Der er lige lidt inde vi kommer til vores tidsrejse. Efter Dong Hoi tog vi til Dong Ha, da det var den by som laa taettest paa DMZ (demilitarized zone). Vi ankom kl 1 om natten, men den soede mand som styrede hotellet havde holdt det aabent for os. Vi faldt bogstaveligt talt om paa senge, for i toget havde vi ikke faaet sovet noget fordi en fuld mand holdte os vaagne og blev ved med at snakke vietnamesisk til os og ville have Theis skulle drikke med ham og ryge, heldigvis havde vi moedt en anden mand som arbejde paa et resort i Hoi An og han hjaelp os med at faa manden vaek.

Den naeste dag vaagnede vi ret sent og besluttede at holde en dags pause mere, for at vaere sikre paa at Lea kunne gaa naar vi skulle se DMZ, saa vi gik kun kort, til et indkoebscenter hvor vi fik morgenmad, sammen med en masse skoleboern, og de fik sig da en klotur der. Ellers lavede vi ikke saa meget, spiste det frugt vi havde koebt og noed hinandens selskab. Vi ledte ogsaa efter et sted vi kunne koebe en tur til DMZ men det var af en eller anden underlig grund alle sammen lukkede, saa vi maatte vente til naeste dag. Naeste dag tog vi besluttede vi dog, efter at have laest det paa nettet, at tage til Hue for at komme paa vores DMZ tur. Vi tog en bus til Hue og ankom sent paa eftermiddagen, men vi ankom 4 km uden for byen og der var ingen taxier, saa vores eneste mulighed for at komme hen til et hotel var at tage en moto eller xe om, som de ogsaa kaldes og det er bare der er en fyr med en motorcykel/scooter, som tager en bag paa med taske og det hele, det er virkelig ikke en saerlig sjov oplevelse, da man foeler man falder af hvert oejblik det skal vaere. Lea var saa heldig oveni denne oplevelse at hendes fyr havde drukket igennem saa han lugtede helt forfaerdeligt og hun sad og taenkte at nu maatte det snart gaa galt. Men vi klarede det og kom til et godt hotel midt i byen, saa der kunne vi finde vores tur. Den foerste hele dag vi havde lavede vi ikke saa meget for Lea havde stadig meget ondt i knaeet, saa der fandt vi smertestillende og forbindinger til stoette.

Den naeste dag lejede vi en scooter og tog ud og kigge paa Hue og det omkring, vi koerte foerst forbi den store citadel i Hue, som desvaerre under Vietnamkrigen (el. Amerikanerkrigen som vietnameserne siger), vi valgte ikke at se den for der skulle ikke vaere meget tilbage udover traeer og nogle faa ruiner, derfor koerte vi laenge ud af byen og kiggede paa nogle kongegrave og noget utroligt flot natur. Den foerste kongegrav vi kom til var en fra 1850'er som var en konge der kunne lide vesten, derfor var der ret mange vestlige traek. Den naeste vi ville til var en meget aeldre en, men vi farede lidt vild og fandt den ikke, men vi fik noget rigtig god mad og en kold cola som er mega godt naar det er naesten 40 grader og man er paa scooter ;) vi sad der i ret lang tid og noed udsigten og floden og den stille by omkring, hvor det eneste vi hoerte var en snakken med akustisk Beatles i baggrunden. Men vi kom videre og fandt ud paa noget vej som vores Lonely Planet kort havde og afsted til den stoerste kongegrav det gik. Den var godt nok ogsaa stor fandt vi ud af, ved foerste oejekadt lignede det bare to bygningerne hvor den ene var et tempel men saa kom man om bagved og komplekset blev over dobbelt saa stort med flotte roede pavillioner og pagodaer, paa soejlerne der holdte pavillionerne var der malet drager, flotte planter og fugle i mange forskellige farver. Omkring pavillionerne var der groenne soer med flotte broer over, mens haven, eller parken var det vel, var fuld af traer og blomster, det var et meget paent sted, bare aergeligt at det var et sted kun til en doed mand. Vi kunne desvaerre ikke holde til at vaere der i saerlig lang tid for temperaturen var steget helt vildt hen af eftermiddagen og alt dampede, inklusiv os. Vi skyndte os derfor tilbage mod Hue, for der var en ottesidet pagoda som ogsaa var i lag, det var ret imponerende men mindede meget om boernelegetoej, hvor man stabler ringe, saa den stoerste er nederst og den mindste er oeverst. Vi fandt ud af her at munke her i Vietnam ikke har orange toej paa men lyseblaat, eller lysegraat, maaske er det derfor vi ikke synes vi har set munke endnu.

Den naeste dag skulle vi paa vores DMZ tur, det kostede os ret mange penge, men vi var begge enige om at det skulle vi se, og det skulle vaere med en krigsveteran for det kommer vi nok ikke til at kunne opleve igen. Vi blev da heller ikke skuffede, for vores guide var virkelig god og vidste en masse om hvad der var sket over hele Vietnam under krigen. Vi regnede ret hurtigt ud at han ikke var soldat under krigen, men noget andet hoejere staaende, og vi havde ret, han var tolk under krigen og den amerikanske generaler og andre hoetstaaende militaerfolk, derfor vidste han alt om strategien og det var ret fedt, for vi forstaar bedre krigen nu end vi gjorde foer. Vores tur startede med at vores guide kom og hentede os og allerede i bilen var han vild med at fortaelle, nogle gange var han lidt svaer at forstaa for han kunne jo kun de advancerede krigsudtryk, men Theis kunne da heldigvis oversaette. Vores foerste stop paa turen var Highway of Horror. her blev 1000 mennesker, baade civile og soldater fra sydvietnam draebt af nordvietnamesiske guerillasoldater (viet Cong), de havde gravet sig ned i sandet omkring vejen og da folk gik forbi begyndte Viet Cong at angribe og draebte mange. Mr Vinh (vores guide) fortalte han kom der dagen efter og der var lig overalt, smaa boern der stadig holdte deres legetoej i haenderne eller deres foraeldre, det loed meget forfaerdeligt og man kunne se det stadig beroerte ham naar han fortalte om det.

Vores naeste stop var en gammel kirke, i den by ham arbejdede i, som var blevet voldsomt beskudt af amerikanerne, da Viet Cong havde besat den som hovedekvarter. Men den var kun blevet beskudt ikke bombet, vi undrede os, indtil Mr. Vinh fortalte at det jo var en kirke, og den maa man ikke beskyde eller angribe i foelge en eller anden konvention, som han selv sagde "Viet Cong was no stupid". Kirken var meget speciel at vaere i, for ud fra skudhullerne kunne man se det havde vaeret et voldsomt skyderi der havde vaeret gang i. Man kunne faktisk nemt forstille sig hvordan det havde vaeret under skyderiet. Det var meget specielt, ikke noget vi har oplevet foer.

Vi koerte videre og spurgte meget til hvordan landskabtet var under krigen, der var ingen planter, ingen traere, nogle steder var der kun jord og sand fik vi at vide. Det var svaert at forstaa for nu var der jo massere af gummitraeer og bananpalmer, men naar vi kiggede godt efter kunne vi godt se de var plantet ligesom i Dong Hoi hvor vi ogsaa lagde maerke til det. Mr. Vinh fortalte at regeringen havde betalt for at folk flyttede tilbage (for der var heller ingen mennesker der leveder der) og plantede nye ting, saa fortiden kunne glemmes og landet komme paa fode igen. Vi stoppede ved en mark, maerkeligt, indtil Mr. Vinh sagde at der engang var en Combat base her som kunne rumme 7000 mand, men at der normalt kun var 3500, denne base skulle proeve at stoppe Ho Chi Minh trail, som det overhovedet ikke lykkes, men det var fordi der var noget med at soldater ikke kunne tage forsyninger fra folk, da det ogsaa var imod en konvention, og derfor var noedt til at lade dem gaa videre.

Vi stoppede ogsaa ved et andet sted med en tank, og det var en fransk tank som var blevet efterladt da syd blev loebet over ende af nord, en anden base som der heller ikke var noget tilbage af laa lige rundt om hjoernet og herfra kunne man se floden som var graensen mellem nord og syd, Mr. Vinh besoegten denne base en gang om ugen for at fortaelle de amerikanske generaler hvad der skete rundt omkring som han hoerte fra vietnamesiske soldater og generaler og andre. Det var meget specielt at gaa rundt med ham disse steder for han havde utroligt mange minder her som han gleadeligt fortalte om. Det gik faktisk op for os at Mr. Vinh egentligt har haft mest magt under krigen, da amerikanerne var meget afhaengige af hvad han fortalte, saa han kunne bare have sagt loegne og stoette nord og dermed faaet amerikanerne til at tabe, det er lidt sat paa spidsen, men taenk lige over det....

Vi kom til broen der var den eneste toerre passage over floden under krigen, det var den oprindelige bro, maerkeligt at taenke paa at her skete alle udvekslinger og andre vigtige ting mellem nord og syd. Paa et tidspunkt var broen malet i 3 forskellige farver, roed paa nordsiden (kommunismen) gul paa sydsiden (syds officielle farve) og hvid i midte (fredszone), de farver var desvaerre gaaet af. Vi saa et museum ved broen hvor der var en masse billeder fra DMZ under krigen. Et billede kiggede vi meget paa det viste rismarker med store huller i, fra bomber. Amerikanerne havde nemligt bombet Nordvietnams rismarker for at ungaa at risen ville komme gennem Ho Chi Minh trail og vaere med til at underminere USA.

Nu kom vi til det vi havde glaedet os meget til, nemlig Vinh Moc tunnels, det var nogle tunneler der var blevet gravet af folk fra en landsby i naerheden, som skjul fra amerikanske bomber. Tunlerne var ned til 25 meter under jorden og gravet i 3 lag, hvor det oeverste var 15 meter under jorden, saa i kan nok se der ikke var meget hoejde i selve tunlen. Theis kunne faktisk ikke vaere der, hverken i hoejde eller bredde, Lea tilgengaeld har asisater stoerrelse, saa der var ikke noget problem. Tunlerne kunne huse 90 familier og har mange familierum, der var en flere broende i tunlerne, der var syghusrum, foedesteder (17 boern blev foedt i tunerne), der var moedested (det eneste sted Theis kunne staa op, men kun hvis han stod i et hul der var i loftet), vaabenrum, toilet, koekken, beskyttelsesrum mod borerbomber, ja alt hvad en landsby har brug for at overleve. Byen folk havde dog ogsaa huse ovenover jorden og brugte kun tunlerne naar de blev bombet, det laengste de var der nede mener vi er lidt under 3 uger. Tunlerne havde 17 udgange forskellige steder saa folk hurtigt kunne komme i ly hvis der blev slaaet paa klokken til luftalarm (klokken var lavet at en gammel ueksploderet bombe ;p ret ironisk). Over jorden var der skyttegrave og vagtposter, det mindede meget om et fort bare under jorden. Det var meget imponerende at se og vi var virkelig galde for at have vores egen guide med som kunne fortaelle en masse, men vores tur endte med Vinh Moc tunlerne og det havde vaeret en helt fantastisk dag.

Nu skal vi videre i morgen tidligt til Hoi An og have syet toej.