Profile
Blog
Photos
Videos
Quito: Jordens centrum
Jeg er nu kommet til Ecuador - et af Sydamerikas billigste lande, hvis man ser bort fra Galapagos.
Landet virker taknemmeligt da det er forholdsvis lille, men samtidig varierer meget rent geografisk. Desuden findes et rigt dyre- og planteliv og Ecuador har flere plante- og fuglearter end USA som er 34 gange større.
Landets hovedstad Quito ligger i 2800 m højde, hvilket betyder kølige aftener, men til gengæld godt vejr om dagen. Byen strækker sig fra i nordlig og sydlig retning i en dal, der går langs Andesbjergene. Quito har en gammel og charmerende bydel samt et nyere og mere moderne område, som dog er holdt i en god stil, så begge områder er attraktive - jeg synes dog bedst om den nye bydel, da den gamle bydel har lidt for mange underlige mennesker, som kan gøre en paranoid. Netop kriminaliteten har jeg hørt en del om. De fleste rejsende har første- eller andenhånds historier om mistede kameraer eller at de simpelthen er blevet truet til at aflevere hvad de havde. Jeg går rundt med hånden på min skuldertaske, krydser vejen eller går ind i en butik, hvis jeg fornemmer noget mistænkeligt. Indtil videre har jeg været forskånet for sådanne oplevelser - måske holder Quitos store statue af en engel hånden over mig.
Jeg tjekkede ind på Hostal Secret Garden, som er et backbackers favoritsted, men med en god blanding af folk i alle andre. På nogle hostels er der simpelthen for meget fest. Secret Garden laver desuden fremragende mad og her får man ikke ris og kylling, som på de fleste restauranter, men hjemmelavede burgere, pizza eller pastaretter, hvilket er helt fantastisk efter en periode med de samme retter. Kan i øvrigt berette om, at en suppe, ris med kylling og en juice typisk koster 1,5 dollars.
Vi fejrede julaften den 25. dec, som man gør her i Ecuador. Vi spise en rigtig god middag sammenlignet med det jeg normalt spiser, men og sad ellers bare på terrassen og snakkede, så der blev hverken danset om et træ eller givet gaver. Det var hyggeligt, men ikke særlig specielt. Til gengæld var det sjovt at høre forskellige historier om juletraditioner. Flere synes godt om vores med at danse om træet, synge samt idéen med mandelgaven. Kan være det en dag bliver verdensomspændende :-).
Navnet Quito stammer fra et stammesprog. "Qui" betyder "centrum" mens "to" betyder "jorden". Tilsammen "Jordens centrum". 22 km fra Quitos centrum ligger ækvator, så navnet giver mening. Det var interessant at balancere på ækvator, få ægget til at balancere på et søm, se vandene dreje forskellige veje samt andre eksperimanter på det fremragende museum. Det med at balancere på ækvator med lukkede øjne og armene ud til siden var stort set umuligt. Nu har min balance aldig været i top, men man kunne mærke den nordlige halvkugle trække mere i en - underlig følelse, men det sker fordi der simpelthen er mere masse på den nordlige halvkugle. Her i Ecuador mister man desuden vægt. Jeg har mistet ca 1 kg da man her er længere væk fra jordens centrum. Ganske interessant.
I morgen, tirsdag den 29. dec, tager jeg til Galapagos. Jeg har købt flybilletten, men har ikke billet til nogle både eller til steder at bo, men jeg tager derud og spørger ved bådene om de har et godt tilbud. Der skulle være gode muligheder for det selvom det er højsæson, så det er med kæmpe store forventninger jeg tager ud, hvor Charles Darwin gjorde nogle af sine mest banebrydende iagttagelser om arternes udvikling. Mere om det når jeg kommer hjem. Jeg har booket min returbillet til den 7. januar, som dog kan ændres hvis det bliver nødvendigt. Det betyder nytår sammen med søløver, havleguaner, kæmpeskildpadder samt andre eksotiske dyr.
Godt nytår allesammen. Min nytårsaften bliver anderledes, men helt sikkert uforglemmelig.
- comments