D.1/8-09

Jeg vågner om morgenen til et koldt værelse, jeg kunne ha tændt radiatoren igår, men orkede det bare ikke. Jeg smuttede ned til morgenmaden, hvor der faktisk ikke var et øje. Kl var halv ti. Var jeg virkelig så tidligt på den eller var der bare ikke mange mennesker på det her hostel?. Morgenmaden var lækker. Med juice, crosaints og frugt. Og selvfølgelig smør og en ny form for marmelade.

Det var her jeg mødte bartenderen Kimberley fra US. Hun havde selv lavet marmeladen. Det var squas-marmelade. Totalt underligt, for det smagte vildt sødt og vildt godt. Så på med et ekstra lag, og tre crossaints senere havde jeg lagt en god bund. Da jeg kom tilbage på mit værelse fik jeg tændt radiatoren, og tjekket mine ting. Mit kamera var væk! f***! Jeg havde været så lettet at jeg slet ikke havde tjekket om alt nu var der. Mit kamera var nuppet og fyldt med billeder fra hele min tur gennem Argentina. s***! En sort sky drev over mit hoved, mens at jeg travede ned til receptionen. Der gav de mig en adresse på den nærmeste politistation, hvor jeg først skulle melde det stjålet. Så afsted tog jeg.

På stationen fik jeg af vide at jeg skulle vente indtil en oversætter ville dukke op, så der sad jeg pænt på en stol i tre kvarter, indtil en gammel mand dukkede op. Han gav mig hånden og vi satte os begge overfor en betjent. Processen tog en halv time og da jeg havde fået underskrevet et par papirer om mit kamera, smuttede jeg tilbage til hostellet. På det tidspunkt havde jeg aldrig følt mig så alene. Jeg havde brug for at snakke med nogen, men min mor var ikke hjemme, så jeg måtte klare mig selv. Det var lidt hen af eftermiddagen, og jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle tilbringe tiden. Havde mest af alt lyst til at tage hjem, men det ville jo være dumt.

Jeg besluttede at tage i shoppingcenter og gå rundt og snuse et par timer. Og buenos Aires har mange store. Flere etager høje bygninger, endda et som er udsmykket med smukke malerier.

Så jeg tog metroen hen til et. Metroen er altid den hurtigste og billigste måde at komme rundt på. 1,10 pesos for en billet er da ikke dårligt.

Så her tilbragte jeg resten af dagen, i et kæmpe luksuriøst storcenter, men det hjalp faktisk ikke ret meget på humøret.

Da jeg kom tilbage besluttede jeg mig for at lave aftensmad, jeg var jo vant til at alle hostels havde et gæstekøkken, så jeg fandt et køkken og gik ind i det. Der blev jeg taget på fersk gerning i at fylde en gryde med vand. Det var en restaurant køkken, og måtte ikke bruges af gæster. Ups!!!

Men de ville gerne lave pastaen til mig, så jeg satte mig ud og ventede pænt på min aftensmad. Imellemtiden kom australieren fra igår hen til mig, og slog sig ned. Der bød han på øl og bestilte noget mad til sig selv. Vi snakkede sammen i flere timer, drak øl og havde det virkelig hyggeligt. Så takket være ham blev mit humør meget bedre. Det var lige det jeg havde brug for. Vi trillede begge i hver vores senge. Trætte men i meget bedre humør.

D.2/8-09

Jeg vågnede om morgenen til morgenmad sammen med australieren. Mums! Vi var ikke mange, men det er dejligt at dele et måltid mad med folk. Jeg havde slet ikke tænkt på hvordan jeg ville tilbringe min første rigtige dag i Buenos Aires, men regnede med lidt sightseeing.

Først fik jeg endelig oprettet medlemsskab til Skype. Fedt! Og min mor var online, så fik for første gang i en måned talt med nogen hjemmefra. Det savnede jeg og min bror var også i røret. Snøft... Afstanden føles ikke så stor, når man taler i telefon. Og det var gratis, så det er jo bonus :-).

Efter det tog jeg med lettet hjerte min jakke på, kortet i hånden og afsted gennem gaderne mod centrum.

Hostellet ligger i Buenos Aires ældste bydel kaldet San Telmo. Et sted fyldt med tangobarer, caféer og natteliv. Alle husene har en fransk stil over sig.

Da jeg endelig kom til centrum eller ihvertfald begyndelsen til det, så jeg den berømte præsidentbolig. Casa Rosada. Det lyserøde hus. Det var her at Eva Perrón holdt sin berømte tale til folket. Jeg fortsatte ned af centrums gågader, Florida. Egentlig sjovt, i alle argentinske byer jeg har været, har alle gader de samme navne. "25 de Mayo", "9 de julio (uafhænighedsdagen)", "San Martin", "Güemes" og mange mange flere. Igen og igen møder jeg de navne

Men "Florida" er ligesom "strøget" i København. En lang gade fyldt med butikker, restauranter, caféer og banker. Hver dag er her fyldt med forretningsfolk, i lange sorte jakker og med en mappe under armen. Og gaderne var også fyldt med folk som forsøgte med alle midler at sælge dig noget. Nogen tog folk under armen og sparkede dem ind i deres butik, andre fulgte efter én og fortalte om deres helt særlige tilbud denne uge. Masser der uddelte flyers, faktisk stod der nærmest én ved hver anden butik. Meget påtrængende og meget entusiastiske. Her fandt jeg et kæmpe shoppingcenter, og købte mig så et nyt kamera. Pink! Det var det eneste gode ved købet. Jo kameraet er godt, men ville hellere ha beholdt det andet, eller i det mindste få pengene tilbage med det samme, men jeg kan jo først få ordnet det med forsikringen når jeg kommer hjem.

Jeg vendte tilbage mod San Telmo og stødte pludselig ind i en kæmpe markedsplads, fyldt med musikere, gøglere, tangodansere, sælgere og meget mere. Hver søndag, en gang om ugen blev der afholdt et kæmpe marked i hjertet af San Telmo. Der var en duft af brændte mandler og nybagt brød overalt, og en skiftende musik ved hver femte meter, for der var mange blandede gademusikanter. Der var endda opstillet et kæmpe orkester med violiner, celloer, klaver og mere, mens at en ung mandelig operette sanger gjorde lykken på en solrig søndag. Her vandrede jeg på må og få og nød det hele. Livet i storbyen, der var skruet ned på halv blus, og forvandlet til et kulturelt maleri, fyldt med varme og sjæl. Jeg fortsatte gennem flere gader og drejede om, tilbage til centrum, for ville lige have et glimt af obelisken som man kunne se i hjertet af Buenos Aires.

På min vej kom jeg hen til byens kæmpe katedral, hvor der også lå kongelige begravet. Utrolig stor og flot kirke. Ved en port stod to soldater vagt, og vi blev på det tidspunkt alle bedt om at gå til side. Pludselig dukkede mindst otte fuldt påklædte soldater op. Marcherede ind i det kongelige rum, hvor de gjorde honnør, vendte om og gik tilbage. Dette ritual blev gentaget hver eneste dag.

Solen var på vej ned, men jeg måtte bare se obelisken, og der stod den. Hvid, høj og som en vejviser, midt imellem en kæmpe avenue, hvor bilerne her kører otte på række, på hver side. Det har vi ikke i lille Danmark. På hver af dens fire sider, står der skrevet noget om de vigtigste begivenheder i byens historie.

Så tog jeg hjem. Var totalt smadret og havde gået hele dagen, det havde jeg næsten vænnet mig til efterhånden. Til aftensmad havde jeg købt en bunke bananer og noget brød, så jeg sad og fortærrede festmåltidet på en lækker blød sofa, mens at jeg så film på fladskærmen. Man forstår pludselig hvorfor prisen er 55 pesos per nat, og hvorfor at min aftensmad var så inskrænket.

Australieren slog sig ned i sofaen med øl og hældte op i et glas til mig. Så sku vi på den igen. Øllene flød mens at vi stennede film, og jeg spiste mine bananer. Mandskabet på hostellet slog sig ned ved os og spiste aftensmad, bestående af brød, ost, to slags pølser og chips, hvilket de gerne delte ud af. Mmmm... Senere kom en reggaesanger til hostellet og baren blev hurtigt fyldt. Det var søndag så det var bare stille musik, og jeg havde mistet min australier, så mine drikkevarer var forsvundet.

D.3/8-09

Jeg vågnede op og havde taget en beslutning. Hostellet var alt for dyrt for mig, så jeg var nød til at flytte. Min plan var at flytte til den anden side af gaden (30pesos), men jeg ventede stadig på at høre fra pigen, jeg mødte i Rio. Jeg besluttede mig for at tage over til hendes distrikt og finde et hostel der, måske var jeg heldig og hun var hjemme, men havde bare ikke set min e-mail. Hvem ved. Så jeg pakkede min taske igen igen igen, gik til metroen og tog afsted mod nye eventyr. På kortet var der mindst ti blokke nede til hendes gade, det ville ikke være svært på gåben, men med 15kg på ryggen, ville det nok tage lidt tid.

Jeg stoppede også halvvejs og spiste frokost, før det gik videre. Da jeg kom til hendes gade, ringede jeg spændt på, uden at vide om hun overhovdet var hjemme eller hvad hun mon ville sige til at jeg pludselig stod foran hendes dør. Jeg havde set hende i to dage og forlangte pludselig husly efter en måneds fravær, hvad ville du tænke.

Men uheldet var med mig denne gang. Hun var ikke hjemme. Men jeg gav ikke op, hun havde givet mig sit ord på at hun ville komme hjem, så jeg ville tro hende. Derfor fortsatte jeg min færd lidt længere ned af gaden hvor jeg fandt et lille hostel. Her boede ikke andet end studerende og arbejdende. Hvilket jeg godt kunne forstå, for det var den anden ende af Buenos Aires, hvad skulle en turist gøre her, andet end sightseeing.

Her slog jeg mig ned og smuttede ind mod centrum igen. Det var sent på eftermiddagen og alt hvad jeg havde brug for var at slappe af. Så jeg fandt en lille hyggelig café, hvor jeg bestilte et stykke kage og en kop kaffe. 14 pesos. Det er bare dejligt at koble fra med et stykke æbletærte, og kaffen var ret god.

Da jeg kom hjem købte jeg en kæmpe pose blandet salat (4pesos), som sagtens kunne holde i fire dage, og spiste en god portion af det, mens at jeg så film med et par stykker fra hostellet. Her er stille, men fredeligt.

D.4/8-09

Jeg vågnede op tidligt. Der var ikke et øje, så jeg rullede solo ned til morgenmaden. Idag skulle jeg endelig lave noget rigtig sightseeing af Buenos Aires, så min plan var at tage på en to dags udflugt med tour-bussen. Selve turen ville vare omkring tre timer, og jeg havde tænkt mig ikke at stige af første dag. Så afsted tog jeg. Buenos er en fantastisk by, bygget med øjnene rettet mod Europa, med et snært af Paris og Madrid i sig. Buenos Aires rummer hele 48 distrikter, med hver deres stil og charmé. Bussen kører dog kun forbi de vigtigste og det som kendes som selve hjertet af Buenos Aires.

"La Boca", et mindre distrikt hvor samtlige bygninger er en eksplotion af farverne rød, gul, grøn og lilla. Farver som immigranter fra gammel tid malede deres huse i og nu af stædighed stadig holder fast ved. Her er masser af gadekunstnere, små caféer og restauranter. Her opføres live tango shows og folkedans udenfor, mens at går gennem et kæmpe sceneri af farver og historie. Men da det er et yndet turiststed, er det også her folk gir en ekstra indsats for at få dig til at sidde på netop din restaurant. I dette distrikt har de også et kæmpe fodboldstadion, og bærer farverne gul og blå. De holdt engang en konkurrence om hvilket land der sejlede først i mål, så skulle deres farver bæres i stadion. Sverige vandt.

"Puerto Madero", der er en flod som skærer et stykke af byen. Kører man over den kommer man ind i disriktet Puerto Madero. Det er et af de nyeste distrikter, og hjemsted for de mest luksuriøse restauranter, kontorer og teatre. Bygningerne er nu høje glasskyskrabere, og samtlige gader bærer kvindenavne. Et kæmpe stykke af landet er også hjemsted for et naturligt reservat for fugle og andre dyr.

"Monserrat", er et mere historisk distrikt. I kolonitiden var Monserrat centrum for politiske, økonomiske, sociale og kulturelle handlinger. Det er nok et af de ældste distrikter i byen, og man møder historie overalt.

"Recoleta", dette er et af de mest elegante distrikter, som symbolisere byens gamle aristokrati. Det er også her man finder de vigtisgte muséer (Malba), og national bibliotektet. De fleste som tar til Buenos Aires for at studere, er for det meste designere eller kunstnere. "Recoleta", er deres mødested. Hver weekende kan man gå gennem "Placa Francia"-haven, og blive betaget af et væld af kunstnere, dansere, gademalere, astrologere og levende statuer.

Det er også her de ved siden af det kæmpe (ligner virkelig et kæmpe mausoleum) jura-universitet, en af mine helt store farvoritter i kunst. Midt i en stor sø, står en kæmpe mæssig blomst. Når solen står op, åbner den sig, og den lukker sig igen når solen går ned. Fantastisk mesterværk.

Parlermo og San Telmo kender i, men der er mange flere og jeg ku blive ved. Og så hvis man fortæller om nattelivet her. Wauw. Masser af ting for enhver smag.

Love Buenos Aires.

D.5/8-09

Det er morgen, og der er ret stille på hostellet, jeg beslutter mig for at det skal være min sidste dag her. Man kan ikke være et sted, hvor der ikke er nogen mennesker, det er der jo ikke meget i, så kan jeg ligeså godt smutte på hotel.

Det er min anden sigthseeing dag, og idag vil jeg hoppe af ved stoppestederne. Første stop "La Boca", distriktet der engang var hjemsted for masser af immigranter. Det ligger tæt ved havnen, så fra stoppestedet kommer en brise af havlugt imøde. Her var engang masser af liv i vandet, men pga den voksende industri i området, er vandet blevet forvandlet til en beskidt død flod. Tjaa.. Måske er der noget dernede, men det er ihvertfald ikke fisk.

Selve distriktet er et væld af glade pangfarver, som springer i øjnene på én. Overalt, på balkoner, gaden, står der store figurer, som skal repræsentere en bid af gammel tid. Der stod f.eks i en baggård, en sort kone, lænnet over en håndvask, hvor hun vaskede tøj og hang det op over hovedet.

Gaden var fuld af musik, men den var også fuld af folk, som forsøgte med næb og klør at få netop dig til at spise på deres restaurant. Side om side stod restauranterne, med hver deres lille træscene, hvor dygtige artister dansede tango, samba eller andre folkedanse. Musikken fra hver højtaler blandede sig med hinanden, men det drev ikke danserne ude af fatning, hvor de gjorde deres bedste for at samle publikum. Jeg gik gennem gaderne og undgik med nød og næppe at blive trukket ind, til "bare en kop kaffe". Jeg skulle jo lige se mig omkring først. Kom man længere ned af gaden, stødte man på gademalere og en lille gravhund, iført en fodboldtrøje, der passede dens størrelse. Den logrede ivrigt og stødtede sit landshold med løftet snude.

Jeg besluttede mig at vænne tilbage, så jeg valgte en hyggelig café, hvor showet så godt ud, bestilte en kop kaffe og et stykke chokoladekage... Mums!

Live a little ;-).

Solen skinnede klart og vejret var varmt, da jeg gik tilbage til stoppestedet og ventede på den næste turistbus. Jeg fortsatte videre gennem Recoletta, da jeg så den kæmpe blomst, stråle i al sin pragt. Her skulle jeg da af. Men der var stadig lang vej til næste stoppested. Vi passere rigmandskvarter, med en masse ambasadebygninger, det berømte muséum Malba, Den japanske Have, Planetariet, et par sving og så kom jeg ud. f***! Hvad vej var det nu????

Heldigvis havde jeg mit kort, men når man ikke ved hvor man er blevet sat af, eller hvordan kortet skal vende, hvad gør man så. Man følger da bare sin intuision. Jeg gik ligeud noget tid. Boing forkert vej. Jeg spurgte om vej. Kom på et sidespor. Gik i cirkler. Gik en kæmpe omvej. Kom udenfor mit kort. Tilbage igen. Blev fulgt på vej af en ældre dame, som fortalte mig om de bedste caféer i området. Blev fulgt på vej af en løber, som kværnede løs på spansk, selvom jeg havde sagt jeg ikke forstod ham. Gik forlangt. Over 40 lyskryds. Der var den! Midt i en grøn eng, på toppen af en bakke. Den stod midt i en stor sø, og da solen jo var på var ned, så havde den også lukket sig en smule. Jeg satte mig der i græsset, sammen med mange andre. Spiste frokost og overværede folk, der gik tur med deres hund, folk der øvede dansetrin, folk der bare sad og nød solnedgangen og bare en del af den afslappede Buenos Aires efter arbejde.

Blomsten lukkede sig sammen, og jeg travede tilbage til hostellet. Det var en times vandring, men jeg havde godt af det og vejret var dejligt.

Derhjemme stod den på en stor omgang pasta med salat. Mums. Jeg sad der i en sækkestol og spiste, imens folk var samlet omkring mig med deres lektier. Man var ikke alene, men alligevel manglede man et par ligesindede, så jeg tog senere en smuttur på internettet og tjekkede et par hostels ud i centrum. Jeg havde fået anbefalet én så jeg vidste nogenlunde hvad jeg skulle gå efter. Det var min plan imorgen, men som altid er planer til for at blive ændret. Godnat.

D.6/8-09

Jeg vågnede op, spiste morgenmad, pakkede mine ting og gjorde mig klar til at komme afsted. Solen skinnede, og der var lang vej til metroen. På min vej, kom jeg atter forbi den gade hvor hende jeg mødte i Rio bor (Gabbi). Skulle jeg prøve endnu engang at ringe på. Det var nok min sidste chance.

Da jeg kom hen til døren, kom en pige som skulle samme vej og lukkede mig ind i svalegangen. Jeg var henne ved hendes hoveddør, samlede mod til mig og ringede på.

Jeg hørte pludselig lyde derinde fra, og en velkendt stemme spurgte hvem det var gennem døren. Perpleks prøvede jeg at fortælle hvem jeg var, og hun åbnede op. Hun smilede, vi hilste og hun lukkede mig ind. Hun pegede at jeg skulle smutte op af trappen med mine ting, mens at hun talte med sin mor. Stedet var stort. Omkring tre soveværelser, en stue, et køkken, et badeværelse, en tagterreasse og en stor entré som førte til alle rum og med et hvidt bord plantet op af trappen. Trappen førte til et lille soveværelse (her skulle jeg være) og tagterreassen. Jeg stillede min taske, og kunne slet ikke begribe mit held. Vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv, men ville ikke forstyrre mens at hun talte med sin mor, så jeg smuttede op på terreassen, hvor solen skinnede varmt og beroligede mit sind.

Hun talte i et kvarters tid, og bagefter hilste vi på hinanden og talte om hvad der var sket imellem tiden. Men hun skulle på skole senere og havde en privatlærer der kom forbi. Ikke fordi at hun var dårlig, bare så hun fik lidt mere privatundervisning end man gør på uni, hvor det er svært for læreren at tage sig af hver eneste elev. Så vores veje skiltes igen efter en time, men jeg var ligeglad, for nu havde jeg endelig fået fat i hende. Jeg havde endelig fået fat i min første sofa-vært.

Solen skinnede herligt, så jeg smuttede i den japanske have og nød min formiddag der. Elsker japanske haver, og der er en vis harmonie og ro over dem. Desværre blomstrede kirsebærtræerne ikke, men resten var nu flot at kigge på. Senere på eftermiddagen smuttede jeg bare ind i centrum og gik gennem byen, sådan lidt sightseeing. Jeg tog til en sunhedscafé, hvor jeg fik en god portion salat, jeg er meget sund for tiden og fortsatte med bare at se lidt på det indre af byen og nyde min eftermiddag.

Jeg kom hjem, da hendes lærer var på vej ud af døren. Hun havde en masse forberedelse til uni, så resten af aftenen sad vi sammen ved det hvide bord. Gabbi forberedte sig, mens at jeg skrev frem og tilbage mellem venner og tjekkede min blog. Jeg mødte senere, en af hendes lejere. En kvinde i 30'erne ved navn Karen. Hun var nød til at udleje værelserne, for at få økonomien til at fungere, så jeg var ret heldig, for havde hun haft en anden lejer, havde jeg ikke kunne overnatte ved hende, for så havde der ikke været nogen plads. Gabbi fortalte at hun stadig søgte efter en ny lejer til mit værelse, men at jeg kunne blive indtil at hun havde fundet én. Det er fint med mig. Hver dag sparer jeg ca. 40 pesos, så det er virkelig dejligt :-). Og værelset er varmt. Varmen fra radiatoren driver op, så mit rum har altid en rigtig god temperatur. Luksus.

D.7/8-09

Idag var første dag i lang tid, hvor vejret var overskyet. Vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lave idag, men nu da vejret skiftede, besluttede jeg mig for en biograftur. Så jeg havde masser af tid. Smuttede i bad, købte et baguette på vejen (1 pesos) og tog med metroen, til et af de store shoppingcentre, hvor en biograf lå skjult i dets midte. En billet koster kun 11 pesos, ca. 15 kroner. Om aftenen koster en billet 20 pesos. 28 kroner. Men det er da stadig vildt billigt. Hvis bare danske biografer havde den pris. Filmen varede i tre timer, og bagefter smuttede jeg hjem og bare havde en stille dag. Det var faktisk alt. Jeg havde haft planer om at smutte i byen, men af en eller anden grund, var jeg bare blevet så træt, så jeg faldt i søv med computeren i skødet, men imorgen skulle jeg bare i byen. Jeg havde øje på et ganske særligt jazz-house her i distriktet, som skulle være et af de bedste. Og jeg havde fået Gabbi med på idéen, så nu var planen et must!

D.8/8-09

Jeg vågnede tidligt, og solen forsøgte tappert at kigge igennem skyerne. Det ville ikke regne, så idag skulle jeg ud af byen. Gabbi havde givet mig nøglerne til lejligheden, hvilket gjorde alt meget lettere nu hvor jeg ikke behøvede at komme hjem når hun gjorde, eller hele tiden vide hvor hun var. Så jeg tog metroen helt ud til en lille togstation, hvor jeg med hjælp fra en anden rejsende som mig, fik guided os vejen til billetlugen (1,35 pesos) og selve toget. I toget mødte jeg et ægtepar fra Los Angeles. Jeg fortalte dem om min rejse, som de fandt spændende og foruroligende. Jeg havde blaffet et stykke gennem Argentina uden at kunne sproget, det havde fået kvinden helt oppe i det hvide felt, at hun gav mig deres e-mail, hvis der nu skulle ske mig noget i USA. De lovede også at når jeg kom forbi, ville de give en guided tur gennem byen,. de boede kun en halv time fra Hollywood. Uhhhh....

Efter 40 minutters togtur, sagde vi farvel og afsted gik det mod Tigres indre. Byen var ikke speciel, der var en flod som fulgte den i venstre side, resten var som en fattigere del af Buenos Aires. Hvilket det jo på en måde også er.

Men jeg havde allerede et mål, jeg skulle ned til det frugtmarked, hvor skibene i gamle dage kom ind med frugter fra hele verdenen. Det her var hovedstationen i Buenos Aires, men selvfølgelig ikke længere. Den havn er nu forvandlet til at kæmpe marked, fyldt med alt hvad hjertet kan begærer og lige så mange slikstande, som min mave kan begærer. Mums! På det marked gik jeg og nød synet, og stemningen. Jeg havde endda medbragt en flaske vand og to baguettes til min frokost, hvilket nok havde lagt sig bedre i maven end de omkringstående burgerstande.

På min vej tilbage kom jeg forbi en kæmpe forlystelsespark, med rutschebaner og et vandlasershow, men det så mere ud som om det var til familiens fornøjelse, og da jeg jo kun er mig, var det ikke rigtig noget. Så jeg tog eftermiddagstoget hjem, og havde planer om at gøre mig klar til den helt store tur i aften, så jeg købte en falske øl. Her kan man købe en liter øl, til 3 pesos, og endda god øl. Da jeg kom hjem lavede jeg aftensmad (PASTA med ketchup), drak øl og gjorde mig klar til at skulle gå. I Argentina foregår alt utrolig sent. Man spiser normal aftensmad med familien omkring ti eller elleve tiden om aftenen, så hvis du gik tur om natten, var det ikke unormalt at se familier med børn, spise aftensmad på restauranter. Altså det vil sige, at bylivet også går igang sent. Her begynder et diskotek først at begynde omkring kl. tre, og vil man starte på en bar, er det tidligst kl ti. Så det gjorde vi. Vi tog afsted lidt i ti, og betalte 20 pesos ved indgangen for to koncerter.

Men vi havde ikke forventet at det første band var så godt, da saxofonisten, var verdens tredje bedste. Han var bare på gennemrejse i Buenos Aires, og havde lovet en enkelt koncert. Himlen velsigne mit held. Så her sad vi på gulvet sammen med en masse andre der ikke havde reserveret en stol, hvilket man normalt skal når man går ud, og lyttede til jazz-musik i verdensklasse. Folk råbte bravo, mens at saxofonistspilleren næsten hoppede op og ned i takt til musikken. Intet er bedre end at se en kunstner, der er så fordybet i sit arbejde.

Da bandet sluttede gik flere folk, og vi fik fat i en ledig sofa, en skam at nogen gik, for det næste band var ikke i verdensklasse, men stadig utrolig godt. Det første band havde spillet en meget rodet jazz, mens at det næste spillede mere flydende melodier. De gik ikke så bravt til den, som det første band, men spillede let og stemningsfuldt musik, hvilket jeg faktisk mere hældede til. Gabbi og jeg bestilte begge en Strawberry Daiquiri, og nød det sidste band på afstand. Jeg skal helt klart tilbage til en jazz-bar. Elskede musikken.

Da vi kom hjem ved fire tiden, gik vi amok i køleskabet med ost,, skinke og brød. Det var faktisk den aften, håber jeg har indspireret dig til en smule jazzzzzzz...

D. 9/8-09

Idag skulle være min absolutte afslapningsdag. Og en klar pandekagedag. Mums! Så jeg lå under den varme dyne længe og nød, at ingen satte dagsorden for min dag. Jeg tog et langt varmt bad og smuttede så ud efter noget sund morgenmad. Jeg havde været på stedet for et par dage siden, og havde denne gang medbragt min bog. Det var en lækker trendy café, hvor man kunne få en kæmpe skål frugt til 12 pesos!!! Vildt billigt!!! Bananer, jordbær, kiwie, mango, druer og noget andet. Totalt lækkert, og det skulle være min morgenmad. Mums! Det kunne jeg godt gøre til en vane :-). Hertil hørte da en god kande te, og med min bog i hånden, nød jeg den næste halvanden time i rigtig godt selskab :-).

Så skulle jeg i supermarkedet og gøre klar til pandekageaften, alt er utrolig billigt, og 10 pesos senere, havde jeg samtlige indgredienser og meget mere dertil. Jeg har ihvertfald mel nok til at bage brød til de næste par uger. Det er jo billigere at bage sit eget, så der sparer jeg også godt :-).

50 pandekager senere var jeg klar til filmhygge, og Gabbi gav mig endda fuld tilladelse til en sirupflaske, som ikke blev brugt.

Gennem dagen havde jeg tænkt over hvordan jeg skulle tilbringe den næste uge i Buenos Aires. Jeg havde været her så længe og set så meget, så hvad var der mere at se? Jeg kom på idéen Uruguay, som lå lige over på den anden side af vandet. Det var jo en idé. Jeg blev helt fyr og flamme, og ville næsten med det samme tage afsted, som det første imorgen. Nu havde jeg endelig en chance for at rejse videre, jeg ville jo gerne se så meget som muligt mens tid var. Men jeg satte bremserne i. Nogen gange, er det godt lige at tjekke tingene først, før man springer hovedkulds ind i dem, så jeg besluttede at sætte hele dagen af imorgen til research. Hvorfor ikke. Jeg havde jo ret god tid.

D.10/8-09

Så jeg stod op til morgen med et mål. Tjek Uruguay. Jeg brugte det meste af formiddagen på at kigge på gode byer at rejse til, og tjekkede billeder. Priserne så ret rimmelige ud og maden lød lækker.

Efter et par timer, havde jeg bare brug for at strække benene og komme ud, så jeg besluttede mig for at smutte ud til havnen, og tjekke tid og priser. Jeg vidste nemlig heller ikke hvor færgen sejlede fra, og hvis der kun var få billigfærger, er det ret vigtigt at vide hvilken vej man skal gå med sig selv og bagagen, hvis man vil nå den i tide.

138 pesos hver vej. Og det var billigfærgen. Det var utrolig dyrt for mit budget. Jeg kunne godt give ud for denne gang, men der vil komme mange gange, hvor jeg er nød til at give lidt ekstra, bare "for denne gang", og så vigtig er Uruguay heller ikke. Jeg kan altid komme tilbage til Uruguay. Så jeg besluttede mig for at blive i Buenos Aires. Jeg kunne jo altid tage på endags-ture til provinsen. Hallo! Det her er Buenos Aires. Bare nattelivet, kan fylde tiden ud i flere uger. Jeg burde nok eller jeg burde da helt sikkert kunne finde noget.

Så jeg gav lidt ekstra ud for min nyfundne indsigt og tog mod en restaurant i hjertet af distriktet Palermo-Hollywood. Jep, Hollywood. Hvorfor fortæller jeg en anden dag. Men her godt gemt i de mørke gader, ligger en anbefalet restaurant, Los Cabras (gederne). Jeg havde chattet med en fyr tidligere, som havde fortalt mig, at jeg ikke forlader denne by, før jeg har prøvet en bife de chorizó. Okay så, det skulle da prøves. Til mit held, var det selvfølgelig kortets dyreste ret (35pesos) og den hed, Grande til efternavn. Men prøves skulle den.

Det der kom ind, havde jeg slet ikke regnet med. Jeg taler om en stor steak, grillet og så tyk som min tommelfinger er lang. Jeg målte den. Til min steak var der pomfritter med et spejlæg liggende ovenpå. Der var en grillet snackpeber og et grillet løg. Så var der noget orange snask, som en mos, og det smagte vildt godt, men da ingen kunne engelsk eller forstod mig, fandt jeg aldrig ud af hvad det var.

Lidt under halvdelen lå tilbage på min tallerken, men jeg følte at jeg havde spist min vægt, og måtte bruge hele tyve minutter på at samle mig, om at komme op. puhhhh...

Jeg sov godt den nat.

D.11/8-09

Dulce de Leiche. Endelig kom jeg på navnet. Det karamelstads jeg har spist hedder Dulce de Leche. Det er den mest kendte substans her, og man kan få det overalt og som alt. Smørelse, is, yoggurt og mere. Kom en dag ind i en isbutik med ti forskellige "Dulche de Leche"-isvarianter. Så kommer du til Argentina, vil det stå på hvert eneste morgenbord i dit hotel eller hostel. De har også en anden kendt spise her, Empanadas. En slags crossaint med skinke, ost eller løg indeni. De skal prøves, mums ;-). Smager som en smørcrossaint. Har dog ikke prøvet dem med fyld endnu.

Jeg vågnede tidligt til morgen, og pakkede mine ting. Gabbi havde fundet en ny lejer så jeg skulle ud af værelset. Men til mit held ikke ud af huset, hun sagde at hvis jeg havde lyst kunne jeg blive på sofaen indtil torsdag hvor hendes bedste ven ville komme forbi og overnatte der. To dage mere wuhuu... Det var dog trist at jeg skulle aflevere nøglen igen, nu ville jeg være nødsaget til at få folk til at lukke mig ind og ud, hvis de altså var hjemme.

Vejret var ret overskyet idag, men det så ikke ud til at blive regn, så jeg tog chancen og tog mod en bydel, jeg endnu ikke havde stiftet nærmere bekendtskab med. Puerto Madero.

Det var en ø, som blev delt af floden, Rio del la Plata. På den side var der vokset flere moderne bygninger op, og der lå masser af luksuriøse restauranter ved kajen. Så man Puerto Madero på afstand var det som at se en kæmpe buket blomster af høje bygninger, som tonede frem i midten af et hav af huse. Her var urtolig grønt, masser af parker og flere folk, som bare lå og slappede af. Jeg havvde medbragt en bunke bananer til min frokost, wuhuu, er bare så sund. Her var stadig en del bygningsarbejde, og mange af højhusene var endnu ikke færdigbygget, så ser da frem til at komme tilbage om et par år, når alt er klar.

For enden af Puerto Madero, er et kæmpe vildtreservat til fugle og andet småkravl. Her kan man cykle igennem og gå tur mod havet. Uden at forstyrre dyrene. Lækkert at finde sådan et sted. Så jeg tog da noget turen mod havet. Så to kæmpe ørne eller hvad de nu var, lige over mit hoved. Sloges om pladsen på et træ, og løb da hurtigt forbi, for jeg skulle ikke nyde noget, når naturen kom så tæt på.

Her var utrolig mange løbere, og fik da også selv lidt dårlig samvittighed, så begyndte at løbe hele turen rundt. Kun 1 minut af gangen, men stadig man må kravle før man kan gå. Bedre at ha løbet 1 minut end slet ikke at ha løbet. Og jeg havde det da også meget bedre bagefter. Jeg var nået ud til havet og tog en pause på en træstub. Stranden var utrolig beskidt, med folks affald og døde fugle. Blev ikke særlig længe, men tror ikke det er her at folk foretrækker at kommer når vejret blir varmere.

Da jeg kom hjem var der heldigvis nogen hjemme, havde brugt hele eftermiddagen ude i den bydel, så det var blev sent aften og jeg tog et hurtigt smut i supermarkedet hvor jeg købte tre kæmpe steaks til 8 pesos, ca. 11kr. Billgt! Så i aften stod den på steak med salat. Og hygge. Er virkelig blevet glad for at bo her. Alle er så venlige, og når man har været et sted i længere tid, så føler man sig også mere tryg. Ved en elleve tiden, fik Gabbi mig overtalt til at følge hende i Block Buster, og på vejen hjem købte vi en god portion is. Mums!!! He he... Ja alt sker så sent her, så det er normalt at se en isbutik være åben ved midnat. Tosset land.

D.12/8-09

Idag skulle jeg først ind til byen og lave en reservering på et hostel. Ville ikke stå med håret i postkassen, når jeg skulle rejse væk fra Gabbi imorgen. Så afsted med mig. Havde allerede et hostel i tankerne, Milhouse. Det skulle være et slags party-hostel, og tror det ville være godt at tilbringe de næste par dage i lidt mere vilde omgivelser. Yearh!!! Så jeg reserverede fra torsdag - lørdag sen aften. Mit fly ville gå halv syv om morgenen, hvilket betød at jeg skulle afsted midt om natten. Skod!!!! De spurgte om transportmuligheder, og de fortalte at det nemmeste ville være at tage en taxa. Den ville mindst koste 85 pesos. Mindst!!! Jeg kunne dog også tage bybussen. Det ville dog tage over to timer, ikke være helt sikkert, men som kæmpe plus, så ville det kun koste 2,5 pesos. 85 er for meget, og det kunne sagtens komme op på 100, for de snyder tit folk. Bybussen er kun sikkert, hvis man tar den rigtige. Her i byen er der flere ruter med samme nummer. F.eks. der er tre nr. 8 busser. Men de går ikke alle sammen samme vej. Og buschaufføren er aldrig den store hjælp. Og jeg skal afsted midt om natten. Kan det blive bedre. Men ingen panik. Det skal nok gå. Med mindre jeg kører den forkerte vej. ahhhh....

Reservationen var gjort, så tog jeg tilbage til Palermo, hvor jeg havde planlagt et muséumsbesøg. Malba-muséum. Det skulle være det mest kendte i Buenos Aires, med udstillinger af kunstnere, fra hele verden. Indgang: 5 pesos for studerende. Det var en tre sals bygning, og idag var kun en sal åbent, fordi de gjorde klar til noget helt stort senere på måneden.

Men jeg brugte alligevel halvanden time derinde.

Da jeg kom tilbage havde jeg planlagt en tur på café, men skulle lige hente min bog først. Der var ingen hjemme og siden jeg ikke havde nogen nøgle måtte jeg tage på café uden min bog. Det var alligevel ret hyggeligt. Bestilte en stor skål frugter igen og en kande vand. Mums!! Jeg kunne virkelig godt leve sådan.

Bagefter tog jeg på rundtur gennem Hollywood og så på små butikker, legende børn, cafégæster og gadekunstnere. Solen var på vej ned, da jeg tog tilbage. Der var stadig ingen hjemme, så smuttede i shoppingcenter og fordrev tiden en times tid og smuttede hjem med krydsede fingre.

Yes folk var hjemme.

Vi lavede aftensmad sammen, hyggede, talte til langt ud på aftenen og så bagefter film sammen... Familiehygge :-p. he he.. Det dumme kom først lige inden jeg smuttede i seng. Gabbi kom hen til mig og fortalte at hendes veninde sov hjemme, så jeg behøvede ikke at tage på hostel alligevel og kunne blive til lørdag aften. f***. På Milhouse skal man betale for første nat og der er ingen refundering. Så jeg var tvunget til at tage første nat der alligevel. Hvorfor havde hun ikke sagt det tidligere....

D.13/8-09

Jeg vågnede tidligt. Rullede min sovepose sammen, smed min tandbørste og hårbørste i en pose og tog afsted. Jeg var der omkring et-tiden og skulle vente lidt til mit rum var klart. Milhouse var en tre-etagers bygning, og der boede allerede 90 mennesker. Wauw. Så mange var jeg ikke vant til. Var kun vant til max 20- 30 styks. Mødte to piger i døren, som havde rejst i 13 måneders og skulle hjem om en uge. Fedt! Man er ikke den eneste mere, he he.

Men kl. var allerede halv to da jeg kom afsted, så jeg kunne ikke nå så meget idag. Jeg smuttede først over til Gabbi for at hente mit kamera, men endte med at blive der til fire, for hun gav frokost. Så tog jeg afsted. Jeg gik hele vejen fra Palermo og til Recoletta kirkegård. Det er langt og tog over en time. Så da jeg endelig kom derhen var klokken fem. Denne kirkegård er et ret berømt sted at tage til, for den er fuld af afdøde berømtheder gennem Argentinas historie. San Martin og Evita. Og mange flere selvfølgelig.

Var her ikke længe, og smuttede bagefter hjem til hostellet. Sjovt at sige hjem. Hvad er hjem. Hvis man hypotetisk siger at det er Danmark, så vil jeg jo aldrig kunne vende hjem det næste lange stykke tid. Men jeg vender jo tilbage til min sovepose hver aften og det må da på en måde betyde hjem. Så jeg vendte tilbage til min sovepose, mit hjem, hvor jeg lavede hjemsmad. He he... En kæmpe portion pasta med ketchup.

Jeg blev ikke længe for Gabbi holdt en lille komsammen fest i aften, og jeg skulle tage noget øl med.

Ti af Gabbis nærmeste venner var samlet. Vi snakkede, heldigvis kunne de engelsk. Spiste pizza og øl. Var mega hyggeligt og var mega træt bagefter, så det var trist at tænke på at jeg skulle vende hjem til hostellet først. Men gratis morgenmad er meget opmuntrende :-). Der var fest på hostellet. Med DJ, åben bar og mindst 100 mennesker dansende tæt sammen. Den vill vare ved en time endnu, før at de fleste tog på diskotek, så jeg besluttede mig for at join the party, og satte mig i en sofa, hvor jeg snakkede med en sød fyr indtil at det meste af dansesalen var blev tomt, så smuttede jeg op til mine gemakker, puttede lagn på sengen, og krøb under tæppet. zzzz...

D.14/8-09

Jeg vågnede tidligt. Først lidt forvirret over hvor jeg var, men kom så i tanke om min engangsovernatning på hostel, og tog nedenunder til gratis morgenmad :-p. Salen var fyldt og der blev serveret små boller, med Dulce de Leiche og smør. Der var også corn flakes, så jeg tror jeg hopper på den vogn. Bagefter fik jeg pakket mine ting, soveposen under armen, og afsted smuttede jeg, tilbage til Gabbi, hvor den nye lejer heldigvis havde sagt at han var hjemme :-).

Jeg tog et hurtigt bad og gjorde mig klar til dagen. Havde planlagt at smutte tilbage til La Boca, og måske planetariet senere. Så jeg startede med at tage en bus da metroen ikke strakte derud. Jeg kunne ha taget en bus, som gik direkte til La Boca, men havde brug for at få mere styr på den bus jeg skulle tag ind til byen, midt om natten, så jeg tog den, og den kom lige i nærheden af La Boca, så jeg måtte gå et stykke vej.

På min vej så jeg et lyssignal, hvor det grønne lys var formet som et hamp-blad. Funky!!!

Først kom jeg til det berømte fodboldstadion, som havde farverne blå og gul, efter svenskerne. Det kostede desværre at komme ind og kigge, så holdt mig til blot at kigge. La Boca er en af de mere fattige kvarterer, og mange af husene var ret faldefærdige, men da jeg kom ind i det velkendte pastel-farvede kvarter igen, blev det dog for turisternes skyld shinnet mere op. Musikken fra danserne bredte sig påny gennem gaderne, og lugten af frisk hjemmebag lokkede voldsomt, men havde ingen penge mere og der var ingen hæveautomat i nærheden, så slog tanken hen og tog en bus videre mod Recoletta. Tanken var at se planetariet og et par kunstmuséer, men buschaufføren havde sagt ja til at han kørte hen til en bestemt avenue, som jeg skulle til, hvilket han alligevel ikke gjorde. Så endte alt for langt væk fra det hele, og måtte gå i en time, for bare at komme til planetariet som var det nærmeste. På min vej kom jeg forbi en burgerstand i udkantem af en park. Der grillede han kødet og der stod en masse lokale omkring. Jeg var dødsulten, så jeg bestilte en hamburger med det hele. Hvilket betød et spejlæg inde i midten. Smagte fantastisk godt. Hvis han ikke havde ligget så langt væk, havde jeg fundet en stamfrokoststand. Da jeg endelig kom hen til planetariet var det blevet sent på eftermiddagen. Til mit uheld var alle filmene på spansk og de havde lukket udstillingen for dagen. f***! Der var for lang vej til kunstmuséet, så endte med at trille tilbage til Gabbi igen.

Alle var hjemme, og sad de første par timer og hyggeskrev min blog. Så stod den på den sidste steak i køleskabet, Gabbi havde lavet lidt kylling, og jeg fik det sidste lår som bonus til min aftensmad. Vi besluttede os for at holde filmaften, og sad og så en sukkersød amerikansk film til sent på aftenen. Senere smuttede Gabbi, hendes veninde og jeg på salsa-diskotek og dansede natten lang. Med ømme ben trillede jeg i seng. Zzzzz....

D. 15/8-09

Idag var den sidste dag Argentina og i Buenos Aires. Jeg sov længe, og brugte de sidste sørgelige rester af min havre til at lave havregrød til morgenmad. Resultatet gav mig mere havre, eller fik det ihvertfald til at fylde mere. Jeg brugte resten af formiddagen ved computeren og talte med forskellige hjemme. Jeg kunne godt være taget på markedet, men idag skulle lørdagen bare nydes. Ved frokosttid smuttede jeg på café og fik kyllingesandwich med en iskaffe. Luksus!!! He he... Jeg tog til bageren og købte brød til flyturen og købte lidt godt chokolade.

Da jeg kom hjem, pakkede jeg min taske og besluttede at prøve og sove et par timer, for skulle bruge hele natten på at komme til Peru. Jeg kunne desværre ikke sove, og da klokken blev otte var det tid til at smutte med Gabbi på restaurant. Vi havde lavet denne aftale, at sige farvel med en restauranttur, og med hende kom to af hendes nærmeste venner. Las Cabras. Jeg tog tilbage og bestilte præcis det samme som første gang. Det smagte skønt og vi hyggede os på spansk og engelsk. Klokken blev omkring midnat da vi kom hjem igen. Jeg tog min taske på ryggen, sagde farvel til alle og gav Gabbi et kæmpe kram. Lovede at komme tilbage. Så vendte jeg ryggen til Argentina og gik ud mod nye eventyr. Næste stop, Peru!!!