Om morgenen den 17. nov kørte vi fra Queenstown til Te Anau. Her overnattede vi for at køre til Milford Sound den 18. Inden vi kørte fra Queenstown havde vi forhørt os i receptionen omkring evt. at booke billetter til sejlads på fjorden, men her fik vi at vide at vejen dertil (og ja der er kun een vej) var delvist lukket pga. stenskred på noget af vejen. Så uden at vide om det var muligt at komme til fjorden, som var målet for denne tur, kørte vi mod Te Anau. Vi overnattede i den lille hyggelige by, og dagen efter var vi klar kl 8 da receptionen åbnede, hvor de gav "go" for at vejen var åben, indtil kl 18. Af sted med os!
Det tog os et par timer at køre ca. 120km ad en "scenic route" hvor der var masser af bjergkørsel, med sving og kraftige fald og stigninger. Det var en flot tur, med masser af "view points", men føreren kunne ikke så godt nyde udsigten pga. de snørklede veje, så vi byttede på tilbageturen.
På et tidspunkt kom vi til en tunnel der gik igennem et af bjergene, som var den mørkeste, mindste og mest intermistisk udgravede tunnel vi nogensinde har set. Tunnellen faldt en god procentdel, og der var kun små lamper i loftet som ikke lyste reg meget. Man kunne dog se at væggene derinde fremstod groft udskåret som var de hakket ud med hammer og mejsel. Det var en spøjs oplevelse.
Vi ankom til Milford kl 10.15 og vidste at der var en afgang kl 10.30 så vi skyndte os ind i terminalen og købte 2 billetter. Så stod den på 2,5 timers sejlads i den smukkeste fjord i NZ. Solen skinnede og der var gratis kaffe, så det var skønt at stå ved stævnen og nyde turen ud af havnen og mod de tårnhøje klippesider.
Fjorden er en del af Fiordland, som er et stort område hvor gletsjere i sin tid har skåret sig igennem bjergene og ud til havet. Isen er for længst væk, og der er nu en masse fjorde hvor havet har fyldt op med vand. Denne fjord er den med de højeste klippevægge, og et sted er der en væg der rager 700m direkte op. Det giver et fantastisk landskab af vand med bjerge til alle sider, og vandfald der løber ned langs siderne og ned i fjorden. Flere gange så vi propelfly og helikoptere som flyver med turister, og når man ser dem som bitte små imod de store klippevægge, kan man se hvor stort det hele er, og man føler sig en smule lille.
Fjorden er et beskyttet område og optaget på Unescos verdensarvliste.
Solskinnet fulgte os på hele turen, det bedste vejr i flere dage iflg. skipper, så udover at drille når man skulle tage billeder, var det fantastisk og gjorde turen til en af de bedste vi har oplevet.
På vejen tilbage var der lige mulighed for et par stop for at fotografere bjergene, hvor vi så små laviner af sne og hørte buldrende stenskred fra toppen. De var heldigvis langt væk fra vejen.
Vi kom sikkert tilbage til Te Anau inden vejen blev lukket, og fik lige et par stop senere på ruten for at holde pause og tage lidt flere billeder.