Efter et halvandet doegns sygdom med opkast, og andre ubehageligheder der mindede mig om aldrig at koebe billig sushi igen, var jeg nervoes for om jeg kunne naa at blive rask til loerdag morgen. Loerdag morgen stod programmet nemlig paa skydiving.

Heldigivis var jeg loardag morgen rimelig frisk. Det viste sig senere at vaere viljestyrke der udsatte sygdommen til busturen hjem fra Mission Beach hvor vi sprang.

Men nu sidder I nok og taenker 'nok om din daarlige mave, fortael nu om faldskaermsspringet!'... Vi (en dejlig hollaender og undertegnede) blev hentet paa vandrehjemmet kl 8 om morgenen og koert ud til Cairns Skydivings flyvestation hvor vi fik en 30 sekunders undervisning i at hoppe ud fra et fly i 14.000 fods hoejde. Inden da blev vi vejet hvor det viste sig at jeg havde tabt 2 kilo siden jeg forlod Danmark, det meste af det nok inden for det sidste doegn. Vi fik spaendt en masse udstyr paa kroppen, underskrev at vi ikke ville sagsoege dem hvis vi landede uden faldskaerm eller hvis der opstod fysisk kontakt mellem os og instruktoerene som ville vaere spaendt fast til os, og satte os ind i et lille propelfly som skulle bringe os op til 14.000 fod.

Flyveturen var skoen og man kunne godt maerke at flyet langsomt fyldtes med adrenalin. Fra vinduet kunne man se dele af Great Baarier Reef og Mission Beach. da jeg taenkte at vi nok var ved at naa hoejden hvorfra vi skulle springe, sagde en af instruktoerene at vi var i 2.000 fods hoejde. 12.000 fod senere aabnede doeren sig pludselig og indenfor faa sekunder var det foerste allerede ude af doeren. Jeg var naestsidst. Det var ikke foer jeg saa de to foer mig forsvinde ud i det blaa at nervoesiteten satte ind. Vi rykkede os naermere doeren og jeg stak mit hoejre ben ud ad doeren. Vindmodstanden var helt vildt og nu kunne man for alvor maerke adrealinen pumpe. Foer jeg vidste af det skubbede instruktoeren Damo os ud af flyvet og saa stod den paa ca et minuts ren adrenalin. Det er meget svaert at beskrive foelelsen af at haenge 4,5 kilometer over jorden uden noget under sig. Det kan ikke rigtig sammenlignes med noget, saa jeg vil ikke forsoege. Men da han foldede faldskaermen ud var det meget fredfyldt og en naesten poetisk foelelse at svaeve ned over stranden. Et par sekunder inden vi naede jorden sagde han 'legs up!'. Landingen var meget let og jeg undgik heldigvis at 'faceplante' som en af de andre gjorde. Og saa stod man der... paa den smukkeste strand jeg nogensinde har set, blot tre minutter efter at vaere sprunget ud fra et fly. En meget sureslistisk men paa samme tid meget virkelig oplevelse.

Det var en fantastik oplevelse og noget jeg helt sikket vil proeve igen.

Og jeg er skrivende stund helt rask og klar til mere eventyr.

Andreas