavnen. Herfra tog vi en taxa de 10 kilometer hjem til Huanchaco, hvor vi har lejet en lejlighed og bor, medens vi den næste måneds tid går på spansk sprogskole. 
En rejsetid på 38 timer. Lidt brugt følte jeg mig nok også, men det forsvandt, da jeg sad i lufthavnen i Lima - gik op i restauranten - 5 stjernet - meget, meget lækker - dejlig service - og fik mig et glas dejlig kold hvidvin. Efter det en stor (og jeg siger STOR) is. Har aldrig fået så god is før og der til en kop cappuccino. Alle mennesker var fantastisk søde. Smukke mennesker og flot klædte. Jow jow, Edith var kommet til Sydamerika - og så talte de et sprog, jeg endnu ikke havde lært, men som er mit store ønske - at lære spansk. 
Jeg ankommer til Huanchaco klokken 19,00. Alt er gået fuldstændig planmæssigt. Efter at have pakket rygsækken ud (var hurtigt gjort - indvejet i lufthavnen til 15,6 kg) gik Erik og jeg en tur ned til havet, som ligger 300 meter fra, hvor vi bor. Gik langs med stranden og nød luften og hele atmosfæren. Hen på en lille hyggelig fortovscafe, hvor vi sad og nød både udsigten ud over vandet og en kold øl.
Så var det hjem og spise aftensmad, som Erik på forhånd havde lavet. Dejligt med lidt variation efter at have fået flymad, som bestod af 3 gange morgenmad på grund af, at jeg flyver med tiden. Klokken1, som er Eriks og min normale sengetid, var jeg klar til at se dyner, men allerede klokken 6 morgen vågnede jeg og var parat til nye eventyr. Og vi har 7 timers tidsforskel her.
Lørdag den 5. September var min første rigtige dag i Sydamerika. Vi gik en lang tur for at se på byen. Med lang tur mener jeg ca. 10 - 12 kilometer, som vi ofte går hver dag. Det skal være så sundt, siger Erik. Og jeg tror på det. Vi var på marked og slappede ellers af med lidt godt at spise.

Søndag den 6. September tog vi med bus ind til Trujillo, hvor vi ville se på brugte biler. Vi har planer om at købe en gammel øse, som kan fragte os Sydamerika rundt. Imidlertid var der ingen biler til salg den dag, men vi fik da gået vore 10 - 12 kilometer. Vi købte også en avis og satte os ind på en cafe for at studere brugtbils annoncerne. Medens vi sad der, kom en mand ind og delte reklamer ud - især til mig og Erik . Eriks telefon lå på bordet foran os - altså lige indtil reklamemanden var ude af døren. Dette er årsagen til, at Erik ikke svarer på sin telefon mere. Nyt nummer vil vi offentliggøre, når Erik har fået en ny telefon engang.

Mandag, den 7. September tog vi atter med bus til Trujillo for at se på brugte biler. Vi forelskede os i en Toyota Hiage Lux Surf XXR X, 4-hjulstrækker, med automatgear, diesel, lækker - og kunne ikke se, det var en bil med knap 20 år på bagen. Vi gik lidt rundt og kiggede og besluttede, at vi lige ville vente til næste dag, før vi besluttede at købe. Det er altid godt at sove på sådan en stor beslutning.

Tirsdag, den 8. September var planen, at både Erik og jeg skulle til en test, for at se, hvor meget spansk vi kunne. Dagen kom dog til at gå lidt anderledes.
Erik var nødt til at skulle til læge pga, han troede, han havde blærebetændelse. Der findes læger på næsten ethvert apotek, og der er et apotek på næsten hver eneste gadehjørne, så det var ikke noget problem. Prisen for en konsultation beløb sig i 14,00 kr. Lægen videresendte Erik til hospitalet inde i Trujillo. Og her gik hele maskineriet i gang. Erik har nu være på hospitalet i to dage a’ 12 timer og er blevet grundigt undersøgt. Han har en forstørret prostata og med en infektion. Og derudover har han 3 cystre på nyrerne. Den største 9,9 cm i diameter og den mindste på 6,2 cm.
Erik har talt med forsikringsselskabet, og deres læge vil undersøge, om man her i landet har en CT-scanner, for de vil gerne have ham grundigt undersøgt, nu hvor de er i gang. I Trujillo var han gennem 2 forskellige scannere.

Lørdag, den 12. September. Erik har nu fået et sulfolignende præparat i 3 døgn - dog uden nævneværdig virkning. Vi får tiden til at gå med skakspil. Jeg vil gerne, at jeg er ligeså god til spansk, som til skak, men det er jeg ikke. Har nu vundet 2 dage i træk. Så jeg er stolt.

Fredag, den 18. September. Vi venter fortsat på besked om, hvor og hvornår Erik skal have foretaget tidligere omtalte CT-scanning. Ventetiden er lang - også fordi Erik ikke har haft det godt. I mere end en uge fik han faktisk ikke søvn. Skulle på toilettet uafbrudt med 1 1/2 times mellemrum. Men nu går det omsider fremad igen. Så nu skal jeg nok ikke gøre mig forhåbning om at blive ved med at vinde over ham i skak. Og dog - er kommet ind i en stime. Af 7 dage har jeg vundet 1 spil hver dag i 6 dage!!!
Har været ved stranden i dag. Jeg er allerede blevet godt brun, for vi har dejligt solskin og rigtig surfvejr. Her er mange surfere og surfskoler og vandrehjem med backpackere. Surfernes paradis kaldes byen også. Og så har de nogle sjove små eenmands fiskebåde. De er lavet af siv, som er bundet sammen, og oven på den sidder fiskeren og roer, medens fangsten ligger nedenunder. 
Og så glæder mig til aftensmad. Vi har købt det fineste oksekød, som mutter skar af et stykke bov - fjernede alt fedt og hakkede det for os. Vi skal have dansk bøf med løg og rødbeder. Også rødbederne havde mutter kogt og skåret i tern, så vi skal kun selv lave eddikelagen og hælde over.
Maden her laver vi for det meste selv. Vi får de fineste råvarer. De bedste kartofler - og Erik laver de bedste fritter. Vi lider ikke afsavn på nogen måde. Øllene er store flasker, og vinen er en god papvin. Og så koster det altsammen kun en brøkdel af hvad, vi skal betale i Danmark.
En bustur ind til Trujillo - 10 kilometer koster 3,00 kr. Taxaturen dertil koster 24,00 kr. Lægebesøg 14,00 kr. MEN medicin er dyrt. Erik har betalt over 1.000,- kr for 2 slags tabletter, han skulle tage for at komme til hægter igen. Af den ene slags (sulfopræparat), som koster 54,00 kr i Danmark for 90 stk, betalte han her i Peru 500,- kr for 30 stk. 
Med det spanske går det sådan, at skolen er vi ikke begyndt på endnu. Vil lige se, hvad CT-scanningen viser. Vil forsikringsselskabet have os hjem, er det jo ingen grund til at betale for skoleopholdet. Så det gør vi først, når vi ved, om vi må blive her. Jeg øver mig vældigt - har en dygtig lærer i Erik. Og øver mig, når jeg går i butikker og handler. Ikke altid butiksindehaveren kan forstå, hvad jeg skal købe. Beder mig skrive ordet på et stykke papir, og så lyser han op. Nå den udtale kan jo også være svær. Hvor er det nu trykket skal ligge? Hvis Pablo, min spansk lærer fra Skive, læser dette her, vil han nikke genkendende.
På min telefon har jeg installeret en app, som fortæller om jordskælv og tsunamier. I aftes var der et kraftigt jordskælv i Chile - målt på Richter skalaen 8,3, og som gav tsunami advarsel på en strækning på 4.000 kilometer, og som strakte sig op til Lima i Peru. Vi befinder os 500 kilometer nord for Lima, så vi var ikke i farezonen, men naturen er ikke til at spøge med, ved vi godt.
Nok for denne gang.
Kærlig hilsen
Edith

Og så et nyt brev som nummer 2
Kære Venner

Lørdag den 19. September 2015. Endnu en dag med flot solskin. Efter vores normale tre spil skak, hvor jeg igen vandt det ene spil, gik vi atter til stranden. Sandet her er helt anderledes, end hvad vi ellers kender. Det er helt tørt og meget fintkornet og kan bare lige rystes eller børstes af.
I dag var her igen pelikaner - og mange. Det er sjovt at se, når de kommer flyvende og dykker ned i vandet for at fylde “madkurven”, som så bliver spilet ud med vand og fisk, hvorefter vandet lige så stille forsvinder igen, og tilbage bliver fiskene. Det er da en god måde at skaffe føden på og god fangstmetode. Kan måske bruges, når jeg fisker ude i Vile. Skal lige overvejes.
Ellers er her igen blevet stille, efter at flyene ikke træner mere. I søndags var her flyopvisning med forskeliige russiske fly, og de har larmet endnorm her hen over hustagene i den sidste uge. Her var mange mennesker samlet i byen - det halve af Trujillo, så det ud til, da de skulle med bussen hjem. Opvisningen var en hel folkefest. Mange mennesker på stranden og mange på hustagene. For mig var det ikke noget særligt, når jeg er vandt til at se flyopvisning i Karup. For det kunne overhovedet ikke måle sig med det.
Og til aftensmad fik vi osso buco, Erik havde lavet. Godt han er HER, så JEG får glæde af den god mad, og ikke kok på Pinenhus. Jeg behøver vist ikke at beskrive yderlig, hvordan det smagte.
Søndag, den 20. September. Igen strålende solskin med tur til stranden. Og igen vandt jeg et spil skak. Ellers ikke den store sensation, bortset fra, at vi her til aften gik ud at spise.
Vi havde udset os en meget spændende restaurant, som også Perus præsident benytter, når han besøger byen. Vi fik peberbøf. Og med tilbehør Peru kartofler. Har jeg fortalt, at kartoflen stammer her fra Peru, og at de har 2500 forskellige sorter. Det praler i de i hvert fald med. Jeg kan godt forstå, at præsidenten spiser her. Så fantastisk et måltid, skal man virkelig lede længe efter. Sønnen står selv i køkkenet, efter han har taget imod ordren. Efterfølgende serverer “gamle mor” maden. En flot dame på omkring 80 år. De to, mor og søn, dannede et godt makkerpar. og restauranten er ikke størrer end med plads til maks 4 borde + 2 borde udenfor. Og så ligger den godt gemt i en sidegade ned mod havnen, hvis altså I lige skulle komme forbi.
Mandag den 21. September. Erik har igen - igen rykket forsikringsselskabet for denne her CT-scanning, som de ønsker han skal igennem. Men mange søforklaringer har vi måttet lægge øre til, dog uden at vi er kommet et skridt nærmere.
Tirsdag den 22. September bad forsikringsselskabet Gauda os omsider selv prøve at tage kontakt til sygehuset og løse problemet. Vi tog bussen ind til Trujillo, og på sygehuset talte vi med den læge, som tidligere havde undersøgt Erik. Han er urnolog, og han sagde, det er noget sludder, at forsikringsselskabet vil have Erik gennem en yderlig scanning. Det var overhovedet ikke nødvendigt efter hans bedste overbevisning. Så det blev derved. Og endelig har Gaudas egen læge godkendt afgørelsen. Det bedste af alt er, at Erik er erklæret rask, og vi kan fortsætte vores tur, når vi har fået købt bil.
På vej hjem i bussen havde vi en speciel oplevelse. Bussen var selvfølgelig overfyldt med mange mennesker, men pludselig spillede de musik i radioen. Og tænk det var, “sku’ gammel venskab ren forgå”. Så føler man ikke, man er kommet langt hjemmefra.
Men jeg vil slutte for denne gang i håb om, at dette brev når ud til alle.

Kærlig hilsen

Edith
---------------------------------------
Kære Venner.

Torsdag den 24. September 2015. Et nyt kapitel kan begynde. Erik er erklæret rask, og forsikringsselskabet har givet grønt lys for, at vores rejse kan fortsætte. Mit visum udløber den 5. Oktober. Dvs. ud af landet inden på enten den ene eller anden måde. Vi sad og drøftede mulighederne, medens vi spiste vores fortræffelig morgenmad. En god hjemmelavet røget skinke og en lige så god ost. Og dertil en fortrinlig kaffe - også her fra Peru. Det var store beslutninger, der skulle drøftes en tidlig torsdag morgen. Vi besluttede at se tiden lidt an - og se, hvad der skete.
Vi tog bussen ind til Trujillo og ville kigge på biler. Vi havde jo været sat helt i stå pga. Eriks sygdom. Vi havde set en dejlig Toyota på gaden for 2 1/2 uge siden, og vi ville se, om den stadig holdt med til salg skiltet på. 
Omsider, efter at have vandret noget rundt, fandt vi bilen. Stadig ikke solgt. Vi spurgte os for og fandt frem til ejermanden. Bilen kostede 22.000 Soles. Erik tilbød ham 18.000 Soles, og ejermanden slog til. Fandt registreringsattesten og vi kørte til Notarius, hvor bilen blev om registreret i Eriks navn. Derefter gik turen til banken, hvor vi med vore mastercard skulle forsøge at betale bilen. Da det var nat i Danmark på det tidspunkt, og vi skulle have fat i banken, kunne vi kun betale et lille afdrag på bilen. Men pyt, manden kørte os nu hen på en restaurant, hvor vi spiste middagsmad - lidkøb, som hørte sig til i Peru. Efterfølgende gik turen til forsikringsselskabet, så også de papirer blev udfyldt. Dernæst til synshallen, hvor bilen blev synet i Eriks navn. Og så til sidst kørte han os hjem og stillede bilen i garagen her, hvor vi bor. Gav Erik nøglen og aftalte at komme næste dag efter pengene. Glemte for resten lige, at på vejen hjem kørte han ind omkring servicestationen for at tanke diesel. Bilen var i forvejen mere end halv fuld med brændstof, men den skulle afleveres til os med fuld tank. Ja så lige pludselig holder der en bil i garagen , som vi bare kan køre i. Håber det lykkes for os at få betalt bilen i morgen. Gad vide, om manden kan sove godt i nat. Jeg tror i hvert fald ikke, det ville være sket i Danmark, at man bare kan komme gående ind fra gaden og få en bil til 40.000,- kr med hjem i garagen, uden bilen er betalt først. Og så tror vi, at alle her er røvere og banditter, men det modsatte er altså ikke tilfældet. Ser Erik og jeg virkelig så ærlige ud? Ja det må vi jo gøre.
Fredag, den 25. September. Efter morgenmad tog vi igen bussen ind til Trujillo for at finde banken, vi kunne hæve penge i. Vi havde på forhånd i nat haft fat i banken i Danmark, så de kunne åbne op for vores mastercard, så vi kunne hæve pengene kontant. Ingen problemer. og da vi ringede til bilforhandleren, at han kunne komme i banken og hente pengene (vi skulle ikke ud på gaden med så mange penge), blev han meget glad og lettet.
Lørdag, den 26. September. Vi kørte i dag i vores flotte, gamle bil en tur til nabolandsbyen. Og da var vi så sandelig kommet på landet. Vi bor ude ved kysten i ørkenen, og landsbyen, vi besøgte, bar tydelig præg af ørken. Absolut intet vand. Godt vi fandt en købmand, der solgte øl, for vi var helt tørre i halsen.
Nu var vi faktisk klar til indkøb af campingudstyr. Vores tur endte derfor på trælasten. Og om ikke vi fandt så godt som alt, hvad vi får brug for, der. Godt nok - resten købte vi søndag i et indkøbscenter Metro.
Ellers går dagene fortsat med skakspil. I går spillede vi to spil, og jeg vandt begge. Men sådan gik det ikke i dag. Da tabte jeg begge gange. Rart at det går lidt på skift.
Erik går til stranden og solbader. Medens jeg er blevet så forkølet, så jeg bliver hjemme og holder sofaen nede. Ja, I skal ikke tro, det er sjovt. I nat var jeg så syg, så jeg vidste knap, hvad der var op og ned. Erik er en guttermand. I går, han kom hjem fra stranden, havde han købt is og fået den gemt i fryseren, uden jeg havde opdaget det. Da vi havde spist aftensmad (min appetit var ikke stor), spurgte han, hvad jeg kunne tænke mig til dessert. Han ved, jeg elsker is og kan spise det på alle tider af døgnet. Jeg foreslog alverdens forskellige frugter, som jeg vidste, vi havde i køleskabet. Stor var min forundring, da han bad mig kigge i fryseren. Det blev til lidt is, men jeg lovede ham, at hvis jeg fik lyst i nat, ville jeg tage revanche. Ja, I kan nok tænke hvad der skete. Hen på morgenstunden stod jeg op og gik i gang med at spise is. Og nok med det. Da Erik stod op, var jeg atter frisk. Isen havde lige kølet mig ned, og jeg var igen feberfri. Så sig ikke, alternative metode ikke kan kurere en sygdom.
En beskrivelse af landet her og dets befolkning. Utrolige venlige alle og enhver. Smukke mennesker. Flot klædte. Ikke store mennesker. Sådan ca. på størrelse med mig, og så lige fået en kølle oven i hovedet, så de buler ud på midten - altså lidt mere end mig. Og er det noget at sige til. For hver 5 meter på gaden, er der noget lækkert at købe og gå og gnaske i. Og det er netop det, de gør. 
I går var Erik inde i Trujillo for at aflevere bilen til efterreparation. Han kørte, inden han havde spist morgenmad, så derfor gik han ind på en cafe for at fået noget kaffe og brød af en eller anden slags. Kaffe havde de, men ikke brød. Så bad han om ganske almindelig peruiansk morgenmad og med kaffe til. Javist! Peruiansk morgenmad består af en stor helstegt fisk og med kartofler til. De så godt nok lidt underligt på ham, da de serverede en kop kaffe til fisken.

Torsdag, den 1. Oktober. Jeg har været hos læge i dag. Jeg har pådraget mig en bronkitis i forbindelse med min forkølelse. Er meget træt, og kan ikke holde til at gå ret hurtigt. Må hele tiden stoppe op for at trække vejret. Jeg fik et sulfopræparat, som skulle kurere min bronkitis.
Efterfølgende kørte vi ind til Trujillo for at se hos Notarius, om vores indregistringspapirer var kommet til os. Det var de ikke, men vi fik besked om, at vi kunne hente dem i morgen, fredag den 2 oktober klokken 17.
Fredag den 2. Oktober 2015. Sådan er dagene gået for os en hel måned. Men nu er det slut. Vi har i dag fået indregistreringspapirerne fra Notarius, så vi er klar til at forlade det dejlige land Peru, som jeg skal være ude af senest søndag på grund af visum. De sidste indkøb er gjort - der er pakket, og i morgen gør jeg rent, inden vi forlader den dejlige lejlighed, som vi har haft nu i 2 måneder.Vi er klar til nye oplevelser.
Ha’ det rigtig godt og pas godt på hinanden. Det gør Erik og jeg. 
Jeg takker for alle de tilbagemeldinger, jeg får for mine vennebreve. Er der nogen i min gruppe, som synes, de er trættende at modtage, sløjfer jeg jer gerne fra gruppen. Jeg fortsætter med at udsende til dem, jeg hører fra.
Kærlig hilsen
Edith