Fiji Del 3

Endelig på stranden

De sidste fire dage tilbragte jeg på en lille sydhavsø i stil med hvad de fleste forbinder med Fiji; strand, palmer og masser af sol. Mana Island lå en times tid fra Nadi og kunne kun nås med båd. Ratu Kini Resort, som jeg havde valgt fordi det lød som et godt sted og ikke var hundedyrt som alle andre steder i Mamanucas-øgruppen, lå to minutters gang fra landgangsbroen og to sekunder fra vandet. Maden var ikke fantastisk, men på dette tidspunkt var jeg meget træt af ris og frugt og vovede at spise rigtig mad. Gik ikke så godt, selvom jeg faktisk havde fået det bedre om lørdagen, vågnede jeg mandag og havde lige så ondt som før. Viste sig dog at en af de andre gæster havde noget antibiotika, så fik det langsomt bedre, selvom det satte en dæmper på humøret at have konstant mavepine. Om tirsdagen, to dage efter jeg var kommet, tog jeg på en arrangeret bådtur med to amerikanske piger og en guide ud til et koralrev ti minutter væk fra Mana, hvor vi snorklede i ca. en time. Det var flot, men oplevelsen gav mig også en dårlig smag i munden, da koralrevet flere steder var skadet, nærmest ætset hvidt af forurening, det lignede en ørken under vandet, dødt og goldt.

Da vi var færdige, gik vi i land på en lille sandbanke, som trods sin beskedne størrelse viste sig at være umådeligt populær. Vi var i kanp en halv time, og i det tidsrum oplevede vi to gange en båd fra et tydeligvis dyrere resort sætte turister i land, to ad gangen. Det første var et midaldrende par, røde af solen og med skumgummirør under armene til at holde dem oppe mens de vadede i land, hver med en øl i hånden. De så lidt fjollede ud, sådan som de osede af 'hvide rige turister', og vi morede os meget over pointen i at lade sig sejle ud med privat båd til en sandbanke, burge ti minutter på at drikke øl og nyde udsigten, for derefter at blive sejlet tilbage igen. Lige da vores egen båd kom tilbage kom samme båd påny, bare med et andet par. Disse var yngre og formålet gav lidt mere mening for mig, da en tjener bar en parasol og køletaske op på stranden; de skulle have pinic på øen. Samme aften fortalt en fyr i baren mig, at der med jævne mellemrum blev holdt fest på sandbanken, og han inviterede os med til den næste fest, der dog blev afholdt ugen efter jeg var rejst.

Mødet med en farlig slange

Trods mavekramper nåede jeg at snorkle flere gange i løbet af de to sidste dage. Tirsdag eftermiddag fulgtes jeg med en flok andre på en tur halvvejs rundt om øen, da det havde fundet små hajer dagen i forvejen. Vi fandt en klippe hvor de havde svømmet dagen før, hvor vi hoppede ud og svømmede og snorklede et stykke tid. Derefter bevægede vi os hen imod det sted hvor de havde set hajer. Tre af os valgte landvejen og faldt over en sort og hvid stribet slange. Mente at have læst noget om, at den var meget giftig, så vi holdt os på afstand indtil den var passeret. Viste sig at den ER meget giftig, men til gengæld ikke har tænderne langt nok fremme i munden til at bide et menneske. Men da vi så den følte vi at situationen var meget farlig og spændende.

Hajer så jeg til gengæld ingen af, selvom to af fyrene mente af se dem. Til sidst gik halvdelen af os tilbage, mens de tre sidste snorklede lidt omkring i håbet om at se dem. Vi tog en genvej gennem det store luksusresort som optager en stor del af øen, og hvor vi strengt taget ikke måtte være. Vi blev ikke opdaget før en af drengene klatrede op i en palme for at hente kokosnødder ned til os. Vi fik dog lov til at beholde kokosnødderne og fik bare høflig besked om at vi skulle forlade området - ret pænt af manden eftersom vi have taget 4-5 kokosnødder fra en palme på deres grund. Tilbage på Ratu Kini lånte vi en machete, og drengene prøvede at hugge hul på kokosnødderne. De var dog så forsigtige, at det ikke var særlig effektiv, indtil kokken kom, tog macheten og med et par velplacerede hug åbnede dem alle en efter en. Så drak vi frisk kokosmælk og spiste kokos. Sjovt nok var kokosnødderne her grønne og med en blødere skal, ikke som dem man køber i supermarkedet. Men det smagte godt alligevel.

Kokosnødder og ilddans

Hver aften var der aktiviteter i baren og på terrassen, og min sidste aften var temaet 'Island Night'. Fire af medarbejderne på Ratu Kini kom ind iført palmeskørter og dansede forskellige lokale danse. To af dem afsluttede med forskellige ilddanse nede på stranden, og selvom de tydeligvis ikke var professionelle, så det imponerende ud.

Alt i alt var det et hyggeligt sted, ret afslappet og uprætentiøst. Den ene af dykkerinstruktørerne havde sine små døtre på besøg, de var nok mellem 4 og 7 år, og de var så bedårende at de fik meget opmærksomhed fra gæsterne. Den ene aften dansede et par af pigerne med dem i baren, mens andre senere legede med dem og flere af de lokale børn i vandet. Børn på Fiji elsker at få taget billeder, og da vi sad sammen med pigerne den ene aften og tog billeder sammen med dem, synes de det var meget spændende at se resultatet bagefter.

Dagen før jeg skulle rejse hjem tog jeg båden tilbage til Nadi og checkede in på det samme hostel som jeg boede på de første par nætter. Sjovt nok havde de også her udvidet repetoiret den aften og nogle af medarbejderne dansede ilddans for os. Bagefter blev til mere kava, sidste omgang for mit vedkommende.

Om torsdagen fik jeg en lift af ejeren, Henry, til lufthavnen, hvor han skulle hente en ny flok gæster. Mens vi ventede fortalte jeg ham om mine oplevelser, især under konferencen, og vi snakkede lidt om bæredygtig turisme og muligheden for at bruge kanoer som den jeg havde oplevet i Korova som en del af konceptet. Da han var interesseret i idéen, lovede jeg ham at finde kontaktoplysninger når jeg kom hjem, så han kunne komme i forbindelse med beboerne i Korova hvis han fik lyst.

Tilfreds tog jeg hjem til Sydney, træt men solbrændt og en hel del oplevelser rigere.