Hvad gør man, når man har et år i Sydney og efter måneders knoklen på studiet pludselig har tre måneder, hvor man kan gøre hvad man vil?

Efter nytår stod jeg i et dilemma: jeg havde næsten to måneder tilbage af min ferie. Skulle jeg gøre som mine venner og finde et arbejde? Det er dyrt at leve i Sydney, og jeg kunne godt bruge lidt ekstra indtjening. Men én ting er penge, nogen andet er, at jeg kun er i Australien i ganske kort tid endnu. Et af formålene med overhovedet at tage den lange vej til dette kontinent, der er dyrt og besværligt at komme tid, var at jeg ville se landet, når jeg fik muligheden. Skattereglerne i Danmark er en anden ting, der har afholdt mig fra at finde et arbejde. For ikke at blive dobbelt beskattet skal man opsige sin danske bolig, hvis man ikke bor i udlandet i flere år. Da jeg foretrak at have en bolig, når jeg kommer tilbage, var der således ikke det store incitament for mig hvad angik job hernede.

Jeg valgte derfor at tage til næste destination, Tasmanien.

Det vilde vesten

Tasmanien er en del koldere end resten af landet, så januar eller februar, året varmeste måneder, er klart det bedste tidspunkt at besøge øen. Den offentlige transport fungerer kun i de største byer, Hobart og Launceston, så jeg valgte at tage på en guidet tur rundt. Valget faldt på Jumps Tours, et lokaltejet selskab som henvender sig til rygsæksrejsende. Jeg bookede en 5-dags tur øen rundt og fløj til Hobart, hvor turen startede.

I løbet af 5 dage kørte vi først vestpå, den 'vildere' del af øen. På vejen så vi først et stort vandfald i Mt. Field National Park, Russell Falls, samt kæmpehøje træer og de nuttede pademelons, en slags wallby som godt nok mest ligner et forvokset marsvin. Derefter gik turen forbi vandkraftværket i Tarraleah. Størstedelen af Tasmaniens electricitet kommer fra vandenergi pga de mange søer og floder. Vi var også kort ved Lake St. Clair, hvor man, hvis man er heldig, kan spotte et næbdyr. Det er generelt svært, for de er som de fleste australske dyr meget sky og mest aktive om natten. Det lykkedes os da heller ikke, men mest fordi det regnede så meget at vi ikke orkede at gå rundt.

På 2.dagen besøgte vi Montezuma Falls og Henty Dunes, et kæmpeområde hvor sandet har overtaget. Det havde dog ikke forhindret en lille regnvandssø i at slå sine folder midt i det hele. Den var ikke mere end 10 cm dyb, men havde alligevel både alger og en lille frø. Vi var alle imponerede over frøen, for der var særdeles langt til det nærmeste vand og vegetation.

Bjergklatring og honningsmagning

Den 3.dag gik turen til Cradle Mountain National Park. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og naturen ubeskrivelig smuk, lignede ikke noget andet jeg har set i Australien. Turistattraktionerne er det kendte Cradle Mountain og Dove Lake, som ligger for foden af bjerget. Hele området mindede mig mest om et norsk landskab med sin kolde luft, bjerge, lave vegetation og masser af små bække. Alligevel var naturen her helt unik.

Vi tog en vandretur op ad et mindre bjerg, hvor man på toppen havde en fantastisk udsigt ud over dalen. Vandreturen viste sig nærmest at være en klatretur, mange steder var der så stejlt, at et rækværk af jernkæder var sat op, og man måtte trække sig op.

På en honningfarm smagte vi den lokale honning, der var ca.40-50 forskellige slags gratis smagsprøver. Jeg nåede igennem 20-25, før jeg måtte give fortabt. Et genialt koncept var chokoladehonning, som jeg virkelig mener burde eksporteres til NSW. Men ville nok bare ende med at være afhængig af det. Jeg købte et glas, men glemte det desværre i bussen den sidste dag, ærgerligt nok.

Om aftenen nåede vi til Launceston, hvor vi blev indlogeret på et hostel, der var så rent at det næsten var chokerende. Det er den næststørste by på Tasmanien, en hyggelig lille by med ca. 100.000 indbyggere.

Turistdestination nr.1

Den næstsidste dag havde vi udskiftning iblandt turens deltagere, da 5-dagsturen reelt består af to ture lagt sammen. Således er de første 3 dage en separat tur, hvis man kun vil se vestkysten, og de sidste 2 kan bookes for sig selv, hvis man kun vil opleve østkysten. Denne dag kom vi til den berømte Bay of Fires, en strand med turkisblåt vand og lækkert hvid sand. Den er kendt, fordi den blev udnævnt som nr.1 turistdestination i verden af Lonely Planet i 2009. Det synes jeg dog er lidt overdrevet, for var meget mere imponeret af Wineglass Bay, som vi så den sidste dag.

Jeg og et par andre modige sjæle tog en tur i vandet på Bay of Fires, men vandet var iskoldt. Tasmanien bliver aldrig verdens nr.1 badeø, hvilket er godt det samme, for der er ret mange hajer dernede. Vi overnattede i Bicheno, der har en lokal koloni af de ultranuttede dværgpingviner. Da jeg først have spist aftensmad og fundet mig til rette i vores hyggelige hostel, var jeg nu ikke meget for at bevæge mig ud i den kolde aftenluft for at spotte pingviner. Et par få begav sig ud, mens resten af gruppen blev inde i varmen.

Kræftramt djævel

På 5.dagen tog de af os, der havde lyst, til en wildlife park i nærheden. Parken havde en stor koloni af tasmanske djævle. Dyret, som nærmest er synonym med Tasmanien, er i dag uhyre sjælden for ikke at sige umuligt at spotte i naturen, da den på få år er blevet udrydningstruet. Det skyldes for en gangs skyld ikke mennesker, men kræftepidemi blandt dyrene. Australierne forsøger at redde arten fra udryddelse ved at holde raske dyr isoleret både på øen og i andre stater, som fx NSW, hvortil mindst 100 dyr er blevet deporteret.

Så skal djævlen ses, må man ty til dem i fangeskab. I denne park var bestanden på over 20 dyr, bl.a. unger, og man kunne se dem blive fodret. Første gang jeg så en djævel, i Blue Mountains Featherdale Wildlife Park, syntes jeg den var ret grim. Men når man har set et par stykker, bliver man aldeles charmeret. De grynter og har en spøjs gang, en slags stiv hoppen, samt et hoved der er lidt for stort til kroppen.

Vi købte også kængurufoder og blev straks vi kom ind omringet af kænguruer, der er villige til at blive klappet, så længe man giver dem den mad, som de udmærket ved man har.

Nærkontakt med en wallaby

Efter parken tog vi til Wineglass Bay, hvor man først vandrer op til et udkigspunkt, hvor man har udsigt over den runde bugt med det azurblå hav, og derefter ned til selve stranden. Bugten har sit navn, fordi man syntes den oppefra lignede et vinglas. Den ligger i en nationalpark, og som de fleste beskyttede naturområder i Tasmanien er det også her nemt at spotte wildlife. Ikke så snart var mig og nogle andre fra vores tur nået ned til stranden, før vi stødte på en wallaby. Det vilde var, at den var lige foran os og tilsyneladende ikke var bange for os, mens alle de wallabies jeg tidligere er stødt på er stukket af, så snart de fik et glimt af mig på afstand. Sandsynligvis var denne her blevet fodret af mennesker og havde lært ikke at være bange for dem, men som vores guide fortalte, er dyrene i nationalparker vant til at se mange mennesker omkring og vant til, at mennesker ikke gør dem noget. Selvom man støder på et australsk dyr, må man dog under ingen omstændigheder fodre det, da de kan blive alvorligt syge af at spise andet end deres naturlige diæt.

Selve stranden var fantastisk, men denne gang hoppede jeg ikke i vandet. Vi tog tilbage til Hobart om aftenen, hvor turen sluttede. Den sidste halvanden dag brugte jeg på at se Hobart og bl.a. spise østers på Mures fiskerestaurant med udsigt over den maleriske havn. Øen er berømt for sine fisk og skaldyr, og østers her skulle være nogle af de bedste i verden, så det måtte prøves. Endte med at komme tilbage dagen efter for endnu en omgang.

Mt.Wellington ligger lige uden for Hobart, så den sidste dag tog jeg på en lille vandretur i regnskoven omkring bjerget. Sjovt følte jeg her flere måneder senere, at vandreturen var prikken over i'et på den mest mindeværdige af mine rejser indtil nu.