Profile
Blog
Photos
Videos
Ecuador - Sydamerika, den 5. oktober 2015
Kære venner
Vores rejse fortsætter, selv om Erik nu er ramt af den samme forkølelse, som jeg havde pådraget mig. Han har i de sidste to dage tørret næse igen og igen - og brugt alle de klenex, som kunne skaffes på apotekerne i Huanchaco. De beklagede, at de ikke havde flere, men måtte have nye forsyninger udenbys fra. Erik havde haft bedre af at blive hjemme i sin seng, men vi skulle jo over grænsen i dag 5. Oktober pga. mit visum udløber i dag.
Vi fik pakket bilen færdig, gjort lejlighed rent og gik ind på en morgenmadscafe for at få morgenmad. Det var for os nemmere, end at skulle stå med morgenmad hjemme. Og prisen for 2 spejlæg med bacon, brød, friskpresset juice og en fantastisk kaffe var 6,50 soles. 28,00 for 2 personer. Mad koster næsten ingenting her i Peru.
Og vi var nu klar til vores videre færd. Vi havde 729 kilometer til grænsen og havde ingen anelse om vejens stilstand. Ofte er vejene dårlige op mod et grænseland. Men det skulle vise sig , at vores pessimisme var ubegrundet. Vi har kørt på en lige vej og fin asfalt, så her i aften klokken 20 stoppede vi ved et hostel og fik 2 værelser for i alt 180 kr. (Her i landet bliver der mørkt klokken 18,30). Vi havde nu kun 150 km til grænsen.
Efter at have pakket ud, siddet og sundet os med et glas rom, som Erik virkelig trængte til for at få det bedre til i morgen, gik vi ud for at spise aftensmad. Vi fik en god grillstegt filet af en fisk. Tror det var Marvin. Og det smagte fantastisk. Pris for 2 personer med 2 store øl til blev 120 kr.
Vi stod tidlig op i dag søndag, for jeg skulle være over grænsen, inden den lukkede, og vi havde ingen anelse om hvornår.
Vores erfaring fra Mellemamerika er ca. ved 17 tiden og samtidig kan det tage op til 4 - 5 timer for at komme over med egen bil. Det er jo ikke kun os, der skal igennem. Alle bilens papirer skal gennemgås og checkes med stelnummer og forsikring, så vi kan få lov at køre ind i det nye land.
Samtidig er vores erfaring, at ved grænsen er der så mange "hjælpsomme" mennesker - HAJER, som gerne vil tjene en ekstra skilling for at hjælpe os over. Vi plejer at have en kamp for at trænge gennem menneskemylderet uden at blive plyndret, da vi ikke har problemer med selv at klare den slags småting.
I forvejen havde vi fået fortalt, at netop grænsen ind til Ecuador skulle være rigtig slem. Også med forklædte politibetjente og toldere, så det ville være svært for os at skelne mellem ægte og uægte.
3 kilometer fra grænsen gik bilen i stå. Vi havde ikke mere diesel på, men vi havde en dunk med 10 liter med, som bare skulle hældes over. (Skal lige bemærkes, brændstofmåleren virkede ikke, og vi havde ikke erfaring med, hvor mange kilometer, vi kunne køre på literen.) Var også usikker på tankens størrelse. Troede, det var en 70 liters tank. Nå, men alt lykkedes, og vi kom igen til kørende.
En positiv oplevelse. Grænsen viste sig at være ny. Ingen HAJER - ingen kø, hverken ved grænsen fra Peru eller til Ecuador . Og jeg kom ud af landet uden at få en bøde og blive nægtet indrejse igen, når vi skal tilbage samme vej om en 14 dages tid.
Jeg havde ellers gjort klar til den vilde kamp mellem HAJERNE. Jeg husker en grænse, vi skulle passere i Mellemamerika. En meget påtrængende fyr ville dirigere os om bag toldbygningen. Jeg sagde, vi havde været her før, så vi vidste udmærket, hvor vi skulle holde.
Han forklarede, at reglerne var ændret, siden vi havde været der for 8 dage siden. Så blev jeg så gal i skralden, at jeg gav ham en ordentlig "lammer" ind på hans overarm. Han blev så forskrækket, at han vendte omkring og gik, og det var jo også det, der var meningen.
Efter vi i dag nemt og uden tidsspilde var kommet over grænsen, opstod det næste problem. Vi skulle jo have købt diesel.
Ved de første 3 stationer havde de udsolgt. Enkelte servicestationer forhandlede kun benzin. Men ved 5. forsøg havde de diesel, men da vi kører på Peru nummerplader, kunne vi kun få 10 l. Der var rationering til Peruvianerne. De kan åbenbart ikke lide Peruvianerne.
Nå men vi tænkte, vi tager den næste tank, for det er sikkert et grænseproblem. I Peru koster en liter diesel 5,75 og her i Ecuador koster det 1,75 kr, men kun ved grænsen. Ellers koster det kun 1,25 kr pr liter.
Men nej, heller ikke de næste tanke havde diesel. Så kørte vi tilbage til vores tankpasser, som havde påfyldt 10 liter, da vi var der første gang. Men han ville ikke give os mere diesel. Vi havde jo fået for kort tid siden. Han vidste ikke, at Erik ikke er sådan at bide skeer med, men bad om at tale med øverste ledelse, som der så blev ringet efter. Erik forklarede ham vores problem, og at vi var danskere, der bare havde købt en bil i Peru. Chefen selv gik i gang med at påfylde vores bil, da tankpasseren fortsat nægtede at adlyde chefen, og for hans good-will fik han af os en sovenier - et dansk metalflag, som vi havde medbragt fra turistkontoret i Skive. Det vakte stor glæde hos chefen.
Vores første stop for natten var et dejligt hostel, hvor vi boede i to værelser for 175 kr i alt. Og så søde unge mennesker, der drev stedet. Vi fik noget at spise og så i seng. Vi var møgtrætte begge to. Sygdom og en to dages rejse tærer på kræfterne.
Heller ikke denne nat fik jeg mere end et par timers søvn. En nabo til hostellet spillede musik hele natten til klokken syv, hvor vi stod op og kørte videre.
Vores plan var, at vi ville fricampe på stranden ud til Stillehavet i Ecuador. Vi besøgte et turistkontor for at undersøge forholdene. Men turistchefen kunne kun tale spansk, så vi forstod ikke så meget af, hvad han fortalte os. Så tog han os med hen til borgmesteren, som kunne engelsk, og her fik vi en masse nyttige oplysninger, og vi fik anvist en god plads, hvorpå der gik vagt hele døgnet. Om natten går han med sine hunde, og i nat kom en politibil kørende ved midnatstid for at sikre sig, her ingen kratluskere er.
Vi er havnet i paradis på jord. Vores plads ligger helt ud til Stillehavet, og vi har slået lejr 10 meter fra strandkanten.
Her er masse af fugle, såsom pelikaner og fregatter, som har ynglepladser her, og de er sjove at følge, og her er også Albatrosser.
I morges, da jeg var henne under den udendørs bruser, havde jeg en sjov oplevelse. Jeg vidste, Erik og jeg er de eneste på pladsen, men pludselig var der en, der fløjtede efter mig. Jeg kiggede mig forskrækket omkring, men kunne ikke se nogen. Pludselig opdagede jeg, at det var en fugl, som sad og fløjtede og piftede - en fugl, som godt kunne minde om vores solsort hjemme i det kolde nord. Dog noget mindre.
Vi har nu indviet vores dejlige campingudstyr. 2 store 5 mands telte er indkøbt sammen med to store luftmadrasser og en pavillonen, til at give læ for sol og vind. Vi har investeret i et dejligt stort klapsammen bord og to gode stole. Og vores indkøb af køler var en historie helt for sig selv. Vi forsøgte mange steder at finde en passende køler, men det fandtes simpelthen ikke i Peru.Så måtte vi tilbage til trælasten, for der havde vi set, de havde en. Prisen var 400,- kr, hvis vi havde medlemskort, og det havde vi jo ikke. Så skulle vi betale 600,- kr, og det ville vi heller ikke. En venlig kunde trådte til og lånte os hendes kort, og så var det problem løst.Da vi fik den ind i bilen, fyldte den godt nok meget. Stor var vores forbavselse, da vi fik den pakket ud og der indeni var 2 små køletaske, hvor der i den ene lå gemt en termokande og i den anden en vandkøler. Gad vide, hvad vi skal med al det, men måske er det godt nok.
Vores plan er at fortsætte op til Colombia, såfremt vejret tillader det. Vi har via udenrigsministeriets hjemmeside installeret en app, som sender en sms til os, hvis der er storm og regn på vej, men også jordskælv og tsunamier. Og selvfølgelig, hvis der bliver uroligheder i landet.Samtidig ved udenrigsministeriet, hvor vi befinder os. Det er en stor sikkerhed for os. Ja favre ny verden. Hvad skulle vi da gøre uden it.
Jeg vil slutte for denne gang. Ny føljeton følger, når der er flere oplevelser i ærmet.
Kærlig hilsen
Edith
- comments