Profile
Blog
Photos
Videos
Hej
Nu går det stærkt med blogs'ene - vi er nemlig taget fra Perhentian Islands og til regnskoven - Taman Negara.
Perhentians var - indrømmet - noget af det vi virkelig havde set frem til. Billederne af bountystrande og turkisfarvet vand lokkede! Turen dertil dækker de fleste transportmidler - først bus til lufthavnen, så fly til Kota Bharu, så en times taxa til Kuala Besut og så en halv times speedbåd til Perhentian Kecil "Lille Ø" - og vores ø. Vi ankom nok til øen omkring kl seks om aftenen og blev sat af på bådebroen med alt vores habengut. Og så går turen ellers ind af bådebroen og langs stranden til Senja Bay Resort. Det er egentlig ikke så langt - men virkelig langt med oppakning og i sand - puha! Men så bliver man så glad for at se sin hytte - allerforrest på stranden, MUMS! Men vi kan lige så godt afsløre, Perhentians er afslapning - ikke luksus. Så beachfront er virkelig beachfront, men standarden er rimelig lav. Men who cares? Det er jo ikke der vi skal være…
Stranden vi boede på hedder Coral Beach og den er vel nok en 200-300 m. lang. Der er tre hoteller, tre dykkershops, tre cafeer og en masse snorkelshops/skure. Meget basic J Vi gik mod første dykkershop som også viste sig at være den dyreste og de mest usamarbejdsvillige (De mente partout at Martin skulle have et nyt certifikat) så vi gik mod det næste. De opdagede os vist slet ikke så afsted mod sidste sted. Og bingo - de var hjælpsomme og prisen ok. Jeg blev skrevet op til Open Water certifikat og der blev sat en mission i gang for at få fat i Martins papirer i Danmark. Stor tak til svoger Steen som skaffede dem så Martin kunne komme ud og dykke! Med dykningen på plads gik vi mod en café. Aften-menuen på Perhentians er BBQ, man får det samme alle steder og det koster 18 ringgets alle steder. Så man vælger en fisk el.l, en sovs og så får man ris, kartoffel, frugt, salat, banankage og noget saftevandsnoget. Rimelig okay for noget lignende 35 danske kroner. Men, der er en hage - det går s** ikke så hurtigt.. Så første aften ventede vi godt over en time men det er nu ligemeget når man sidder på en strand og ser solen gå ned.
Anden dag efterlod jeg Martin på stranden for at se fem ihh-så-spændende teorivideoer i dykkershoppen. De gav mig dog frikvarter så vi kunne spise frokost på stranden! Om eftermiddagen stod den på dyk på lavt vand for mig og mere solbadning til Martin - heldige asen. Om aftenen satte vi os igen til rette på stranden men fra det ene sekund til det andet brød en storm løs - og hurtigt derefter det vildeste tropiske regnskyl. Det er vist hvad der sker på sådan nogle varme øer - det skete i hvert fald også aftenen efter. Men cafeen ruller hurtigt ned og så sidder man i læ. De mangler dog læ til grillen :-S
Dag to = dykkerdag! Martins papirer var kommet per mail så vi tog begge to til D'lagoon med Holly - min dykkerlærer. Holly hedder egentlig Holger og er tysker. Jeg tror kun han ejer et par badebukser og et par fiskerbukser, han ryger og dykker hele tiden og er vist evigt flad på penge. Men meget flink og meget optaget af teori og sikkerhed. Så afsted til D'lagoon til 12 meters dyk og diverse øvelser under vand. Øvelser er OK - men nøj hvor får jeg meget vand i næsen når man skal pille masken af og på.. Vi dykkede også lidt rundt og så bl.a. en KÆMPE stingray som lå og gemte sig under noget rev. Jeg blev sat på sandet og først svømmede Holly med Martin hen og så den og bagefter med mig - den gemte sig lidt dårligt for man kunne både se halen stikke ud og se dens hoved fra den anden side.. Midt på dagen holdt vi pause og fik frokost men til eftermiddag var det ud igen - denne gang et andet sted men stadig 12 meters dyk, dog uden øvelser. Ren fiske-sightseeing! Og så lige en dykker-teori-eksamen da vi kom tilbage for at fuldende dagen. Om aftenen var der vist en tropisk storm og vi fik også noget mad men det er lidt svært at huske - jeg var så træt at jeg faldt omkuld kl 21. Men der havde jeg stadig også kun set havbunden og indersiden af dykkershoppen.
Næste dag var Martin desværre snotforkølet hvilket jo betyder ingen dykning - rigtig øv. Men for at det ikke skulle blive al for træls fik vi meldt ham til en snorkeltur. De var vist både ved et shark point hvor der var store hajer, ved turtle point hvor skildpadderne ligger og soler sig samt nogle andre steder. Det må have været godt for han komme tilbage med en mindre forbrænding på ryggen! Jeg kunne desværre ikke komme med for dykkercertifikatet krævede to dyk mere. Så om morgenen tog jeg med Holly til "Temple of the Sea" som er deres bedste sted vist nok - og der var også både rigtig, rigtig mange fisk og rigtig mange andre dykkere. Vi svømmede inde i sværme af fisk hele tiden og jeg tror måske Holly blev lidt træt af min konstante begejstring for Nemofisk og Pufferfisk. Pludselig var der også en trebenet skildpadde som jeg havde så travlt med at se på at jeg ikke opdagede at jeg røg op på 5 meters dybde. Så til hele balladen med at trykudligne ørerne og komme ned på 18 meter igen. Men TURTLE!! YES! Det var det vildeste. Efter hurtigt frokost var det afsted til sidste dyk, knap så imponerende som første sted men stadig masser af fisk og denne gang havde jeg et undervands-engangskamera med så jeg prøvede at tage nogle billeder - nu må vi se om de bliver til noget. Det håber jeg!
Sidste aften var heldigvis med godt vejr - og kloge af skade gik vi tidligt mod BBQ'en og bestilte så vi kunne få som de første når grillen var tændt. Imens kunne vi jo vente med milkshakes og bøger :-) Martin sluttede af med makrel og jeg fik hummer - godt nok ikke de røde af slagsen men de grå, til gengæld får man to hummere og stadig for 35 kroner. Det er vist lige til at overkomme. Vi gemte resten og tog med tilbage til Mis - en gravid kat som boede på vores terrasse. Vi havde tidligere prøvet med kyllingburger men det ville Mis ikke have. Kræsne kat. Nu med fisk var Mis selvfølgelig ingen steder at finde men i vores søgen fandt vi dog ud af at receptionen fodrer de søde katte - det var altid noget.
Tidligt imorges checkede vi ud - og vi nåede at finde Mis som vist selv havde fanget en mus eller lignende - og Martin fik givet den makrellen så vi var sikre på at vi forlod den stop-mæt. Og så var det ellers den lange tur tilbage af stranden med oppakning til bådebroen og en båd mod fastlandet kl. 8.
Perhentians var fantastisk - men vi kunne godt have brugt en dag eller to mere. Især fordi al tiden for mig gik med dykkercertifikat så afslapning på stranden og flere snorkelture blev der aldrig rigtig tid til - men så meget mere grund til at vende tilbage! Der var i hvert fald hvad vi havde håbet på - hvide strande, turkis vand og en dejlig afslappet stemning! Men det kan i jo se på billederne, der er i hvert fald masser af strand.
Nu er vi i regnskoven og det er gået op for os at vi er hjemme allerede om 9 dage. Tiden går godt nok stærkt! Mon der er nogle der vil hente os i lufthavnen? Jeg drømmer allerede om rugbrød med leverpostej mens Martin vist gerne blive hernede hvor andre tager opvasken :-)
Kærlig Hilsen
Martin & Ditte
- comments
Far/Tomas Lufthavn hvornår ?
Mor / Lis skriv hvad tid I lander - så må vi jo trække lod om, hvem der henter :)