Edith har igen skrevet til vennerne og jeg har fået lov til at dele:

Kære venner.
Mandag, den 16. Maj. Vi
opholder os i en rigtig dejlig træhytte i byen San Martin de los Andes.
Det er en smuk by, som ligger ned til en smuk sø. Vi nyder en uges
ophold her, og hygger os rigtigt. Spiller skak. Går lange ture hver dag.
Spiser godt og nyder lidt vin og deslige. 
Torsdag,
den 19. Maj 2016. I aften vil vi i byen for at spise. Ikke fordi vi
ikke lige så godt selv kunne lave maden. Vi elsker begge at lave god mad
og at hygge os med det, men fordi i aften er der argentinsk tango på et
smukt spisested her i byen. Er man i Argentina, skal man selvfølgelig
også se argentinsk tango. Det blev da også en god oplevelse. Maden var i
top, og det samme var optrædningen.
Søndag,
den 22. maj 2016. I dag fortsætter turen nordøstpå til byen General
Roca, hvor vi skal bo i nogle dage hos Sylvia. Vi bliver taget vel imod.
Også her mødes vi med hjemmebag. Dog ikke hjemmebagt franskbrød, som
vores sidste ophold i bjælkehytten i Chile, men hjemmebagt horn og
morgenbrød og nyplukkede æbler og appelsiner. Kiks og kager har hun også
disket op med.
Mandag, den 23. maj 2016. I dag
er der ren afslapning. Vi går vores sædvanlige tur ind til byens torv -
Plaza des Armes, som findes i enhver by. Denne plads var dog ikke noget
at skrive om her - ej heller byen, som virkede en smule kedelig i
forhold til, hvad vi ellers er vant til.
Tirsdag,
den 24. maj 2016. Vi kører en tur ud på landet i dag. Vi befindes os
på la Pampa (Argentinas landbrugsjord). Vi har til hensigt at besøge en
vinbonde og måske en frugtavler. Her er efterår og nærmest helt dødt. Da
vi kører ind på en vingård Agrestis. som reklamerer med, at de
modtager besøgende, kommer en ung farmer og viser os rundt på stedet.
Han er 3. generation, og hans forældre bor her også. De laver champagne,
og vi ser hele proceduren. Alt foregår med håndkraft. Den eneste
maskine, der findes her, er den, som sætter champagneproppen på. Der
beskæftiges ud over familien kun en mand. Vinbruget ønsker ikke at blive
større, da bonden selv vil have fat i hver enkel flaske og se, hvordan
champagnen har udviklet sig. Vingården tapper 40.000 flasker hvert år,
så det er jo et lille sted. Champagnen ligger ikke på fade som vin, men
bliver tappet på flaske efter gæringen og hviler deri i 2 år. I den tid
vendes hver flaske nogen gange, og mandskabet går med beskyttelseshjælm
på, da flaskerne godt kan finde på at eksplodere. Til sidst, inden
champagnen er klar til at proppes og klar til levering, fryses
flaskehalsen i nogle minutter, og alt snavs, som ligger i en frostprop i
halsen, fjernes, og så har man den fineste champagne. Vi fik lov at
smage på den liflige drik. Og det var ikke noget pjatglas, der blev
skænket til os.
Onsdag, den 25. maj 2016. Vi
forlader nu Sylvia og sætter kursen mod landsbyen General Acha, som
ligger langt ude på pampaen. Vores hensigt med denne destination er, at
komme ud at besøge Minuitterne. Et folkeslag, som lever fuldstændig
isoleret helt uden for lov og ret. De passer sig selv. Ligger ikke nogen
til byrde. Driver et meget moderne landbrug. Men ellers er de ikke spor
moderne. De går i en meget gammeldags men flot klædedragt og kvinderne
og pigerne med hat på hovedet. Mændene og drengene går med kasket.
 Brillerne er almindelig sygekassebriller. Vi var så heldige, da vi
kørte vores tur i de tre kolonier, at børnene lige fik fri fra skole og
kom gående. De gik samlet søskendevis. Børnene, som gik imod os,
smilede glade og vinkede igen, men børnene, som gik med ryggen mod os,
måtte åbenbart ikke vende sig om og kigge, da vi kom kørende ganske
langsomt forbi dem. De følte sig helt tydeligt meget utrygge. To store
drenge på omkring 13 - 14 år tog hinanden i hånden og skulede til os, da
vi kørte forbi dem. Og deres små brødre vidste ikke, hvad de skulle
gøre. De virkede meget kuede. Det til trods for, at netop Minuitterne
går ind for IKKE VOLD. Bliver de angrebet, forsvarer de sig ikke. Ej
heller i en retssal. De deltager ikke i militærtjeneste, og betaler ikke
skat, såfremt pengene bruges på militæret. De har ingen cykel, men
bruger hestevogne. På hver gård stod en karakteristisk hestevogn med
kaleche - forspændt med een hest, så den altid var klar, på samme måde,
som vi lige sætter os ud i vores bil - stikker nøglen i tændingen og er
klar til at køre.På verdensplan findes 1.000.000 minuitter,
hvor vi er så heldige at møde 3 kolonier, som nok tilsammen udgør
omkring 1.000 indbyggere.
Lørdag, den 28. Maj
2016. Vi forlader nu den lille by General Acha og fortsætter nordpå mod
den noget større by Tress Arroios. Det er atter en køretur på omkring
500 kilometer. Vores plan er overnatning hos en farmer med
bondegårdsferie. Blåvandshuk, hedder gården. Ja - I læste rigtigt. Vi
befinder os i et trekantsområde, hvor danskere udvandrede til for ca. 90
år siden. Man regner med omkring 15.000 danskere søgte lykken her i
Sydamerika. Det blev dog heller ikke nogen dans på roser for dem. Nogle
vendte tilbage til Danmark fattigere, end da de rejste ud. Andre
klumpede sig sammen i ghettoer og ville ikke lære sproget her. De var
meget ugleset her i området og toppedes ustandseligt med myndighederne.
De dannede deres egen frimenighed med danske præster.Desværre
finder vi ikke gården Blåvandshuk, men i stedet den dansk-argentinske
kostskole, som også har annonceret med overnatning. Der var dog ingen
mennesker på skolen på det tidspunkt, vi kom, så vi kører videre mod
byen TresArroyos, hvor vi finder overnatning. Vi bor i en kæmpe villa.
Men da den er så stor, føles den slet ikke hyggelig. Og da det er højt
til loft vel omkring 6 meter, stiger varmen opad, og ved gulvet er her
halv koldt. Her findes dog 4 sengepladser, så vi tager vores campingbord
og stole ind og også vores campinggrej, så på den måde kan vi bor her. Vi
går i aften ud for at få en god bøf. De har jo netop her på pampaen
godt kød. Vi ser jo så store flokke kødkvæg, når vi kører herude. Og
bøffen, vi fik, var også rigtig god. Hver fik vi alt det kød, som vi
kunne spise og med pommefriters og salat til. Og først 1 god flaske
rødvin, og da vi havde drukket den, kom de lige og anbefalede en halv
flaske, som de absalut syntes, vi skulle smage. Og den var også god. Så
fik vi flann til dessert, og kaffe og cognac. Vi tænkte, kan vi nu
betale alt dette. Men det gik. Pris ialt 350 kr. 
Jeg
vil slutte for denne gang. Næste gang I hører fra mig, er vi
forhåbentlig kommet til Buenos Aires, som er vort næste rejsemål. Og vi
har planer om at køre dertil i morgen. Igen en køretur på 500
kilometer.
Kærlig hilsen
Edith