Vi er nu okay efter en lang og lettere forvirret tur fra Vietnam til Cambodja.

Paa graensen klarede vores rejsebereau alt for os, fordi vi desvaerre var noedt til at koebe vores visa gennem dem fordi vi ikke havde nok dollars til at koebe det ved graensen, oev!! Men vi kom fint igennem til vi fik at vide at nu var det tid til sundhedstjek! Det skulle vi godt nok ikke nyde noget af den klamme fede cambodianer skulle tjekke os for noget vi overhovedet ikke fejlede, saa det foerste vi gjorde var at hive vores gule vaccinationskort frem og sige, her kan i se at vi er fint raske. Vi fik da ogsaa lov til at gaa uden af blive tjekket af laegen.

Da vi kom over graensen kunne vi med det samme se at Cambodja var meget fattigere end Vietnam, vejene var kun jord og husene var igen lavet at trae og ikke mursten som i Vietnam. Menneskerne havde ikke saa paent toej paa mere og boernene saa lidt mere snuskede ud, det er uhyggeligt som verden forandre sig bare fordi man krydser en graense. Nu skulle vi bare naa vores bus videre til Phnom Penh, hovedestaden i Cambodja, vi var bare lige 20 min forsinket :/ Heldigvis for os spotter vores chauffoer bussen og faar den stoppet og ombord vi hopper. Hvem ser vi saa i bussen? Vores 2 gode franskmaendsvenner Steffan og Benoir fra Cat Ba, dejligt, men de skal desvaerre ikke af samme sted som os, saa vi faar kun lige sagt hej og farvel.

Et par timer eller 3 senere ankommer vi saa til Phnom Penh og det er godt nok en stor by med alt hvad asien kan byde paa, markeder over alt, (rimligt) hoeje huse og masser masser af mennesker, scootere og tuk tuk (nu i ny udgave). Da vi kommer ud af bussen kan man allerede maerke at mentaliteten her hos cambodianerne er anderledes end de andre lande vi har vaeret i. Her er de ikke saa paatraengende og meget mere rolige end, isaer Vietnam. Vi elsker allerede Cambodja! Vi fandt en tuk tuk og fik han til at koere os til et billigt hotel, 8 dollars for et vaerelse, det tager vi da. Vi fandt saa senere ud af om aften at det var det daarligste vaerelse vi har haft indtil videre, selv daarlige end vores vaerelse i Luang Prabang under nytaar, vi havde ingen haandvask paa badevaerelset, brusere virkede ikke og alle afloebene fra vaerelserne over os loeb ned til os, saa der stank! Vi fandt ogsaa ud af vi havde et vindue ud til baren/diskoen og det lukkede ikke saa godt, saa naeste dag skyndt vi os og finde et andet vaerelse.

Den dag slappede vi af og gik paa opdagelse i byen. Den naeste dag fik vi taget os sammen til at gaa ind og se S-21 og Killingfields. Vi lejede en tuk tuk for 18 dollars hele dagen og afsted vi tog til torturfaengelset S-21. Det foerste syn der moedte os var hoeje mure med sindsygt meget pigtraad rund om nogle hoeje skolebygninger. Vi gaar der ind og alt ser meget tilforladeligt ud, indtil vi gaar ind i det foerste rum i bygninig A. Her staar der en seng, med en kaede, en ammunitionskasse og en maatte. Gulvet var stadig meget roedt nogle steder paa gulvet, som resultat af alle de mennsker som doede i det her rum, for vi var gaaet ind i et afhoeringsrummet som det foerste. Paa vaeggen hang der et billed af et lig som man fandt da man befriede faengselet, desvaerre var kun 7 i live, 14 mennesker havde Khmer Rouge lige naaet af henrette inden de loeb deres vej. Et af de mennesker var nu foreviget paa det billede vi stod og kiggede paa. Graven var lige ude foran rummet. Paa sengen laa der 2 frangipani blomster, som er meget normale hernede og bliver brugt til mange forskellige ting. Denne gestus viste os hvor meget smerte der var sket i disse rum. Ved siden af det foerste rum var der yderligere 4 rum, alle disse rum lignede hianden og havde vaeret brugt til det samme. Paa naeste etage var der lignede rum, mens der paa den sidste etage var rummene stoerre, her var det masseforhoer/totur, mest beregnet til familier, i kan forstille jer hvordan det forgik.

I den naeste bygning havde der vaeret celler, men de var i dag lavet om til et billedrum, altsaa et rum hvor alle de mugsshots man havde af fangerne var blevet haengt op sammen med andre billeder af, hvordan befolkningen levede og led under Khmer Rouge. Det var nogle meget staerke billeder og ingen sagde noget i denne bygning, hvis man snakkede hviskede man kun sammen, det var et forfaereligt sted. Alle rummene og etagerne i denne bygning var fulde at billeder, alle mulige billeder, mugshots, propagandabilleder, billeder af folk der arbejdede i de kollektive rismarker, fangerne fra faengslet da de var doede, billeder fra killing fields baade mens de var i brug og da man udgravede, billeder af de politiske ledere (de var kredset og tegnet paa, saa man ikke kunne se deres ansigter) og saa mange andre billeder. Vi gik stille igennem hele komplekset og kiggede. Den ene af bygninger er bevaret som man fandt den, ud over den er gjort rent. Khmer Rouge havde opfoert smaa celler af trae eller mursten inde i klasselokalerne saa de kunne fungere som faengsel, det var sket meget hurtigt og var ikke lavet saerligt godt, et bevis paa at det hele var sket hurtigt da de indvaderede Phnom Penh. I den sidste bygning var der "tilstaaelser" fra indsatte. Theis sagde da vi havde kigget lidt at han slet ikke kunne laese nogle tilstaelser i det vi havde laest, og han hade ret det loed bare som en biografi mere end en tilstaaelse, men det var jo ogsaa det Khmer Rouge var ude efter. De skulle bare vide om du havde faaet en uddannelse eller du havde lavet kontor arbejde, om du havde briller eller paa anden maade var interlektuel, saa skulle du doe.

Virkelig mange doede, det fandt vi for alvor ud af da vi besoegte killing fields, som ligger 15 km fra S-21. Vores tuk-tuk chauffoer koerte os derhen og han stoppede ved en lille eng med flotte og hygelige traeer omkring til at give skygge, det var meget syrrealistisk at paa et saa flot sted er der blevet draebt 17000 mennesker.
Vi lejede en audioguide ved billetstedet, herefter startede raedselsturen for alvor. Vi gik hen til det foerste sted hvor vi lyttede til den foerste del af guiden. Det var stedet hvor lastbiler med 'forredere' koerte til og laesede af. Herefter skulle fangerne registreres og nogle gange underskrive deres egen doedsdom. I starten afregimet kom den en lastbil om ugen ca, men som Pol Pot og resten af regeringen blev mere og mere paranoide, kom der i de sidste aar 2-3 lastbiler om dagen.
Ved det naeste sted lyttede vi til en beretning om stedet hvor fangerne skulle skrive under. Det var et traehus ligesom modtagerhuset. De findes dog ikke mere eftersom desperate fattige overlevende havde ransaget dem og enda genbrugt byggematerialerne, inden man fandt stedet. Her blev ogsaa berettet om en bestemt palme ved navn Sugar Palm. Det heder den fordi man udvinder sukker fra den. Her havde boedlerne dog fundet et andet formaal med den, en sukkerpalme har nemlig et saet utroligt skarpe pigge hele vejen op ad stilken til hvert blad. Disse blade blev af Khmer Rouge brugt til at skaere halsen over paa forraedere. Forfaerdeligt, vi kan ikke se palmerne igen uden at det loeber koldt ned af ryggen.
Det naeste stop var en indhegning af en massegrav, der var ikke saa meget at se, men historierne er forfaerdelige. Ved det naeste sted saa vi en anden indhegning, hvor man har ladet nogle rester ligge. Der stak med andre ord knogler og taender ud af jorden her. Herudover ligger der tilmed over alt paa killing fieldsne toejrester der har arbejdet sig op igennem jorden. Det er naesten vaerre end knogler, for knogler er man lidt vandt til, men at vide at de mennesker er doede i det toej er virkelig forfaerdeligt.
Efter massegraven blev vi ledt videre ud til en slags daemning, der forhindrede hele komplekset i at oversvoemme i regntiden. Her sad vi paa en baenk og lyttede til overlevende der beskriver hvordan det var at se sin familie doe og blive tortureret. En var blevet voldtaget selvom det stod i reglementet at det maatte vagterne ikke. Der blev nok ikke holdt saa meget styr paa noget som helst udover hvem der blev draebt.
Efter de forfaerdelige historier kom vi til 2 glasmontre, den ene indeholdt knoglerester og den anden toejrester. Igen var det toejet der var mest uhyggeligt. Det er somom film osv haerder os imod knogler, men toejet tanker man mere over.
Videre fra glasmontrene kom vi til en anden massegrav, hvor armbaand var blevet haengt paa bambusraekvaerket. Denne grav var blevet brugt til maend. Det var blevet halshugget og derefter smidt i graven. Forfaerdeligt, men det naeste var endnu vaerre.
Den naeste og sidste grav (af de udstillede, der var flere hundrede dengang) laa ved siden af et stort trae. Vi lyttede os til at dette var en grav til kvinder og boern og der var godt nok ogsaa mange armbaand paa kanten her. Men det var traet der var det egentlig forfaerdelige. Det er blevet doebt killing tree efter det blev opdaget af en man der saa noget maerkeligt paa stammen. Det viste sig at vaere knogle- og hjernerester. Boedlerne havde taget babyer i benen og svinget deres hoveder ind i traestammen og derefter smidt dem i graven. Fy for haelvede. Det var det vaerste syn paa hele turen. Der sad ogsaa en vesterlaending og braekkede sig lidt derfra. Det var virkelig forfaerdeligt.
Det naeste sted saa vi et andet stort trae. Dette blev brugt til at haenge en hoejtaler i, den spyttede komunistiske sange og propaganda ud (selvom sang og musik var forbudt) De sagde at det var for at lette stemningen, men det har hoejst sansynligt vaeret brugt til at overdoeve skrig om natten, naar boedlerne gjorde deres arbejde.
Det sidste sted paa ruten var en stor glaspagoda fyldt med kranier og de stoerre knogler. Det er muligt vi er blevet vaendt til knogler af tv'et, men dette er noget helt andet. Bunker paa bunker af kranier saa hoejt at man skal traede langt langt tilbage for se de oeverste. En gang om aaret har de mindehoejtidelighed og tusindvis af cambodianere kommer hertil og minder deres familie og venner.
Efter audioguiden var slut tog vi hen til det naertliggende museum, men der var ikke noget vi ikke havde set i S-21, saa vi tog i en souvenirshop og fandt det cambodianske og vietnamesiske flag til vores tasker, jubii :) Saa nu mangler vi bare tyrkiet italien og hvor taskerne ellers har vaeret.

Paa turen hjem loeb vi ind i tung trafik, men vi slappede jo bare af bagi tuk tuken og lod vores chaufoer tage sig af det ;D

Dagen efter tog vi paa nationalmuseum, det var ikke kanon men det var da ok. Det egentlige hoejdepunkt den dag, var at vi kom i biografen og saa The Avengers, den nye film hvor Marvel samler alle deres superhelte, den var virkelig god :D Biografen laa i et indkoebscenter i stil med BioCity i Odense banegaard. Den var i 3D og vi blev overraskede over at camodiansk 3D er meget bedre end dansk. De bruger nogle andre briller, saa man faar slet ikke ond og det er ikke sloerret i kanterne.
Om aftenen sad vi og spiste paa en restaurant og indsaa at vi ikke havde penge til at betale, ups.. Saa Theis maatte ud og lede efter en ATM, paa vejen blev han selvfoelgelig tilbudt det obligatoriske vaeld af tuktuker, hash og damer, men denne gang var der en slesk gammel grim fed og generelt ulaekker og utiltalende man der tilboed Theis at han kunne faa en "small girl." Foej for haelvede, man bliver helt paff og siger nej og gaar. Saa indser man hvad der er sket og aerger sig over at man ikke gjorde noget ved det, men saa indser man at det kan man ikke. Det er ikke nogen dejlig foelelese, men med alt det papirnusseri og koruption kommer vi ikke hjem i aar hvis vi melder saadan noget. Desuden er det umuligt at finde den samme klamme tuk tukmand. Theis fandt en ATM og kom tilbage med penge i haand, men ikke noget smil og resten af aftenen gik med at bande af ham manden.

Dagen efter (stadig ikke helt ved os selv efter episoden med tuktukmanden) koerte vi til Ratanakiri, vores naeste destination, med bus.