Mor følger mig ud I lejren og tager hjem til dk

Så kom dagen hvor min mor skulle hjem til Danmark og jeg skulle flytte ud I Thaiboksninglejren.Jeg glædede mig til at skulle videre med min rejse, og til hvad lejren ville byde på af oplevelser. Og jeg var ok med at min mor tog hjem, da vi havde haft en hel måned sammen som havde været rigtig sjov og dejlig. Men jeg var også lidt træt af bare at ligge ved poolen og gå ud om aftenen, så jeg var spændt. Jeg følte ikke det ville være svært at sige farvel til min mor fordi vi havde haft så meget tid sammen, men jeg var da lidt spændt på hvordan jeg ville reagere på at skulle fortsætte alene. Men vidste dog at det kun var en tilvænning der nok tog et par dage, og det skulle jeg nok komme fint igennem.

Vi tog en tuk tuk sammen med alt min baggae, og fikså chaufføren til at stoppe ved lejren som nok ville være tom da træning først var om eftermiddagen,men jeg havde jo snakket med de andre der boede der, og de havde fortalt mig hvor de boede og der var billigt og godt, og det lå faktisk lige op til lejren. Så jeg ville stå af her og så gå rundt og forhøre mig lidt og finde et godt sted at bo til en god pris I den måned jeg skulle bo I lejren inden jeg skulle videre til New Zealand.

Laura hjælper mig med at finde et godt sted at bo

Da tuk tukken ankommer til lejren, ser jeg at der sidder nogle stykker fra lejren og hænger ud på nogle bænke ved siden af Cherry mart supermarkedet der ligger lige klods op af lejren. Jeg havde hørt at det var her folk hang lidt ud om dagen mellem træningen, og håbede lidt på der var nogle idag, så jeg lige kunne forhøre mig igen om hvor jeg skulle henvende mig hos de forskellige omkingliggende lejligheder.

Jeg stiger ud af tuk tukken ( er lidt nervøs eller spændt over det hele, da det jo er lidt af en forandring og jeg ikke lige kender dem der sidder ved bordet) og går hen til den lille gruppe og siger hej, præsenterer mig selv og fortæller at jeg er kommet for at flytte ind idag for at træne, og om de ved hvor jeg kan henvende mig I lejlighedskomplekserne og hvor de bor etc. De er søde nok og fortæller om de forskellige muligheder. Laura, den eneste pige ved bordet, bryder så ind og siger at hun bor 2 min. op af gaden hvor alle de andre piger også bor. Det er iøvrigt et helt nyt sted, så det er meget pænt og rent. Hun var lige på vej hjem og vil gerne introducere mig for viceværten og hjælpe mig med at få et rum der. Jeg tænker at det jo er nemmere at bo lige klods op af lejren, hvor folk også hænger ud, men også at det kunne være rart at bo med pigerne og få nogle veninder når man er alene, så jeg tager hende op på hendes tilbud.

Min mor og jeg følger derfor efter Laura 5 minutter op ad gaden og ned af en lang vej til det nye lejlighedskompleks. Imens snakker vi med Laura der virker enormt sød og imødekommende, og så tror jeg ikke jeg har set en kvinde med så mange muskler før I denne sport! Men hun fortæller da også at hun har været her et halvt år, så hun er en af dem der er her længe og meget seriøs.

Oppe I lejlighedskomplekset har de heldigvis et værelse. Vi får lov at se det inden jeg siger ja, og det er nok en af de pæneste lejligheder jeg nogensinde har set I Chiang Mai! Alt er nyt, der er et flot badeværelse, og balkon. Min mor er helt vild, især da hun hører det kun koster 2500 baht om måneden! (400 kr.) Her ville jeg have det godt med at vide du bor! Udbryder hun. Og jeg syntes da også det ser rigtig flot ud til den pris, og elsker nyt! Så det tager jeg! Jeg skal betale lidt ekstra for sengetøj, Laura er her så sød at sige vi bare kan dele hendes så jeg kan spare det hvis det er. Hun er så sød og imødekommen. Det hele tegner så godt. Der er telefoner på værelset, så hun siger jeg bare kan ringe senere hvis jeg vil med dem ud og spise, og går så op til sig selv.

Min mor er vild af glæde og har det godt med at tage afsted, og vi går så tilbage for at sige farvel.

Dansker Jimi tager imod mig tilbage I lejren, og jeg får sagt farvel til min mor

Tilbage ved lejren hvor min mors tuk tuk venter på at køre hende tilbage, kommer Jimi ud fra sit værelse for at sige hej.Jimi er en af de danskere der træner I lejren, og han var rigtig glad for at se mig, da jeg kom for at træne tidligere, og vi havde da allerede været ude at løbe sammen - altid godt at se en dansker! Jimi er en amagerdreng med store tusser og en mund som en skraldespand, men superflink og imødekommende. Han byder mig velkommen, vi får en sludder og han forsikrer min mor at han nok skal passe godt på mig;0)

Herefter skal min mor til at afsted, det er ikke svært at sige farvel da vi har tilbragt så meget tid sammen, så der bliver ikke noget tuderi eller noget, men vi får sagt kærligt farvel og ser min mor fræse afsted I tuk tukken.

Så er jeg for alvor på egen hånd!

Tilbage står jeg lidt med en klump I halsen, nu er jeg helt alene I Thailand og for alvor på helt egen hånd! Den skal lige synkes, selvfølgelig ved jeg det klarer lidt tilvænning, men det er jeg klar over og vil tage det som det kommer.

Jeg går over og sætter mig på bordene udfor de lejligheder hvor Jimi bor og som ligger bag lejren op af Cherry Mart. Hæng ud stedet altså. Her får vi en hyggelig sludder, og Jimi fortæller mig at han er ved at smække en lille restaurantbod op med god sund, billig mad her hvor vi sidder. Han er vant til at køre forretning, da han har haft en restaurant på Koh Samui hvor han har boet I mange år, men er nu flyttet til Chiang Mai for at blive seriøs med træningen og har så set en forretningsmulighed omkring lejren hvor alle hænger ud. Han er pt. ved at hyre en thaipige til at servere, har købt alt køkkentøj ind til det lille køkken som han viser mig, og venter så på et skilt og lidt reklame for så at starte langsomt op, så han er tit på telefonen hvor han er igang med at starte det hele og gøre klar til åbning om en uges tid eller to.

Han spørger om jeg er frisk på lidt frokost, og vi går derfor op til hovedgaden og en 100 meter til højre, hvor lejrens yndlingscafe ligger. Her fås det nærmeste og bedste vestlige mad til prisen, og ingen har fået madforgiftning her. Lejren har åbenbart et par steder de ved man ikke får maveforgiftning hos, samt billige og foretrukne. Her mødes folkså til måltider.

Maden på xxxxx var også fantastisk, og til en ok pris. Her joinede Vladimir fra lejren os også. En kroater der åbenbart led af en massiv øjeninfektion hvilket er meget almindeligt I lejren. Det løb fra hans øjne der var ildrøde, og Jimi blev ved med at sidde og sige at han ikke skulle sidde der og græde fordi han savnede sin mor! Haha så fik jeg da mødt et ansigt mere og introduceret for lejrens spise og endnu et hæng ud sted.

Tilbage I lejren snakkede vi lidt om bosituationen. Jimi kunne ikke forstå jeg ville bo helt oppe af gaden, jeg skulle da bo der hvor folk hængte ud og hvor der var gang I den. Desuden viste han mig sit værelse som havde playstation, tv, dvd , flydesofaer og køleskab til samme pris - for fedt!Jeg havde jo intet på mit værelse, udover at det var flot, pænt og rent. De andre ting lokkede selvfølgelig min person mere…. så jeg var fast besluttet på at flytte ned til Jimi dagen efter!

Aftensmad, hygge og nye bekendtskaber

Senere på dagen fik jeg snakket med Andy der kører lejren om at begynde at træne dagen efter, pris og hvordan det forløb osv.Jeg ville lige falde til og derfor vente til dagen efter med at begynde at træne. Men fik da hilst lidt på folk og gik så hjem og slappede lidt af.Laura havde så sagt at jeg kunne ringe efter træningstid hvis jeg ville med ud og spise aftensmad med hende. Det ville jeg jo selvfølgelig gerne, så jeg kunne kunne lære folk at kende.

Da jeg ringede sagde jeg til hende at jeg nok ville flytte, da jeg var helt vildt begejstret over at kunne komme til at bo lige ved lejren, og i så fede værelser! Hun fortalte mig så ligeud at værelserne dernede var møgbeskidte, havde rotter og sengene og lagnerne havde spor af alle de thailudere fyrene fra lejren tog med hjem. Desuden havde pigerne dernede det med blive useriøse med træningen og istedet feste opholdet væk og gå i seng med alle fyrene fra lejren. Okay det var jo så en anden side af det. Jeg var der helt sikkert for at være seriøs med træningen og bliver let lokket af fest og farver og var egentlig glad for mit rene og nye rum trods det var lidt kedeligt, så jeg besluttede at blive hvor jeg var.

Ellers spurgte hun mig om jeg ville med ned ved Chiang Mai universitet og spise sammen med nogle andre fra lejren som hun havde en aftale med, så kunne jeg jo også lære dem at kende.Det var jeg spændt på! Vi mødtes derfornedenfor hvor jeg blev introduceret til Tyler, en canadier der boede samme sted. Han havde en scooter, så vi hoppede begge to op og var så på vej ned af de smalle gader 3 på en scooter!

Nede på universitetet var der en lang række madboder hvor der var fyldt med mennesker der var ude at spise billigt på plasticbordene og taburetterne der var linet op hver sted. Der var ingen udlændinge at se udover os. De andre kendte et par af stederne hvor de vidste det var sikkert og godt at spise, og hvor de havde engelsk menu. Vi fandt et sted og her joinede Dax os, en kæmpe sort amerikaner der bød os på alverdens historier fra hans rejser rundt i verden. Nogle noget voldsomme, han havde bla. været vidne til mord af hans egne bodyguards i et land hvor man var nødt til at have sådanne.Han havde bedt dem om at tage sig af nogle fyre der generede ham, men selvfølgelig ikke lige ment det...Han var ret cool, superfed person, og helt sikkert en der havde oplevet meget. Tyler var også ret sjov, han var helt laidback og nede på jorden, havde en sort humor og var enormt sød. Laura var også utrolig sød. Det hele tegnede supergodt, men det var godt nok mærkeligt at vide at man var helt alene nu, og jeg var da også ret stille den aften, skulle stadig lige vænne mig til det hele.

Vi skiftede borde tre gange, 3 kæmpe thairetter spiste de til aftensmad! Jeg gloede lidt hver gang de sagde "skal vi gå videre til det næste sted" men fik så forklaret at de altså var så sultne pga. Alt den træning. Ja det skal jeg da lige love for, også lille tynde Laura fik 3 store måltider ned.Men det var altså rutinen efter hver aftentræning, at gå ud på en af de billige thairastauranter og spise hele aftenen og hænge ud, for så at gå hjem og sove til næste dags træning startede...jeg kunne hurtig se det var meget seriøst, for dem der ville det. Men også at det ville blive billigt at bo her. En stor ret kostede jo kun 25 baht (4 kr.) og så fik man gratis koldt vand til. Husleje var jo også billigt, så det dyreste var nok træningen til 6-8000 baht om måneden. Alletiders!

Et par hårde dages tilvænning og start på træningen

Næste dag vågnede jeg alene på værelset og kunne mærke jeg havde det ret svært. Jeg havde en underlig uro I kroppen, og havde det meget underligt med at vågne alene det nye sted.Men jeg kom ud af sengen,gik I bad og gik op til lejren for at høre om nogen var friske på at spise morgenmad. Her mødte jeg Jimi sammen med en anden dansker. Det var Henrik, en lidt sær og sjov type, men meget glad, frisk og sød. Han boede også ved lejren, men trænede dog ikke. Han hyggede sig bare med folk fra lejren og tog med på nogle løbeture. Vi spiste morgenmad sammen på xxxxx, og det var rigtig hyggeligt. På vej tilbage til værelset kunne jeg igen mærke uroen sprede sig, men der var jo også sket meget…jeg savnede Mads der var taget hjem, min mor var taget hjem og jeg havde brudt med min rejseveninde og var nu alene. Det kræver selvfølgelig lige en tilvænning, og det vidste jeg, samt at det kun var midlertidigt. Jeg besluttede mig for at handle på mine følelser og gik derfor hjem og mediterede, og det hjalp! Jeg fik det så meget bedre, og det skulle vise sig at hjælpe mig fint igennem de par dage det tog for mig at vænne mig til det hele. Dejligt at kunne se hvordan jeg kunne bruge meditationen I min hverdag.

Om eftermiddagen startede jeg træning op. Træningen kørte hver dag klokken 6.30 og kl.16. Om morgenen kørte Andy morgenfolkene op til en nærliggende sø hvor de løb en 3,5 kilometer rundt om søen og så trænede de et par timer bagefter I lejren. Om eftermiddagen startede vi med at løbe enten3 eller 5 km. rundt om lejren med efterfølgende træning. Jeg ville selvfølgelig starte blødt op, så var indtil videre kun på eftermiddagsholdet, men det var da helt sikkert min plan med tiden at køre 2 sessioner om dagen.Det var op til en selv om man ville løbe inden træning eller bare selv varme op, men de fleste løb da det giver en hurtig god form og en god op varmning, så den var jeg med på. Trods jeg ikke lige just var I løbeform og det var sindssyg hårdt at lægge ud med 3 kilometers løb og så den efterfølgende hårde træning, men jeg var der jo for at komme I form og få det meste ud af det og rykke nogle grænser.

Livet omkring træningen og lejren

De første par dage gik selvfølgelig også ud på at lære folk at kende udover at starte den hårde træning op som jeg elskede.Men det var meget nemt for mig, alle var utrolig søde og imødekommende. Stille og rolige og rare at være sammen med. Om dagen hang jeg ud ved cherry mart og spiste morgenmad enten alene eller hvis der sad nogen derville med, andre gange mødte man nogen på de steder hvor man spiste og tit havde jeg en halv eller hel aftale om at spise sammen. Ellers var jeg på den store internetcafe der var I den lille by eller slappede af på værelset.

Om efter middagen var der så træning, og herblev jeg altid spurgt om jeg ville med ud at spise efter træning. Eller også ringede vi sammen på værelserne hjemme.Jeg var meget sammen med Tyler og Laura og en amerikansk pige der trænede engang imellem I lejren, Christina fra NewYork.Christina var lærerinde på byens universitet og havde så fundet lejren hvor hun holdt sig I form. Laura, Christina og jeg skulle senere vise sig at blive meget tætte veninder.Alle var I det hele taget meget åbne og ligetil, og jeg selvsnakkede jo også med alle og blev hurtig en af dem der også inviterede folk med ud, des flere jo bedre.

En af de første aftener tog vi også ind til byen til Chiang Mai Flower festival.En hyggelig festival hvor vi var rundt og smage på alt det forskellige mad de havde I boderne og endte efter min opfordring med at købe ballonhatte for at peppe festivalen der ikke var det mest imponerende, lidt op. Det var supersjovt og alle ville have taget billeder med os med hattene på. JO folk var helt sikkert friske og med på gas og så rare at være sammen med, så jeg følte mig hurtigt rigtig godt tilpas I lejren.

Træningen

Til træning kom og gik folk. Nogle kom et par dage for at træne, andre boede der, nogle var der op til et år og mange kom forbi og endte med at blive måneder eller år pga. Den gode stemning og træning. Træningen var rimelg fri, man varmede selv op enten ved sjipning eller løb, øvede så gerne teknikker eller skyggeboksning foran spejlet og herefter på sandsækkene. Man bliver så under træningen kaldt op I ringen for at køre runder på padsne hos de mange trænere.Det er helt klart den hårdeste del, og trænerne træner alle uanset formål om hvorfor de er der, til at kæmpe. Man bliver presset til det yderste og får først lov at slippe når trænerne siger til. Man kører 2 til 5 runder af mellem 4 og 5 minutter fuld gas på padsne som svarer til runder I en kamp. I en kamp er runderne 5 x 2 minutter som er sindssygt hårdt. Men hvis man er trænet til at kunne klare 5 x 5 minutter til træning, så er kampen let og man taber ikke pga. Træthed. Så det er selvfølgelig formålet.

I lejren er der en ring til mændende og en til kvinderne. Kvinder må ikke gå op I mændenes ring, da det ifølge den buddhistiske tro bringer ulykke…ja Thailand er så stadigvæk lidt chauvanistisk. Mændende må dog godt træne I kvinderingen. Udover det er der gratis vand og energipulver til træningen.

Andy som ejer lejren er en mand man kan lære meget af på kort tid. Aldrig har jeg mødt så dygtig en træner. Han går rundt og holder øje med træningen og guider folk, også mentalt om hvordan man skal se på træningen. Han ved alt om hvad der foregår og følger med I alle der træners udvikling. Han er meget imponerende at lytte til, respekteret og menneskelig og hjælpsom ved alle I lejren, og tid med ham er guld værd for ens udvikling. De andre trænere kan også hjælpe med individuel træning hvorefter man så selv øver det man har behov for.Men træningsmetoden I lejren er individuel træning med efterfølgende praktisering, og så kan man øve noget sammen selvfølgelg hvis man har behov for det.

Hver dag er der mange til træning, næsten fyldt. Op til 4o udlændinge træner hver dag, der bliver gået til den, det er en seriøs og målrettet træning der foregår. Som Andy også siger, han gider ikke se nogle der dovner, man gør hvad man kan, uden at overtræne heller. Ingen spiller smart, tonen er venlig, åben og sjov og man hjælper hinanden,det er en helt fantastisk kultur, rart og seriøst på eget ansvar.

Lejrens thaikæmpere, forladte gadebørn der har fået en chance

Udover de mange udlændinge der træner I lejren,har lejren sine egen thaikæmpere. Der er flest børn, en 4-5 stykker fra ca. 8 år og op,og så et par unge der også hjælper med træningen.Alle er det gadebørn eller efterladte børn som Andy har taget til sig og gjort til thaiboksere. Nogen er bare blevet smidt af I lejren af forældrene der ikke selv havde penge til at opfostre dem. Jeg syntes godt nok det er et benhårdt liv for børnene med 6 timers træning hver dag og alle de tæv de får, men det er selvfølgelig bedre end et liv på gaden, og de opnår stor status som thaiboksere som jo er Thailands nationalsport.Men de bliver ikke rige på det I Chiang Mai. De kan kun holde til at kæmpe 2 gange om måneden og en kamp giver kun 1500 baht. Skal man tjene mere, skal man til Bangkok når man er dygtig nok. De får så selv nogle af pengene, mens Andy tager nogle til forsørgning. Men det er slet ikke nok, det er derfor træningen er dyr, da kontigentet bla. Også går til at støtte alle thaikæmperne I lejren og give de mange thaitrænere løn. Andy er et godt menneske og han tager sig godt af dem, de er lidt frække, men nogle gode og kærlige drenge der er meget underholdene og imponerende gode I kamp og har flest vundne kampe. Flere af dem bliver lidt småforelsket I de piger der træner der, så jeg havde da lidt beundrere;0) Sødt. Og det var endnu en oplevelse at lære drengene at kende I lejren.