Saa sidder jeg igen foran computeren i vandrehjemmet Tropic Days. Men de sidste 12 dages tid har vi vaeret rundt omkring. Jeg moedte en gruppe rigtig dejlige mennesker paa vandrehjemmet for et par uger siden og vi aftalte at tage en tur nordpaa, mod Cape York. Jeg koebte en Land Rover Discovery som umiddelbart saa ud til at vaere i god stand, men det skulle senere vise sig at den ikke havvde det saa godt. Det vender jeg tilbage til senere.
Den foerste del af vores road trip var til Atherton Tablelands, hvor der er masser af vandfald og skoen natur. Vi saa baade naebdyr og en enkelt Cassowary. Det var en fantastisk oplevelse at se en dinosaurlignende fugl hvis bestand er nede paa 1500. Den vi saa var ca 1,70 hoej omkring 50 kg og kloer der tydeligvis kunne oedelaegge din dag. Den var meget rolig og nem at tage billeder af, hvis det ikke havde vaeret for mit kameras nye handicap der gjorde at det ikke kunne stille fokus naar jeg brugte zoom. Men det fik virkelig adrenalinen til at pumpe naar en saa stor fugl pludselig vender sig mod en og bliver aggressiv. Heldigvis var der en guide i naerheden som vidste hvad man skulle goere for at holde den paa afstand.
Derefter tog vi en hurtig tur tilbage gennem Cairns og saa pegede vi "Baestet"s (som vi doebte bilen, The Beast) naese mod nord. Det skal naevnes at Baestet er en svaervaegter paa ca 3 ton med en 3,9 liter v8 benzinmotor, firhjulstrukken. Det betyder at hun er meget toerstig, ca 6 kilometer paa literen. En stor forskel fra den Citroen C1 som jeg ellers har koert det seneste halve aar. Vi bemaerkede rimelig hurtigt at hun havde svaert ved stejle bakker og at hendes topfart sandsynligvis laa under 150 km/t. Men det var nu helt fint. Problemer vi kunne leve med. Desvaerre viste det sig at hun heller ikke var saa glad for saakaldt currogation, eller vejkorrugering. Det kom til udtryk da hun pludselig mistede motorkraft og gik i staa midt paa vejeni Lakefield National Park. Vi var dog ikke saa nervoese, da der aldrig var mere en et par timer mellem bilerne, saa nogen kunne hjaeple os hvis den broed helt sammen. Men det gjorde den aldrig. Vi naaede til Musgrave, som er et Roadhouse ca 35 kilometer uden for nationalparken. Her moedte vi en virkelig karakter ved navn John som ejede stedet. Han hjalp os med at tjekke bilen, og var, som de fleste Australiere, meget hjaelpsom. Han kaldte baade mig og Matt (en af det fem jeg rejser med for tiden) "young fella!". Selvom han fortalte om at han havde rejst meget, havde han tydeligvis ikke ritig fuldt med i nyhederne, eller historietimerne for den sags skyld. Han var i den tro at tyskerne havde vundet anden verdenskrig.
Turen hjem var meget stille og rolig, da det meste af vejen var paa asfalteret vej.
Nu er planen at saelge Baestet igen, finde mig et andet koeretoej og saa peger jeg snuden mod syd.

Haaber alt gaar godt hjemme i DK. Jeg hoerer det er ved at blive koeligt. Det ville jeg saette pris paa, i hvert fald om natten. Jeg var noedt til at sove uden hovedpude det meste af natten fordi den blev gennemblodt af mit sved. Lyder klamt og det var det ogsaa.

Andreas