Potosi

Efter saltørkenen blev vi sat af i byen Uyuni som ikke umiddelbart er en by man har lyst til at blive i særlig længe. Byen var utrolig fattig, hundene levede i skraldbunkerne, der lugtede af kattemad og børn sked på gaden!!!! Vi fik dermed hurtig fat i en busbillet videre til Potosi om aftenen. Tiden indtil bussen gik tilbragte vi med vores kære israelske venner med øl og mad :)

Trætte og udmattede tog tog vi 3,5 time nord på gennem et smult bjerglandskab mod den gamle mineby Potosí som er en gammel mineby i Bolivia, samt et af de højest beliggende byer i verden. De 4200 meter kan uden tvivl også mærkes - man kan ikke lave en eneste hurtig bevægelse uden af blive svimmel og man er konstant forpustet, en smule svimmel og Alex døjer med lidt hovedpine. Så her bliver der både tykket på Coca blade, drukket Coca te imod højdesyge :)

Potosi er en hyggelig lille by med mange lokaler der vralter rundt - især kvinderne vralter, da de er så lave og tykke at vi er blevet enige om at det med de kæmpe numser og brede hofter samt den store barn må være en lækkert symbol på at man er god til at lave mad og føde børn her i Bolivia ;) Bolivia er det land der har holdt bedst fast i traditionerne fra inkatiden, hvorfor de stadig taler de lokale sprog Quechua. Kvinderne går ligeledes stadig rundt i skønne skønne "nationaldragte". Dette består af et lag nylonstrømper og tykke lange uldstrømper op til lårene, flere lag farvede tykke nederdeler, flere cardigans og et forklæde udover. Dernæst har de alle to fine lange fletninger ned mod numsen og gerne med popelotter for enden af håret og ikke mindst en fin fin hat op hovedet. Så ligegyldigt hvor fattige de end må være og ligegyldig om du er gadesælger eller hvad end de foretager sig så ser de altså bare skønne ud og man kan ikke lade være med at smile.

I dag kan man gennem byens gader se den smukke gamle arkitektur. Gennem Potosí's bugtede gader finder man kirker med smukt udskårne barokke facader, huse med træbalkoner, der hænger ud over de snævre gyder, samt flere gode museer. Byen har så uroligt man kirker - ja over 40, at man skulle tro det var deres svar på 7/11 ;)

Efter de tage dage på jeeptur fra Chile til Bolivia med alt for ringe mad, valgte vi at gå direkte ind på tripadvisor og vælger nr 1 restaurant i hele Potosí by ;) denne "dyre og fine" fornøjelse rippede os for hele 240 kr for forret, hovedret, dessert, vin og vand. Det er åndssvagt billigt! Og alligevel mener "folk/backpackere" at det er dyrt, da et almindeligt måltid ikke koster mere end 30-40 kr pr mand ;) Men vi fik god mad og var super glade!!!

Potosi er kendt for sin minedrift og var tilbage i kolonitiden den rigeste by i Sydamerika, da det var denne by der alene producerede sølv og mønter til hele det spanske imperium.

Besøget i minerne er et indblik i det barske liv der leves i minderne.Inden vi tog ind i minen skiftede vi tøj til keddeldragter, pandelamper og gummistøvler og købte nogle gaver til minearbejderne.

Minerne leverer ikke længere store sølvforekomster, men der graves i dag efter andre metaller dog med de samme forældede gravemetoder. Tidligere døde op mod 600 indianere årligt under det hårde arbejde i minerne. Befolkningen lever et meget hårdt liv grundet de ekstreme temperaturforhold og ikke mindst livet i minerne, hvor arbejdsforholdene gør, at levetiden for en minør kun er 35 år. Lungekræft er den hyppigste dødsårsag og de færreste kan arbejde i minerne mere end 10-15 år. Befolkningen er, trods deres elendige kår, meget imødekommende og venlige og de er meget villige til at vise minerne frem. Det er en god ide at medbringe coca-blade, dynamit, karbid og cigaretter med til minearbejderne, som til gengæld fortæller lidt om dem selv og hvad de graver efter. det var en super fed oplevelse, og vi er glade for, at vi gjorde det. Det var utroligt at se de forhold, som minearbejderne stadig lever under.