Tasmanien. Jeg havde taenkt paa at tage derhen, men havde skubbet tanken lidt til side. Jeg fik dog lysten til at tage dertil tilbage, da Kate havde bestilt flybillet dertil. Jeg er nok noedt til at fortaelle hvem Kate er. Jeg moedte Kate, som er fra England, i Cairns daa jeg havde vaeret der i to ugers tid, og vi har rejst sammen lige siden. Og selvom jeg ikke har aendret min civilstatus paa Facebook, har vi vaeret mere end blot venner i de knap tre maaneder vi har rejst sammen. Saa jeg besluttede mig for ogsaa at bestille en flybillet til Tasmanien. Vi landede i Hobart, som er Tasmaniens hovedstad. Selvom Lonely Planet starter deres beskrivelse af Hobart ud med at sige: Hobart rocks!, var vi ikke saerlig imponerede. Jeg fandt dog en dansk designbutik, som havde dansk ejer, saa jeg fik en snak med hende, og fik koebt en gave til Victor og Dinna, som jeg senere skulle bo hos i Sydney.
Vi fik lejet en lille campervan, eller sleepervan, som de kalder det. Det er nummeret under en campervan, og er egentlig en kassevogn, hvor man kan folde en seng ud bagi. der medfoelger en lille vask, gasblus og koeleboks. Vi koerte Tasmanien rundt med uret.Vejret paa Tasmanien er meget skiftende, og vi moedte haard solskin, regn, kraftig vind, hagl og meget kolde tmeperaturer. Paa et tidspunkt ar vi noedt til at vende om fordi vejen var helt oversvoemmet (se billede). Vi tog til alle de nationalparker vi kunne, og isaer Cradle Mountain og Freycinet National Park er bestemt vaerd at besoege. Wine Glass Bay i Freycinet National Park er smukt fra udsigtsplatformen. Men lige meget hvor man koerer i Tasmanien, og lige meget hvilket vejr det er, er omgivelserne smukke som malerier, og din hoejre pegefinger er konstant paa arbejde, endten med at pege ud ad vinduet fra bilen eller med at trykke paa afloeseren paa kameraet. Man koerer gennem endeloese maengder af bittesmaa landsbyer med under 500 indbyggere, og man moeder uden tvivl nogel sjove typer paa sin vej.

Jeg insisterede nautrligvis at vi tog til Taroona, Mary's hjemby. Det var en hyggelig by, men jeg var dybt skuffet over at der ikke stod et stort skilt der pegede paa hendes barndomshjem. Jeg overvejede at tage et billede af et tilfaeldigt hus og paastaa at det var hendes, eller tage et billede af hvert eneste hus saa hendes maatte vaere et af dem, men besluttede i enden ikke at tage et eneste.

Nu sidder jeg i Sydney. Julegaveindkoebene er saa smaat paa vej. Jeg glaeder mig til at komme hjem og se alle igen. Haaber I har det godt trods sneen!