Et par stykker fra vandrehjemmet havde gennem de sidste fire dage proevet at faa mig overtalt til at tage med til Tully River for at proeve noget White River Rafting. I starten toevede jeg lidt. Dels fordi jeg havde en bil paa vaerksted som muligvis skulle hentes samme dag, dels fordi river rafting ikke laa paa min liste over ting jeg havde taenkt mig at proeve mens jeg var i Australien. Isaer den lidt pebrede pris afholdt mig. Men til sidst taenkte jeg, hva faen. Jeg er her jo for at proeve noget nyt og udfordre mig selv, og hvornaar faar man muligheden for at proeve rafting paa en af de bedste floder Down Under nogensinde igen? Jeg meldte mig til og det fortroed jeg bestemt ikke.
Kl kvart i seks ringede mit vaekkeur, og jeg foelte mig ikke helt klar til fem timer paa den saakaldte 'extreme' tur vi havde meldt os til. Vi var fire fra vandrehjemmet der skulle afsted sammen og vi fik gejlet hinanden op inden bussen kom. Paa busturen fik vi en lille peptalk og vi levede alle sammen lidt op. Endnu mere saa, da vi fik overrakt vores 'extreme'-armbaand som gav os adgang til en anden bus hvor guiderne var nogle haarde gutter. De fortalte om hvordan udstyret fra gaardsdagens river rafting var ved at blive rengjort for blod og legemsdele saa vi kunne bruge dem. Vi skulle alle sammen introducere os selv for resten af bussen og give en nummer mellem et og tre. Et betoed at man var lidt nervoes. To betoed at man var klar, men ikke paa det aller vildeste. Tre betoed 'I don't give a f*** about my life'. Vi sagde naturligvis tre.
Vores gruppe paa fire fik en baad for os selv med en guide ved navn Ash. Da vi gik ned mod baaden hoerte vi nogle andre guides raabe 'Good luck on your first day, mate!' til Ash. Det viste sig dog at det blot var hans foerste dag som guide paa extreme, ikke som guide i det hele taget.
Det startede stille og roligt. Fantastisk vejr, fantastiske omgivelser. Floden loeber gennem en af verdens aeldste regnskove i verden, og vi kunne naesten ikke tro vores egne oejne naar vi en gang i mellem kiggede op og saa de traedaekkede bjerge.
Men det var jo ikke for udsigterne vi var kommet. Det var for at faa noget adrenalin pumpet gennem systemet. Og det blev der godt nok. Naar vi ikke sejlede gennem rapids og bumpede ind i store sten som fik hele baaden til at dreje rundt om sig selv, sprang vi af baaden og lod os glide med stroemmen. En gang imellem proevede vi med vilje at tippe hele baaden rundt, men desvaerre lykkedes det os kun et par gange, da vi kun var fire i baaden og vi havde ca 100kg udstyr som de andre baade ikke havde. Tre gange i loebet af turen stoppede vi ved klipper som vi kravlede op paa toppen af og sprang ud fra. Endnu en oplevelse hvor man lige inden og idet man springer taenker 'hvad pokker har jeg gang i!' men som i oejeblikket og bagefter er meget underholdende.
Paa et tidspunkt lagde vi ind til bredden og blev alle bedt om at hoppe ud ad baadene. Derefter fik vi at vide at vi skulle hoppe i vandet og lade os rive med stroemmen (som var meget kraftig paa den del af floden). Det eneste vi fik at vide var: 'I skal ende nede ved baadene ca 70 meter laengere nede. Tro mig, I har ikke lyst til at drive forbi dem og vieder ned ad floden!' og 'hvis I kan se at vandet er over jeres hovede, ryger I under'. Vi stod alle sammen lidt forvirrede og saa raabte han 'hop i! den naeste taeller til to og hopper saa i!'. Det var den mest skraemmende oplevelse jeg nogensinde har haft. Efter fem sekunder ser man den foerste boelge over sit hovede og derefter er det rene instinkter der forsoeger at faa en til at faa hovedet over vandet, men det er naesten umuligt. Det var lige foer jeg taenkte at jeg ville drukne. Men efter ti sekunders tid roeg man op til overfladen og kunne se de baade man skulle ende ved. Ikke noget jeg skulle prove igen, men det har helt sikkert giver mig noget.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg endte med at goere det og bruge pengene paa det.
Og bilen? Ja jeg venter stadig paa at mekanikeren Gareth ringer og siger at den er faerdig.
De naeste dage er planen at vi tager til Atherton Tablelands som ligger nogle hundrede kilometer sydvest herfra, og derefter tilbage op nordpaa mod Cape Tribulation.
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg tage noget mere toej paa inden jeg bliver aedt levende af myg.

Andreas