D.20/8-09

Jeg vågnede ved at solen prøvede at kigge gennem gardinerne, og ramte mig varmt i ansigtet. Klokken var lidt i syv og havde faktisk sovet ret godt den nat. Vi var omringet af bjerge og en flod fulgte os på vej. Vi stoppede ved en rasteplads og steg ud for at få noget luft. Der stod en lille frugtbod, hvor en gammel kone lavede juice ud af den friske frugt. Det skulle da prøves. Taiwann fik en appelsin-juice, min var med papaya. Kostede 2 soles (4kr) så det var til at overkomme.

Da bussen igen kørte fik vi serveret morgenmad. En muffin og en bolle med sorte oliven indeni. Føøøøjjjj... Så jeg sprang den morgenmad over og spiste mine medbragte æbler og bananer. Ikke dårligt alligevel.

Klokken var et da vi endelig var fremme. Solen skinnede fra en skyfri himmel og var utrolig varm. Jeg smed mine sweatre, smalede min taske og gjorde mig klar til at tage videre. Taiwann og jeg splejsede en taxa, og tog til hver vores sofa-vært.

Efter et varmt farvel kom min vært ned og hjalp mig op med mine tasker. Hele hans familie var på besøg og hans mor havde lavet frokost, som jeg blev budt på. Juice, kylling med ris og til dessert. Hjemmelavet budding. Jeg fortalte dem imens varmt om Danmark og at vi ikke havde nogen bjerge og hvor koldt der var. Gennem min rejse har det altid været det mest omtalte emne, at når de havde det koldest var det vores sommer.

Jeg besluttede mig for ikke helt at spilde dagen og smutte til Cuzco centrum på sightseeing. Til stor foreskel fra Lima, var Cuzco sådan en afslappet by. Her var trafik, men på en mere dæmpet facon. Og solen fik det hele til at lyse mere op. Der gik jeg gennem de små gader og ind til centrum, som kun lå tyve minutter fra Waschumas hus. Jeg brugte hele eftermiddagen til at snuse til Cuzco centrum og stødte pludselig på en kvindelig sælger med et spædbarn på ryggen. Hun ville sælge mig en Alpaka-sweater, og pruttede hele tiden prisen ned. Blev ved med at sige please please. Fik ondt af dem og købte trøjen. Hun smilede stort. Men havde ingen småpenge, så hun skyndte sig efter nogen at veksle og løb efter mig. Jeg havde faktisk rundet et hjørne, men hun var fuldt bravt efter. Desperat efter denne lille indtjening. Hun takkede mange gange, lavede korsets tegn flere gange og gik så væk igen. Blev helt rørt, men trøjen var faktisk fin nk. Var mega blød og da solen begyndte at gå ned, kunne jeg sagtens holde varmen. Bonus! Den var en lille smule stor, men det gjorde ikke noget.

Da jeg kom hjem spiste jeg resten af frugten i kurven og skrev videre på min blog. Jeg drak lidt koka-te med min vært og han gav mig gode råd om mad, frugter og ting som jeg bare skulle se. På den billige måde.

Så slappede jeg af med en god bog resten af aftenen og det var faktisk den dag. God nat......

D.21/8-09

Jeg vågnede forfærdelig tidligt på en blød blå sofa i det indre Cuzco. Min vært boede ved hans tante og hans lille niece, som også boede der, skulle da lige ned ved halv syv tiden og vække mig. Elsker børn :-S.

Tanten kom med en kop kaffe til mig og bød på morgenbrød med marmelade. Mums. Jeg brugte resten af morgenen på at tale med min mor over skype, smuttede i bad og gjorde klar til Cuzco. Havde planlagt at vandre op til et par ruiner, som lå kun 2 kilometer væk fra Cuzco. Det var da til at overkomme. Cuzco er en by som ligger omringet af bjerge, så jo længere ud mod udkanten af byen, jo mere går vejene op af bakke.

Solen skinnede varmt, så jo længere jeg kom op, jo hårdere var det at komme afsted. Byen lå jo mange kilometer oppe, så det var ikke unormalt at få vejrtrækningsproblemer, når man gik op af bakke eller op af trapper. Og jeg taler om svimmelhed og hovedpine.

Jeg satte mig flere gange, totalt forpustet og med en hovedpine der bare tog til. I det tilfælde kunne jeg kun købe en masse vand og holde en del pauser. Da jeg endelig kom op til ruinerne kostede indgangen 70 soles (140kr) s***!!! Bare for at se på et par ruiner. De fortalte mig at alle ruiner i Cuzco og omegn kostede 70 soles, at komme ind i, men at man kunne købe en turist billet. Med den kunne man komme gratis ind til mange ruiner og komme på muséer i Cuzco. 140soles. Jeg følte mig nødsaget til det, for ellers var der faktisk ikke særlig meget at kigge på end landskabet. Man kunne ikke tage til nogen andre byer uden at skulle betale, så tvunget var man. Cuzco er en turistby, hvor 4-dags turen hen af den berømte inka-sti koster mellem 400 og 600 dollars. Jep dollars!!! Bare det at komme gennem indgangen til Machu Pichu, koster det 60 dollars. Rent røverkøb eller noget. I inkatiden var Cuzco kendt som verdens centrum og hovedstad, i Peru altså.

Ruinen jeg skulle se hedder Saqsaywaman, bygget mellem 1400-1500-tallet. Stedet blev brugt til at bygge katedraler og templer i deres egne huse. Midt på en kæmpe græsplæne ligger en stor forhøjning, som var det sted hvor de studerede astronomi og kiggede på stjerner.

Murerne havde kæmpe sten, som hver vejede omkring 70ton. Godt det ikke var mig som skulle slæbe den op af bakke.

Jeg forlod ruinerne og gik ned af en asfalteret vej, hen til endnu en kendt ruin. På vejen kom jeg forbi en skole, hvor børnene løb og spillede fodbold, andre fløj med drager. Så kom jeg gennem en lille landsby fyldt med restauranter for vejenden. Jeg mødte tre franskmænd, som var inde i en og spørge om priser. 10 soles for en stor menu. De syndes det var dyrt og ville fortsætte, men jeg følte mig for sulten til at fortsætte jagten og smuttede ind. Stedet så ud til at være ved at falde sammen bagved og da jeg gik ind, var rummet fyldt med fluer. Jeg bestilte noget som lød som fisk, og ventede spændt på om min mave kunne klare de skærpede sundhedskrav. Wauw... Hun kom med en kæmpe tallerken, hvor der lå en stor fisk med hoved og hale. Fik af vide at det var en piratfisk. Fedt!!! Man kunne sagtens se dens tænder. Kødet var lyserødt og smagte fantastisk. Mums det var hele de 10 soles værd. Da jeg kom ud og fortsatte min tur, mødte jeg franskmændene igen. De havde spist suppe for tre soles. De strålede da de fortalte om deres billige fund, men jeg gjorde dem ret så misundelige da jeg fortalte dem om mit. Vi fulgtes ad til en ruin, som lå blot 1 kilometer væk, Q'enqo. Q'enqo betyder labyrit, og var et sted hvor man tilbad frugtbarhed. Men vi gik rundt så på ruiner, kom der en gammel kone klædt i traditionelt inkatøj. Hun styrede en flok lamaer over mod os, og forsvandt så. Hvis man var tålmodig kunne man godt nå at klappe dem, før de sprang væk. Vildt bløde. Foreskellen på en lama og en alpacha er deres ører. Lamaen har længere ører.

Min vej skildtes med franskmændene og jeg fortsatte mod mit sidste mål. Jeg skulle se den hvide kristus figur, som ligesom i Rio de Janeiro, Lissabon og i Argentina (husker ikke hvor), står ved skrænten og har sine arme strakt beskyttende ud mod byen. Den føles ikke særlig speciel mere når man ser den alle vegne. Det er som at se Eiffel Tårnet i hvert eneste land. Gløden falmer.

Min vej gik gennem store græslunde, hvor familier med børn var samlet og løb med drager. Måtte bukke mig flere gange, for ikke at blive ramt.

Kristus stod på en lille bakke og var ikke bygget særlig høj.Men man havde alligevel en fantastisk udsigt over Cuzco. Da jeg endelig begyndte min hjemtur ned af de mange trapper, blev det bedre med min hovedpine. Den var der stadig, men ikke så slem som oppe på toppen. Havde hørt at det er meget normalt med mine symptomer. Mange som kommer bruger også meget tid på at sove eller også kan de slet ikke sove. Hvis man vil ha det bedre er tricket at drikker masser af vand og koka-te. Da jeg endelig vendte snuden hjem, lavede de nemlig den te til mig, og det gjorde virkelig godt. Man følte at man kunne slappe mere af og min hovedpine forsvandt. Jeg var dødtræt, så jeg brugte resten af aftenen i soveposen med en god bog... Zzzzz....

D.22/8-09

Jeg vågnede tidligt igen, selvom jeg var træt kunne jeg bare ikke sove. Idag var det meningen at jeg skulle tage videre på hostel, men familien ville ikke ha at jeg tog afsted, så jeg fik lov til at blive en nat mere. Sådan!!

De gav igen morgenmad. Frugt og brød med pølse. Så jeg har virkelig været heldig med den familie.

Idag havde jeg planlagt at tage en bus til en by 30km udenfor Cuzco, Chinchero. Min vært havde fortalt mig at det var et utrolig flot sted og en hyggelig by. Så det ville jeg da prøve.

Min vært havde sat et kryds på mit kort, hvor jeg skulle gå hen, så det gjorde tingene noget nemmere. Billetten kostede kun 3 soles og jeg var heldig, for der var kun to sæder tilbage og blot tre minutter senere var gangen fyldt op med folk, som skulle stå. Turen tog kun en halv time, og da jeg steg af, pegede de hvilken vej jeg skulle gå. Ellers var jeg nok faret vild :-S. Entréen kostede 70 soles, heldigvis havde jeg min turist billet, så det var gratis for mig :-). Ligesom alle andre steder skulle jeg selvfølgelig op af verdens mest stejle og længste trappe. Min hovedpine kom tappert tilbage og jeg havde åndenød halvdelen af tiden. Jeg gik desværre forkert første gang og endte inde i en skov, men alt var så fredeligt her og udsigten var ubeskrivelig. Kunne bare stå og glo i ti minutter og synet ville stadig ikke mætte mig. Kan kun beskrive det som foreste knap så høje grønne bjerge med masser af grantræer på og i baggrunden sås høje grå bjerge med sne på toppen. Kodak-moment!!!

Jeg vendte om og kom endelig på den rette sti. Ruinen har stor og gik i flere lag opad. Lignede lidt rismarkerne i Asien, med græs på bunden. Solen var varm og vinden blid, så det var virkelig en perfekt dag, og udsigten var fantastisk og ubeskrivelig. Kommer sikkert til at sige det meget i Peru, men deres land har en fantastisk frugtbar natur. Jeg havde desværre ikke medbragt nogen frokost og jeg var blevet temmelig sulten, så jeg besluttede at vende snuden hjemad. Havde været her i en del timer nu, og følte mig mættet. Nu manglede jeg bare maven.

Jeg tog en taxa hjem. Kostede 5 soles(10kr). Man havde plads, ro og det ville gå stærkt. Faldt også i søvn på vejen. Er bare så træt for tiden, det må være fordi at vi er så højt oppe over havoverfladen. Glæder mig til min næste by, Puno. Den ligger 200meter længere oppe. Zzzz....

Jeg blev sat af i den anden ende af byen, så jeg havde et godt stykke at gå hjem. Havde nemlig brug for at få hævet lidt til de næste par dage. På vejen hjem tog jeg på café og fik mig lidt frokost, til en værdi af 20kr. Mums!!!

Da jeg kom hjem, fik vi en kop Koka-te og delte en hjemmelavet omelet. Jeg kom endelig i kontakt med Taiwann fra bussen, og vi skulle mødes i aften på en salsa-bar. Så imens købte jeg en ration frugter ind til aftensmaden og morgenmaden. Føler mig rigtig sund for tiden.

Senere på aftenen samlede hele familien sig i stuen og bød på kaffe, boller med smør. Det kan man da ikke sige nej til. Jeg fortalte dem om Danmark og hvordan alt fungerede i landet. Er begyndt at blive ret god til det, og jo mere jeg fortæller om mit hjemland, jo mere begynder jeg at holde af det. Når man hører om alle de dårlige ting i andre lande, begynder man at værdsætte alt det vi får i vores land. Vores land er koldt, men vi har alt. Dem der kunne engelsk ved bordet, begyndte at fortælle mig om Perus skolesystemer og landets sociale problemer. Så mange mennesker der hverken kan læse eller skrive. Vi har det sku godt. Vi havde det så hyggeligt, at jeg næsten glemte at tage afsted til den salsa-bar, men kom i tanke om det og nærmest fløj ud af døren. Jeg lånte deres nøgler, så jeg ikke behøvede at vække dem når jeg kom hjem. Det havde jeg det meget bedre med.

Jeg tog en taxa derind (8kr) og entréen var gratis. Da jeg kom derind var tre latino mænd igang med at lære folk på dansegulvet hvordan man dansede salsa. Så mega fedt ud, jeg satte mig ved baren og fandt Taiwann der sammen med en hel flok nyfundne veninder.

Der blev danset salsa og senere ville vi gerne snakke så vi gik nedenunder og hyggesnakkede. Taiwann havde været med en arkæolog hele dagen til nogen udgravninger, og hun havde glemt vand, så hele hendes hals var øm.

Vi aftalte alle at mødes til frokost imorgen og bagefter smutte på markedet. Men først skulle vi videre i byen. En af fyrene kendte en større salsahal, så vi tog en taxa derhen. Udenfor stod en fyr og grillede kød, som han solgte til forbipasserende og til diskogæster. Mums.

Vi smuttede ind i en kæmpe hal, hvor der stod borde i siden af rummet og for enden et stort orkester, som spillede salsa, på en scene.

Folk dansede livligt til musikken og vi fandt hurtigt et bord, før at vi selv gik i sving til musikken. Ingen drak rigtig noget, for det handlede det jo ikke om, det handlede om at danse, danse, danse...

Da vi begav os hjem, besluttede Taiwann og jeg at få noget grillet kød på spyd... Mums. Man kunne vælge mellem ko-hjerte eller kylling. Taiwann valgte kylling, jeg valgte hjertet. Vi delte spyddet og taxaen hjem. Havde heldigvis nøglen på mig, så behøvede ikke at vække folk. Sov tungt og glædede mig til morgengry...

D.23/8-09

Jeg vågnede endnu engang ved syvtiden, og var kommet hjem ved tretiden denne nat, så havde ikke fået meget søvn. Carpé diem. Jeg fik et lækkert glas friskpresset ananasjuice fra moder og overhovedet af huset. Jeg tog et dejligt langt bad og havde god tid, for jeg skulle først møde de andre ved tolvtiden.

Da tiden nærmede sig begav jeg mig mod centrum. Vi tog sammen hen til en lille lokal café hvor vi spiste frokost for kun 6 soles. ikke dårligt. Vi ændrede planerne lidt, da vi havde hørt at der var et dagligt marked i en landsby udenfor Cuzco. Vi beslutttede os for at tage derhen, men Taiwann ville ikke med, for hun havde stadig ondt i halsen og besluttede sig for at hvile, så det ikke blev værre. Vi aftalte at vi igen skulle mødes i aften på den salsa-bar så vi kunne finde ud af at mødes til bussen mod Machu Pichu imorgen.

Så jeg og to piger, som jeg lige havde mødt igår, tog med en bus til byen, Pisco. Bussen tog en time gennem et betagende bjerglandskab og kostede kun 2,50 soles. Elsker Peru, her er så meget urørt og flot natur at man blir helt overvældet. Pisco lå i bunden af en dal, og lige som alt andet her, omringet af bjerge og ruiner. Det var allerede sent på eftermiddagen, men markedet var stadig fuldt igang, med boder omkring hvert gadehjørne. Små hyggelige caféer, støvede gader og børn. Den første del man kom hen til, var et kæmpe madvirvar af krydderier, kød, grønt, frugt, kager, is, yoggurt og meget mere. Lugtene lappede over hinanden, og her var en hyggelig atmosfære, hvor de lokale råbte til hinanden, smilede, solgte og lærte deres børn at sælge. Vi kom hen til en krydderistand, hvor en lille pige solgte os et par poser. Gud hvor har jeg savnet salt. Næste del var håndværk-delem, fyldt med tasker, sko, trøjer, punge, smykker, spil, krukker, tallerkner, musik og jeg ku blive ved. Købte en taske her, havde gået rundt med mine ting i en pose siden jeg startede turen. Skiftet posen ud, når der kom hul i bunden, men ellers har den været en trofast del af min dagligdag.Vi osede resten af eftermiddagen, købte ting og bare lod os indspirere. Jeg skal bare tilbage til sydamerika med en stor pose penge og shoppe amok. Bare shoppe. Især kjoler i Buenos Aires. Uiii....

Da solen var ved at gå ned fik vi taget et fælles foto og smuttede på café for at få noget at spise. Den stod på friskpresset juice og sandwitches til folket. Mums...

Bussen hjem foregik stående, der stod en gammel mand ved siden af os, som åbentlyst prøvede at stjæle vores ting, så vi brugte det meste af turen på at skælde ham ud og skubbe ham væk med den bedste iver. De findes, man skal bare være på vagt.

Jeg skiltes med den ene af pigerne ved stationen, for den anden ville hjælpe med med at finde den busstation som førte os mod Machu Pichu. Der er nemlig flere busstationer i byen, så det kan tit være ret forvirrende, hvilken én man skal hen til, da de alle kører hver deres vej. Hun ringede efter hendes bror, som hentede os og kørte derhen. Vi fik tiden, stedet og prisen, og på en lille seddel skrev hun hvordan jeg bedst og billigst kunne komme til Machu Pichu. De kørte mig hjem og vi sagde på gensyn i aften. Men da jeg kom indenfor var jeg dødtræt, skulle op klokken syv for at nå min bus, og klokken var allerede så mange at jeg kun havde en time til at spise og slappe af. Men jeg kunne ikke aflyse, for skulle jo give Taiwann mine busoplysninger, hvis vi skulle rejse sammen imorgen.

Da jeg kom derind, sad jeg og dinglede med hovedet. Var ret lige glad med at danse, ville bare give Taiwann oplysningerne og smutte hjem i seng. Hun kom en time senere, og der var jeg ved at gå ud af mit gode skind, men hun undskyldte og fortalte at hun stadig havde ondt i halsen og havde haft problemer med at komme op og komme herhen, men hun ville stadig danse. Hun fortalte at for hende var det som en rensende salve at danse salsa, og hun var god til det. Men hun kunne ikke komme med imorgen, hun følte at halsen stadig var for slem, så hun ville vente til i overmorgen. Det var okay, for manglede stadig at se en del her, så vi aftalte at tage afsted i overmorgen. Sagde til hende at jeg var nød til at tage afsted der. Godt nok holdt jeg af Cuzco, men var ikke meget for at blive et sted for længe, så jeg smuttede hjem og rullede under dynen og jeg sov helt til klokken otte. Wauw jeg må ha været træt.

D.24/8-09

Idag skulle jeg smutte. Famillien fik en onkel på besøg, så han skulle ha min plads, da der ikke var andre. Jeg spiste morgenmad, fik juice, pakkede min taske og sagde farvel og tak for alt. Waschuma havde givet mig adressen på et ret anbefalet Hostel, Loki. Så jeg tog en taxa derhen. Der var venteliste, og jeg kunne først få mit rum omkring halv et tiden. Så jeg tog en kop kaffe, gik på internettet og besluttede mig for at få ordnet nogen små vigtige ting idag. Hullet i mine bukser var nu blevet så store, at de næsten gik hele vejen rundt om låret, det må da se komisk ud, men hva jeg er en backpacker ;-). Så mit første stop var at tage ned til markedet, og få lappet mine bukser. Der ligger to markeder i byen, og i dem begge sidder gamle koner som gerne lapper dine huller. Syndes mit hul var blevet lidt for stort til at jeg skulle prøve og ekspermentere med nål og tråd. 10 soles kostede det, og mens jeg ventede smuttede jeg ved siden af og fik en friskpresset ananasjuice. Man blir jo helt afhængig af det skidt. Jeg manglede også tandpasta og deo, så jeg ordnede hurtigt mine vigtigste indkøb og satte mig på en bænk ved et springvand og nød solen, mens jeg ventede. Så blev mine bukser færdige. Hun havde lagt dem op, og med det overskydende stof, brugte hun det til at ligge over hullet og sy sammen. Sådan!!! Nu burde jeg kunne bruge de bukser et par måneder mere, før at de krævede ny førstehjælp.

Klokken var blevet så mange, at jeg hurtigt kunne smutte hen til Hostellet og få mine tasker i rummet, men jeg havde fået et af de rum, hvor der var kun 10 mennesker, 28soles og det var alt for dyrt, når jeg havde hørt om folk der kunne få det ned på 15. Så jeg sagde alligevel nej, og smuttede blot tre meter ned af vejen til et andet, Andrea Hostel. Her kostede et rum 20 soles, så jeg slog til. Men blev vildt overrasket over at det var et privat rum på første sal. Dobbelseng med tv og privat badeværelse. Hostellet lå på en bjergskråning så når man kiggede ud af vinduerne, havde man det floteste udsyn ned på hele byen og bjergene omkring det. Blev helt betaget og spurgte flere gange om det var 20 "soles". Et godt tip til folk som vil ha et billigt og godt hostel. Søg ikke over internnet, men brug lidt tid på at ose rundt i byen. Folk er tit villige til at sænke prisen eller at man som her finder en perle, godt gemt i byen. Her var godt nok ingen morgenmad, men skulle også kun være her en enkelt nat, så det var fint med mig. Klokken var pludselig blevet ret mange og følte ikke at jeg kunne tage bussen ud til nogen ruiner idag. Havde også brugt mange penge på mine indkøb, så valgte bare at ose byens gader.

Solen var på vej ned og maden idag stod på indkøbte æbler og bananer. Mit budget den dag holdt ikke til restaurant mad, selvom her var billigt. Er begyndt at mangle min gode fattig-karma. Lever for godt her :-p.

Resten af aftenen slappede jeg af i selskab med tv'et og de engelske kanaler. Havde ikke set tv i næsten to måneder, og jeg kunne godt bruge lidt aftenhygge. Gik tidligt i seng, havde desværre ikke hørt fra Taiwann om hun ville komme med til Machu Pichu imorgen, så var ret nervøs for om jeg så hende igen. Men krydsede mine fingre og håbede på det bedste.

D.25/8-09

Vækkeuret sparkede mig ud af fjerene ved halv syvtiden, jeg pakkede min rygsæk og tog en taxa til busstation ude i det tidlige morgengry. Jeg var lige steget ud, da en dame kom hen og spurgte om jeg skulle til Santa Maria, hvor jeg svarede ja. Før at jeg fik betalt taxachaufføren, havde hun taget fat i min rygsæk og slæbt den ind på hendes kontor. Der var stadig intet tegn af Taiwann, men kunne ikke vente mere så købte billetten (20soles) og satte mig ind i bussen.

Ti minutter før afgang fik jeg heldigvis øje på hende, så jeg sprang ud af bussen, fortalte hende hvilket sæde jeg sad på og afsted gik bussen kl. halv ni en tirsdag morgen.

Der er flere muligheder for hvordan man vil komme til Machu Pichu. Den dyre, turisten eller backpackerstil. Den dyre var selvfølgelig at tage til et agentbureau og tage på en flere dages march gennem landet. Har hørt det skulle være hårdt og utrolig smukt, men også dyrt. Den mest berømte tur er Inka-trail, og koster mellem 400 og 600 dollars (mindst 2000kr). Man kan også vælge andre ture, men de er alle over 200dollars.

Turisten, er at tage toget. Det er den hurtigste måde at komme frem til Machu Pichu på. Det tar tre timer, men koster så omkring 40-50 dollars. Hvis man tar nattoget kan man dog få det ned på 31dollars. Stadig krydret efter min smag.

Den sidste er backpackerstilen og den billigste måde at komme frem til Machu Pichu på med transportmiddel, og det er den Taiwann og jeg benyttede os af. Først skal man tag et tog fra Cuzco og til Santa Maria. Vores bustur tog omkring lidt over fem timer. Vi fik serveret kaffe og kiks, så vi havde lidt at holde os kørende med. Ulempen ved offentlige transportmidler, ikke de lokale nej langdistance, er at der altid stiger et par stykker ind som prøver at sælge dig noget, før at de stiger af igen. Vi havde lige fået gratis kaffe og kiks, da en mand steg ind i bussen og begyndte at lave tryllekunstner med et lommetørklæde. Jeg forstod intet af havd han sagde, men vi troede begge at han var en del af servicen i bussen. Jeg har da vænnet mig til skøre ting. For guds skyld, de putter dig i Chile og jeg spillede banko i bussen på vej mod Cuzco. Han delte lidt slik ud og begyndte så at bede om penge, med en plastikpistol i hånden. Hmm...Flippet. Han steg af og en halv time senere steg en ægte kvarksalver ombord. Gav folk noget pulver, vi havde lært lektien og sagde pænt nej tak. Så holdt han billeder op af den menneskelige krop og begyndte at tale om hvad det her pulver ku gøre for din krop. Desværre ku jeg ikke spansk, det havde været rart med lidt komik til kaffen.

Halvvejs stoppede bussen ved en rasteplads. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til at køre op og ned, som en slange der bugter sig gennem landskabet. Først den ene vej og så den anden vej, atju atju og om igen....

Jeg satte mig satte mig ved siden af en hvidhåret pige, med kvalme op til begge ører. Hun var fra Tyskland og på gennemrejse med sin far. De havde været på femdages teltvandring gennem bjergene, fedt!!!

Da vi endelig stoppede i Santa Maria, samlede alle der skulle mod Machu Pichu sig, for at få prisen på næste transportmiddel ned. 6soles (normal 8). Efter Santa Maria skulle man så tage en mini-van eller bil til byen Santa Teresa. Her tog turen kun en time og det var gennem det mest fantastiske landskab jeg nogensinde havde set. Vi kørte på en meget snoet grusvej der var skåret ud af bjerget. Halvanden til to meter bred var vejen, mens at man kunne se flere hundrede meter ned. Følte pludselig at jeg var med i en Indiana Jones film, bortset fra at det ikke gik så stærkt. Det bedste var når vi drejede om et skarpt sving og at der så pludselig kom en modkørende bil, så vi skulle bremse hårdt op og med de bedste evner prøve at komme forbi hinanden, med skrænten faretruende tæt på. Tjaa... Tit kunne jeg ikke se skrænten fra bilens vindue. Og alle de skilte med, Advarsel! Nedfaldende sten. Og når vi endelig kom tættere på jorden og skulle over en stor flod, så var broen lavet af rådne brædder på kryds og på tværs. Nogen var knækket, og det gav høje paniske knæk når vi kørte over. Elskede det.

Da vi ankom til Santa Teresa er det vigtigt at man ved om man vil tage toget fra den næste by eller farvoritten blandt mange, gå de to timer på skinnerne med fuld udrustning. Toget kører kun en gang om dagen, nemlig halv fem og man kan kun købe billetten i Santa Teresa. Åndssvagt men sådan er det. Billetten koster hver vej 24 soles. Det havde været min plan at gå på skinnerne, men var ikke meget for at gå alene gennem junglen når det blev mørkt, så med stor modvilje købte jeg togbilletten. Næste etape var endnu en times mini-van fra Santa Teresa til endestationen, Hydroelectrico(3soles). Fra der ville toget gå. Jippeee endnu en sjov dødskørsel med livet som indsats og alle biler er jo forskellige, så i denne skulle al vores bagage op på taget. Inden vi kørte afsted stod en kvinde på gaden og solgte burgere. En med kylling og en med alpacha. Jeg var dødsulten, så jeg to en af hver. Min første alpachaburger. Kødet havde en meget saltet smag, men smagte faktisk okay.

Havde altid troet at Alpacha var Perus nationalret, nix om igen. Ved kysten spiser peruvianerne rå fisk, i amazonas mere eksotisks mad, såsom abe. Men i midten af landet, i inkariget spiser man marsvin. Jep den lille gnaver vi har i bure herhjemme, dem griller de hele eller laver suppe. Man kan tit finde marsvinesuppe til kun 10 soles på menukortet i Cuzco. Ved ikke om det er en barierre som jeg var villig til at overskride. Måske kun hvis de gjorde det samme som i Indien. Der på restauranter kom de ind med levende slanger, og man kunne selve vælge sin slange. "Hvilket marsvin sku det være"? "Den hvide. Den har et særligt glimt i øjnene". Ae, ae og splat!!!

Den sidste bustur tog vist kun omkring en halvtime til fyrre minutter. Hydroelectrico var ikke nogen by. Bare en byggeplads, nogen huse og et par skinner, hvor der stod en masse boder langs med de første par meter. Jeg tog afsked med den tyse pige og hendes far, de ville gå på jernbanen hele vejen. Man kan ikke gå udenom eller tage en smutvej. Jernbanen var den eneste vej, men heldigvis dyttede toget altid i god tid, så man kunne nå at springe til side. Problemet kom når man var midt inde i en af de to tunneler, som man skulle igennem. Og der er ingen lys i dem, kun bælgravende mørke.

Toget var fyldt til bristepunktet og folk stod nærmest på hinanden. Taiwann og jeg var heldige med siddepladser. Vi havde i den sidste bil gjort bekendtskab med en pige fra tror det var England. Hun fortalte os om to måder at komme ind i Machu Pichu på, havde godt hørt om dem. Indgangen kostede nemlig alene 124soles (60 dollars eller 300kr). Man kunne os snige sig ind i ruinbyen ved at gå af en anden sti. Jeg besluttede mig for at gøre det hvis hun var med. Hun var også den eneste som måske kendte vejen ind. Toget tog kun 40 minutter og vi passerede mange på vores vej som gik på de berømte skinner. Machu Pichu er ikke kun navnet på en ruinby, det er også navnet på en lille turistby forenden af togskinnerne. Bygget kun til turister og med priser kun til turister. Taiwann, England og jeg søgte efter et hostel sammen. Så snart vi var kommet ud af toget sprang hostel og hotelejerne frem imod os, som duerne efter mad i Rom. Vi kiggede på forskellige hostels. Det er nemlig bedst ikke bare at tage den første og den bedste. England var kun på jagt efter sovesale, dorms, så hun afslog alle. Da vi fik prisen på et privat værelse ned på 10soles per mand, tog vi afsked. For Taiwann og jeg var det dumt at fortsætte jagten, for billigere kunne vi ikke få det. Vi aftaltes at mødes alle tre klokken otte, så vi kunne finde ud af imorgen. Og vores vej skiltes. Taiwann og jeg tog på restaurant. Jeg fik prisen på en suppe, 5 soles ned og Taiwann fik kalkun. Da klokken blev otte, gik vi hen til det aftalte sted, men England dukkede aldrig op. Vi ventede i en halv time indtil vi gav op og smuttede tilbage på vores hostel. Lettere nedtrykt over tabet af en mulighed for at spare penge, gav jeg mig og besluttede at købe billetten imorgen. Vi satte vækkeuret til halv fire. Det er normalt at tage så tidligt op til Machu Pichu, for der er et bjerg Vineapichu, som alle vil op på og se ned på ruinbyen. Det skulle være utrolig flot, men man må kun være 200 mennesker deroppe om dagen, så derfor tar folk så tidligt afsted, så når indgangen åbner, spurter alle hen til Vinapichu og står i kø til de kan komme op og se ruinbyen fra fugleperspektiv. Det skulle vi prøve.

D.26/8-09

Jeg vågnede op midt om natten med kvalme og kastede hele min aftensmad op. Jeg havde det dårligt og var lettere svimmel, så jeg skyndte mig i seng igen. Havde ikke brug for at være syg når jeg skulle op på bjerget.

Vækkeuret ringede halv fire, og det tog mig omkring tyve minutter at komme op. Havde stadig kvalme og var ikke helt på toppen, men det skulle ikke stoppe mig. Vi dravede ud i mørket og mødte tyskerne fra igår, de fortalte os at det var svært at købe billetter deroppe og det var bedst at gøre det her i byen. Surt! Kontoret åbnede først klokken fem, men jeg var stadig halvsyg så jeg benyttede tiden til at finde ud af hvad der var oppe og nede på verden. Man kunne for 7 dollars hver vej blive kørt op til Machu Pichu eller man kunne gå op, og selvfølgelig havde vi valgt at gå op. Da kontoret åbnede købte vi billetten, så tyskerne, Taiwann og jeg gik ind i skoven for at finde stien der skulle føre os op til den berømte ruin. Der var ingen gadelys, men heldigvis havde den tyske pige medbragt en pandelampe, som nu skulle vise os vej.I ca. tyve minutter skulle man følge en grussti, indtil man kom til trappen. Denne lange snoede trappen skulle man gå op ad til mere end to kilometers højde, og i to timer. Jeg var stadig halvsyg, så jeg holdt mange pauser. Når man kom op i en sådan højde, svandt ilten også så det var svært at trække vejret. Havldelen af tiden vidste jeg ikke om jeg skulle kaste op eller ligge mig til at sove på trapperne. Men jeg klarede det. Solen steg op bag bjergene, og ønskede mig tillykke med min sejr, det var den bedste følelse, når man vidste at man endelig havde nået toppen. Også selvom alle lemmer skreg på en pause.

Jeg var nået toppen, og kom til en kæmpe indgang med restauranter og et muséum, der købte jeg en hurtig yoggurt til morgenmad og sprang hurtigt købet af vand over. Her koster 300ml vand 8 soles (16kr). Dyrt!!! Normalt kan man jo købe næsten 700ml for 1 soles. Taiwann kom mig i møde og sammen gik vi igennem indgangen og ind i det tågede Machu Pichu. Machu Pichu er virkelig en kæmpe by, på toppen af det her bjerg. Omringet af bjerge og dale så langt øjet rækker. I starten kunne man ikke rigtig se så meget, men da det blev senere på dagen, forsvandt tågen og hele udsigten stod klart og skræmmende foran os. Vi tog os god tid til at se det hele, men da vi kom halvvejs følte Taiwann at hun stadig havde ondt i halsen og besluttede at tage bussen ned igen. Så jeg fortsatte ved at følge et par guidede ture og talte med folk rundt omkring. Stødte endda på en kvinde fra USA, som gav mig to af hendes proteinbarer. Så satte mig i skyggen og nød min højtpriste proteinbar fra USA og lidt vand. Mums. Der mødte jeg så en virkelig sød fyr fra Thailand. Han bar kaptain og arbejdede for militæret, også i USA. Vi besluttede at følges ad resten af vejen rundt. Han var virkelig flink og hjalp mig op, hvor jeg havde brug for en ekstra hånd. Sammen fandt vi STEDET hvor det traditionelle og mest kendte foto af Machu Pichu er taget. Yes! Min dag var reddet. Da vi skulle ned, spurgte Tailand mig om det var for at spare penge eller for udsigtens skyld at jeg tog trapperne ned igen. Jeg sagde at jeg havde jo set det hele en gang, så det var for at spare.

Han ville ikke ha at jeg gik, så han gav mig busturen ned. 7dollars hver vej. Vi udvekslede e-mails, jeg tog et hoppende foto af ham (sad jo i en bus, på vej ned af et bjerg). Vi kom hen til mit hostel og stødte på de to tyskere. De havde givet os deres tasker, for man skulle være tjekket ud tidligt om morgenen, og de ville hjem samme dag, så nu ventede de på at vi lukkede dem ind. Taiwann havde nøglen og hun var ikke hjemme på det tidspunkt, så vi sad tæt ved hostellet og snakkede så længe. Vejret var dejlig varmt og byen var fyldt med børn i små skoleuniformer og nogen der legede med drager. Taiwann kom tilbage efter en tur til det lokale marked, vi sagde farvel til tyskerne og farvel til Thailand(skulle med turist-toget samme dag). Sammen gik Taiwann og jeg til frokost. Efter en hurtig pastamenu, hoppede vi begge i seng og sov resten af eftermiddagen. Om aftenen pakkede jeg for morgendagen. Jeg havde planlagt at gå på de berømte togskinner tilbage til Hydroelectrico. Hvis jeg tog toget, ville jeg også ankomme midt om natten til Cuzco, og hvis jeg gik, måske tidligt på aftenen. Men så faktisk frem til at gå på de skinner, man var ikke en rigtig backpacker før man havde prøvet at udfordret sig selv lidt. Jeg stillede vækkeuret til kl. halv seks.

Det var her jeg sagde farvel til Taiwann. Hun ville tage toget til 40dollars tilbage, og blive flere dage i Cuzco, hvor at jeg ville tage videre mod Puno, men måske ville jeg se hende igen en dag. Måske.

D.27/8-09

Vækkeuret ringede uforskammet tidligt, men jeg var klar. Mine skuldre var forbrændt og gjorde lidt ondt, men min rygsæk var barmhjertig og føltes ikke så tung på ryggen. Med et sidste blik mod min sovende kammerart begav jeg mig ud på nye eventyr.

Det var stadig halvmørkt udenfor og helt stille, men perfekt for mig, for det var stadig køligt og man havde ikke den varme sol i ansigtet, hvilket tit gjorde turen mere anstrengende.

Jeg gik på brædderne hele vejen og stien var lige, så det var faktisk ikke så fysisk hårdt som jeg havde regnet med. Skinnerne gik igennem junglen, ved min side havde jeg en brusende krystalblå flod og omkring mig, grønne bjerge. Så jeg kunne da ikke klage over udsigten. Jeg kom til to tunneler på min vej. Det var bælgravende mørkt at gå igennem dem, og frygten for at der pludselig skulle komme et tog, prikkede mig hårdt i nakken. Det tog kun turrister op engang om dagen, men det kørte nu stadig en gang i timen for lokale, da det er deres eneste måde at komme ud af byen på. Da toget endelig kom, hørte jeg det på god afstand, og tudede også i hornet da det fik øje på mig, så jeg havde god tid til at springe til side og vinke lystigt at lokoføreren, der selvfølgelig vinkede lystigt tilbage.

Jeg mødte også en del vejarbejdere på min vej, der løftede op i kasketten, Bon Dias, og fortsatte arbejdet. Det var først da jeg var nået halvvejs at jeg mødte mine første andre backpackere, som kom imod mig. "Kun halvanden time til mål", sagde jeg med et stort smil. De grinnede træt og fortsatte i det sammen monotone tempo mod Machu Pichu by. Var faktisk stolt af at jeg kun holdt en pause, på min to en halv times gang med 17kg på min ryg. Men kunne så heller ikke mærke min skulder da jeg endelig nåede målet i Hydroelectrico.

Der ventede flere lokale på at den første mini-van skulle komme. Der dukkede også en anden backpacker op, og da vi delte mini-vanen gav han glædeligt ud af sine grønne manderiner. Proceduren mod Cuzco var præcis den samme, og vi ankom kl. fire om eftermiddagen. Perfekt timing.

Jeg gik tilbage til mit tidligere hostel, fik desværre ikke mit gamle værelse, men kvaliteten havde stadig ikke ændret sig, og det var bonus. Jeg havde anbefalet det her hostel til tyskerne og mødte dem også senere på aftenen, vi aftalte at mødes for morgenmad næste dag ved ti tiden, og smuttede så hvert til sit for natten.

D.28/8-09

Jeg vågnede tidligt og tog mig god tid til dagen, jeg havde jo lavet en aftale med tyskerne om at mødes ved ti tiden til morgenmad på en god café, så jeg glædede mig. Tog et langt bad, havde tv'et tændt, jep det her rum var med tv, og pakkede mine ting. Havde mødt en pige på en café, dagen før jeg tog til Machu Pichu og aftalt at følges med hende til Puno, enten idag eller imorgen. Havde skrevet til hende igår om at mødes, men hun havde endnu ikke skrevet, så vidste ikke om jeg skulle vente eller hun allerede var taget afsted.

Men da klokken blev ti, lagde jeg tanken på hylden og fulgtes med de to ned til en lille fin café, som lå på første sal ikke langt fra centrum. Cafén var ejet af en mand, der kom fra Bayern, så vi var pludselig alle i vores es. Der blev spillet klassisk musik fra højtalerne, og fra altanen kunne man høre lyden af forbipassende folk på gaden. Her emmede af ro. Her var forskellige morgenmadsmenúer. Jeg valgte Grande. Først kom et varmt glas mælk, så en banansmoothie blandet med yoggurt (det valgte jeg selv), ind kom fint brød med god ost og honning til, bagefter en yoggurt med müsli og frugt, en varm kop te til og tilsidst en pandekage med banan og chookolade.... MUMS!!!!

Vi brugte god tid herinde, og da jeg ville betale, indsisterede faren at jeg havde jo lang vej igen, så den omgang gik på hans regning. TAK!

Vi gik bagefter en tur gennem strøget og satte os på en bænk og vi bare nød solen og talte sammen i et par timer. Det var her at jeg også kom frem til den konklusion, at jeg ikke kunne blive ved med at vente indtil jeg på et tidspunkt ville høre fra hende jeg skulle følges med til Puno. Så jeg besluttede mig for at pakke mine ting og tage afsted med det samme. Så jeg tog afsked med tyskerne, udvekslede e-mails og smuttede op til mit Hostel, hvor jeg fik fat i mine ting og fik fat i en taxa. Ved terminalen, spurgte jeg lidt rundt, indtil at jeg fandt det billgste for kun 25 soles. Man skal aldrig bare tage den første og den bedste. Spørg rundt, nogen gange kan du spare helt op til tre gange så meget ved at kigge rundt. Problemet med at tage de billige busser, er selvfølgelig kvaliteten. Den her bus havde fragtet fiskekasser, så da de blev taget ud i Cuzco, var der en lille sø af fiskevand og det stank. Heldigvis (hvilke ikke sker for alle rygsækrejsende, tjek dette) så blev min taske lagt på puder, så den undgik at blive våd. Til gengæld stank bussen indeni af toilet, og da det blev mørkt, kom der en kold sidevind fra vinduerne så det var svært at sove, men jeg overlevede da.

Min bus gik kl. fire om eftermiddagen, og jeg blev sat ved siden af en gammel snaksagelig dame, som ville vide alt om mig, på spansk selvfølgelig.

Det var faktisk sådan resten af min dag endte. På vej i en fiske-toilet stinkende bus mod Puno. Jeg havde en adresse på et hostel, som jeg fik fra tyskerne, så min plan var at tage derhen.