Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt op, rundt om hjørnet og så med bussen fra Chengdu til Jiuzhaigou - en ti timers bustur ud af byen og op i bjergene. Vi havde forberedt os på den værst tænkelige og mest sindsyge bustur nogensinde, da en veninde fra skolen tog samme tur sidste år. Dengang havde de kørt oppe i bjergene og helt ud på kanten hvor det ellers bare gik lige ned og langt ned. En af busserne var sågar begyndt at skride ned af kanten - åh nej åh nej, men frem det skulle vi jo og fly var for dyrt! Det viste sig at være en ganske stille og rolig tur på nogenlunde fine veje og ingen syndsyge skrænter at køre ud over eller skride ned af.
De første par timer på turen tilbragte vi i drømmeland. Bussen var fyldt med larmende kinesere, men med ørepropper og nakkepude, kunne vi sove uden yderligere problemer. Første stop var langt ude på landet. Her kunne man foretage toiletbesøg og købe lidt snacks. Toiletbesøget var en oplevelse i sig selv. Vi betalte 1 RMB og blev lukket ind i et forfærdeligt stinkende rum. Jeg vil nok sammenligne det med en kostald. Her kunne man så skræve over den samme pis-rende og skide på rad og række. Det eneste der skilte os fra hinanden, var en halv meter høj mur. Haha hvor har vi grinet meget af den oplevelse. Virkelig utroligt at det kan være så primitivt og klamt.
Ellers gik de 10 timer egentlig ret godt. Har man lange ben, er Kina nok ikke lige det bedste sted at tage hen - det har kostet mig ømme knæ en del gange. Men vi kom sikkert frem og det er jo hovedsagen. Vi ankom ved 18-tiden og fandt så vores hostel, hvilket da var et forfærdeligt sted. Vi blev indlogeret på et 14 personers dorm uden varme eller noget som helst. Jiuzhaigou ligger ret højt oppe og der er ret køligt. Døren ind til værelset skulle af en eller anden mærkelig grund stå åben - og det var ikke bare døren ud til gangen, nej det var døren ud til udenfor. Brrr. Vi besluttede derfor samme aften at bestille en flybillet til Xi'an med afgang allerede dagen efter.
Onsdag morgen, tidigt op, på med de varme klude, bagagen afleveret i receptionen og så ellers afsted til nationalparken. Vi tog en bus op ad bjerget, så langt man kunne komme - der var endnu koldere på toppen. Herfra gik vi ellers bare ned og ned og lidt mere ned. Efter ca. 10 kilometers vandring kom vi endelig til de smukke søer med det klare turkisblå vand. Det var simpelthen bare SÅ flot. Om morgenen var det overskyet, men som timerne gik klarede det op og der blev det flotteste solskinsvejr - det var helt perfekt.
På et tidspunkt op ad dagen var det tid til et lille hvil. Vi satte os ved vandet, nød udsigten og slappede af med et spil kort. Der var selvfølgelig ikke fred og idyl - nej det bugnede jo med kinesere overalt. Mens vi sad der og chillede, var der flere kinesere henne for at tage billeder af os. Hov hov - hvad sker der lige. Man føler lidt med de kendte, når de ikke kan få lov til at sidde i fred. En underlig oplevelse midt i al den skønne natur. (Tjek mit album herfra - der er virkelig flot).
Da vi kom tilbage efter 20 kilometers vandring, gik vi på jagt efter sen frokost. I de her dage er der ikke noget der hedder regelmæssig kost - vi lever lidt af snacks og får kun "ordenligt" mad når mulighederne lige er der. Ved 16-tiden tog vi en taxa til lufthavnen i Jiuzhaigou - en tur på ca 1½ time og tror vi betalte omkring 300 RMB. Vi sad i lufthavnen i ca. 5 timer - mest fordi vi ikke magtede at sidde i vores kolde dormroom - nej så hellere på et koldt gulv i lufthavnen. Her hyggede vi med syrente og kortspil indtil vores fly til Xi'an afgik kl. 22.50.
- comments