Søndag den 17. Oktober. Vi har været inde i byen i centrum. Det ligger 6 kilometer fra, hvor vi bor. Men det er ingen problem. Her går overjordiske metro/busser, og prisen er der ikke noget at kimse ad. Vi betaler 88 ører pr mand pr tur, så det kan vi lige få råd til. Og så er byen så hyggelig. En gammel by med bygninger fra kolonitiden. Mandag den 18. Oktober. Igen tager vi ind til byen med metroen. I dag er her demonstration på torvet. Der er masser af kampuniformeret politi til stede, men selvom det varer hele dagen, foregår det hele fredeligt og uden dramatik.Vi får set de mange kirker og domkirken, som vi ikke fik set i går søndag, pga. de var lukkede. De er helt fantastisk smukke alle sammen. Tirsdag den 19. Oktober. Vi har haft kontakt til vor mekanikerværksted ude i San Antonio, men får at vide, de ikke kan lave reservedelen. Så træder vor vært hjælpende til. Han og Erik kører sammen ud på værkstedet og får topstykket med tilbage til et værktøjsmagerfirma her i byen. Et firma med ca 30 svende ansat. Og de kan lave delen. Dog skal de først have fat på nogle reservedele, som sidder i topstykket. Det første sæt, de fik tilsendt, var forkert, og så gik det yderlig en dag, inden det rigtige ankom. og nu er de endelig i gang med at fremstille hele herligheden. Godt vi er i Sydamerika, hvor timelønnen er ganske lille. Fredag, den 22. Oktober. Vi tager hver dag ind til byen for at se alt det smukke, her er at kigge på. I dag kom vi til en teaterplads, og da vi meget gerne går i teater, undersøgte vi, om vi kunne købe billetter til forestillingen. Alt var revet væk, og det var forståeligt nok, for forestillingen var gratis.Det var det så ikke noget at gøre ved. Nå men klokken var næsten syv, og her bliver mørkt klokken halv syv, så det var tid at tage metroen tilbage til vores bopæl. Igen må jeg lære ting på den hårde måde. Da vi står ved stoppestedet, er der kun Erik og jeg plus en person mere, som skal med. Jeg kommer ind i bussen, men så klapper døren, og bussen kører. Der står Erik udenfor og er ikke kommet med. Jeg ved ikke, hvilken station jeg er kommet med fra, og vi var et andet sted i byen,   end hvor vi tidligere har været. Uden at gå i panik tænker jeg, at jeg hellere må tage bussen tilbage, hvor Erik stod. Men da jeg vil ud, bliver jeg næsten væltet ind i bussen af en stor flok unge berusede mennesker, og de er mange. Ved de næste stoppesteder forsøger jeg også at komme af, men umuligt. Hver gang bussen holder, vælter der bare ind med folk. Da det endelig langt om længe lykkes mig at komme af, står jeg og undersøge, hvad mon stationen hed, hvor Erik er. Jeg tager den næste bus tilbage, men alle stationer ligner hinanden, og her er ingen Erik. Jeg prøver med flere stationer, men fortsat uden held. Nu et klokken efterhånden blevet 8, og jeg ved fra Lonely Planet, at turister ikke skal færdes ude i mørket efter kl. 20, og når jeg kigger ud, forstår jeg godt hvorfor!Men her stod jeg altså. Jeg vidste, Erik ikke havde sin telefon med, og jeg havde hverken penge eller kort over metroholdepladserne. Det havde Erik. Jeg forsøgte så at tage bussen tilbage til, hvor vi boede, for så længe, jeg var inden for busområdet, skulle jeg ikke bruge penge, men kunne køre frem og tilbage alt det, jeg ville. Ja, jeg har aldrig fået så meget for 88 ører. Uheldigvis kommer jeg der med en bus, som kører i en anden retning - godt nok mod nord, hvor vi bor, men efter et stykke tid deler vejen sig skråt op - og pludselig holder vi på endestationen.Så kunne jeg ikke undgå at skulle ud af området, og nu skulle jeg bruge penge. Jeg kiggede mig omkring. Jeg synes altid, der vrimler med politi alle steder, men de sidste to timer, har jeg ikke set noget.Uden penge bevæger jeg mig nu ud på gaden, hvor jeg omsider får fat på en taxa. Min formodning, efter hvad jeg kan huske fra vores bykort er, at jeg er ca . nogle få kilometer fra, hvor vi bor. Imidlertid kører taxachaufføren rundt med mig i mere end en time, hvor han blandt andet er tilbage i bymidten med mig. Så protesterer jeg, for selv om jeg har 6 kilometer ud til, hvor vi bor, kan jeg godt genkende vejen.Efte mere end en times taxakørsel kommer jeg endelig hjem. Og nu skal jeg have skaffet penge til taxaen.
Det viste sig ikke at være noget problem. Erik havde i mellemtiden været hjemme for at se, om jeg var kommet hjem. Da jeg ikke var det, gav han vores vagt både penge og nøgle til lejligheden, inden han tog ud for at lede efter mig, og samtidig havde Erik nu sin telefon med, så jeg kunne ringe til ham og fortælle, at jeg var kommet hjem og kunne gå i gang med at lave aftensmad. Ja, klokken var efterhånden blevet 22,15. Jeg lærte noget af sådan en tur. Det, jeg ærger mig mest over, er ikke pengene 15 $, men at blive holdt som gidsel i mere end en time i taxaen, hvor Erik tager ud for at lede efter mig, og turen ville formentlig kunne være klaret på 10 min. Lørdag, den 23. Oktober. I dag er en ny dag. Jeg sov helt til klokken 9,30 efter gårsdagens strabadser. Tror aldrig det er hændt før, men jeg har nok trængt til det.I dag vil vi i cirkus. Et russisk cirkus gæster byen, og det har slået teltene op her på den anden side af parken, hvor vi bor. Dvs. 10 min. på gåben. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De kan noget, de russere. Søndag den 24. Oktober. I dag vil vi igen i en anden bydel. Jeg har fået lov at komme med selv om, vi skal ud at køre med metro. Dog udstyret med metrokortet og penge. Ja så kan det vel ikke gå helt galt. Vi var inde i kulturcentret, vi var på nationalmuseet. Utrolig alt her i Ecuador er gratis. Efter nationalmuseet gik vi på marked. Jeg skal da godt nok love for, det var fine ting, bønderne her stod med. Så farverige klæder og smykker og meget mere. FLOT! Ærgeligt at man ikke kan have mere i rygsækken. Lidt om befolkningen her. Pigerne er smukke, og smuk klædte. Går på så høje hæle - næsten stylter - for ellers er de jo små. Alle her er meget hjælpsomme - undtagen taxachauffører. De vil tjene penge, ja de vil så. Jeg ved det!!!Butikkerne bugner af varer i god kvalitet. Alt kan købes i de store indkøbscentrer. Vi kan ikke se forskel på, om vi er hjemme eller i Ecuador, men vi er jo også i hovedstaden. Jeg vil slutte for denne gang Kærlig hilsen Edith Nb: Har I glemt Eriks blog, kommer adressen her: blog.travelpod.com/members/erikaggerholm.Mangler der billeder lige nu, skyldes det kun en venlig person i metroen godt kunne bruge sådan et kamera, som Erik havde.