Uluru mv (Signe)

Bemærk: Jeg har dansk tastatur!!! ÆØÅÆØÅÆØÅ

Det tog Geoffrey og mig knap to dage at blaffe de godt 1070 km til Alice Springs fra Katherine. Den sværeste del var at komme ud af Katherine, men efter ca. 2 timer fik vi et lift 5 km ud af byen, da det skulle være lettere at blive samlet op der. Vores andet lift lod vente på sig i en times tid og viste sig så at være en udvandret morsingbo (selv i Australien slipper man ikke for dem!). Han tog os de første 100 km til Mataranka, hvor vi igen ventede ca. en time, inden en flink mand ved navn Dave samlede os op og tog os til Daily Waters, hvor vi også fik lov til at overnatte i hans Road House og køre med ham til Elliot dagen efter. I Elliot ventede vi kun 20 min, inden vi fik et lift hele vejen til Alice Springs, hvor vi ankom omkring kl 17 og tjekkede ind på det billigste hostel i byen. Desuden var vores sidste rejsekammerat Jim så flink at stoppe ved Devils Marbles - en masse meget store runde sten, der balancerer ovenpå hinanden. Ganske imponerende.

Efter et par dage til at hvile ud, lejede vi en bil og kørte de 500 km til Uluru (Ayers Rock), hvor vi ankom netop i tide til at se solnedgangen, hvor klippen skiftede farve fra rødbrun til fuldstændig flammerød og til sidst en mørk violet.

Den næste morgen gentog vi successen, da vi tog ud for ligeledes at se solopgang.

Herefter gav vi os ud på den 11 km lange gåtur omkring Uluru, hvilket tog det meste af dagen, da vi selvfølgelig skulle tage alle de små veje og læse alle skiltene undervejs samt klatre lidt rundt i træer og klipper. Det var en virkelig smuk tur, selvom de 35 grader gjorde, at vi var nødsaget til at bære 6 liter vand og alligevel var vi nok noget dehydrerede den aften.

Uluru er fuldstændig lige så fantatisk som folk siger. Monolitten rejser sig tårnhøj og rødglødende midt i absolut intet og alle dens mystiske formationer virker helt enestående på grund af de rundede kanter og bløde buer, der mere end noget andet får en til at forstå, at dette enorme monument er et enkelt stykke slebet og formet af årtusinders vejr, vand og vind. En ellers næsten ubegribelig kendsgerning.

Den næste morgen kørte vi til Kata Tjuta, en anden prægtfuld klippeformation nær Uluru. Her gik vi først de ca 2 km gennem en klippesprække, der endte i en frodig dal med et lille vanfald. Herefter begav vi os ud på den større gåtur omkring klippen, hvilket hurtigt viste sig at være lidt af en udfordring, da der måtte klatres det meste af vejen og det var svært at finde skygge mellem de stejle røde klippevægge. Men at se de smukke dale og bakker mellem de røde vægge var turen værd.

Selv samme aften kørte vi til Kings Canyon omkring 300 km fra Uluru, hvor vi blev natten over. Den følgende dag kastede vi os ud i endnu en heldagsvandretur, der naturligvis viste sig ligeledes at være en klatretur under lyseblå skyfri himmel og brændende sol. Men på trods af de forfærdelig mange trin (hvis man da kan kalde det trin, jeg vil kalde det sten strøget hist og her) op til toppen, blev det en rigtig skøn tur, da vi endelig nåede op og kunne se ud over det flade røde landskab og ned i alle de smukke dale mellem klipperne. Det var et virkelig imponerende syn.

Den nat camperede vi i Rainbow Valley, en lille fricampingplads skjult bag 40 km sandet og stenet vej, der egentlig kun burde tilbagelægges med 4-hjulstrækker, men vi tog chancen og selvom bilen blev noget snavset, slap vi for andre problemer.

Vi havde stedet helt for os selv og kunne nyde solnedgangen nær den mangefarvede klippe, samt se den utrolig smukke stjernehimmel, da det var fuldstændig mørkt - vi var jo nogle hundrede km fra det nærmeste sted med elektrisk lys.

Den næste morgen måtte vi meget tidligt op for at aflevere bilen i Alice Springs kl 8:30, vi havde stadig knap 300 km at tilbagelægge.

Herefter brugte vi noget tid i Alice, som, i modsætning til hvad man ellers hører, er en ganske fin by. Vi besøgte markedet og snakkede med de abnormt mange aboriginske kunstsælgere, der hver dag sidder og går omkring i gaderne.

Vi tog os også sammen til at hoste op med intet mindre end 103 f***ing dollars (!!!) for en fantastisk middag med kænguru-, emu-, krokodille- og kamelkød samt vin og ostekage. Ene af australske specialiteter og en ret spændende kolorinarisk oplevelse.

Efter en uge i Alice Springs tog vi en bus tilbage til Katherine, for at bo hos Judy, hvor vi er nu, mens vi venter på et lift til Broome. Undervejs overnattede vi i Daily Waters igen, men denne gang var det med gratis BBQ og et besøg på deres historiske pub - et ret spøjst sted, hvor vægge og loft er dækket med kørekort, pengesedler, undertøj og andre sære ting efterladt af rejsende fra alle mulige lande. Der er en del af dens slags steder langs Stuart Highway. Alle fulde af backpackere og alkoholiske truck drivere, men med en hyggelig og ret særlig atmosfærre.

Dog er det nu også helt rart at komme "hjem" til Katherine igen og se nogle af de gamle venner endnu engang. Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig meget til at komme videre. Dog har den sidste uges tid ikke været uden oplevelser og erfaringer, da jeg, ved at bo hos Judy, pludselig finder mig selv midt i et kvarter med mange aboriginske indbyggere, hvis problemer i høj grad dominerer området.

På mine morgenlige løbeture (eller natlige, synes ikke helt man kan kalde kl 5:30 morgen, men senere bliver det for varmt) passerer jeg f.eks. enormt mange huse med arrige lænkehunde, haver hvor små børn, altid iført det samme uhumske tøj render rundt og leger i affald til knæene og den anden dag overhørte jeg fra Judys baghave naboen råbe højt af og tæske sin kone. Den slags hændelser gør en både vred og forfærdet, men folk i Katherine synes at acceptere det som en naturlig del af hverdagen.

At lægge alle disse skrækkelig indtryk til side for en stund, bliver en af de store fornøjelser ved at forlade Northern Territory, selvom tiden her i det store hele har været ganske vidunderlig.