Kære Alle

Så er der lidt mere nyt fra La Paz, Bolivia. Vi har vænnet os mere til højden og synes selv at det går meget bedre med at gå på trapper osv. Vi har også været rundt og se noget mere af byen, blandt andet et artesania marked (spraglede uldvarer, dimser og andet turistgejl så langt øjet rækker), hvor jeg faktisk synes vi holdt os rimelig godt i skindet, så der ikke er alt for meget at slæbe på videre. På de her markedsgader var der også en afdeling for hekseting og alt hvad man lige har brug for. Der kunne man blandt andet købe lamafostre som man bruger som offergaver til Pachamama (en eller anden guddom). Og man kan efter sigende både købe dem til sin mor eller begrave dem under husstolperne hvis man bygger nyt.

I går var mødtes vi med Hugo Bosque og blev vist rundt på det agronomiske fakultet og mødte forskellige forskere og to studerende (Vladimir og Viktor Hugo) som også skal være i nærheden af Salinas. Det var rigtig godt at få mødt folk og få snakket om vores projekt og hvordan vi griber det an. Det viste sig at det projekt som vi troede skulle sættes op ikke skal være alligevel. Men fordi det ikke har regnet (som det plejer) har de ikke sået i Salinas endnu, og det betyder at vi kan få vores eget forsøg sat op. Så når vi ankommer dernede skal drengene med ud og hjælpe os med at finde et sted hvor vi kan have vores forsøg. Og så skal vi ellers i gang med at så. Det bliver fedt!

Og nu vi er ved Salinas… Det er mindre civiliseret end vi havde ventet. Der er nemlig ikke internet derude. Det betyder at vi skal bumle i bus i otte timer ind til Oruro for at komme på nettet. Derfor skal I nok ikke vente at kunne chit-chatte med os hver anden dag. Til gengæld skulle der være mobilforbindelse derude, så planen er at vi køber en mobiltelefon og et taletidskort så vi kan komme i forbindelse med omverdenen uden at skulle bruge min danske telefon. (og nå ja… til den der klovn der bliver ved med at ringe fra hemmeligt nummer: det er for dyrt at snakke herude til at jeg gider tale med en der ringer fra hemmeligt nummer… ring så jeg kan se hvem du er, så kan det være at jeg tager den ;) ).

I morgen skal vi mødes med alle forskerne på fakultetet (eller noget i den stil) til et stort møde. Det bliver rigtig spændende, især fordi jeg tror Hugo er den eneste som taler engelsk. Jeg kommer til at smile og nikke en hel del. Og bagefter er vi inviteret hjem til Hugo og spise. Sådan noget med networking og høflighed betyder rigtig meget, så det er rigtig godt at vi kommer hjem og møder hans kone, for indtil videre når vi har skullet begynde og slutte vores mails med alle de her nødvendige høflighedsfraser har vi ikke kunnet kommet på andet end "vi håber du har det godt/er rask" eller "god bedring " ;-) ) men efter i morgen kan vi jo begynde at spørge til hans kone - glimrende.

Generelt er vi blevet taget rigtig godt imod hernede, alle folk siger at vi må endelig bare ringe eller skrive eller møde op på fakultet hvis vi har nogle spørgsmål eller brug for hjælp. Mi casa es tu casa eller hvad det nu hedder. Dejligt! Og mit indtryk af befolkningen hernede er faktisk noget bedre end den i Ecuador. Der er sjældent nogen der råber eller hvisler efter os på gaden og alle sælgerne er ikke sådan "hjælp mig amiga" de er meget mere afslappede. Det med at der ikke bliver råbt efter os kan selvfølgelig også have noget at gøre med at vi er blevet ældre og mere affældige end for 4-5 år siden… hmm… satser på at det bare er en kulturforskel J

Nå… det må være alt for nu. Husk også at tjekke Idas blog for indlæg og billeder.

Cecilie