Efter knap en uge tilbage i Sydney, hvor jeg endelig fik taget mit dykkercertifikat, gik turen til Broome i Western Australia d.16.december. Her skulle jeg bruge 6 dage på at arbejde med havskildpadder. The flatback seaturtle (ved ikke hvad den hedder på dansk) er meget sårbar, da den kun lægger æg i det nordlige Australien og ingen andre steder i verden. Det frivillige arbejde, som også skulle samle point til GLP, foregik på stranden ved Eco Beach Resort, et bæredygtigt resort ca. en time til halvandens kørsel syd for Broome. Det gik ud på at overvåge de reder som hunskildpadderne havde gravet i løbet af de foregående måneder, tjekke om nye reder opstod, og holde øje med, om nogle æg blev udklækket, mens vi var der, hvor mange unger der kom ud, og om de klarede turen ned til vandet.

Regntid?

Mine forventninger til Broome var en våd, varm lille by, lidt westernagtigt. Den levede dog slet ikke op til mine forventninger. Det første jeg så af området, var en rød kyst og tyrkisblåt hav. Lækkert. Luften var et pust af varme da jeg steg ud af flyet, præcis som da jeg landede i Fiji, men ikke en ubærlig fugtig varme, sådan som jeg var blevet advaret om og halvt havde forventet. Lufthavnen lå inde i byen, så jeg gik de 5 minutter, det tog at komme frem til mit hostel. Græshopper i stedet for fugle fløj omkring i varmen. Bygningerne var nye, men lå meget spredt, ikke som jeg ville have forventet i en lille by på knap 10.000 indbyggere. Dagen efter fandt jeg ud af, at cykloner med mellemrum huserer i det nordlige Australien, og at en cyklon for nogle år siden havde smadret byen. De nye bygninger var neutrale, med ståltag, hvidmalede og efter min mening ret intetsigende. Byen virkede fuldstændig død, selvom jeg var ankommet om dagen. Først da jeg ankom til mit hostel, hvor jeg skulle overnatte et par nætter (jeg var kommet to dage før projektet startede for at få tid til at se byen), så jeg et par mennesker.

Bagefter prøvede jeg at finde et sted at spise, men det meste var lukket, og til sidst tog jeg turen hen til et indkøbscenter. Et par biler kørte forbi, men de eneste der gik omkring var små flokke af lokale aboriginals, der så ret sølle ud. Jeg havde hørt i forvejen om de sociale problemer som mange aboriginale samfund heroppe lider af, men trods det og det faktum at jeg ser hjemløse hver dag i Newtown, blev jeg alligevel chokeret over, hvor usle de så ud. De virkede ellers flinke nok, og flere jeg mødte ønskede mig glædelig jul. Måske skyldtes mit chok, at jeg aldrig før har set mennesker med så tydelige problemer uden for storbyen. I små samfund i rige, vestlige samfund burde folk ikke have det så skidt. Men min reaktion vidner nok om, hvor beskyttet jeg lever.

Jeg var mildt sagt ikke imponeret af Broome, og undrede mig over, hvordan folk kunne holde det ud. Havde hørt at byen var smuk, men kunne slet ikke se det, med de kedelige huse og mennesketomme gader. Jeg vidste selvfølgelig, at der ikke ville være mange omkring uden for turistsæsonen, men alligevel burde der da være nogle flere lokale at se i en by med 10.000! Sjovt nok regnede det heller ikke, selvom regnsæsonen var undervejs og jeg derfor havde troet det ville styrte ned.

Perler og kameler

For at få tiden til at gå bookede jeg et par turistture. Et absolut must i Broome er at ridde på kameler i solnedgangen på Cable Beach, så det gjorde jeg. Og det var sjovt og flot at ridde i adstadigt tempo i vandkanten, mens solen langsomt gik ned. Om dagen havde jeg været på en tur til Willi Creek, en stor dam lidt uden for byen hvor de dyrker kulturperler, en af byens store indkomstkilder (udover minerne og turismen) og det produkt som byen er kendt for. Nogle af verdens smukkeste perler kommer fra Broome, som guiden fortalte.

På turen derop så vi en flok vilde heste, dem har heroppe, og vores chauffør fortalte, hvordan man ikke må campere mere end 3 dage samme sted, da man så kan risikere, at de store saltvandskrokodiller i området får fat på én. Krokodillerne overvåger deres bytte i et par dage før de slår til, så hvis man flytter lejr hver 3.dag bør man være nogenlunde sikker. Sjovt nok gav det mig ikke lyst til at bytte mit hostel ud med en campingtur.

I Willi Creek lærte vi, hvordan man dyrker perler, hvad forskellen er på nartur- og kulturperler (narturperler har ikke den smukke runde facon som kulturperler har) og hvordan man vurderede en perles værdi.

Vi fik en tur i båd på selve dammen, og også her var vandet så fantastisk blåt og indbydende at man fik lyst til at hoppe i.

Til sidst blev vi testet i vores nyerhvervede perleviden ved at guiden trak forskellige halskæder frem og bad os gætte på deres værdi. De var ikke billige! Jeg fik lov til at prøve en af dem, men var lidt nervøs ved tanken om de mange tusind dollars omkring min hals.

Eco Beach

På 3.dagen vandrede jeg hen til Conservation Volunteers Australia's(CVA) kontor på hovedgaden, hvor en minibus kørte mig og den eneste anden frivillige - en skolepsykolog fra Kununurra, en by i Kimberley-regionen der er endnu mindre by end Broome - ud til Eco Beach. Udover et par marker med kvæg er området et fladt, tørt og rødt bushlandskab så langt øjet rækker.

Eco Beach Resort ligger som sagt ved kysten syd for Broome og ude i ødemarken, the outback. Det er det første resort i landet udviklet efter bæredygtige principper. 40% af deres energi kommer fra sol og vind, og gangbroerne der forbinder hele det store område med omkring 30-40 feriehytter og luksustelte er lavet af genbrugsmaterialet i stedet for træ, selvom det grangiveligt ligner rigtige træplanker. Et af formålene med stedet, fik vi fortalt, er at gøre gæsterne opmærksomme på deres eget forbrug og skabe større omtanke for naturen, men da vi fandt på plastflakser på vores ture på stranden, virker det som om ikke alle gæster kommer til stedet for at få mere omtanke for naturen.

Jeg boede i et telt, men det var det mest luksusagtige jeg har været udsat for på mine rejser, hvor eget bad og toilet ikke har været tilstede, ligesom en lækker, kæmpe seng og håndklæder heller ikke har været en del af pakken. Men da jeg skulle betale for at deltage i projektet, og eftersom prisen efter min mening var overordentlig dyr (lidt under $1500 for 6 dage, frokost ikke inkluderet), manglede det bare med lidt luksus. Der var ingen aircondition, men det savnede jeg ikke, for har siden det blev sommer og der er blevet skruet op for aircon lige meget hvor man bevæger sig hen, har jeg haft et meget ambivalent og ofte anstrengt forhold til opfindelsen. At det er rart at blive kølet lidt på en varm dag er jeg med på, men at australierne skal skrue så højt op at man kommer til at fryse i sit sommertøj, bare fordi man er i supermarkedet, kører i bus eller flyver, forstår jeg ikke. Sundt er det i hvert fald ikke med alle de temperaturskift. Men i Broome var det så varmt, at jeg lærte at sætte pris på aircon, selvom jeg stadig synes, at folk burde lærer at styre temperaturen indendørs.

Maden var en sært blandet oplevelse, med rigtig lækker morgenmad, ingen frokost (undskyldningen fra CVA's side var, at de fleste foretrak lidt snacks når det var så varmt) og en aftensmad der var meget ringe i forhold til hvad vi havde betalt. Hvad vi fik serveret var det samme som personalet fik, af en eller anden (sikkert økonomisk) grund, forskellige gryderetter der ikke var særlig veltillavede, kedelige ris og retter der blev genbrugt flere aftner i træk. Resultatet blev at jeg spiste så meget som muligt til morgenmad, til stor morskab for den anden frivillige og projektlederen, da ingen af dem var typen der gik særlig op i morgenmaden. Selvom projektlederen var utilfreds med, at vi fik samme mad serveret flere gange, kunne hverken hun eller den anden deltager se, at maden generelt bare ikke var god. Jeg levede derfor fortrinsvist af morgenmad og snacks som riskiks og müslibarer imens jeg var der, med de små portioner aftensmad som jeg kunne klemme ned.

Skildpadder og solnedgange

Arbejdet begyndte hver morgen kl.5, hvor vi kørte ned til stranden og ad hele den strækning, hvor skildpadderne i sæsonen kommer op og lægger æg. Stranden var kæmpe lang, men skildpadderne kommer kun op på den ene side af stranden. Den del var til gengæld mindst 7-8 kilometer lang, så det var rart med bil. Fordelen ved at stå op ved solopgang var, udover at varmen så var til at holde ud (når temperaturen sneg snig op på over 35 grader ved middagstid orkede man ikke at bevæge sig rundt), at der var wallabies i området, som kom frem omkring den tid. Hver dag så jeg dem, for det meste på græsset foran restaurant- og poolområdet, en gang eller to et par meter fra mit telt, og flere gange kørte vi forbi dem på stranden. De stak dog altid af ved synet af mennesker.

Vi kiggede efter skildpaddespor for at tjekke, om nogle var kommet op og havde gravet reder i løbet af natten, afmærkede evt. reder vi fandt og målte sporene for at bestemme størrelsen på skildpadden. Derudover holdt vi øje med de reder hvor æggene var på vej til at blive udklækket, og tjekkede om rovdyr så som krabber eller goannas (en slags firben) havde fundet æggene. Ræve og vilde katte, begge skadedyr i Australien, hvor deres indførsel har slemme konskvenser for de oprindelige dyr, æder også æg, så dem var vi også på udkig efter.

De fleste dage fandt vi masser af spor fra drægtige hunskildpadder, men da flere af redderne var afmærket forkert af nogle af vores forgængere (et ældre ægtepar der ikke var direkte involveret i projektet, men velmenende havde arbejdet som frivillige mens de alligevel boede på Eco Beach) fandt vi kun få spor det kunne tyde på udklækning. Flere gange fandt vi tomme æggeskaller sammen med goannaspor, og én gang fandt vi en hel rede med skallerne fra 50 æg, der var blevet spist.

Hver aften (bortset fra den første, hvor det regnede i stride strømme) gik vi tur langs stranden for at se om vi stødte på hunskildpadder på vej op eller nyudklækkede unger på vej ned. De første to nætter og de første to dage så vi intet, der mindede om en levende skildpadder, og sammen med maden og de tidlige morgener begyndte det at gå mig på. At mine to kolleger var meget nemme at begejstre og kaldte alting "lovely" og "gorgeous" lige meget hvor mange gange vi så en fugl, en wallaby eller skyggen af et skildpaddespor fik mig til at længes efter noget europæisk weltschmetz og verdenstrætte city slickers - der er grænser for hvor positiv jeg kan være kl.5 om morgenen og flere timer frem, især når det er før jeg har fået morgenmad!

Ellers var de dog søde nok begge to, og med psykologen fra Kununurra aftalte jeg at lægge vejen forbi hvis jeg skulle få tid til at komme op til Kimberley-regionen til vinter. Jeg har dog endnu en gang fået bekræftet at jeg ikke er et morgenmenneske.

Vi tog på et par timers bushwalk halvvejs igennem projektet, hvor vi vandrede gennem støvede, røde dale sydende af varme, med flere glimt af wallabies der forskræmte tog flugten. Fra et udsigtspunkt kunne vi nyde synet af den anden, skildpaddeforladte del af stranden, omgivet af rød klippe og fuldstændig uberørt, samt af de såkaldte 'mini-bungles' sjove klippeformationer der lignede skorstene eller klodser stablet oven på hinanden. Vandet var lunt da vi badede i vandkanten, pga tigerhajer og 'stingers'(brandmænd) gik vi ikke længere ud.

Den 3.sidste dag fandt vi en unge i en rede som var næsten klar til at komme ud, og om aftenen opsøgte vi reden, hvor tre små skildpadder kom op, først én, så to samtidig. Jeg nåede at se to af dem, begge fulgte vi ned til vandet. De havde besvær med at finde den rigtige retning og gik langs stranden i stedet for ned mod vandet, og til sidst to vi dem og satte dem i vandkanten, hvor tidevandet kunne føre dem ud i havet.

10 minutter senere fandt vi en hunskildpadde i gang med at grave en redde. Vi ventede til hun var færdig og gik igang med at lægge æg, hvorefter vi sneg os helt tæt på for at se æggene komme ud. Bagefter fulgte vi efter hende for at se hende svømme ud igen.

Den sidste aften så vi intet, men om morgenen, da vi tjekkede de sidste reder, fandt vi en rede med først en død unge der næsten havde gravet sig ud, derefter to levende, som tydeligvis var klar til at komme ud. Normalt skal man dække reden til igen og vente til de selv kommer ud om aftenen, men da projektet gik på juleferie fra den dag sørgede vi for at de kom ned til vandet, inden den glubske goanna fandt dem, da den havde plyndret flere reder allerede. Vi tog hver sin unge, efter først at have ladet dem kravle et lille stykke selv (det er vigtigt at de får oplevelsen af at kravle først på det tørre sand, derefter på det våde, inden man kan sætte dem ned til vandet). Min unge var langsom på sand, men blev mere livlig da jeg tog den op - den kunne bestemt ikke lide at blive båret. Så snart den kom ned i vandkanten fik den fart på og kom hurtig ud, hvor den kunne svømme.

Efter at have set de to unger godt på vej, pakkede vi sammen og tog tilbage til Broome, hvor vor veje skiltes. Jeg havde et par timer inden min flyafgang og besøgte derfor Pearl Luggers Museum, hvor man kunne få et foredrag om perlefiskerindustriens historie i Broome, en hundredeårig og temmelig drabelig periode. Sjovt nok var det oprindeligt ikke perler, men perlemor som man fiskede efter. Efter at have købt et par perlesouvenirs (kunne ikke dy mig) nåede jeg lufthavnen en halv time før flyafgang, parat til at tage tilbage til Sydney og forlade ødemarken for denne gang.