Idag er det en uge siden jeg forlod Ullerslev og Danmark for den sags skyld. Tiden går stærkt. I huset, som vi bor i, bor der 3 andre udover Cecilie og jeg. Huset er generelt MEGET tomt, fordi det er ret nyt at spectrum care har overtaget huset, og derfor er det faktisk ikke møbleret særligt meget. Men vores gode buddy Brett, som hentede os i lufthavnen, og som jeg nu ved er underdirektør, har været og se på det, og han ville skaffe en masse møbler til at gøre det hyggeligt så hurtigt han kan. Vi har allerede nået at opleve lidt her. Vi landede torsdag, og der var vi selvfølgelig smadet. Så vi fik sovet rigtig godt ud om natten, og dagen efter var vi klar til lidt sightseeing. Vi tog med Kim, som er en af dem der bor her, ind til Auckland by. Det tager ca. 30 min med bus, så det er egentlig meget fint. Da vi kom derind, tog Kim på museeum, og vi gik en tur rundt i byen. Byen er en storby, som man kender dem bedst. Med butikker, masser af mennesker der går både den ene og den anden vej, og et meget stort tårn, som minder om tv tårnet i Berlin. Umiddelbart virker det ikke til at der er gågader, sådan som vi kender det. I stedet er der nogle store malls, som er storcentre, hvor vi kan shoppe tøj, sko osv. Vi skulle ikke shoppe, så vi gik ret hurtigt ned på havenen, hvor vi var det meste af tiden. Vi gik hele vejen langs havenen. Der er virkelig smukt, og med en fantastisk udsigt over til andre øer. På havenen fandt vi en hyggelig restaurant, hvor vi fik fish and chips. Det er ikke en ret jeg ellers spiser, men wow det smagte lækker. Frisk fiske og lækre kartofler, og en god salat til. Mums. Dagen efter, altså lørdag, tog næsten alle i huset på tur. Vi skulle se den lokale seværdighed, som hedder One Tree Hill. Det er et lille bjerg/en stor bakke, (jeg ved ikke hvor stort det skal være for det er et bjerg) som lidt er Onehungas big thing. Der stod engang et stort træ oppe på toppen, som vist havde en ret vigtig betydning, men for ca. 14 år siden blev det fældet i protest over et eller andet. Så nu står der en stor stolpe indtil de planter et nyt træ. Turen derop var meget smuk. Man kommer ind i en stor park, hvor man følger nogle stier. Der bliver løbet og generelt trænet ret meget deroppe, det er ret fedt. Naturen er vildt flot der, og minder nok mest om vores forår, med påskeliljer og sådan noget. Virkelig fint. Vi fulgte stierne op mod toppen, og kom forbi flotte store arealer med det grønneste græs, en dyb dal og meget interessante træer. Der gik massere af får på de grønne områder, og alt i alt var det rigtig idyllisk. Det sidste stykke op til toppe, gik vi off road. Det var hårdt for mine kære lunger, men vi gjorde det !! Hele vejen derop blev udsigten kun bedre og bedre, og på toppen kunne man vitterligt se ud over HELE Auckland. Wow. Det var blæsende og overskyet deroppe, men det var smukt alligevel. !!

Søndag, lavede vi ingenting, udover at lade op til Mandag hvor vi startede på Spectrum Care Center til induction, som de kalder det. Man kan sige det er en indkøring. Vi bliver undervist i hvordan deres procedure er her på stedet, i sikkerhed, både i forhold til borgerne, som vi skal passe, men også i forhold til jorskælv, oversvømmelse, storme, brand og vulkanudbrud. Det er lidt sjovt at blive undervist i, for det er jo ikke noget vi er vandt til kan være et problem. Men (7,9,13) er det det heller ikke ret ofte hernede.

Her på New Zealand er der en befolkning, som er de indfødte. Det er Mauierne. Og alle navne, f.eks. navnet på Spectrum Care, står på engelsk og så på Mauiask nedenunder. Det er lidt sjovt. De går en del op i den del af kulturen, hvilket er vildt fedt. Hos spectrum care, er der også en væsentlig del fra Mauierne de har taget til sig, og det er Powhirien. Det er en velkomstceremoni, som alle skal igennem, for at blive velkommet til at være en del af organisationen.

Oprindeligt handler en Powhiri om, at en stamme skal velkommes ind i en anden. Derfor skal den rejsende stamme vælge en kvinde, man valgte altid en af de ældre, som ikke kunne få børn, fordi kvinder der ikke kan få børn, er værdiløse. Denne kvinde, skal gå foran stammen, hen mod den anden stamme, for at finde ud af, om de vil tage sig ind og velkomme dem. Hvis den anden stamme ikke ønsker det, og mener de rejsende er fjendtlige, må de slå kvinden ihjel. Derfor er det smart at vælge en der er værdiløs. Når stammen er accepteres, må vi gå hen mod stammen, og der bliver råbt en masse på mauiansk. Vi har alle sammen taget skoene af, og ingen bærer hatte. Inden vi går ind, skal kvinderne gå til siden, og lade mændende gå først, sådan at de kan sidde forest inde i "det hellige rum". Dette fordi de skal beskytte deres kvinder.

Da vi kom ind i rummet, blev vi mødt af en masse af de ansatte fra Spectrum Care. De stod i den ene sidde af rumme, med ansigtet mod os, og vi skulle så stå i den anden side, og kigge mod dem. Så holdt de taler, hvor de bød os velkommen, på mauiansk selvfølgelig, så det forstod vi ikke. Men de sagde det på engelsk efterfølgende, så vi havde en ide om hvad det handlede om. Der skulle holdes 3 taler, og mellem hver tale, blev der sunget en Mauiansk sang. Det er VIRKELIG smukt at høre på. Slutteligt skulle vores talsmand tale på vores vegne, og takke for at de havde velkommet os, og fortælle at vi var glade for at blive en del af deres familie nu. Så var det vores tur til at synge, på mauiansk.. Det gik bedre end forventet, og teksten er rigtig sød. Noget med at vi er her sammen, og vi bliver en del af dem. Da dette var slut, skulle vores sjæle forenes med de andres, og det gør man ved at sætte pande og næse mod hinandes. Det var lidt grænseoverskridende, men rigtig sjovt at prøve. Der blev også delt massere af kindkys og håndtryk ud, for man sætter ikke nødvendigvis næsen på hos alle.

Hele oplevelsen var enormt smuk og åben og dejlig. Jeg har aldrig følt mig SÅ velkommen et sted jeg er kommet, og jeg føler virkelig at alle på stedet er enormt åbbe og er glade for vi er der. Det føles rigtig godt.

Nå men jeg tror det var alt for nu, men det var vist også mere end rigeligt :D

Knus fra Cathrine