D.16/8-09

Jeg stod ude på en forladt gade og ventede på den næste bus. Det var omkring midnat, og jeg vidste allerede at jeg havde en lang nat foran mig. Der kom den. Bussen var halvfuld, men kunne heldigvis finde en plads til mig og min kæmpe taske. Jeg havde tjek på ruten og hvor jeg skulle af. Ret vigtigt når man skal afsted så sent. Jeg stod af for tidligt, men fik help af et ægtepar, som var på vej over for at spise aftensmad. Klokken var på det tidspunkt halv et.

Jeg fandt endelig stoppestedet og ventede på bussen der gik mod Ezeiza lufthavn. Det var den røde nummer 8, men problemet var at der fandtes mange røde nr.8 busser, og de gik ikke alle den samme vej.

Hvert kvarter kom der en nr.8, men blev hele tiden afslået. De gik ikke mod lufthavnen. Klokken var blevet omkring halv to, min skuldre gjorde ondt for havde haft de tyve kilo på ryggen hele tiden. Her i byen skulle man være hurtig, og bussen ventede ikke på at man fik tasken på ryggen og steg ind. Nej her løb man. Ud på gaden, bussen holder ikke altid indtil siden, og op i bussen. Jeg så tit ældre mennesker der faldt inde i bussen, fordi de ikke havde tid til at finde en siddeplads. Og jeg vidste ikke hvor tit min bus ville komme. Så faktum var, ville jeg ha min bus, måtte tasken blive på skuldrene.

Klokken kvart i to og jeg var begyndt at blive nervøs. Bussen ville tag to timer, og så ville jeg kun ha omkring to timer inde i lufthavnen, så jeg måtte løbe i et sted jeg aldrig havde været før. Den blev lidt i to. Jeg gav op og skyndte mig ind i banken lige ved siden af og hævede 200 pesos til taxaen. Så stillede jeg mig ud til vejen og hoppede ind i den første taxa jeg så. Jeg fortalte ham hvor jeg skulle hen, og han sagde at det ville være dumt at tage taxaen herfra, for han skulle så køre hele vejen rundt og det ville blive dobbelt pris, altså over 200 pesos. s***!!! Så jeg stod ud af taxaen og stod pludselig i vildrede. Hvor skulle jeg så gå hen for at tage taxaen og klokken var to om natten. Pludselig kom der endnu en nr. otte. Den syvende. Jeg løb hen og spurgte om han kørte til Ezeiza. Det gjorde han!!! Total perpleks over mit held skyndte jeg mig ind og afsted gik det. En plads tilbage, det var heldigt for to minutter senere var bussen så fyldt at man knapt kunne bevæge sig derinde.

Jeg ankom til lufthavnen omkring kvart i fire, hvor jeg fulgtes med en mand fra bussen, som skulle hente en ven. Han viste mig vej hen til chek-in og hjalp mig med at finde den rigtige kø, som jeg skulle stå i. Muchas Grascias!!!!

Jeg havde faktisk god tid her. Fik ordnet alle mine sikkerheds- og immigrationschek, og jeg var inde.

Mærkeligt nok fik jeg lov til at medbringe min to liters fyldte vanddunk. Betryggende at vide at de har skærpet sikkehedskrav...

Da klokken var syv lettede mit fly og afsted gik det. Vi fik morgenmad, som bestod af pandekager med is. MUMS!!!! Flyveturen var noget af det mest turbulente jeg længe har prøvet. Flyet hoppede, rystede, røg sidelæns, fløj hurtigere og sænkede farten så man knap kunne høre motorene og troede at de var gået ud. Folk græd bag mig og værst af alt sad der en fyr ved siden af mig og sagde på engelsk: "Det var mærkeligt. Jeg har fløjet den her rute så mange gange og normalt er der slet ingen turbulens overhovedet. Meget mærkeligt"... Det hjælper sku ikke. Så den sidste time var jeg så bange for at styrte ned, at jeg ikke kunne falde i søvn, fyren ved siden af mig sov trygt og roligt. Jeg fik højst en halv times søvn den nat.

Da jeg landede i Lima, kyssede jeg jorden og livet, gik ind, fik min taske og fik stemplet mig ind. Jeg havde en god beskrivelse af hvor jeg skulle hen og hvilken bus jeg skulle tag, så det var ret nemt herfra. Bussen skulle ha et S i vinduet. Der var den. Afsted gik det, 40 minutters køretur mod min første sofa-surfer-vært, Marco. Lima er en meget trist by, det var jeg faktisk blevet advaret om. Alle husene var malet grå og meget faldefærdig. Og det at solen max skinner 1 time om dagen året rundt, gør det ikke bedre. Byen er ikke præget af den europæiske skønhed som Buenos Aires. Det er bare en by. Stor og kaotisk. Mange steder uden gadekryds, så bilerne ligger på kryds og på tværs gennem gaderne, mens fodgængerne løber for deres liv, for her er menneskeliv ikke meget værd. Det føles ihvertfald ikke sådan. Jeg ankom til Marcos lejlighed og blev modtaget med smil og åbne arme. Han fortalte at hvis jeg havde brug for en guided tur, viste han mig gerne rundt eller hjalp mig med at komme derhen. Han gav mig en nøgle og viste mig en stor grøn slidt sofa som jeg skulle sove på. Perfekt!

Men jeg kunne ikke sove endnu, havde brug for en rejsebog omkring Peru, så Marco tegnede mig et kort og afsted tog jeg. Jeg kunne ha taget bussen, men ville meget hellere gå de få kilometer.

Marco boede i distriktet Miraflores, det lå ned til vandet, og der hvor jeg skulle hen var et kæmpe udendørs shoppingcenter ved havet. Så den havde en utrolig smuk havudsigt, med masser af caféer. Men sådan en udsigt gjorde også at stedet var dyrt. Meget dyrt. 65soles (130kr) kostede min bog. Men den var købt og jeg gik en hurtigt runde derinde, før jeg fandt ud af at min økonomi aldrig ville overleve derinde, så jeg stak af igen.

Da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove, men blev vækket en time senere da Marco og to andre sofa-surfere kom ind af døren. Så skulle der ikke soves mere. Der blev lavet mad til os alle og her sad vi og spiste og drak. Marco, to af hans venner (kom ind senere), tre sofa-surfere (Taiwann, USA og Tyskland) og så mig (DK). Det hele fortsatte til ti tiden hvor alle smuttede hjem, og resten forsvandt på deres værelser, så der drattede jeg om på min sofa og sov til den lyse morgen......

D.17/8-09

Jeg vågnede omkring ved sekstiden, jeg var stadig ved at indstille mit indre ur, da jeg nu har skruet tiden to timer tilbage. Morgenmaden bestod af en hel papaya, fire bananer og te. Mums... Jeg er da ved at blive ret sund. Et par timer senere begyndte resten af huset at vågne op. Jeg havde planlagt at se Miraflores distriktet idag og centrum imorgen, og da jeg hørte at de to sofasurfers plan var den samme, slog jeg til og aftalte at følges med dem. Men jeg havde ingen idé om hvor uorganiseret de var. Klokken var først to om eftermiddagen da de endelig var klar til at tage afsted, og på det tidspunkt ville jeg allerede ha været i byen i flere timer, men eftersom jeg skulle følges med dem, havde jeg blot siddet og ventet i flere timer. De sidste tre var de værste.

Men vi kom afsted, vi tog bussen og jeg fulgte ligsom bare med, for det var ham den ene der vidste hvor alle tingene lå. Da vi ankom skulle de først lige købe frokost. Så tog vi over i en park, hvor vi holdt skovtur, spiste brød med hjemmelavet couscous og gedeost. Vejret var overskyet som hver dag i Lima, så omgivelserne var lidt triste, men selskabet var godt. Selvom vi kun endte med at se Miraflores park var selskabet stadig godt.

Bagefter skulle vi på jagt efter et godt pizzasted, og ringede til vores vært Marco som skulle spise med. Mens vi ventede smuttede de ind efter mere øl og vin, og følte ligsom at jeg burde følge trop.

Så vi sad og drak øl indtil Marco dukkede op og så smuttede vi på en restaurant hvor vi delte en familiepizza. Selskabet var godt og vi hyggede os, ville bare ønske at jeg havde fået mere ud af dagen. Istedet for at bruge min tid på at vente. Men på plussiden havde vi det vildt hyggeligt sammen.

Bagefter tog vi på bar, hvor parret gik amok henne ved en jukebox og spillede det ene nummer efter det andet, mens øllene flød og da baren blev fyldt med mennesker, vandrede der også tjenere rundt med fade af små dejpakker med fyld. Gratis... Ved siden af havde de også en bar hvor der blev opført koncerter eller poesiaften, så der tog vi hen ved midnat og hørte jazz resten af aftenen. Lige noget for mig.

D.18/8-09

Idag vågnede jeg tidligt, det var planlagt at Marco skulle vise os rundt i centrum og senere i aften lavede parret en speciel japansk ret, da han var kok og fiks på fingrene. Så det glædede jeg mig til.

Det viste sig så at ved middagstid fortalte Marco at han havde glemt aftalen og alligevel ikke kunne tage os derind. Parret lå stadig og sov og pigen fra Taiwann var ude med venner. Så jeg besluttede mig for bare at ordne det selv. Kunne ikke rigtig regne med parret. Så afsted tog jeg. 18 blokke hen for at tage bussen og den tog så halvanden time. f***!!! Jeg var fremme ved tretiden og havde ikke særlig lang tid tilbage, var nemlig blevet frarådet at rende rundt i Lima efter mørkets frembrud.

Men kom ind til selve centrum, Plaza Mayor, som var et springvand i midten og omringet af en kæmpe katedral, rådhuset og præsidentboligen. Det var her at Lima blev dannet, og her at mange historiske begivenheder tog sted. Som den første tyrefægtning og Peru's uafhængighed i 1821. Jeg tog et par billeder og fortsatte videre til en stor kirke og præstebolig. San Francisko. Bygget blev den af mudder og træ i 1557, ødelagt af et jordskælv og genopbygget i 1672. Dens facade er det bedste eksempel på 1700-tallets barok arkitektur. Kirken var flot, men det mest skræmmende var nok mødet med katakomberne. Masser af huller fyldt med knogler og hoveder, omkring tre meter dybe. Tilsidst kom vi til en kæmpe brønd, der var omkring 10 meter dyb. Arkæologerne havde fyldt det hul op med skelletter, for at beskytte konstruktionen mod jorskælv. Skræmmende.

Da jeg kom hjem var pigen fra Taiwann også kommet hjem. Vi ventede begge på at parret skulle lave det aftalte japanske måltid, men på en måde havde de lagt deres løfte på hylden og sagde at de nok ville lave det senere i aften. Klokken var halv otte. Jeg var dødsulten, og skulle jeg holde fast i et måske? Nej tak, så jeg smuttede med Marco i kiosken nedenunder, købte en pakke nudler og frugter til morgenen.

Så den stod på pasta med ketchup, pigen fra Taiwann tilføjede lidt gedeost og jeg gav ud af mit festmåltid til Marco og hende. Parret havde lagt sig til at sove igen, så vi nød måltidet for os selv. Jeg aftalte med Taiwann at tage bussen med hende til Cuzco imorgen. Bedre at være to end ingen. Bussen var lidt dyrerer end de andre, men jeg følte at det var det værd. Så min plan for imorgen var først at tage til busstationen og skaffe en billet ved siden af Taiwann.

D.19/8-09

Jeg havde engentlig fået nok af Lima. Det var ikke en by for mig. Alt for trist, så i kan vel gætte jer til at da jeg vågnede op var vejret gråt og overskyet. Det sjove er at her regner det 1 mm. Så det er hverken regn eller solskin de får noget af. Her er bare overskyet og gråt.

Men jeg stod tidligt op og gik mod bussen. Denne lå ikke så langt væk igen, men det tog da stadig en time at komme frem til destinationen. Jeg blev sat af ved et stoppested, som lå midt på vejen. Her fandtes næsten ingen lyskryds, og det var myldretid, så jeg måtte løbe for mit liv. Gå mellem biler når de holder i kø og venter på en fri lomme. HADER TRAFIKKEN I LIMA.... ahhhhh....

Men jeg kom helskindet frem og fik købt min billet. Heldigvis, pladsen ved siden af Taiwann stadig ledig. Så var det ordnet og jeg skulle tage bussen tilbage... grrr...

Jeg tog et hurtigt smut i supermarkedet og købte bananer og æbler nok til min bustur senere. Jeg havde et efterhånden stort hul i mine bukser og gik på jagt efter nål og tråd, men uden held, så jeg måtte gå med lidt ekstra aircondition i bukserne endnu.

Da jeg kom hjem, inviterede Marco Taiwann og mig over til middag hos hans forældre. En ægte peruviansk middag, det kan man da ikke sige nej til.

Så jeg pakkede min taske, og ventede på afgang.

Vi tog alle taxaen derhen som ikke kostede det vilde når man var tre.

Hans mor var utrolig flink og var en god vært. Med stor portion salat og friskpresset Marakuja juice. Først fik vi suppe med kylling, majskolbe og andet grønt i. Vi fik noget orange chilistads til at putte i efter behov. Taiwann havde en stålmave, så hun spiste det næsten med en ske, mens næsten ikke brugte noget og havde brug for et stort glas juice bagefter. Puiii... Det var stærkt. Hovedretten kom ind og bestod af brune bønner. Meget kendt spise i Peru. Stegt kylling og ris. Mums...

Marco lovede at køre os til bussen, hvilket vi blev vildt glade for og afsted gik det. Vi kom frem. Fik tjekket ind. Sagde farvel og satte os ind i bussen.

Afsted gik det mod nye eventyr.

Busturen ville tage omkring 21 timer, fordi vi skulle køre zigzag gennem bjergene. Min stakkels mave. Cuzco ligger i en højde af ca. 4000 meter. Så den bedste måde at komme dertil er ved bus. Så stiger man langsomt opad og kan stille vende sig til trykket. Dem som tar flyet, blir tit syge i et par dage eller får en voldsom hovedpine. Det vigtigste man kan gøre når man kommer dertil er at drikke te med koka-blade i. Et godt fif er at hvis man vil gøre virkningen ekstra kraftig, skal man blande koka bladene med calcium.

Det er normalt at tygge koka-blade i bjergene. Ærgeligt at jeg smed min pose ud, men vidste ikke rigtig om jeg ville få brug for den igen. Jeg tog fejl.

Nå men busturen var ret behagelig. Vi fik en pude og et tæppe, aftensmad og morgenmad. De afholdt endda en bingo-runde, hvor hovedpræmien var at få turen gratis. Vandt ikke. Pokkers.

Sådan endte min dag. Jeg var på vej med en ny ven, Taiwann, til Cuzco. Når jeg kom frem ville der vente mig en ny sofa. Hans navn er Waschuma.