Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt om morgenen den 6. nov pakkede vi sammen og kørte mod Wellington, hovedstaden. Vi havde oprindeligt planlagt en vandretur op til vulkanen mount Tongariro (som ligger lige ved siden af mount Doom), men da denne tur tit bliver aflyst p.g.a. dårligt vejr, og fordi vi ikke havde meget tid, besluttede vi at køre direkte til Wellington. En tur på 380 km, som tog ca. 6 timer, ad en meget befærdet hovedvej, med masser af lastbiler og meget vindmodstand (som påvirker dette skrummel af et køretøj temmelig meget). Dog også med flot natur undervejs, bla. en ret særpræget ørken.
Vi ankom til campingpladsen i løbet af eftermiddagen. Som den første af de steder vi har været indtil nu, var denne noget kedelig og slidt, og bar præg af kun at blive brugt til gennemkørsel til færgen. Så vi skyndte os at tage en taxa ind til byen, hvor vi brugte et par timer på nationalmuseet Te Papa, hvor man kan se en masse om NZs historie, dyreliv og interaktiv information om tektoniske plader og jordskælv.
Efter dette, smuttede vi ud i byen, og spiste mad på en indisk restaurant.
Generelt er vores indtryk af byen, at den er meget industriel, med masser af godstransport til og fra havnen, og selve byen er noget grå og kedelig, med masser af slidte bygninger. Men vi har også kun set en lille del, for dagen efter kørte vi til færgen, som skulle sejle os til sydøen.
- comments