Kære Venner

Lørdag, den 10. oktober 2015. - Dagen: ´Kan noget gå galt, så går det galt´

Vi har endelig taget tilløb til at forlade vores elskede lagune, som omkranset med skrænter ligner molerskrænterne på Fur. Smukt er her - og vi har nydt det.
Vores mand på pladsen, en dejlig jovial fyr på omkring de 30 år, havde kigget på vores dæk på bilen og fortalt os, at det kunne godt være, bilen var nysynet med de dæk i Peru, men her i Ecuador ville de inkassere en bøde på 500 $, hvis vi mødte politiet. Det syntes vi, var spild af penge og besluttede i stedet at ofre pengene på nye dæk.
Vores mand tilbød at ringe efter en mekaniker, som ville komme på pladsen for at tage bilen i nærmere øjesyn.
Da mekanikeren nu var her, bad vi ham gennemgå hele bilen for fejl og skavanker, som han kunne forestille sig ville komme inden for det næste år. Vores egen sikkerhed - og kan lige så godt selv få glæde af forbedringerne.
Vi fik 4 nye enorme klodser på vores Toyota HiLux SURF SSR-X, vores firhjulstrækker med automatgear. Vi fik nye bremseklodser på alle fire hjul. Vi fik 2 nye kileremme. Og en automatikmekaniker, som også havde bilen under lup, udskiftede dynamoen i forbindelse med sin gennemgang. Vi følte os godt hjulpet. Pris i alt 842 $, hvoraf arbejdsløn var 30 $ for 1 1/2 dags arbejde. Da vi betalte regningen, gav Erik hver af mændene en 10 $ seddel ekstra. Jeg har da sjældent set så stor glæde og taknemmelighed. Deres månedsløn for en 6 - 7 dages arbejdsuge ligger på omkring 1600,- til 1700,- kr. for en hel måned. 10 $ i drikkepenge er 67,50 kr. Og for dem rigtig mange penge,.

Vi var nu klar til afgang. Pladsmanden hjalp os med at pakke teltene og pavillonen sammen. Syntes alt vores teltgrej var spændende, og han havde jo i forvejen ikke andet at lave. For sin ulejlighed gav Erik også ham et par ekstra $. Også her kvitteredes med stor glæde og taknemmelighed.

Aftenen forinden havde vi egentlig besluttet ,at vi ville køre næste dag, inden vi fik morgenmad. På den måde kunne vi næsten pakke sammen, så vi kun manglede telte og pavillonen næste dag. Morgenen kom dog til at gå noget anderledes.

Om natten ved 4 tiden skulle jeg lige en vending op omkring toilettet. Tog min lille lampe i hånden, inden jeg gik, og fik forsørget mit ærinde. På vej tilbage til teltet gik jeg og kiggede efter vores vagt, men så ham ikke. Medens jeg går og spejder, træder jeg på et eller andet, som ruller sig under min fod. Jeg er ved at snuble i det. Kaster lyset ned på det og ser en slange på tykkelse med min tommeltot sammenrullet som et tov med en diameter på 40 - 50 cm ligge under min fod og med en doven bevægelse røre mit underben.
DA satte jeg min egen rekord fra mit idrætsmærke i 7. klasse i Sdr. Resen Skole. 110 cm sprang jeg dengang - ikke særligt imponerende, men nu 54 år senere sprang jeg både højdespring og lændespring i et spring - og i løb satte jeg også rekord. Og skrige ku' jeg.
Med bankende hjerte satte jeg mig uden for vore telte resten af natten, så jeg kunne advare Erik, såfremt han også skulle op. Jeg var uskadt. Slangen havde intet gjort, og det var mig, der havde bevæget mig ind på dens territorier. Dog havde jeg på den hårde måde lært at være agtpågivende, når jeg færdes i naturen.

Om morgenen trængte jeg forfærdelig til kaffe, og derved blev det, at vi alligevel fik morgenmad, inden vi forlod stedet. Og godt nok skulle det senere vise sig.
Da vi kørte gennem byen, var der maratonløb, hvilket betød, at vi hverken kunne komme til købmand eller mekanikeren pga af omkørsler. Vi fortsatte med en del forsinkelse og kom dog til sidst ud på vejen, som fører nordpå op i bjergene.

Nu skulle bilen stå sin prøve, og spændt var vi, om motoren kunne holde, hvad vi var blevet lovet. Vi sad hele tiden og lyttede til motoren, men den gik fin. Vi hørte en mærkelig lyd uden for bilen, men forstod ikke, hvad det kunne være på færde.
Pludselig siger Erik, "vi er punkteret". Han fik hold på skidtet, og vi kom til at holde i rabatten i et stort sving. Da han kom ud, så han, at det ikke var dækket, der var punkteret, men hjulet, som var ved at falde af pga, møtrikkerne ikke var ordentlig spændt. Mislyden, vi tidligere havde hørt, var en møtrik, som var sprungen og faldet af. Tilbage holdt kun 2 møtrikker hjullet, som zig-zakkede ud og ind.
Godt vi har alt reparationsgrej til at ligge bagerst i bilen, så vi netop ikke skal have bilen tømt for at komme ind til det, som man skal bruge i sådanne situationer.
Vores donkraft - nyindkøbt i trælasthandlen, skulle vise sig ikke at være stor nok til at hæve bilen og dens store dæk? Noget højt og stærk måtte lægges på donkraften. Hvordan skulle vi dog have klaret situationen uden vores tykke rejsebibel - Lonely Planet, og så vore store tykke ordbøger, som vi kunne bruge til hjælp.

Vores bjergvej E15 nord er en af verdens farligste veje mht. overfald og røveri. Vi plejer at køre i hælene på en stor bus, så vi ligger lige bag ved denne og godt beskyttet. Vi advares også mod at modtage hjælp fra fremmede på disse kanter. Imidlertid holdt en personbil ind og ud steg en far, mor og datter på omkring 16 år og tilbød deres hjælp. En stærk mand, som ingen problemer havde med at få flyttet møtrikker fra reservehjulet over på hjulet, hvor de manglede. Og få efterspændt alle møtrikkerne. Stor var deres venlighed og hjælpsomhed. Utrolig søde mennesker her fra Ecuador, og de ønskede os fortsat en god rejse videre, da alt var i orden igen. Erik kunne nu godt selv have klaret denne situation, men alene at få donkraften hævet, krævede sin mand (jeg ved det, for jeg prøvede bare 10 omdrejninger) og få unge, friske kræfter til hjælp her, var guld værd.

Ja, ja - et uheld kommer sjældent alene. Nu havde vi både haft slangen og et hjul, som var ved at falde af. Hvad mon bliver det næste?
Vi havde planlagt næste stop på vores rejse i Ecuador skulle være nordpå i nærheden af Esmaralda. Vi plejer aldrig at køre, når der er blevet mørkt af sikkerhedsmæssige grunde, men med forskellige forsinkelser, indhentede mørket os og endda uden at have brugt tid på at spise undervejs.

Vi nåede vores campingplads ved 19 tiden. Vi ville skynde os at slå telte op og så gå ud at spise. Igen skulle det vise sig, at intet kan gå så galt som planlægning.
Jeg skulle igen træde af på naturens vegne, og gik rundt på pladsen for at finde toiletbygningerne. Fandt dem ikke, men vendte rundt og gik tilbage. Pludselig hører jeg hunde+gøen bag ved mig, og en rasende hund hopper op på ryg og nakke af mig, så jeg er ved at falde omkuld. Den ene bidder sig fast i min venstre balle, samtidig med jeg skriger op (for anden gang: den dag). En tysk backpacker hopper i det samme over hegnet og redde mig fra de tre glubske hunde, så jeg ikke ender som hundefoder.
Min redningsmand får mig hjulpet, så jeg kan komme tilbage til Erik og vores teltplads, hvorefter han går til receptionen og beder dem sørge for, at hunden, som bed mig, bliver lagt i snor. Ejeren af pladsen her kommer ned til Erik og jeg for at se, hvor galt det er gået. Hunden er vaccineret for rabies, og det samme er jeg, og da jeg bar tykke cowboybukser, som jeg havde med hjemmefra, og med en god solid baglomme påsyet, skete der gudskelov ikke andet end en øm balle og lidt problemer med ryggen. Dvs. også 3. gang slap jeg med skrækken. Og skal det være, så heller et hundebid end et slangebid.

Men det var jo ikke lykkedes for mig at forrette mit ærinde, så jeg måtte atter ned i hundeområdet. Da jeg nærmede mig, sprang en af de to andre hunde, som ikke var i snor, op og ville jage mig væk. Nu var jeg virkelig bange, og det kunne hunden jo mærke. 
Denne gang var det en engelsktalende backpacker, der hjalp mig hen til bygningen, og sørgede for, hundene ikke gjorde mig noget.

I morges, da jeg sad ude ved bordet og skrev alt dette ned, syntes jeg nok, jeg hørte noget pusle. Jeg troede, det var Erik, som var ved at stå op. Men nej, hvem stod med hovedet på bordet og så på mig med nogle dejlige hundeøjne. Imidlertid faldt jeg ikke for dem, men blev i første omgang meget bange. Så blev jeg så rasende. Kunne jeg nu ikke engang få lov at være langt væk fra de øvrige teltpladser, uden at blive generet af disse mærkelige bulldoglignende hunde. (Jeg er normalt ikke bange for hunde). Nu kunne det altså være nok. Jeg for op fra stolen og løb efter den for at jage den væk. Den kiggede sig forskrækket tilbage på mig, men skyndte sig at luske af med halen mellem benene. Og den har ikke vist sig i vores område igen. Ej heller nogle af de andre 3. 
Nok for denne dag. Mit blodtryk kan ikke klare mere i denne omgang. Kan jeres?

Hvis ikke jeg ender som hundefoder, hører I snart fra mig igen.

Kærlig hilsen

Edith