Turen til Nairobi og Maua

Efter et svært ”på gensyn” i lufthavnen, var vores første stop Duty Free, for at opgradere vores to poser poletter til lidt mere lakrids. Og det lykkedes! En pose skippermix, en pose super piratos, 1 pose junglevräl, 1 bøtte saltpastiller og en pose stjernemix rigere og 200 kr. fattigere.

Flyveturen til Zürich gik fint, kom kun en halv time senere af sted fra Kastrup end planlagt. Tone og jeg var enige om, at vi lige så godt kunne vænne os til, at alt nok ikke kommer til at gå efter præcis klokkeslæt de næste fire måneder.

Efter at have kigget på diverse kort over Zürich samt spurgt en taxachauffør om vej, fandt vi endelig vores guesthouse. Tjek-in foregik via ”Hotel Goldenes Schwert” (byens gay hotel) og receptionisten fandt vi i baren ved siden af hotellet, hvor han agerede bartender med en lille skid på. Men vi endte med at få nøglen til vores værelse med dobbeltseng og fin udsigt over den gamle hyggelige del af Zürich.

Vi forlod Zürich med flot udkig til de sneklædte alpetoppe, virkelig smukt. Så nåede vi også at få lidt vinter på vejen. Flyveturen til Nairobi var fin, vi spiste nærmest under hele turen – virkelig fin service fra Swiss Air!

Vi ankom til Nairobi lettere forsinket (kan mærke at det bliver et gennemgående tema hernede, det skal nok få sat min tålmodighed på prøve) og straks da vi trådte ud, kunne vi mærke den varme luft strømme os i møde. Lufthavnen, som nok er Kenyas største emmede bare af Afrika og hele dens kultur. Små, stoppede butikker med alt lige fra elektronikting til souvenirs i bedste afrikanske stil. Vi fik hævet penge og købt kenyansk sim-kort (7 kr.!) af George som var meget venlig og snaksaglig – og som for resten kom fra området omkring Maua, pudsigt nok efter at Tone havde fortalt ham, at vi skulle til Maua. Fik uden problemer visa til Kenya og igen var det en meget snaksaglig kenyaner.

Luz (Lars mor’s kusine – Lars er Tones kæreste) hentede os i lufthavnen som aftalt, hvilket bare var helt fantastisk og trygt. Luz arbejder i Nairobi for en udviklingsorganisation, og har boet i Nairobi i 1½ år. Vi blev virkelig taget godt imod og med åbne arme. Luz fik også arrangeret en taxa til os næste morgen samt at hendes assistent – Efantus, som er fra området omkring Mt. Kenya – tog med og hjalp os med at finde en bus til Maua.

Vi havde hjemmefra fået anbefalet enten at tage en Kensilver bus, som godt nok tager længst tid ca. 7½ time og er en gammel, gammel bus eller Unique Shuttle, en matatus (10-14 personers minibus) med god sikkerhed. Af en eller anden grund endte Tone og jeg så alligevel med en anden matatus – Maua Express (senere omtalt som diskobussen)– for den gik hele vejen til Maua mens Unique Shuttle kun gik til Meru, hvilket ville betyde et skift der. Så Efantus mente, at det var mere sikkert at tage den som kørte hele vejen til Maua, i stedet for at skulle skifte i Meru. Vi gjorde det udtrykkelig klart for chaufføren, at vi ville sikkert til Maua og ikke hurtigt. ”Yes, Yes, I drive safely. It takes around 6 hours” sagde chaufføren. Efter 1½ times ventetid var matatusen endelig fuldt, min backpack i det nærmest ikke eksisterende bagagerum, Tones bundet fast forrest i matatusen og med vores håndbagage på skødet på sæder, der får flyvsæder til at fremstå som en luksus-siddeinstalation, kørte vi afsted. Og, og, og efter 5 timers hæsblæsende kørsel var vi fremme i Maua, godt ør i både krop og hoved. Ud over det var expresbussen vi havde taget var der også den luksus (som nogen nok vil se det) fladskærmstv og tilhørende surround-sound med en forfærdelig diskant. Dette resulterede i at Tone og jeg, til stor underholdning for resten af bussen passagerer, sad det meste af tiden med vores hhv. gule og orange ørepropper stikkende ud af ørerne.

Maua Methodist Hospital

Endelig fremme ved Maua Methodist Hospital, blev vi vist vores værelse. Hospitalet huser også en sygeplejerskeskole og vi bor på ”Girls Hostel” sammen med alle de kvindelige sygeplejestuderende og Jonathan, en ung tysk volunteer. De mandlige sygeplejerskestuderende bor i den anden ende af hospitalets grund på ”Males Hostel”. Vores værelse er ca. 12 kvadratmeter stort og har to senge, to skabe og et lille skrivebord. Lille og meget bart, men vi skal nok få sat vores præg på det. Der er fælles toiletter med rindende vand og brusekabiner, men hvis man skal have varmt vand, skal det koges. Så man bliver dejlig frisk efter et badJ

De sygeplejerskestuderende har en fælles spisesal hvor de får deres tre måltider og vi har som besøgende/volunteer vores eget fælleskøkken med rindende vand, køleskab og faciliteter til at lave mad samt en fælles stue, hvilket er meget rart.

Om aften kom Claudia Freund, som er vores kontaktperson til hospitalet, forbi og fortalt lidt om hospitalet, de forskellige afdelinger (wards), reglerne på hospitalets grund og vi fik mulighed for at spørge om ting vi var i tvivl om. Da det er et Methodistisk hospital, er der gudstjeneste hver morgen kl. 8-8.15 for hospitalets personale og om mandagen kl. 7.30, hvor der er mødepligt.

Claudia havde egentlig fri den dag vi ankom og 1½ uge frem, men hun mødte med os næste morgen (onsdag) og tog os med over til ”doctors libery” hvor der er fællesmøde hver morgen for alle læger og C.O’er (Clinical Officers). Her blev vi introduceret og blev budt velkommen. Morgenmødet blev sluttet med morgenbøn og så blev vi fordelt på hver vores afdeling. Tone på kirurgisk og jeg på medicinsk. Vores arbejdsdag er fra 8.15 til 17, men det er ikke altid der sker så meget om eftermiddagen og så kan man sidde og læse lidt op på forskellige sygdomme.

Hospitalet har 4 forskellige afdelinger, palliativ gruppe, disability center (for handicappede børn) og et OPD (out patient clinic), som fungerer en smule som vores skadestuer derhjemme. De 4 forskellige afdelinger er medicinsk, kirurgisk, fødsel og børneafdeling. Den palliative gruppe behandler terminale (døende) patienter og har ca. 2000 AIDS og cancer patienter tilknyttet. De sørger for antiretroviral behandling af AIDS-patienter og kemobehandling af cancerpatienter.

Disability center ligger lige ved siden af hospitalet…

Hospitalet er et privat hospital og har ry for at være et af de bedste i Kenya og på trods af det er der meget stor forskel på det og herhjemme.

Patienterne skal selv betale for deres indlæggelse og behandling, men hvis de er medlem af NHIF (National health inscurens fond) kan de få økonomisk tilskud (2000 Ksh) til deres første indlæggelse. Det koster 100 Ksh om måneden at være en del af NHIF. At se en læge koster 150 Ksh, en indlæggelse koster 500 Ksh (ved ikke helt om der er en dagspris ud over det), diverse blodprøver, røntgenundersøgelser ect. koster fra 50 Ksh og op efter. Så det kan blive en dyr affære at blive indlagt eller bare at se en læge. Og det er tit at patienter ikke kan få lavet en undersøgelse eller må udskrives til ambulant opfølgning fordi de ikke har råd til at betale for deres indlæggelse. Af den årsag havde hospitalet et underskud på 29.000 mio. Ksh sidste år.

Den første weekend i Maua

Efter 3 dage på hver vores afdeling, hvor vi nærmest er kommet igennem medicinsk og kirurgisk kompendium på hver vores afdeling, var det blevet weekend.

Lørdag morgen blev brugt til at slappe af og spise sen morgenmad ude foran vores fællesrum i solen. Og rent faktisk at nyde det dejlig vejr.

Hen af eftermiddagen begav vi os ud i Maua og ned til det store marked, hvor der skulle være lidt mere at vælge imellem end på vores lille marked ude foran hospitalet. Det viste sig mest at være grøntsager og bønner de solgte. Der var virkelig mange boder som alle solgte de samme bønner, tomater, gulerødder, løg, kartofler og græskar. Vi endte med at købe lidt tomater, kartofler, røde bønner og sorte bønner. Vi har senere erfaret at de røde bønner skal koge i et par timer, mens de sorte helst skal koge omkring timer, åhh lidt at et projekt, men de er virkelig smukke de sorte bønner. Vi spurgte ellers hende der solgte os bønnerne, hvor længe de skulle koge; ½ time for de røde og 1 time for de sorte. Nå men så er vi jo blevet det klogere.

Gik lidt rundt på opdagelse og så tilbage igen til hospitalet for at lave middagsmad.

Søndag var vi blevet inviteret med på gåtur rundt i Maua’s flotte kuperet terræn af Mr. Sarson (David) og hans kone (Mary). Mr. Sarson er en pensioneret engelsk kirurg sidst i 70’erne, som de sidste 10 år i februar til maj måned, har arbejdet på hospitalet. Han er en høj herre, som godt kan lide at fortælle historier, lære fra sig (belærende ofte) og snakker nærmest i et væk, så man skal være bevæbnet med tålmodighed når han går i gang. Men samtidig er han også meget venlig og sød og det virker lidt som om at de har taget os lidt under deres vinger.

Vi mødtes med dem halv 4 foran deres hoveddør, hvor David kom slæbende med et halvt træ for lige at lave en walking-stick til Mary og så begav vi os ellers af sted. Maua ligger i en dal og er omgivet af et meget kuperet terræn, som er meget frodigt. Så trods at det faktisk er deres ”dryseason” nu, så er her grønt og frodigt. Det var en skoen gaatur og rart at faa roert sig lidt. Om aften fik vi laekker mad og vi naermest trillede hjem, saa maette var vi.

Det var alt for nu, haaber at faa hjaelp til at laegge billeder op, for internetforbindelsen kan slet ikke klare saa store maengder info. Saa billeder maa i vente lidt paa.

Vi har et kenyansk nummer +254 0716 666 215, hvis det har interesse.

Kh Ea

(Og nej billedet er desvaerre ikke mit eget, men haaber paa at komme til at se nogle af slagsen paa et tidspunkt:-)