Jeg har mødt en Kapivar.

Nogle dage er bestemt lettere end andre på denne tur, da jeg skal ud af Rosario skal jeg over en kæmpe bro der går over Paranafloden, og der er ingen alternativer i mange hundrede kilometers afstand. Jeg kan godt se på kortet det er en motorvejsbro, men jeg har før cyklet på motorvej her i Argentina (i dag f.eks.) så jeg prøver at snige mig af sted, da jeg har kørt forbi det 5. skilt med en cykel med en streg over bliver jeg stoppet af politiet. Først spiller jeg dum og siger jeg ikke forstår spansk, den køber de ikke, og peger på skiltet med cyklen, nå men hvordan kommer jeg så over? De er ikke særlig sure og kan godt se problemet, du må prøve at ta´ den på stop nede ved rampen dernede, siger de og peger ned, med en cykel? Ja det går nok, der kommer en pickup eller lastbil og tar´ dig med over, de kender problemet. Som sagt så gjort, for første gang i mit liv skal jeg blaffe med en cykel med fuld oppakning, og jeg tror ikke selv særlig meget på projektet. Jeg stiller mig op med tommelen ude og 5 min. senere stopper en bus, der er rigeligt med folk i bussen, men konduktøren spørger om jeg skal over broen, og før jeg får set mig om er 3 passagerer i gang med at slæbe cykel og bagage indenfor i bussen. Sikkert på den anden side af broen bliver jeg læsset af og kan fortsætte mod Viktoria, det er ufatteligt hvad der er muligt i dette land. Det går fint derudaf og jeg overser et kæmpe hul i vejen og med et ordentligt brag ryger baghjulet ned i hullet, der ryger en eger og hjulet er godt skævt, øv det er næsten mørkt mon ikke det går de sidste 20 km til Viktoria, lettere søsyg kommer jeg frem til et Hotel, jeg er den eneste gæst, så hvis jeg vil have noget at spise må jeg spise med kromutter og datteren, helt fint jeg tænker kun på at få cyklen lavet, jeg får skiftet eger og rettet hjulet så nogenlunde op, så må Ole i Sæby (verdens bedst cykelhandler) klare resten når jeg kommer hjem. Da hjulet er monteret og jeg er faldet lidt til ro bliver jeg inviteret på kaffe i receptionen, her sidder datteren med et skakspil, jeg tager udfordringen op, og taber til en tøs på 12 år. Det var helt igennem en møg dag.

Jeg kører nu mod Uruguay men har besluttet at lave en afstikker til Palmar Nationalparken, her ved grænsen til Uruguay, på vej hertil kommer jeg til Conception del Uruguay en by med godt 100.000 indbyggere, der skal være en campingplads nede ved floden og da jeg kommer derned, er den godt nok lukket for 2 år siden men de 2 opsynsmænd er ligesom aldrig blevet fyret, så de bor stadig i et skur på pladsen og joeee du kan bare slå teltet op og hygge dig et par dage, som sagt så gjort, med udsigt til floden slapper jeg af et par dage, snakker med opsynsmændene bader, læser og sover, lige det jeg trænger til. Det er bare typisk Argentinsk. Systemet har ikke fået det sidste med, og de to håber på at de kan være her mange år endnu, uanset om man genåbner campingpladsen eller ikke.

Jeg har planlagt at bruge et par dage i Palmar i håbet om at se verdens største gnaver Kapivaren, da jeg kommer til Nationalparkens administrationsbygning fortæller de mig at der er en lille campingplads 14 km inde i junglen, fuldt udstyret med lille shop, cafeteria etc. helt perfekt, det undrer mig bare at grøftekanterne på begge sider af grusvejen er klippet helt i bund og ligner golfbaner, man plejer ikke at røre noget som helst i en Nationalpark. Men overalt ligger der bunker af noget der ligner Elg lorte og det viser sig at være fra Kapivaren. Her er en stor bestand af dem, og da jeg nærmer mig campingpladsen i skumringen ser jeg flere af dem, og de er enorme, en gnaver der kan veje op til 60 kg og som udelukkende lever af græs, det forklarer grøftekanterne, her kan de være i fred, men landmændene i Argentina er ikke vilde med dem 2 Kapivarer spiser ligeså meget græs som en ko, så det har gjort dem eftertragtede og derudover smager deres kød fortræffeligt og skindet er samme kvalitet som dens "fætter" bæveren, så den har det hårdt udenfor Nationalparkerne, den er dog ikke truet som art, da den også har gnaverens evne til at formere sig, senere på aftenen ser jeg en stor flok på en 20 - 30 stykker græsse udenfor campingpladsen, en Ranger fortæller mig at tænderne er som en grensaks, noget man fandt ud af da man fangede dem i fælder, en tommelfinger røg i et bid. Den største naturlige fjende er Anacondaen der også er talrig her, men nogle gange når den at gnave slangen over før den bliver kvalt.

Fra Palmar kører jeg til Colon hvor en bro fører over Uruguay floden til Paysandu. Det er heldigvis bare cykle over, så det gik nemmere end sidste gang. Jeg kan godt mærke jeg er tilbage i Uruguay, her blæser næsten altid og jeg får en hård modvind igen. På vej her til Colonia kører jeg i noget der minder om storm og i øsende regnvejr det er næsten de værste 103 km på hele turen, men herfra er der kun 200 km til Montevideo så det klarer jeg nok uanset vejret.