Dette er ikke saa lang tid siden vi sidst har skrevet men der er allerede sket sindssygt meget!!

Da vi var i Vientiane tog vi til turistinformationen og fik et kort over en masse servaerdigheder i Laos, her saa vi et vandfald som vi gerne ville se, og som vi nu en gang er fandt vi den foerste og bedste bus til Hat Khay hvor vandfaldet ligger. Vi regnede da kraftigt med da vi kom hen til stedet at der maatte vaere nogle steder at sove, for vandfaldet skulle jo vaere saa flot. Den foerste del af turen sad vi bare og noed, men lige pludselig drejede vores bus ned af en meget lille grusvej. Der var ingenting i flere kilometer, og vi begyndte at faa vores bange anelser om det her maaske ikke var den bedste ide. Rundt om os var junglen blevet meget tyk, det var mega flot, men svaert for os at forstille af vi kunne finde et sted af sove her. Grusvejen blev bare mindre og mindre og naturen omkring os blev flottere og flottere. Der var saa mange flotte sommerfugle og cikaderne sang i stoerre og stoerre kor. Vi kom da til en by og her stoppede vores bus. Vi ved ikke om vi ville kalde det en by, det var naermere en gruppe huse lige det vi kunne se af den. Da vi stod af kiggede alle indbyggerne meget maerkeligt paa os, som om "hvad helevede laver de her??" og vi maa nok indroemme at vi taenkte det samme. Da vi begyndte at gaa kom der en masse boern hen og sagde "sabaidee" "hello" og loeb ved siden af os og kiggede meget indgaaende paa os med deres brune oejne. Vi fandt et sted hvor der var en masse forsamlet og Theis gik hen og spurgte om der var et sted at sove, vel og maerket med fagter, for engelsk kunne de ikke helt der ude. Men gruppen forstod os og gav os et navn og pegede videre ned af vejen, saa den vej gik vi. Landsbyen var rigtigt hyggeligt, alle huse var lavet i trae og stod paa stolper, ved siden af alle hovedhusene var der 2-3 smaa huse, som vi gaettede var toilettet og koekkenet.

Da vi havde gaaet et stykke ned af vejen fandt vi en anden gruppe som vi ogsaa sprugte efter et sted at sove, de pegede os tilbage af den vej vi lige var kommet fra, saa nu havde vi et interval som vi vidste at inden for ville der vaere et sted at sove, men hvilket af de 20 huse vi var gaaet forbi vidste vi ikke. Theis spottede dog en person der stod og vinkede os hen til ham, sa der skyndte vi os hen og det var heldigvis den rigtige person vi fandt. Da vi kom hen til ham gik det op for os at det vi skulle til at lave var et homestay.

Vi sad noget tid og snakkede med vores vaert, og han fortalte at den landsby vi var i havde 900 indbyggere fordel paa 9 familier, saa hver familie havde 100 medlemmer. Da vi havde fundet os lidt til rette sagde han at nu skulle vi tage med ham for de havde en cermoni for hans storesoester hvor man aerede hende, saa vi tog da selvfoelgelig med og det blev vores bedste oplevelse nogensinde. Det startede med at vi blev vist indenfor i et hus der kun bestod af et rum, her stod der et alter i midten af rummet, vores vaert viste os et sted vi skulle sidde, her sidder maend i skraedderstilling mens kvinder sidder i havfruestilling, saa her var Lea den heldige af os. Her sad vi saa mens der blev aabnet beerlao og skaenket op i et glas som gik paa rundte. Det vil sige at man fik et glas beerlao hvor man saa skulle drikke det hele paa en gang, og saa give glasset tilbage til skaenkeren, han fyldte saa glasset igen og gav den videre til den naeste i kredsen. Det fortsatte lidt, til det blev besluttet at nu gik ceramonien igang. Alle sad med bedende haender rundt om alteret og lyttede til munken der messede, han blev ved i forbloeffende lang tid. Da han stoppede fik vi hver 2 armbaand af vores vaert som skulle side paa soesteren og hendes mands haandled, mens man satte det paa skulle man komme med en masse oensker om et godt liv og saa videre for hende, det er svaerere end det lyder, saa vi sad bare og mumlede lidt forskelligt, da vi havde gjort det kom munken hen til os og velsignede os, vi fik det samme armebaand paa som soesteren, og munken oenskede os en god rejse. Bagefter delte de de gaver ud, som soesteren havde faaet ved ankomsten, det var bl.a. chips og saftevand. Saa blev maden serveret, det foregik selvfoelgelig paa gulvet og man spiste med fingrene. Det var sticky rice og laap, en slags koedurteblanding, rigtig godt. Under maaltidet blev der drukket mere beerlao, men da det slap op, kom lao lao'en, en meget staerkere hjemmebrygget risvin, paa bordet. Lao laoen blev serveret i almindelige gals og havde 3 gange snapsestoerrelse, selvom vi er sikker paa at lao lao er staerkere en snaps. Som man jo nok kan forstille sig blev folk rigtigt rigtigt hurtigt meget fulde og stemningen stege i takt med at timerne gik. Ved vores mad, sad vi 14 mennesker og der roeg 2 sodavandsflasker lao lao ned. De andre grupper der var faerre end os drak det samme. En sjov ting vi fandt ud af var at i Laos deler man glas, man har derfor kun et glas til vand, et til beerlao og et til lao lao, og de her glas gaar saa paa rundte under hele festen. Man kan ikke rigtig sige nej eller bede om en mindre. De fandt dog ud af at Lea ikke kan taale saa meget saa hun fik til sidste lao lao paa snapse stoerrelse. Musikken blev hoejere og hoejere og folk begyndte at danse, Theis var den foerste af os der var oppe og danse og drengedans her er meget taet og med meget loese haandled, saa Lea fik sig et kaempe grin indtil hun selv blevet hevet op. Heldigvis var kvindedans bare at klappe lidt og bevaege foedderne lidt, saa hun klarede det og vi kom da begge ned og sidde igen, lige indtil Lea blev trukket med ud i baghaven hvor toilettet var, og fik at vide at nu skulle vi paa wc, Lea taenkte at vi kan da ikke alle 3 vaere paa det lille bitte wc, men hun fik at vide at nu skulle hun bare saette sig, og saa satte de andre damer sig ned ig tissede i baghaven hvor alle der kom ud kunne se os. Kort tid efter gik vi hjem og Theis oplevede igen at der er lidt loese haandled i Laos, her tog vores vaert Theis i haanden og flettede fingre med ham, det var dog lige over Theis' graense og han fik vores vaert til at slippe, bare for at han tog ham i armen i stedet for.

Da vi kom hjem om natten var der redt op til os med en madras paa gulvet med et myggenet over. Her faldt Theis naesten doed om, mens Lea fik det rigtigt daarligt at al den lao lao. Det endte med at hun var noedt til at gaa ned i haven og braekke sig, saa Lea's traeng til lao lao er kureret for evigt, bare lugten goer hende daarlig.

Den naeste dag tog vi et smut til det vandfald vi faktisk var kommet der for. det var godt nok et flot vandfald og en super dejlig koerertur der til. Vi koerte igennem taet jungle, hvor traerne taarnede sig op paa begge sider af os. Det var helt fantastisk med de mange lyde fra junglen og saa mange groenne nuancer der findes i en jungle. Vejen vi koerte paa var bare lagt, saa det gik sindssygt meget op og ned af bakke, med skarpe sving og flotte udsigtspunkter, da den ikke var blevet gravet ud. Vandfaldet som vi kom til var et ef de flotteste vi har set. Det var et trappevandfald, saa vandet faldt et kort stykke flere gange. Rundt om vandfaldet var der fyldt med farverige sommerfulge i alle taenkelige (og utaenkelige) farver, der var gule, med brune prikker og blaa vingespidser, der var nogle der var lige saa store som Theis' haand, nogle var olieblaa og vi kan blive ved. Lea satte sig og laeste i Lonely Planet mens Theis gik paa opdagelse paa vandfaldet. Han startede med at bestige vandfaldet faa cm fra hvor vandet faldt ned, da han kom op saa han at det var en stor flod der snoede sig igennem en dyb klippe og lavede svenskerhuller og gange som vandet floed i.

Da han kom ned igen tog vi tilbage til landsbyen. Her snakkede vi lidt med vores vaert som fortalte at alle husene staar paa stolper fordi at omraadet bliver oversvoemmet og vandet naar 2 meter op af husenes stolper. Vi havde mange spoersgmaal til ham, saa derfor bliver det lidt opremsende nu, men han fortalte os ogsaa at i laotisk kultur var det doetre der laver mad og de andre huselige pligter og derfor maatte Lea heller ikke hjaelpe selvom hun gerne ville. Han fortaelte ogsaa at laoter foerst laerte engelsk paa universitetet og det var derfor at der var mange der ikke kunne engelsk. Vi havde undret os over hvordan de holdte styr paa alle de dyr de havde, og der var virkelig mange, saa vidt vi kunne se havde vores familie mindst 20 aender og hoens og et par grise og en ko, men de var aldrig rigtigt hegnet ind, men han fortalte at det var fordi man ikek havde sine egne dyr, men at hele landsbyen delte for der var jo kun 9 familier saa man slagtede naesten altid en af familiens dyr naar man skulle holde fest.

Vi skulle hjem den dag for vi havde ikke flere penge, vi spurgte om der kom en bus , ha nsagde at det gjorde der ikke, kun ude ved den store vej som laa 9 km vaek, men vi kunne koebe en scooter til at koere os der ud, problemet var bare at det havde vi ikke penge til, saa vi gjorde os klar til at gaa, da det gik op for vores vaert at det var det vi ville sagde han at en af hans venner alligevel koerte forbi og at vi nok godt kunne koere med der, super heldigt for os. Inden vi koerte saa vi begravelsen af vores vaerts kusine. De braender de doede her nede, men de er ikke kede af det som vi her hjemme, vi er blevet enige om at det er fordi de tror paa reinkarnation. Vi naaede desvaarre ikke at se det hele, men vi saa at de satte ild til baalet. Vores lift kom og vi kom ned til vejen, men her var bare ikke lige nogen bus i syne, saa vi fandt nogle der kunne snakke engelsk og fik at vide der ikke kom flere busser. det var jo virkelig noget lort for vi havde ikke penge til en overnatning, men som vi var mest desperate kom der en bus, den tog vi, og vi fik de 2 sidste pladser. Men vi kom til Paksan og fik haevet penge, men vi er ikke sikre paa om vi har mere held tilbage, for det var godt nok overdrevet heldigt at vi ikke skulle gaa 50 km.

Det var vist vores 2 meget begivenhedsrige dage.