Ugali og sløve tænder.

Efter en intens første uge med ekstremt mange indtryk, var starten af anden uge lidt mere blid. Fra at alt var nyt, var rutinerne lidt mere kendte, navnene sad lidt bedre fast og overskuddet var lidt større. En af C.O'erne Jarred Mugaka, inviterede os hjem på besøg, så vi kunne smage og lære at lave Ugali (polenta). Til dem af jer, som ikke har helt styr på hvad det er for noget(lige som mig selv inden vi blev undervist i denne traditionelle kenyanske spise), så kan jeg oplyse at det består af vand og majsmel!

Vi blev inviteret til mandag aften kl. 19, og jeg fik forklaret vejen. Jarred bor også på hospitalets grund, i et lille hus, så det var nok nemt at finde, tænkte jeg. Men nej, efter at have at have banket på et par døre og endda spurgt vagten til råds, måtte vi gå hjem igen uden hverken at have lært at lave eller smagt Ugali. Stakkels Jarred havde ventet på os, uden at vi var dukket op. Heldigvis fik vi lavet en ny aftale og denne gang fik jeg vist hvor han boede. Onsdag aften dukkede vi op som aftalt med store forventninger til aftens menu, som ikke bare stod på ugali men også en lækker kødret med oksekød (inkl. ben og bruskstumper), løg, tomat, peberfrugt, kartoffel og koriander. En lille bagside ved det kenyanske kød generelt, er at det har tendens til at være en smule sejt og dette var ikke en undtagelse. Eller også er jeg måske en smule sart…

Ugali-lavningen blev filmet af Tone og det er virkelig ærgerligt, at vi ikke kan oploade større filer herfra, for klippet er bare så sigende for hvordan en stor del af vores dagligdag foregår. Jarred forklarede meget fint om hvordan vandet skulle koge ordentlig inden man, lidt på slum, hældte majsmelet i og vendte det i det kogende vand. Midt i forklaringen af denne enormt simple ret, begynder hans mobil at ringe med en eller anden smart ringetone. Og mobiltelefoner der ringer på de mærkeligste tidspunkter; under stuegang, til gudstjeneste eller mens man er i gang med at udføre lumbal punktur (prøve man tager fra rygmarvsvæsken), det lader åbenbart ikke til at forstyrre dem det fjerneste.

Et par timer senere kunne vi så sætte os til bords og smage vores første rigtig kenyanske måltid. Kødretten smagte virkelig godt, ugalien smagte fint, men ikke af så meget og desværre måtte min, åbenbart lidt sarte tænder, give fortabt over for noget af kødet, ikke særlig høfligt. Men det blev klaret med lidt drilleri og latter, uden at have fornærmet nogen.

Texas, sukkerchok og videohygge.

Fredag aften blev vi inviteret til video hos Sister (st.) Jerry og hendes mand, sammen med David og Mary (mr. og mrs. Sarson). St. Jerry og hendes mand Bill er også et ældre methodist par, som er kommet til hospitalet for at arbejde og gøre en forskel. De er her for anden gang af en femårig periode, som har været adskilt af et par år tilbage i Texas, USA. St. Jerry arbejder med kvalitetsstandarder og at få implementeret det, som en del af hverdagen på de forskellige afdelinger. Og det lød vist som om, at det til tider kan være noget af en opgave. Vi blev budt velkommen med åbne arme og st. Jerry gik straks i gang med at spørge til, hvor vi kom fra osv., imens at en liflig duft af nybagt chokoladekage strømmede ind fra køkkenet. Mary og David kom lidt senere og så blev der ellers serveret den lækreste lune chokoladekage, mums, og videoen blev sat i gang. Efter to stykker kage og et glas sodavand, var jeg ellers klar til at løbe rundt om huset flere gange, men jeg blev nu pænt siddende og så video sammen med de andre. St. Jerry er meget amerikansk i sin fremtræden, eller i hvert fald sådan som jeg tit opfatter amerikanere, og flere gange under filmen sad hun og klappede eller kom med små kommentarer til filmen, lidt spøjst men hyggeligt på sin egen måde. Vi takkede for film, hyggeligt selskab og lækker kage og smuttede hjem til vores lille værelse.

Meru t/r med matatus

Og det var vist selvom jeg skrev sidste gang, at vi ikke skulle ud at køre med matatus igen. Nå men frem og tilbage kom vi, i selskab med Jarred, som var taget med til Meru for at vise os rundt. Både Tone og jeg sad noget anspændt hele turen til Meru, samtidig med at man ikke kan lade være med at blive imponeret over det smukke sceneri, der stryger af sted i baggrunden. Vi stod af matatusen midt i byens centrum og begav os hen til det lokale marked, med alverdens små stande, som solgte alt lige fra hjemmelavet biler af plastik, skruer, rør, tasker og neglelak (se de smarte fødder) til diverse grøntsager og frugter. Og det var ikke så lidt kommentarer Jarred fik med på vegne af diverse sælgere som var meget misundelige over at han var i selskab med to kvindelige msungo'er (hvide). "Sambana" eller noget lignende, som betød at han ikke behøvet to kvinder og kunne give den anden væk. Men det blev vi nu ikke. Efter at have vandret rundt i den stegende sol i en times tid, faldt vi over "Hotel Safari" med to plastikgiraffer i forgrunden, hvor vi stoppede for en forfriskende drink. Så fortsatte vi videre til Meru National Museum, som både havde levende krokodiller og slanger. Men entre prisen var nu ikke så lokkende og vi vil nu hellere se krokodille i deres rigtige omgivelser. Til sidst endte vi i en af Kenyas største supermarked kæder "Nakumatt" - "the five star supermarket", som er et kæmpe supermarked med alt hvad hjertet kan begære. Vi præsteret, ikke at købe alt og begrænse os til hvad vi egentlig manglede eller ikke lige kunne få i Maua. Så dagens høst blev et kæmpe glas peanutbutter, et glas chokopeanutbutter, frossent gedekød, sennep, eddike, et hovedpudebetræk til tone og et kort over kenya til at hænge op på vores værelse. På det tidspunkt, var Jarreds tålmodighed (som ellers er virkelig tålmodig) også ved at være brugt op og vi begav os tilbage til mod centrum for at finde en matatus tilbage til Maua. I endnu mere hæsblæsende fart kørte vi tilbage til Maua og efter en times tid var vi fremme, glade for at være hjemme i god behold.

Hverdagen/aften når arbejdsdagen slutter.

Vi er ved at finde ind i en rytme hernede, efter at have brugt hver aften den første uge på at gå ud at handle, fordi vi manglede et eller andet til aftensmaden eller morgenmaden. Og så er vi nået videre end det stadie der hedder æg på hundrede måder. Lige nu er yndlingsretten spaghetti carbonada.

Vi er som regel færdig ved 4-5 tiden om eftermiddagen og har et par lyse timer inden solen går ned. De bliver ofte brugt på at gå på marked for at købe frugt og grøntsager, gå i supermarked for at købe brød, vand og hvad vi nu ellers har brug for, vaske tøj eller snuppe et koldt forfriskende bad.

Så laver vi mad, spiser, vasker op og enten læser, skriver eller snakker om dagens oplevelser og andre ting. Så selvom vi ikke skal så meget hernede andet end at arbejde og gøre hvad vi har lyst til om aften, så går tiden rimelig stærkt.

Den sidste uge har vandpumpen som forsyner hospitalet med vand fra brønden, været i stykker. De har en ekstra pumpe, men den kan kun tåle at være tændt i 12 timer, hvorefter den skal have mindst 3 timers pause, for at være sikker på at den ikke bryder sammen. Så lige pludselig finder man ud af hvilken luksus det er at have rindende vand hele tiden. Så vores fællestoiletter har til tider været temmelig ildelugtende.

En ting som kommer meget bag på mig hernede, er kenyanernes forhold til rindende vand i vandhanen. Fordi at pumpen er slukket nogen gange, og man ikke lige ved hvornår det sker, så er der en stor del af bla. de piger vi bor på hostle med, som bare lader vandhanen stå åben, hvis der ikke lige er noget vand. Dette betyder, at når der så bliver tændt for pumpen, så fosser det bare ud af de åbne vandhaner og brusere, sikken et vandspilde! Så Tone og jeg har flere gange gået rundt mellem vores toiletter for at slukke for vandet. Men nu er der heldigvis vand igen, efter 1½ uge med ustabil vandforsyning.