9/9-09

Som altid havde Lima en tyk grå sky hængende over sig. Alle ruderne var duggede så jeg kunne knapt nok se motervejen forude. Vi ankom omkring syvtiden til stationen, jeg kunne stadig huske hvor min tidligere vært boede, så jeg vidste nogenlunde hvad jeg ledte efter. Jeg spurgte om vej hen til hvor min bus kørte forbi og skulle gå et stykke. Busserne her er som altid sindssyge, hurtige og kommer hvert tiende sekund, altimens en fed dame sidder ved et vindue og råber Miraflores Miraflores Miraflooooreeesss...

Det tog lidt over en halv time for bussen at få bugtet sig igennem Limas gader og til Miraflores hvor min vært boede, jeg besluttede mig først at gå på en kaffebar, hvor jeg fik en iskaffe og en stor portion yoggurt. Mums!!!

Afsted til min vært, som bød mig varmt velkommen, og da jeg var den eneste sofasurfer, fik jeg privat værelse med dobbeltseng. Luksus!!! Han inviterede mig bagefter til middag hos hans forældre, hvor vi fik ægte lokal spise, en speciel suppe. Ville gerne fortælle hvad den bestod af, men kunne ikke navnene på de grøntsager, men der var stykker af oksekød i :-).

Vi fik en rød géle til dessert og så lidt fodbold før at vi tog hjem igen. Jeg var temmelig træt, så jeg sov en time før at jeg skulle på min første kaffe-aftale.

Da jeg var i Lima første gang, skrev en fyr til mig over couchsurfing, om at mødes over en kop kaffe og tale om rejser og vores lande. Du ved udveksle kulturerfaringer. Jeg var lidt skeptisk, men sagde så ja, hvis jeg vendte tilbage til Lima. Tjaa... Nu er jeg i Lima, og så holder man da et løfte. Jeg så han ville samle mig op i sin bil ved syvtiden...

Han kom pænt klædt med en marineblå sweater på og en gammel møgspand af en bil. Vi kørte gennem Lima og ind mod et distrikt som hed Baranko, tæt ved havet. Han fortalte mig om en bro vi gik over, at hvis man holdt vejret hele vejen ville et ønske gå i opfyldelse. He he... Vi prøvede... Hmmm... Ingen forladt pengesæk? Vi gik ned mod havet og talte om alt mellem himmel og jord. Han var virkelig flink. Så spurgte han mig, om jeg ville med ud og spise, et par af hans venner var der. Jeg sagde ja. Vi tog på kinesisk restaurant, hvor tre andre fyre sad. Her bestilte vi alle et stort måltid og prøvede at kommunikere med hinanden, eftersom kun to af dem kunnne tale engelsk.

Det var vildt hyggeligt og bagefter da jeg sgade farvel, var de kede af at jeg skulle gå, men fyren jeg var med skulle hurtigt hente sine forældre og køre dem hjem. Det tog ikke lang tid, og da han endelig kørte mig hjem var det også ved midnatstid, så vi havde været ude i næsten fem timer. Wauw. Jeg krøb under dynen og nød varmen fra verdens blødeste tæppe. Imorgen skulle jeg have fat i hende fra Oasen. Det var jo meningen at vi måske skulle rejse videre sammen.

10/9-09

Jeg vågnede tidligt og startede mit computerræs med at tjekke e-mails. Hende fra Oasen (Holland) havde ikke skrevet tilbage, så jeg besluttede at jeg senere ville tage hen til hendes hostel. Men først skrev jeg på min blog og vigtigst af alt. Jeg ordnede mine indflyvningspapirer til USA. Det tog 1 sekund før at de svarede, du er kommet ind :-S. Wauw havde ikke troet at det var så nemt, kunne bare ikke lade vær med at grine over de latterlige spørgsmål som jeg skulle besvare.

1) Er du en terrorist eller er du igang med at planlægge et attentat?

2) Har du mellem årene 1939 og 1945 medvirket til nazi-aktiviteter? Eller noget i den stil, Er du Nazist?

3) Har du været syg indenfor de sidste 10 dage?

4) Har du slået nogen ihjel?

Det er selvfølgelig skrevet mere formelt, men betydningen er den samme. Selvfølgelig svarer man ja, og bagefter tilføjer, at det er en del af ens religion så i kan ikke gøre noget, da dette ville være krænkende.

Nå men, jeg kom ind!!! Hurra! Så med lettet humør tog jeg en bus mod Hollands hostel, blot for at finde ud af at hun slet ikke var der, at hun havde planlagt at blive en ekstra dag og at hun havde planlagt at tage et fly mod Peru's amazonas. Nå for søren. Så jeg skrev en seddel om at jeg havde været der og smuttede hjem.

Det var surt, men faktisk okay, for ville faktisk gerne tilbring lidt længere tid i Lima. Ikke helt for byens skyld, men også fordi at jeg gerne ville slappe lidt af. Så da jeg kom hjem, tog jeg på kaffebar igen, hvor jeg nød en stor iskaffe med en god bog. Intet bedre!!!!

Ved aftenstid kom min vært hjem, vi sad og snakkede og så foreslog han, at når det blev mørkt kunne vi tage til en berømt park i Lima, hvor de havde lavet et vandshow med lys og laserer. Ikke dårligt.

Bussen tog 50minutter... puuusst... Og indgangen 4 soles.

Parken var stor med en masser fontainer i hver deres farver. Det var som vandkunst i forskellige figurer. Regnbue, trekant, tunnel, labyrint, blomster. Min personlige farvorit var labyrinthen, hvor folk løb ind og vandet hele tiden skiftede retning og fangede skrigende folk. Hylende morsomt.

Tilsidst kom et kæmpe vandshow, med musik, laser og billeder gennem vandet. Det tog lidt over tyve minutter, og da det var færdig var jeg dødsulten. Så med en fart hurtigere end lynet, kom vi med bussen hen til det nærmeste pizzaria, hvor vi købte en familiiepizza hver... Fyyyy Stine... Og en cola!!! :-)

Så jeg barrikerede mig med en kæmpe pizza, lidt cola og min computer, hvor jeg så film gennem youtube...Mums!!! En god måde at slutte dagen på...

11/9-09

Jeg vågnede velsignet i den dejlige dobbelt seng. Lima har 5 måneder af overskyet vejr, så idag var det med ingen undtagelse. Overskyet... Jeg havde tænkt længe over hvor min næste destination skulle være, og havde endelig valgt Mancorá. En lille by, som ligger oppe i nord og er kendt for dens strande, pools, uendeligt meget solskin, varme og surfing. Masser søger dertil. Jeg havde også andre byer, som ville være et Peru must, men tiden løb fra mig og dagen hvor jeg skulle med det næste fly, nærmede sig. Jeg manglede stadig Ecuador og Amazonas.

Min plan for idag var at tage tilbage til det samme busselskab, som jeg tog til Lima, da de både var billige og gode. Jeg skulle først pakke, ikke fordi at jeg skulle afsted idag, jeg var bare blevet længere end planlagt hos min vært, og han havde et tysk par der kom i aften, og de var lovet sengen. Så tilbage til sofaen med mig... Snøft...

Ud i det blå, og afsted med en af minibusserne. Turen tog 40min, kostede 1,20 soles og jeg landede ca. 10gader væk fra stationen. Da jeg endelig kom derhen, fik jeg af vide at de slet ikke kørte til Mancorá, og fik navnet på et andet busselskab et par gader længere henne. Endnu et afslag og jeg blev sendt et par gader længere væk. Jeg var kommet lidt ud på en lang gåtur, og gennem et kvarter, som ikke var helt sikkert. På min vej mødte jeg en fyr klædt i hvidt fra top til tå. Han var nyuddannet farmatist og havde lige fået tildelt et nyt job. I hånden havde han jobkontrakten, og var på vej hjem for at aflevere dem. Han så mig gå igennem de dystre gader, og tilbød at følge mig, da her ikke var helt sikkert. Jeg sagde ja og med min nyfundne følgesvend, gik vi på jagt efter et busselskab der kunne bringe mig mod nord. Lima er den eneste by i Peru, hvor de ikke har en terminal, men samtlige busselskaber er placeret rundt omkring i Lima. Så hvis man ikke kender prisen på de forskellige, så skal man enten være heldig eller have lidt baggrundsviden.

Det tog mig tre busstationer mere til at forstå at jeg skulle ha undersøgt sagen først. Så jeg gav op, sagde farvel til min nye ven og tog minibussen hjem.

Hjemme tog min vært og jeg på restaurant og fik en kæmpe mættende salat med vand. De sidste par dage har jeg virkelig tænkt over hvad jeg spiser, og for første gang længe, har min mave det bedre.

Et par timer senere dukkede det tyske par op. Fyren havde fødselsdag og var dødsulten, så vi blev inviteret på restaurant, hvor vi fik en stor portion kylling hver. Så meget til min nyfundne sundhed. Vi havde en hyggelig aften sammen, og talte om Ecuador som de lige var kommet fra. De fortalte om et par gode byer at rejse til, hvilket jeg ville tage til mig. Vi udvekslede e-mails, hvis jeg havde spørgsmål. Ærgeligt at jeg allerede skulle afsted imorgen, hvis jeg fandt et busselskab.