Nyt!!! Vi har endelig vaeret paa en scootertur, the Loop laengere nord paa kom vi ikke da Theis blev meget syg i 3 dage, derfor valgte vi at koere paa tvaers af Laos, altsaa 200 km hver vej. Det fandt vi ud af senere ikke var den smarteste ide vi havde faaet.

Vores tur startede i Savannakhet som ligger ved Mekong floden, byen var ikke noget at skrive om, derfor valgte vi koere til Sepon som skulle have nogle levn tilbage fra vietnamkrigen.

Da vi ankom til Savannakhet fik vi en tuk tuk til at koere os til et guesthouse som vi havde udset os, her kunne vi nemlig leje scootere. Da vi ankom til vores hotel og skulle tjekke ind, kunne vores "kaere" receptionist ikke give os penge tilbage, saa vi mistede lige alle vores smaa penge, saa vi kun havde 50.000 sedleder tilbage. super traels. Men vaerelset var mega dejligt, mest fordi der var engelske kannaler i fjernsynet og sengen var bloed (de sidste par dage havde vi sovet paa en stenseng, mens Theis var syg!), saa vi laa om aften og saa vores foerste engelske film i 1,5 maaned, det var James Bond - Die another day, den er hermed paa vores yndlings film pt. Om aften fandt Lea ogsaa et sted og bytte sin bog, saa nu skal hun til at laese sin foerste engelske bog.

Dagen efter ville vi ud og koere paa scooter, men igen forstod vores receptionist ikke hvad vi ville og hun valgte at ignorer os, maaske taenkte hun, hvis jeg lader som om de ikke er her gaa de igen, saa det gjorde vi, vi gik et andet sted hen for at leje en scooter, men her lejede de ikke scootere mere. Vi begyndte at blive lidt desperate for klokken var ved at vaere mange og vi skulle jo koere ret langt. Vi gik tilbage til vores hotel og her saa vi at receptionisten loeb vaek fra os for at ungaa os, ehm ville hun ikke tjene penge??? Heldigvis for os staar der en telefon paa bordet som vi kan bruge til at ringe til en mand sagde skiltet. Det var da forsoeget vaerd taenkte vi og vi startede fra toppen af, over de telefonnumre der stod. de foerste 2 numre virkede ikke, det sidste virkede dog og snakken frem og tilbage med manden, os og vores receptionist fik vi da vores scootere, 3 timer efter vi startede vores jagt. Klokken var nu 1 og vi begav os hastigt afsted til mod Sepon 200 km vaek. Paa vores vej derhen, skete der ingenting for vi ville jo rigtigt gerne naa frem inden klokken 18 for ellers ville vi skulle koere i moerke. Vi havde da ogsaa naaet det hvis vejene havde vaeret i nogenlunde stand, men det var de langt fra. Lastbilerne der koere her er MEGET overlaesset, og derfor gaar vejene i stykker, astfalten bliver simpelt trykket og skubbet saa der kommer kaempe huller. Der var flere gange hvor vi foelte at vores rygrad blev sammenpresset fordi vi hoppede saa meget. Frem inden moerket kom vi ikke, men vi kom frem og vi tror vi var ligesaa hoeje som da vi tog afsted ;) Vi kom til hoetellet som vi ov paa og var sa traette saa vi ikke fik Theis' pas tilbage, det var en fejl for naeste dag var det vaek!! Theis var ikke saerlig glad, men efter en time hvor alt personale ledte fandt de det i en skuffe, heldigvis (:

Den naeste dag havde vi lidt mere tid og hjemturen blev ikke saa haestblaest. Vi koerte lid laengere ud og saa den gamle Sepon by, som blev soenderbombet af USA under Vietnamkrigen fordi der gemte sig vietnameser i omraadet. Idag er det ikke en by mere men en landsby, hvor de har valgt at bo med minder, derfor er deres en tempels vaeg helt bombet sammen og den gamle bys bank er ikke fjernet, saa vi saa pengeskabet staa tilbage i en bunke mursten der var helt overgroet af planter. Inde i mellem husene kunne man stadig se bombekraterne. Det var en meget speciel oplevelse at se at der stadig var synlige tegn paa krigen.

Efter den gamle Sepon by koerte vi hjemad igen men denne gang stille og roligt mens vi noed naturen og livet omkring os (: