Billeder om lidt:---------------------------------------Kære venner
Efter en pause, hvor jeg ikke har haft overskud til at skrive, er jeg igen på toppen - sådan da. Som det jo nok er de fleste bekendt, måtte jeg lige en tur til Danmark den 13. januar, da jeg havde modtaget den sørgelige meddelelse, at min elskede lillesøster Aase var stille sovet ind.Det var så trist - men livet er ikke altid retfærdigt. Og mine tanker går ustandselig til hendes 2 dejlige drenge og Georg, som formåede at passe hende under hele sygdomsforløbet og uden hjælp af nogen art udefra. Ganske flot klaret.Efter begravelsen forlod jeg igen Danmark efter godt en uges ophold hos Stella, som formåede at lave det hyggeligt for mig til trods for, også hun var jo ramt af sorgen.
23. januar 2017. Nu går turen så igen tilbage til Sydamerika. Jeg flyver fra Billund og til Frankfurt og videre til Buenos Aires, hvor jeg skal vente i 11 timer. Det blev dog til 13 timers ventetid, for da vi var kommet om bord på flyet i smuk solskinsvejr, og flyet begyndte at trille ud fra lufthavnen, satte det i med voldsom uvejr. Lyn - kaskade af vand - og voldsom blæst (som kun kan opleves i Sydamerika). Det rykkede voldsomt i flyet, og piloten valgte at stoppe afgangen. Først efter 4. forsøg lykkedes det at komme i luften, efter at vinden havde lagt sig til det normale. Men det var ikke det eneste ubehagelige, jeg skulle opleve i lufthavnen i Buenos Aires. Da jeg lige havde sat mig i cafeen for at få lidt frokost, og det var blevet serveret og betalt, blev der sagt noget i højtaleren, og folk fik travlt med at komme ud. Ikke jeg - for jeg forstod ikke, hvad der var blevet sagt. Så kom en securitasmand skyndsomt hen til mig og på engelsk bad han mig skynde mig uden for med al min bagage, da lufthavnen skulle evakueres. Jeg kunne ikke få årsagen at vide - men måtte efterlade min mad i cafeen. Og der stod vi så alle og ventende på, at vi igen kunne komme indenfor.
Flyveturen tilbage til Sydamerika var på økonomiklasse, som vi normalt flyver, hvorimod turen til Danmark var på businessclass. Her oplevede jeg den helt store luksus. Sjov at prøve og ikke til at forestille sig. Turen til Danmark tog 20 timer, hvorimod tilbage til Sydamerika tog turen 36 timer inkl. forsinkelsen. 
Og glad var jeg, da jeg i lufthavnen i Trelew så Erik stå og vente på mig. Han havde oveni købet lejet en lejlighed på et hotel ved lufthavnen, og her havde han forberedt et lækkert måltid bestående af lagustinoer, som han selv kogte. (Hvis nogen er i tvivl om, hvad det er for et uhyre, kan jeg røbe, det er en kæmpestor reje - eller noget i den stil.) DEJLIGT - for jeg var bare sulten. Havde jo ikke fået mad siden om morgenen på flyet til Buenos Aires, og nu var klokken 23. Og træt var jeg også, så det var dejligt med en rigtig seng.
Efter en god nats søvn fortsatte vi nu syd på, til vi kom til en campingplads ude ved kysten i byen Carmeron, hvor der yngler 25.000 par pingviner, og lige netop nu var ungerne kommet ud af reden. Det var rigtig spændende at se dem på tæt hold. Så tæt, at vi sagtens kunne have rørt ved dem, men det måtte vi og gjorde selvfølgelig ikke.
Men efter rysteturen på dårlig vej ud til pingvinerne, måtte bilen en tur på værkstedet. Den tabte vand. Normalt ville det ikke have været et problem, men netop i dette tilfælde var det, da vi ikke havde argentinske kontanter.
Situationen var den, at vi var kommet så langt ud på landet i en landsby med godt 2.000 indbyggere. Her ville banken ikke tage mod udenlandske kort - kun argentinske. På campingpladsen ville de kun tage mod kontanter - argentinske, og det samme hos købmændene i byen. Ja hvad hjælper det så, at man har penge stående i banken, når man ikke kan bruge dem. 
Nu var gode råd dyre. Vi forsøgte, om vi kunne indlogere os på byens fineste hotel - og det var flot, for så kunne vi jo både få noget at spise og logi. Nej heller ikke. Han tog godt nok mod kort - men kun debetkort, og vi har kreditkort. - Men alligevel var det krofatter, som hjalp os ud af kniben, for han ville godt veksle vores dollar. Glad drog vi videre med 200 dollar vekslet til argentinske pesos. 3000 i alt. Nu kunne vi både indlogere os på campingpladsen - købe lidt mad og få bilen på værksted. 
Da vi den følgende dag hentede bilen hos mekanikeren, lød regningen på nøjagtig 3.000 pesos. Og nu havde vi jo brugt af vores beholdning, så vi havde kun 2.600 tilbage. Pyt sagde mekanikeren, da Erik gav ham hele vores rørende formue. I skal ikke gå fra mig uden en krone på lommen, så han gav Erik 100 pesos tilbage. - Flot gjort af Cæsar, for sådan hed mekanikeren.
Men nu havde vi igen ikke så mange penge, vi kunne betale campingpladsen, hvor vi havde boet i 4 dage. De skulle have 800 pesos. Endnu engang tilbage til krofatter, som vekslede vore få euroer for os. Nøjagtig 800 pesos fik vi ud af det - men ingen penge til mad. Nå men vi måtte så suge på lappen, og det tog vi jo heller ikke skade af. 
Campingpladsen blev betalt, og vi havde diesel på bilen, så vi kunne komme til kørende. Den første tank vidste vi tog kun mod kontanter, men vi havde nok på til næste tank. Der håbede vi på, vi kunne handle på vores kreditkort.
Så langt nåede vi ikke. Vores bil begyndte igen at koge. Langt uden for alfavej. Der var ikke andet at gøre end at vente på, at en bil ville komme forbi og stoppe op. Det gjorde det efter et kvarters tid, og vi kom med tilbage til mekanikeren. Cæsar var bare ikke hjemme her lørdag middag. Vores redningsmand og kvinde fra Trelew kørte så ned på tanken i byen og spurgte om, hvor Cæsar var. Jo sagde tankpasseren, som åbenbart vidste ALT, hvad der foregik i byen. Cæsar er nede på havnen for at reparere motoren på en fiskerkutter. Vores redningsmand kørte os derefter ned til havnen, hvor vi fik en aftale med Cæsar om, at han om et par timer ville komme og hente os på campingpladsen. 
Det gjorde han også, og vi kørte nu sammen med mekanikeren tilbage til vores bil, som holdt et godt stykke uden for byen - 12 kilometer var vi kommet væk. Her reparerede Cæsar endnu en gang bilen. Denne gang var det en utæt vandslange. Men Cæsar vidste godt, vi ingen penge havde, så det var en utroligt flot gestus, at han alligevel hjalp os. Da han var færdig med reparationen, tilbød vi ham vores brasilianske penge, som vi jo ikke havde kunnet få vekslet nogen steder. Dem tog han glad imod, og vi kunne komme ud af denne pikante situation med æren i behold. Alternativet havde været, at Erik havde måttet tomle 270 kilometer til den nærmeste by, hvor vi kunne hæve kontanter - Altså!
Men nu kunne vi komme videre. Klokken 4 eftermiddag kørte vi så af sted til vores næste destination 270 kilometer væk. På tanken kunne vi både købe brændstof og kaffe på vores kreditkort, så vi var nu godt kørende. Klokken 9 om aftenen kørte vi ind på den næste campingplads, hvor vi nåede at få vore telte slået op, inden det blev mørkt. Vi oplever, at solen står op ved 5-tiden og går ned ved 22-tiden. Dejligt med de lyse nætter, hvor vi kan sidde udenfor og nyde det til ved midnat.
28. januar 2017. I byen Rala Tilly befinder vi os godt. Har penge på lommen. 6.000 pesos. Vi kan købe hele verdenen. Ja lige til vores bil skal have udskiftet vandpumpen. Så fik de penge også ben at gå på. Men vi er i en by, hvor vi bare kan hæve igen. Så for så vidt ingen problemer. Vi har det hele. Mad - logi - penge. En bil, der kan køre. Hvad kan man ønske sig mere? Nå jo - det skulle lige være vand. Vi er havnet i et område med meget småt eller intet vand. Hele søndag absolut intet vand overhovedet. Måtte vaske mig med vådservietter. Ja sådan er vilkårene. Take it - or leave it.
Og så en sjov historie. Lige til hjemmevideoen. Vi sidder som de eneste campister på hele pladsen ved vore telte søndag eftermiddag klokken 16 og spiller skak. Erik har lige lappet sin luftmadras, som står til tørre op ad bilen. I bedste Egon Olsen stil kommer en lille grå Corsa kørende ind på pladsen med 3 fyre i. De kredser lidt rundt i bilen, og pludselig kører de direkte mod vores teltlejr - i et snuptag tager de den oppustede luftmadras og kører af sted med den på siden af deres bil, medens de to holder om madrassen gennem deres åbnestående døre. Det så så sjov ud. Men endnu mere sjov må det have set ud, da de gassede op rundt om hjørnet. De tabte nemlig madrassen, og ud røg de to mænd af deres åbenstående døre - sådan lød det i hvert fald for os, som sad 10 meter væk. Luftmadrassen kunne vi samle op igen, men den havde taget så meget skade, at den aldrig bliver til luftmadras mere. Ja de tre fyre, skulle da vidst have haft et kvarter mere i ovnen.Men vi tog luftmadrassen og gik ind på campingkontoret og fortalte om hændelsen. Straks ringede de efter politiet, som var her 5 minutter efter. Og politiet har fast patruljeret herude lige siden. Mange gange både dag og nat. Hver gang hilser de på os - også når vi går oppe i byen, får vi lige et lille dyt og en hilsen. Sådan er livet i Sydamerika. I morgen 4. februar fortsætter vi sydpå til nye eventyr eller udfordringer. Gudskelov lader vi os ikke slå ud af småting. Gjorde vi, kunne vi jo ikke begive os ud på sådanne eventyr, som vi oplever.
I hører snart fra mig igen. 
Kærlig hilsen
Edith