Det 10 dages meditationskursus I Wat ram Poeng begynder.

Sidst I Januar blev det så dagen for at jeg skulle begynde det 10 dage lange og meget hårde meditationskursus I Wat Ram Poeng tempel.Men også start på en stor oplevelse jeg var meget spændt på.

Personalemunken jeg havde talt med over telefonen og aftalt det hele med, havde gjort det meget klart for mig hvor hårdt det var og hvilke regler der var for kurset. Jeg havde samtidig fået tilsendt regelsættet og info om kurset for at være så forberedet som muligt. Jeg vidste altså at jeg skulle bære specielt tøj og kun hvidt, være total ydmyg, alene og ikke måtte kommunikere eller kigge på andre mennesker…ehm ja for de der kender mig, ligger der allerede en udfordring der for ghetto og party tøsen fra Hundige..men jeg var afklaret med det og opsat på at gennemføre uanset hvad, og så det hele som en udfordring og stor oplevelse I bytte for en lære jeg virkelig ønskede og havde brug for.

Min mor var også meget spændt på det og stolt af at jeg ville gøre det, og håbede selvfølgelig at jeg ville få en masse ud af det. Hun skulle hjem et par dage efter jeg ville afslutte kurset, så hun ville bare hygge sig I de 10 dage og vente på jeg kom ud for at sige farvel inden hun rejste, det havde hun det helt fint med.

Vi stog derfor op sammen om morgenen den første dag jeg skulle møde, for at spise morgenmad sammen og lige sige farvel. Ved morgenbordet skete det mest underlige…en hvid due viste sig pludselig henne ved vores bord, som var det en fredsdue! Aldrig har jeg set en hvid due - og slet ik I Thailand! Og det var højst besynderligt at den lige skulle lande ved mine fødder…det kunne kun være et godt tegn, ja det tog vi ihvertfald som et tegn oppefra på at dette kursus ville give mig meget, ihvertfald vejen til at finde fred for stress som jeg brændende ønskede at få styr på.

Jeg bliver fundet til rette I templet, får udleveret tøj og værelse

Jeg mødte op i templet klokken 8 den dag jeg skulle starte, med strenge ordrer om ikke at komme for sent efter disiplinen. Her blev jeg så registreret på tempelkontoret og fik udleveret pude, lagner, tæppe og sengetøj til mit værelse. Mht. til det hvide løse tøj jeg skulle bære, kunne jeg sagtens låne de sæt jeg havde brug for (ifølge John} som tidligere var doneret fra tidligere gæster. Det er også muligt at købe det i tempelkiosken, men jeg havde nok foretrukket at medbringe mit eget hvis jeg havde vist man bare skulle bære hvidt løst tøj og undertøj efter eget valg, da det jo er temmelig oldschool det man låner;0) Ligner disipletøj, men det jo ligemeget...Man bærer så også et hvidt tørklæde som jeg også lånte, det gør kvinder ihvertfald.
Jeg blev så vist til mit værelse, som var ganske pænt. Fint toilet og bruser, og en briks med en ydmyg tynd madras. Helt fint, jeg ved andre steder i andre lande er det meget sølle forhold, så det er faktisk meget pænt og velholdt i dette tempel.

Jeg bliver sat ind I hvordan det hele foregår og får undervisning I meditation

Efter jeg havde fundet mig til rette klædte jeg mig jo så i hvidt og mødte op til den introducerende lektion om meditationsopholdet. Vi blev vist rundt de steder vi kunne meditere og fik forklaret hvordan det hele foregik. Her blev de strenge regler og rutinen man følger gennemgået.

Vi var 4 der udlændinge der startede sammen, jeg hilste kort på de andre, men har ellers ikke snakket med nogen. Vi fik så undervisning i hvordan man starter en meditation. Det gør man ved at man langsomt ber tre gange til buddha, hvor man langsomt bevæger hænderne for at mærke og lægge mærke til hver bevægelse. Herudover fik vi anvist i hvilke situationer vi også skulle bede de tre gange. Som når man skal op og tale om sit meditationsforløb hos hovedmunken. Jeg syntes godt nok det var meget mærkeligt at ligge og be med hovedet i gulvet på hænderne. Deeet har jeg ikke lige prøvet før;0), men jeg respekterer Buddha og denne religion meget, og er meget taknemmelig for at kunne tage imod buddhas lære, så det var ikke noget problem, og nok meget sundt for mig at prøve at være lidt ydmyg;0) Det handler jo om respekt for læren, og ikke en gud.

Vi fik så introduceret den gående meditation som man altid starter med. Her bevæger man langsomt hænderne til rette position og starter så med at løfte venstre fod langsomt, mens man mærker løftet…, fremgangen i foden, og berøringen på gulvet når man træder igen. Øjnene er åbne og man kigger 6 feet frem, mens man går frem og tilbage og fokuserer på bevægelsen ved hvert skridt og mærker det. Left foot thus, right foot thus..osv..kan man sige ved sig selv. Man anerkender også når man standser, når man har intention om at vende, og starter med at gå igen. Anerkendelse og mærkning af hver bevægelse kroppen tager.

Herefter fik vi så introduceret den siddende meditation. Her placerer man hænderne på låret, og løfter så langsomt hænderne, mærker man drejer dem langsomt og placerer dem i skødet, mærker hver bevægelse. Herefter retter man så ryggen og sidder som en klippe! Her går det udpå at koncentrere sig om bevægelsen i maven ([ndedrættet} Og kun det.

Det er så de to måder man mediterer, den gående er mest for at opnå koncentration, fordi man virkelig fokuserer på kroppen, og her kommer mange tanker frem. Dog er den også noget af en udfordring for ens tålmodighed! Den siddende er sværere at udføre hvilket jeg også havde haft problemer med hjemme når jeg selv havde prøvet at praktisere, det tog mig 3 dage før jeg kunne sidde nogenlunde uden smerte. Og så er den faktisk meget behagelig, og man kan nå langt ind i sindet..

Jeg starter med at med at gå igang med at meditere

Vi fik at vide at vi skulle via vores timer (jeg brugte min telefon) tage 15 min. af hver skiftevis, og prøve at tage så mange timer som muligt. Og vi gik selvfølgelig igang med det samme. Vi havde så fået udleveret en rigtig god meditationsmåtte til den siddende meditation, som jeg også har købt med hjem.

Det var meget mærkeligt det hele, men det var jo bare at gå igang og se hvad det kunne gi...
Den gående meditation var nem, men det var faktisk svært at koncentrere sig om skridtene hele tiden. Mange tanker kom frem, og det er en meget fredsfyldt måde at tage fat på de ting der dukker op.

Den siddende meditation var så ubeskrivelig hård og svær...allerede efter et par minutter begyndte smerterne i ryggen, benene rystede, sov og krampede, og det var svært at holde koncentrationen på åndedrættet der var hurtigt og spændt pga. den svære siddestilling, og jeg måtte hele tiden koncentrere mig om at slappe af og bukkede mig da også mange gange fremover når smerterne blev for mange. Alle tanker af frustration, vrede, uudholdelighed, tålmodighed kommer op pga. den svære situation og det er svært at fokusere væk fra smerten...men det er jo det læren går ud på...at overkomme det, blive gode venner med det og fjerne fokus til det der skal koncentreres om. Det er så svært og frustrerende. Men man bliver jo bedre til det, og lærer hermed sine følelser og reaktioner at kende, hvordan hjernen hænger sammen med kroppen. Og ja efter 3 dage sad jeg ret som en klippe, og pavestolt! Men kan slet ikke beskrive hvor hårdt det var at nå dertil! Den sidste dag tog jeg 20 minutter af gangen, og fandt det stadig svært de sidste 5 minutter, og kiggede da også stadig på timeren engang imellem, hårdt er det. Men sikke en fred man finder indimellem, og der bliver virkelig arbejdet med de rette ting i komplet mindfulnees og ro. Fedt nok;)
Ja og så sidder man jo der i det smukke tempel, eller udenfor i de smukke omgivelser, klædt i hvidt, foran Buddha og smuk natur. Alle sanser er åbne og det er så fredsfyldt.
Den gående meditation er sværere for min tålmodighed, trods på mit yndlingssted hvor det var en stor oplevelse af gå på de mosfyldte flader i den skønne natur. 20 minutters langsom gang er svær for mig og min manglende tålmodighed...men det er det vel for de fleste.

Frokosttid - en meget speciel oplevelse!

Nå men efter en times praktisering var det tid til frokost. Der er 2 måltider om dagen. Morgenmad 6.30 og frokost klokken 10.30. Man venter udenfor, hvor enkelte småsnakker lavt, og når klokken så ringer ind må man gå ind. Her tager man 2 laminerede a4 sider, med oversættelse af bønnen før maden, og en måtte at sidde på. herefter tager man en jerntallerken med flere rum, og går så hen og får øst op. Maden var forfærdelig. Underlig kogt suppe med mærkelige plastikagtige boller i, leverstykker og kød kogt på ben. Grøntsager og ris og nudler der smagte af jern. Okay maden er ikke et hit!

Da jeg sætter mig til bords på måtten, skal jeg be 3 gange til buddha og så afvente som instrueret. Det gør jeg og sætter mig så på hug med benene væk fra buddha som jeg skal, man må dog godt ligge benene til siden når man ikke ber, og det hjælper lidt på smerten indimellem.

Rummet er fyldt af kvinder i hvidt. Enkelte udlændige og en masse thaier. Mændene spiser på borde for dem selv. Munkene sidder bagerst, og her er der sat bedre mad frem til dem. Hovedmunken "the master" træder så ind ved siden af alteret hvor han sidder alene. Det er en meget speciel og stor oplevelse det hele. En englænder siger til mig "det tager 45 minutter fra nu"...okay, godt jeg ikke er meget sulten. En af de kvindelige munke begynder at fremsige læren halvsyngende på thai, om at man ikke må overspise, men kun spise for at blive mæt og dække den lidelse. Buddhas lære om at ønske alle et godt liv osv. bliver også gennemgået og sunget, hvor alle gentager og ber indimellem. Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor vi var i arket, men sad blot med hænderne foldet på brystet som jeg skulle og iagttog.

Herefter talte hovedmunken, og munkene sang så, hvorefter de måtte spise. Herefter skal vi så igen gentage arket på thai og synge og må så endelig spise…, ja den kolde mad:0) Der bliver spist i stilhed. Ingen snakker. En halvgal thailænder overfor mig sidder og griner for sig selv, og snakker med sig selv. Inden maden råbte og snakkede hun højt, sagde jeg var smuk og spurgte om jeg var vegetar. Det er jeg jo ikke..siger jeg. Hvorefter hun siger at grøntsager er godt for hende fordi hun har HIV....ooookay, tak for info! Dejligt at vide der render en nutcase rundt med hiv her! Når man kigger rundt ser mange sorgfulde ud og i ro, mange kommer med store problemer for at finde fred, og de fleste ønsker ikke at snakke med nogen.

Når man har spist, rejser man sig og går den rette vej ud og vasker op, herefter er man for sig selv igen, hvilket man jo er hele tiden. Kiosken har åbent i løbet af dagen, hvor man kan købe mærkelige kager, men man må ikke købe noget spiseligt efter kl.11, da man jo ikke må spise herefter. Jeg køber dog noget så jeg har, hvis jeg skulle blive sulten, og det ved jeg John også snød med, så det går nok! Der er så fri vand, varmt vand og en kop suppe kl.17 når klokken ringer, men ellers er man alene om at gå rundt og meditere, eller være på værelset, hvor jeg heldigvis måtte ryge;0)

Jeg fortsætter med at meditere

Man rapporterer til sin lærer hver dag ved en 15 tiden. Dagen efter er han dog til begravelse, så vi skal bare prøve at tage så mange timer som muligt, indtil vi skal op til ham næste dag. Vi sku sætte det op til 20 minutters meditation af hver dagen efter, så det gør jeg så. Jeg mediterer 1,5 time den første dag og syntes det er meget! Jeg sover på værelset, indtil jeg opdager at det jo heller ik er tilladt. Næste morgen skulle jeg så efter den planlagte rutine op klokken 4. Det kom jeg ikke...da jeg ik kunne sove, så syntes jeg hellere jeg ville være frisk, så jeg ville få mere ud af det. Jeg mediterer ca.4 timer den næste dag, og kæmper med frustrationerne over at gå og gå og sidde i konstant smerte, men overkommer det og det følelsen af at overkomme er fantastisk! Det er dog en kamp for at komme igang hver gang jeg starter nye timer, men jeg får afløb for mange tanker og følelser og kan mærke hurtigt at jeg bliver klar i hovedet og mere koncentreret, jeg kan altså mærke effekten. Dagen efter har jeg også svært ved at komme op, da jeg ved der venter mig et iskoldt bad...jeg kommer dog op klokken 6.30 og tager 5 timer inden jeg skal til rapportering.

Jeg har gentagne gange lyst til at forlade det, jeg syntes det er mange timer, men bliver trofast ved. Om morgenen på anden dagen er jeg dog meget frustreret og får en god snak med tolken der hiver fat i mig, da hun ser jeg kommer ud fra mit værelse stille og frustreret. Hun tager kærligt fat i mig, og siger hun ved det er svært at være i et miljø man ikke er vant til. Og fortæller mig så at man kan ikke læse sig til livets forståelse, man må praktisere for at lære, og blive ved som en klippe for at forstå, og at det bliver nemmere, og det er jo rigtigt. Jeg føler mig i gode hænder, trods alene og lidt skræmt, og fortsætter ud i templet for at finde et sted at praktisere. Utålmodigt starter jeg igen, mens frustrationerne løber igennem kroppen på mig som jeg begynder at gå, men dog som jeg før har erfaret forsvinder da jeg accepterer det og fortsætter...

Rapportering hos "the master" hovedmunken.

Klokken 15. er der rapportering. Jeg er lidt nervøs, og sidder disiplineret og venter stille udenfor hovedmunkens pragtige kontor, sammen med de andre der skal til rapportering. En lille klokke ringer, og jeg falder på knæ. Humper ind med fødderne væk fra buddha. Prostituerer 3 gange(ber) for buddha og derefter for munken. Herefter sidder jeg med hænderne foldet til bøn foran munkens alter og venter. Han spørger hvordan det går, og jeg fortæller at jeg syntes det er hårdt, men at jeg er stolt af at overkomme, og syntes jeg lærer meget og respekterer og er taknemmlig for buddhas lære. Jeg klager dog over smerten og spørger om det går helt væk på et tidspunkt. Hvorefter han siger venligt at det er som at motionere og bliver nemmere som kroppen vender sig til det og bliver stærkere I stillingen, og at jeg skal blive gode venner med det. Både ham og tolken siger jeg skal blive ved, for at lære, og blive gode venner medd følelserne, og at jeg kun på denne måde kan lære at styre mit sind, ved at observere og lære gennem frustration og fred. Jeg er virkelig forbløffet over denne lære, jeg kender jo til lidt af det psykologiske aspekt i det, men buddhismen samler ligesom det hele i en højere enhed, og jeg er meget imponeret, og fortæller da også at jeg virkelig kan mærke min hjerne blive klarere. Han beder mig derefter tage 7 timer til næste dag, og jeg prostituerer så igen til ham og buddha og "bakker" ud igen. Det hele er en stor oplevelse, men jeg tænker meget på de 7 timer til næste dag, jeg skal jo næsten ikke lave andet…., syntes jeg får meget ud af det, men at det er for meget meditation.

Jeg fortsætter min meditation, men frustrationerne hober sig op

Om aftenen besøger min mor mig ved udgangen, og siger jeg virker meget fredsfyldt, og det er jeg da også, og det er godt at se nogle udefra.

Jeg fortsætter herefter nogle timers meditation, stadig i frustration over utålmodigheden ved at blive og ved, og tager derfor mange pauser alene på mit værelse. Jeg har igen svært ved at sove på grund af den store energi jeg får fra meditationen. Næste dag er jeg bestemt på at følge rutinen mec at stå tidligt op. Jeg står op klokken 4 som jeg jo har skullet hver dag, og begynder den gående meditation i mit rum. Efter 40 min. får jeg en kæmpe energi til mig, som intet andet jeg har prøvet før. Det er skræmmende, men jeg føler mig tryg og suger oplevelsen til mig. Men vakler lidt forvirret ned til morgenmaden bagefter. Efter morgenmaden praktiserer jeg igen, og efter frokost kan jeg så næsten ikke mere. Mine knæ gør så ondt. jeg føler min hjerne er ved at brænde sammen pga. alt det arbejde jeg har gjort med mine tanker og jeg kan ikke klare tanker om mere meditation. Jeg græder derfor på mit værelse inden jeg skal op til munken. jeg syntes det er nok nu. Jeg er stolt af jeg kan sidde nu, og har fåt arbejdet meget med mig selv og mine tanker, og føler jeg har lært nok nu til selv at kunne praktisere hjemme, for jeg kan jo se hvor meget det giver! men jeg er så nedslidt og ryster når jeg går og er i en mærkelig tilstand. Jeg tænker på at jeg jo egentlig bør lytte til mig selv og min krop, og syntes de lige overdriver nok her i Thailand!

Rapportering igen

Oppe hos munken er jeg stolt over at have nået de 7 timer, men fortæller igen at jeg kæmper med min utålmodighed og hele tiden vil stoppe. De siger det er det samme for alle, og kun her lærer man ved at blive ved. Og kun efter 10 dage kan jeg opnå total klarhed og en masse kloge ord. De siger alle mine stærke oplevelser er normalt og at jeg skal blive ved og lære. Da han ber mig tage 8 timer til næste dag, kigger jeg helt frustreret på ham. det kan han ikke mene! Jeg forlader rummet igen og vender tilbage til mit værelset hvor jeg simpelthen bliver så frustreret over min træthed og mærkelige tilstand, jeg gider ikke meditere mere! Det er jo sindssygt. jeg græder og er vred og er fast besluttet på at nu kan det være nok, trods så meget jeg gerne ville have gennemført.

Jeg får nok, og går til hovedmunken for at melde min afsked!

Jeg går tilbage til hovedmunken og sætter mig til klokken ringer.Jeg kravler ind som jeg skal, og efter ritualerne siger jeg at jeg ønsker at stoppe.Jeg lægger ud med at mine knuder i lænden smerter så meget og at jeg vil til lægen. De fortæller mig så at de har en med to kunstige hofter der så bare udøver liggende meditation, og at jeg skal blive ved for at lære, nå den gik ikke….De siger jeg ikke skal bekymre mig om de 8 timer, da jeg siger det er så meget. Og bare gøre det så meget jeg kan. Så længe jeg gør det. Jeg er frustreret da jeg jo kan se hvor meget det giver mig, og de har jo ret, men jeg gider bare ikke mere. Jeg forklarer at jeg nu kender læren og respekterer den, men heller vil praktisere videre derhjemme. De siger så at det vil jeg ikke få det samme ud af, og at hvis jeg ikke tager de 10 dage får jeg ikke fuldstændig klarhed. At jeg skal beslutte mig for at blive, da det jo er det samme for alle. Ja de er ret overbevisende! Munken nævner også at det jo ikke er ferie..men det ved jeg jo godt!! Jeg beslutter ihvertfald at give det et forsøg mere og blive, fordi jeg ved det her er det bedste jeg kan gøre for at få min koncentration op, som jo er mit store problem her i livet.

Jeg tager en endelig beslutning om at ville stoppe

Tilbage på værelset er jeg helt ude af den, jeg gider ikke meditere mere! Færdig. Og beslutter mig for at jeg vil altså stoppe nu. Jeg har lært at praktisere, så jeg kan når jeg har brug for det, og det er nok, det her er for meget! Men tænker selvfølgelig over hvad jeg måske kunne opnå ved at blive, men jeg gider bare ikke meditere mere. Jeg er så træt og har hverken overskud eller lyst til at fortsætte. Jeg behøver ikke bevise at jeg kan overkomme selv det værste, det har jeg bevist overfor mig selv før. Så det må være nok. Desværre kan jeg ikke gå nu, da det er sent, og jeg jo skal gøre mit værelse rent, aflevere alt tilbage etc. og det er respektløst at gå uden en afslutningsceremoni. Så tilbage på værelset er jeg fast besluttet på at jeg vil hjem, og sætter mig så til at vente på at jeg kan sove, så jeg kan aftale med dem at gå næste dag. Jeg var enormt frustreret, og blev ved med at tænke på hvad munken og oversætteren fortalte mig, at jeg kun ville opnå et helt klart sind hvis jeg blev de 10 dage, og ikke ville få noget ud af kun 4 dage, der er man jo kun ved at komme ind i det. Men ja når jeg først ikke gider noget, er der ikke noget der kan stoppe mig, jeg ved jeg nok skal finde vejen til klarhed og ro på andet vis på min rejse, og nu har jeg jo meditationen som jeg nu kan praktisere og forstå efter behov. Jeg er derfor stolt af min præstation og ok med min beslutning.

Jeg forbereder mig på at tage afsted, melder min afsked og får en snak med oversætteren om det

Næste morgen står jeg op tidligt, gør rent på værelset og pakker og går ned mod personale munkens kontor. Her møder jeg oversætteren der spørger hvordan jeg har det.Jeg fortæller jeg nu igen er fast besluttet på at jeg vil hjem, taknemmelig for det jeg har lært, og at det er godt nok for mig til at kunne praktisere. Igen siger hun det er det samme for alle, og denne frustration læren handler om at overkomme. Jeg fortæller hende igen at jeg har overkommet det hver dag, men har fået nok. Det er igen kloge ord hun fortæller mig, hun er meget overbevisende som de hele tiden har været hvilket gør det så svært at forlade det, og det er jo rigtigt hvad de siger, uden at være hjernevask, ,meget smukt og sandt. Hun prøver at få mig til at stå fast på at beslutte mig til at gennemføre de 10 dage og se resultatet, er meget sød, men siger at jeg selvfølgelig godt må tage hjem, det er op til mig - men at jeg jo ikke har noget at lave ellers og det her kan hjælpe mig. Og at 80 procent kommer tilbage, fordi de hurtigt mister den følelse de opnår. Ja ja, jeg vil hjem! Jeg får det dog igen dårligt over ikke at gennemføre noget som dette som kan hjælpe mig så meget, men er bare ved at brække mig over at meditere...jeg siger derfor pænt farvel og går op til personalemunken og siger jeg ønsker at forlade templet. Det er ok siger han bare, og at måden det kommer til at foregå på, er at jeg skal vente til klokken 16 når jeg skal til rapportering, hvor jeg skal sige det til min lærer hovedmunken som jeg gjorde dagen før. Og her bede om en afslutningsceremoni, som vil blive ved en 18 tiden. Han accepterer det bare, men jeg kan godt mærkeat det ikke er helt populært at smutte før tid…. Men ok, Der er dog længe til kl. 18, men jeg vil selvfølgelig respektere templets regler.

Jeg får muligheden for at tage afsted før tid!

Tilbage i rummet hører jeg musik og glæder mig til frihed. Jeg går så op for at spørge om jeg skal afslutte i hvidt for at vide om jeg kan aflevere mit tøj også, og her fortæller en anden munk mig at hovedmunken skal til begravelse senere, så jeg kan faktisk spørge ham om jeg må gå nu.

Afslutningceremoni og afsked hos hovedmunken

Jeg er lettet og sætter mig ind derfor ind til hovedmunken og venter disciplineret til klokken ringer og jeg må kravle ind og se ham. Jeg ber 3 gange for buddha og for ham og sætter mig så med hænderne i bedestilling og fortæller fast at jeg altså ønsker at forlade templet før tid. Han virker skuffet, men det er ok. Vi holder afslutningsceremoni og han fortæller mig at jeg må gå. Intet farvel eller noget… ja jeg kan da godt forstå hvor vigtig de mener læren er, og det forstår jeg og syntes jeg også selv, så det er fair nok han ikke tager det så pænt. Men jeg har det stadig godt med min beslutning.

Min mor henter mig og jeg tager hjem

Min mor henter mig en time senere. Inden da donerer jeg 2000 baht til templet. Herefter venter jeg ved meditationskontoret hvor jeg møder den søde personale munk igen. Han siger at jeg ikke er klar til ar modtage læren, og det er fint, at jeg vil komme igen når jeg er klar. Ja ja, det ved jeg så jeg ikke gør!

Det er ellers en stor oplevelse at møde ham. Han står for blomsterne i templet og spørger mig ud om europæiske blomster og viser mig alle de blomsterdekorationer han har lavet. Han er en skæg fyr, har aldrig mødt nogen der er så vild med blomster, og vi får en god og lang snak! Fordi jeg så godt kan lide ham og hans udsmykning af templet og passion for det, beslutter jeg at donere 500 baht til blomster.Og giver ham så også 500 baht til en meditationsmåtte jeg ønsker at tage med hjem, så jeg kan praktisere hjemme. Da min mor ankommer, blibver hun ligeså forbløffet og betaget over den sjove munk, og hun får samme rundtur og visning og han vimser rundt for at vise hende blomster også. Herefter viser han os begge rundt i hele templet, også på mændenes område , så vi kan se alt hans arbejde med blomster omkring templet og rigtig se hvordan det ser ud. Det er en rigtig god oplevelse og speciel for os, da han tager os med ind og ser hvor munkene bor, og her er kvinder ellers normalt forbudt at komme. Han lærer også min mor om meditation og vi ender med bruge et par timer med ham inden vi tager afsted I en tuk tuk sammen. En dejlig og sjove ende på det hele.

Hjemme igen og en smule forandret

Hjemme sidder min mor og jeg igen påhotellet og jeg har jo selvfølgelig en masse at fortælle. Jeg starter dog med at bestille 2 store junkfood portioner som jeg har drømt om i de 4 dage, og nyder virkelig at være ude, men det er selvfølgelig lidt mærkeligt. Min mor kigger på mig og siger jeg er anderledes. Mine øjne skinner og mit ansigt og ansigtsbevægelser har fåt et helt nyt liv og virker mere levende. Hun siger også at jeg er helt rolig og sidder rank som en rokke på stolen med en helt lige holdning. Jeg kan selv mærke forandringen, det er utroligt. Jeg glider ikke væk i tankerne overhovedet, er 100 procent i nuet og alt er meget mere levende. Min hjerne er helt klar og mit sind roligt og klart, også uden forstyrrende tanker. Jeg kan virkelig mærke hvor meget de 4 dage har givet, det er stærke sager der virker! Jeg nyder det og er fast besluttet på at forsøge at holde fast i det. Alle vi møder kan også se det, jeg er virkelig glad for at jeg har taget mig denne oplevelse, og ved nu at jeg med meditation kan opnå større klarhed og ro og øget koncentration. Ihvertfald er det virkelig mærkbart denne gang.

Jeg er dog stadig lidt frustreret over at jeg ikke kunne fuldføre når det er vigtigt. Men min mor pointerer at efter hvad jeg fortæller burde jeg være mere end stolt af de 4 dage! Og det er jo rigtigt, jeg har jo også lært meditation, hvilket var hvad jeg gjorde det for, og jeg har fået en stor oplevelse ud af det, og jeg ved jo når jeg ikke gider mere, gider jeg ikke mere…og det har ikke noget med at give op. Så jeg er stolt af mine 4 dage og glad for hele oplevelsen og det jeg har fået ud af det.

Den sidste tid med mor I Chiang Mai

Da jeg er tilbage fra templet har jeg en uges tid at hygge med min mor inden hun tager hjem og jeg flytter ud I thaiboksninglejren.Den tilbringer vi med at hygge os lidt mere, vi får især en tradition med at drikke hvidvin om eftermiddagen på en ny rigtig god thairestaurant vi finde tæt på vore shotel, hvor de laver de bedste forårsruller vi nogensinde har smagt! Her bliver vi gode venner med de søde thaiservitricer, så vi får lidt flere thaivenner, hygger os og nyder den sidste tid sammen.

Min mor er også så sød at tage med mig på 2 visarun mens hun er der, til Burma. Jeg havde jo ikke regnet med at blive så længe I Thailand, så havde jeg fået et visum hjemmefra. Men jeg har også været uheldig, da de har ændret reglerne, og man nu kun får 15 dage mere I Thailand ved at tage over grænsen- udover de 30 man f[r ved almindelig ankomst. Så jeg har måttet lave et par visaruns som er en 8 timers køretur alt I alt frme og tilbage til den burmesiske grænse…dog er det nemmere I chiang Mai, end den tidligere jeg har været på. Det tager kun 10 minutter ind og ud når man endelig er der, men er selvfølgelig megaskummelt og koster en masse penge.

Den sidste dag min mor er I Chiang mai, kører hun mig ud I Thaiboksningslejren for at sige farvel og så flyve hjem senere. Fortsættelse følger I næste blog…