Tak for nu.

Colonia i Uruguay er rørende smuk, jeg er egentlig alt for træt til at gå rundt her denne aften, men en mærkelig rastløshed har bredt sig i kroppen, jeg vandrer bare formålsløst omkring i de smukke gader, støder på et dansk ægtepar fra Vistrup, det er meget tæt på hvor jeg bor, de skal besøge en søn i Mendoza Argentina der arbejder med vin, de er ligesom jeg betaget af byen. Pludselig er jeg skødesløst vandret ind i et mindre tiltalende område, og pænt nok nu går det galt, her på slutningen af turen da 3 mænd kommer hen imod mig. Er du faret vild spørger de mig, vi plejer ikke at se turister herinde, sikkert fordi vi er fattige! Men gå 6 blogge længere ned og sving til højre så kommer du tilbage til centrum! De synes min accent er sjov og spørger hvor jeg kommer fra, og det ender med at jeg inviterer på kaffe og empanada ved en udendørs bod, og en snak om fodbold, cykling og hvorfor turister er bange for fattige ! Kan du selv finde tilbage eller skal vi følge med dig, nej tak, jeg klarer mig, jeg er helt tryg her! Jeg får en krammer af alle 3 og går tilbage til hotellet, jeg har lært endnu en lektie på denne tur. Tilbage på hotellet køber jeg en flaske rødvin henter min MP3 afspiller, går op på taget og smider mig i en hængekøje og føler en enorm taknemmelighed over at disse 5 måneder har været mulige.

Jeg har altid været god til at drage ud, og dårlig til at komme tilbage. Fra det ene øjeblik til det andet forsvinder intensiteten, eventyret og udfordringerne, og man skal til at forholde sig til om der er hestekød i fødevarerne, den koldeste vinter i mands minde, og Master Fatman har tabt 15 kilo (Var det ved at spise hest?) Jeg kan ikke tage det alvorligt, ALT kød består videnskabeligt set af de samme ingredienser, jeg har garanteret spist hest på denne tur (eller måske var det et æsel, ørene i ragouten var ualmindelig lange) mange marsvin, der er sikkert også røget en hund, og en kat eller to ned, og jeg kan ikke være mere ligeglad. Man kan ikke forblive upåvirket af de ting man ser og oplever, og lade være med at sammenligne forholdene vi lever under, det er egentlig det der problematisk, når man hjemme skal høre på folks jammer, i et af verdens rigeste lande. Det er de ting der kører gennem hovedet på én, her hvor jeg skiller min cykel af og tænker på de 100 vis af timer vi har haft sammen, så ser jeg alle de mennesker der har vinket til mig fra markerne, bilerne der har dyttet og givet thumpe up, folk der har stukket frugt og slik ud af vinduerne, lastbilerne der tilbyder et lift, jeg har sågar drukket Maté, den traditionelle drik her i Uruguay og Argentina fra et bilvindue. Eller José i Bolivia der samler plastik på lossepladsen, dyrker sin 2 tønder land jord, passer sine 4 får og 2 lamaer, forsørger sin familie på 3, og alt han nogensinde får for dét, er at kunne sove under et utæt bliktag, i et hus bygget af mudder og strå og uden vinduer, og alligevel insisterer han på at jeg tager imod 4 kolber majs han har dyrket, jeg kan se ham for mig endnu, vinkende og tandløst grinende, da jeg kører videre. Der findes ingen så fattige, de ikke har noget at give, og ingen så rige de ikke er i stand til at modtage. Her hvor jeg sidder og tegner min rute ind på et Sydamerikakort, ser jeg det som en lang kæde af hjælpsomme og venlige mennesker, der er parat til at hjælpe, og åbne deres sind og dør for en total ukendt. Verden er et vidunderligt sted, men man bliver nødt til at tage ud i den for at opleve det.

Og til dem der mener man stikker af fra virkeligheden når man rejser, kan jeg kun sige, ja måske. Var jeg nu blevet hjemme, kunne jeg i stedet have lagt 10 tommer til mit fjernsyn, fået et " samtalekøkken" og taget de 15 kg på som Fatman har tabt. Men det valgte jeg altså ikke at gøre, og er parat til at leve med de frygtlige konsekvenser det er, at måtte rykke nærmere til fjernsynet og nøjes med at "snakke" i køkkenet.

Det må så blive den sidste svada fra denne tur, jeg glæder mig til den næste, Lone skal med ud og se på cykel når jeg kommer hjem, så vi høres sikkert ved en anden gang.

Og igen tak for alles jeres kommentarer og opmuntringer.

PS: Du er tilgivet Steffen.

Thomas.