Nanyuki og Camel camp (20-22. marts).

Så var det blevet tid til endnu en weekend af sted på tur. Denne gang havde vi planlagt at tage til en lille velomtalt by Nanyuki (både ifølge studenterbogen som alle de tidligere studerende har skrevet i og fra Lonely Planet guidebogen). Nanyuki ligger på vest siden af Mt. Kenya og skulle eftersigende have den bedste udsigt til bjerget, og det levede fulgt op til forventningerne.

Mandagen op til weekenden, var den dag, hvor Tone og min symbiotiske tosomhed blev til tre. Jeremy, en amerikansk medicinstuderende, ankom omkring frokost mandag og skal tilbringe de næste 6 uger på hospitalet, for lave det samme som Tone og jeg, bare på den halve tid. Det var helt rart at kunne vise Jeremy rundt og dele ud af vores første oplevelser og hvad vi havde synes om de forskellige afdelinger, så han ikke nødvendigvis behøvede og gøre sig de samme erfaringer om igen. Samtidig ankom Jochen, en tysk it-programør, som arbejde på hospitalet for 6 år siden og nu er tilbage for 4. gang men dog kun for et par uger på ferievisit.

Så fredag ved frokosttid satte Jochen, Jeremy, Debbie (en engelske fysioterapeut som arbejde på et handicapcenter, DCC, som ligger ved siden af hospitalet), Tone og jeg af sted med hver vores fyldte rygsæk, vandrestøvler og solhat, parat til en weekend i traditionelle somaliske nomadehytter. Men, men, men lige som sidste gang vi skulle på tur, var malariamyggen på spil. Denne gang var det dog Tone som var den uheldige og som torsdag morgen vågnede med dundrende hovedpine, generelt skidt tilpas og meget træt.

Men heldigvis så bliver man rimelig hurtigt bedre på Coartem (malariabehandling), så Tone var klar til at tage af sted fredag ved frokosttid. Efter et stop ved en lokal cafe, 3 mandarzi'er (frituresteg dej) og en pølse rigere fandt vi matatusstationen og en matatu mod Meru, hvilken man skal igennem for at komme til Nanyuki. På trods af at vi havde forsøgt at vælge den matatu, hvor chaufføren lignede en som kørte nogen lunde efter hastighedsgrænserne, så blev det stadig i hæsblæsende fart og med +4 flere ende der reeelt var sæder til at vi kørte af sted mod Meru. I Meru fandt vi den næste matatu mod Nanyuki og dette viste sig til d.d. at være den rareste køretur med matatu vi har oplevet. Allerede på vej til Nanyuki dukkede toppene af Mt. Kenya op, wow! Virkelig smukt og lidt mærkeligt pludselig at se bjerget, som vi har skimtet efter de gang vi har kørt til Meru. Lige pludselig blev vores planer om at bestige Mt. Kenya meget mere virkelige efter at have set det på tættere hold.

I Nanyuki fandt vi en cafe, drak en sodavand og fandt det gamle lokale meget omtalte klokketårn, som viste sig at være en hvidkalket tre meter høj søjle med et ur på toppen og mobilreklamer på søjlen. Ikke særligt unik eller charmerende. Nanyuki er både en af de byer, hvor mange tager af sted fra, for at bestige Mt. Kenya, samtidig med at byen huser en engelsk militærbase, så indbyggerne i Nanyuki er derfor lidt mere vant til msungoer i gadebilledet, så vi kunne gå lidt mere ubemærket rundt end Maua nogen gange tillader det. Efter at have udforsket de lokale seværdigheder, begav vi os af sted på fods ud til Camel Campen, ca. 4 km uden for Nanyuki. Camel campen er oprettet og ejet af Chris Field, som har været bosat i øst Afrika siden starten af 60'erne, hvor han har arbejdet med forskellige naturressource projekter og under FN, en virkelig interessant mand, som kender enormt meget til øst Afrikas historie, udvikling og bare generelt har oplevet en masse spændende ting. Og så kan han enormt godt lide at fortælle, om alle de ting han har oplevet. Og så er han meget kamel interesseret og har opdrættet kameler de sidste mange år. Faktisk var han lige kommet tilbage fra en international kamelkonference i Tunesien.

Joe, en kenyaner som er den daglige leder af Camel campen, tog i mod os og viste os vores traditionelle somaliske nomade hytter, som vi skulle tilbringe de næste to nætter i. Hytterne er lave, kuppelformede og har et træskelet som er beklædt med sivmåtter. I hver hytte var der to senge, redt med en madras, hovedpude og et par tæpper, selvom jeg nu tror at det mest var for vores skyld og ikke fordi nomaderne sov på pindesenge og madrasser. Debbie var den modigste og fik en hytte alene, mens Tone og jeg delte hytte og Jeremy og Jochen delte hytte. Lidt efter kom Chris og vi fik en rundtur rundt på grunden, som på den ene side havde en kendt kenyansk politikker som nabo og på den anden siden en polsk baronesse, så det var fint selskab vi var kommet i.

Om aften spiste vi kamelkød under åben stjernhimmel, mens vi hyggede, hørte nogle af Chris historier og nød en kold øl. Og da nattekulden krøb nærmere fortræk vi hen til lejrbålet og hyggede videre indtil vi blev trætte og famlede os tilbage til hver vores hytte, for at krybe til køjs. Tone og jeg lå og lyttede til alle Nanyukis lyde, inden vi faldt i søvn. Nogle af dem mere skræmmende end andre, men vi var blevet forsikret om, at der hverken var løver eller giftige slanger i området. Meget rart at vide, hvis man nu skulle op om natten og på toilettet, som lå lidt væk fra hytterne.

Næste morgen efter morgenmaden, skulle vi ud at ride på kameler. Som nogle af jer ved, så har jeg en del år på bagen som rytter, men har aldrig redet på en kamel før. Og der er altså en smule højdeforskel og komfort i forhold til de lidt mindre islændere jeg har været vant til at ride på. Heldigvis så bliver kamelen bedt om at lægge sig ned, inden man skal op på den, for ellers er dens ca. to meters højde ikke så nem at komme op på. Men op kom jeg som den første, uden problemer og kunne betragte de andre gøre sig klar. Der var 2 af kamelerne som var mere ilter og frække end de andre og kamelføren, Abdi, mente at det var to af fyrene som skulle have dem. Så Jeremy og en anden amerikaner fik fornøjelsen af de to uopdragne. Og sikken et cirkus. En af hjælperne ville først forsøge at stige op på Jeremy's kamel, hvilket viste sig at være en god ide, i hvert fald for Jeremys skyld, for lige så snart hjælperen var ved at sætte sig op, forsøgte kamlen at rejse sig og halvløbe af sted mens hjælperen forsøgte at klamre sig fast. Kamelen stoppede og de bandt et reb om et af dens forben, så den ikke pludselig kunne rejse sig op. Jeremy, som var den eneste af os, som havde været fornuftig nok til at udstyre sig med en gul cykelhjelm, tænkte "de aflevere nok den her og henter en ny", men nej det skete ikke. Så straks efter blev Jeremy beordret op på kamelen. Hvilket han kom, uden at falde af, selvom den rejste sig en smule hurtigt. Og da vi først red af sted, den ene kamel bundet til den næstes hale, var der ingen problemer og de gik fredeligt efter hinanden.

Kameler er ikke særlig at sidde på, på trods af en madras og en ekstra pude, men sikken en udsigt vi havde. Af sted over det tørre hedelandskab med mt. Kenya i baggrunden, blå himmel og strålende solskin. To timer senere og ømme bagdele var vi tilbage i Camel camp, hvor Jeremy, selvfølgelig, også stod af kamelen med maner. Tone stod og filmede at Jeremy klappede kamelen (mens han stadig sad på ryggen) og sagde tak for en god og rolig tur. Men lige i det han svinger sit ben over for at stige ned, rejser kamelen sig brat op, Jeremy kommer af men i lidt hurtigere tempo end han nok havde regnet med, lander på begge ben, uden at komme til skade og til stor underholdning bagefter da vi genså Tones videofilmning af hele seancen.

Klokken blev tolv, det var lørdag d. 21 marts - jævndøgn- og hvad er mere oplagt når man opholder sig mindre end 4 km. i fugleflugt fra ækvator? At undersøge om man ingen skygge har, når solen teoretisk skulle står præcis lodret over os. Så der stod vi fem mand høj i en rundkreds og ventede på at vores skygge blev mindre og mindre, til vi var trætte af at lave skyggefigure med hænderne og varmen var ved at blive for meget. Jeremy, som er blevet døbt "papparazia" fordi at han altid tager billeder og filmer, foreviget vores anstrengelser med en ca. 20 min. lang video.

Efter frokost fik vi rundvisning paa det lokale spinderri, som vist mest er for turisternes skyld, men det var nu meget spaendende alligevel. Derefter begv vi os til aekvator, som ligger 2 km. uden for Nanyuki. Vi blev straks overfaldet af saelgere, som alle ville have os til deres shop for at koebe souiveniers, og det var mere eller mindre det samme de allesammen solgte. Saa efter at have faaet taget vores billede ved aekvator, blev vi "forfulgt" af hver vores i haerdige saelger vist eneste maal var at faa solgt noget til os. Jeg havde paa forhaand besluttet mig til ikke at koebe flere souiveniers den dag, saa den stakkels saelger der havde valgt mig som "kunde", fik sin sag for. Men, men, men efter ca. en time med ham i haelene, forsoegende at saelge mig alt hvad min oejne faldt paa og efter en "prutten om prisen" endte jeg alligvel med at koebe en giraf skaeret i trae, men til en pris jeg ville betale. Man maa sige at de kan deres kram og at det virker. Men hans kommentar da jeg betalte var "you are really tough to bargin with", sagt med et smil.

Tilbage i Camel campen, hvor vi tilbragte endnu en hyggelig aften og naeste formiddag satte vi afsted mod Maua igen. En dejlig, dejlig weekend i selskab med soede mennesker, ondt i bagen efter kamelridningen og ondt i lattermusklerne efter herligt selskab.