Saa er vi minsandten i Phnom Penh igen. Denne gang bare for at anmelde tyveriget af Theis' telefon, det kunne jo ikke goeres der hvor den blev stjaalet.

Vi tjekkede ind paa det hotel vi havde vaeret paa de andre gange igen. Det er virkelig godt, saa vi besluttede at beloende dem med at have os en sidste gang ;) Det viste sig at vaere et godt valg efter at en fra hotellet (Thou Ratha) tilboed at komme med paa politistationen og aggere tolk. Saa kom vi ind i seng (det var sen aften) og der var den, vores dejlige seng. Den bedste i alle landende, mm :) Efter en god nattesoevn stod vi op og gik ud og fik noget mad paa vores, efterhaanden, stamrestaurant, dejligt endnu engang. Saa gik vi tilbage til hotellet, hvor manden fra dagen foer stod og ventede paa at klokken blev 9 og vi kom. Vi sprang op basgpaa hans scooter og blev koert til politistationen.

'Politistationen' var egentlig bare et hus, som vi ALDRIG havde fundet selv, hvor der sad en politimand og dovnede. Da vi kom kiggede han knap nok op, indtil vores mand begyndte at snakke. Man kunne se lettelsen i hans oejne, da det gik op for politimanden at han ikke skulle igennem det paa engelsk. Og vi var ogsaa lettede over at se, at vores mand havde let ved at forklare hvad der skulle ske.
Theis fik et stykke papir med nogle bokse og streger der skulle udfyldes og en detaljeret beskrivelse af tyveriet skulle de selvfoelgelig ogsaa have, men saa var det ogsaa overstaaet. Nu manglede de bare lige min underskrift og fingeraftryk. Ikke mindre en 6 fingeraftryk paa 3 stykker papir (for og bag) skulle der til. Meget maerkeligt naar man aldrig har faaet taget fingeraftryk foer. Efter denne seance blev der paent bedt om "donationer" til politistationen saa de kan holde sig koerend. BAWL, men der er jo ikke noget at goere, saa der roeg ti dollars i lommerne paa korupte poitifolk, men saa haaber vi ogsaa at faa mange gange det igen fra forsikringen.
Alt i alt en fryd at komme fra politistationen saa let og med papir i haand gik koerte vi tilbage til hotellet.

Ved hotellet spurgte vores tolk om vi havde lyst til at komme med hjem til hans familie der bor paa en oe i naerheden af Phnom Penh. Det sagde vi ja til og senere hoppede vi op paa hans scooter igen. Efter en lidt nervepirrende tur 3 paa scooter igennem Phnom Penh ankom vi til faergen der sejlede os ud til oeen. Paa land korte vi paa grusvejen (den eneste paa oeen) til hans hus blandt de helt fattige cambodianere.
Her blev vi moedt af smil og hilsener hvorend vi gik og koerte. Folk havde tydeligvis set fremmede foer, men de var stadig interresserede i os. Efter at vaere blevet introduseret for familien kiggede vi os lidt omkring. Vi blev hurtigt imponerede af en enorm vaev under huset. Thou sagde at vi da gerne maatte proeve. Saa Lea gav den et forsoeg. Det viste sig ikke at vaere saa svaert, men at goere det hurtigt er!!

Efter Lea havde vaevet lidt, viste Thou os rundt i landsbyen, det var en ret stor en med 580 familier af MEGET forskellig stoerrelse. Thou var kun 4, men mange af de store var oppe i de 2-cifrede tal.

Da vi kom tilbage til hans hus, sagde han at han skulle paa besoeg hos nogle fattige familier som han aabenbart var socialarbejder for. Det var da bare helt i orden saa laenge det ikke var for at lokke penge ud af os. Da vi kom derud sad vi lidt og snakkede med den multifattige familie om lidt af hvert. Thou var der vidst for at se til at boernene kom i skole og ikke bare arbejdede deres liv vaek. Han forklarede senere at han er en del af en organisation der hjaelper folk med mad imod at de sender deres boern i skole. Herudover hjaelper de med billig eller gratis laegehjaelp og lignende. I denne familie var to af pigerne i toppen af klassen saa han var sikker paa at de var det vaerd. Han sagde at for i alt $700 kunne han give dem et godt hjem og starten paa en lille foretning saa de kunne klare sig selv. Deres hus var nemlig bygget saa daarligt, at under oversvoemmelser vil vandet komme saa hoejt op, at slanger kan komme op igennem gulvet og soege ly. Der var nu ikke meget ly at faa da taget og vaeggene var gennemhullede af vinden.

Det naeste sted vi kom var allerede med i projektet og saa ogsaa noget bedre ud. De havde et fint hus og nogle dyr at leve af. De havde saagar et lille stereoanlaeg. Damen vi snakkede med havde et plaster i panden hvilket vi har set nogle gange. Vi spurgte og hun forklarede at det var fordi hun havde ondt i hovedet :D Saa hjaelper det da at tage plaster paa! :) Tydeligt eksempel paa hvor langt bagud udviklingen er her.

Saa kom vi tilbage til Thou, fik noget mad og koerte tilbage til Phnom Penh og her sidder vi saa nu og skriver blog.

I morgen tager vi videre til Battambang hvor de skulle have et meget spaenende tog :D