Hej Igen

Nu er vi kommet til Cameron Highlands efter et kort visit i regnskoven - Taman Negara.

Vi forlod Perhentian Islands klokken otte om morgenen i tirsdag og tog båden herfra tilbage til Kuala Besut. Efter lidt forvirring fandt vi det korrekte busselskab og fik betalt billetten. Heldigvis var der lige tid til lidt morgenmad inden vi satte os ind i en Minivan på vej mod Taman Negara. Der blev dog ikke længe - efter en times tid skiftede vi til en større bus og efter yderligere to timer til en tredje bus. Efter endnu et par timer nåede vi Jerantut - og endnu en pause inden vi tog turen helt ind i regnskoven. Efter godt og vel 12 timers rejsen landte vi kl. syv om aftenen i Kuala Tahan - den lille flække som er udgangspunkt for regnskovsbesøg. Vi slæbte vores tasker i den dræbende hede til Rainforest Resort som Lonely Planet lovede skulle være det mest "comfortable" i byen. Vi fik også et dejligt værelse og efter to gange spagetti bolognese smed vi os i sengen og slappede af efter en ret så vild bustur. Hårnålesving tages med fuld fart hernede!

Byen ligger på den ene side af en flod (læs: soppe-å) og på den anden side ligger Park Head Quarters. Vi startede næste dag på vores egen side med at re-confirme busbilleten ud af regnskoven og tog herefter en båd over på den anden side. Det koster den store sum af 1 ringgit pr. person - men tager også kun ca. 30 sekunder. I Head Quarters udfyldte vi endnu et par hundrede papirer og fik udleveret dertilhørende hundrede tilladelser. Og så var vi klar! Bortset fra - hmm - vi lignede ikke rigtig alle de andre på denne side af floden. Efter lidt status kunne vi konstatere:

HAR: Nogenlunde acceptabel rygsæk, den absolut mindste MagLite, myggebalsam.

HAR IKKE: Vandresko, igletætte strømper, noget som helst kakifarvet, ternet skjorte, spejdertørklæde, multibælte, trekking-gadgets (bortset fra MagLite som faktisk lå hjemme på hotellet), planteleksikon.

Dårlig status. Især fordi biblen (Lonely Planet) påstår at ingen forlader regnskoven uden et tæt møde med igler. Argh! Martin var rimelig godt sat med kondisko og strømper trukket godt op men var til gengæld kun i shorts. jeg havde til gengæld lange bukser (blomstret - ikke trekker-tjekket!) men kun vandresandaler - uden strømper i. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Men vi begav os ind i verdens ældste regnskov og fulgte skiltene med Canopy Walk som der skulle være 1,5 km til. Efter et godt stykke tid var der pludselig 1,6 km men så begyndte det også at gå ned igen. Det eneste regn der var over skoven var sveden der regnede af os - det var UBESKRIVELIGT varmt! Især fordi stien primært dannes af rødder fra diverse træer. På vejen fik vi fremvist vores mange flotte tilladelser - i modsætning til dum italiensk dame der prøvede at bilde dem ind at hendes lå hjemme i hotellets reception. Det skal siges at tilladelsen koster 1 ringgit men at bøden for ikke at have en er 10.000 ringgit (!). Efter det der føltes som tre kilometer og mange, mange trin opad nåede vi Canopy Walkway - hovedattraktionen i regnskoven. Der er eftersigende verdens højeste gang-hængebro som man så kan vandre lidt rundt på. Vi tog runden rundt - ikke anbefalelsesværdigt når man har højdeskræk, men rundt kom jeg.

Efter den tur erkendte vi at vi absolut ikke er trekkere - vi havde hverken lyst til at gå de 1,5 (3) km tilbage og da slet ikke ekstraturen på 7,5 km. Så vi bestak en bådmand for at sejle os tilbage. Dejlig afslappende måde at opleve regnskoven på! En halv dag i regnskoven var fint for os - jeg tror man skal være meget interesseret i planter og vandreture for at blive længere. Så resten af dagen slappede vi af på hotellet, Martin plejede sin forkølelse og jeg fik læst lidt spændende farmakologi.

Om aftenen gik vi til flodbredden igen hvor der ligger et par meget primitive flydende restauranter. Vi forsøgte den hyggeligste som dog ikke havde noget mad - de ventede stadig på bilen der skulle komme med det?! Så vi gik et andet sted hen som dog var ret så skuffende, kyllingspyddene var rent fedt, burgeren havde en sjov farve og nudlerne smagte underligt. Så vi gik hurtigt et helt tredje sted hen og spiste os mætte i pandekager. Der er overhovedet intet andet at lave i Kuala Tahan end at gå ture i regnskoven så om aftenen slappede vi bare af på hotellet igen.

På busturen til regnskoven fik vi nogle sjove frugter - jeg har lavet en lille fotoserie til jer af dem med skræl, uden skræl og resterne når de er spist. Man må meget gerne komme med bud på hvad de er - jeg troede den ene var Lychee, men det var det ikke så vi er stadig blanke på dem begge to. Nu mangler vi kun at smage den s**** durian-frugt. Den lugter så vildt grimt (råddent) men skulle smage ganske godt (sødt). Det må blive her i Cameron Highlands.

Vi kan slutte af med at sige at vi ikke mødte nogle igler - kun en hel masse myg og en del danskere!

Kærlig Hilsen

Martin og Ditte