Profile
Blog
Photos
Videos
Ved ankomsten til campingpladsen fik vi at vide at man kunne tage en aften-gåtur ud og se glow-worms på en vandresti i nærheden. Glow-worms er orme, som sidder spredt på klippevægge i hver deres net af klistrede tråde, med en lysende ende, som tiltrækker natsværmere og andre insekter de kan spise. I mørket ses det som en stjernehimmel af lysende prikker.
Vi lånte et par lygter og efter mørkets frembrud, ved 20.30-tiden, kørte vi ud til det pågældende sted. Her var en meget mørk parkeringsplads, hvor vi fandt skiltet mod stien efter nogen tids søgen. Bevæbnet med lommelygter vandrede vi ind i mørket, hvor vi hurtigt stødte på andre personer med samme tanke. Vi fik anbefalinger til hvilken vej der var bedst, og vandrede af sted, dog uden de store forventninger. Men efter kort tid, kom vi til en klippevæg, som var spækket med lysende prikker. Der gik en times tid med at vandre ad mørke stier, over en brusende flod, som vi ikke kunne se, men kun høre under os, og igennem små grotter. Her var masser af glow-worms, som sad på hver en væg vi kom forbi. Naturen gav os en god forsmag på det der ventede dagen efter.
- comments