4. Juli
Vi vågnede op ved at der blev banket på vores dør, som signal for at vi var ved at være fremme. Vi fik kæmpet os i tøjet og blev klar til at gå ud og finde vores guide, som skulle køre os det sidste stykke til Sapa. Efter ca. en times ventetid kørte vi afsted op i bjergene, og Sapas skønhed åbenbarede sig for os. Grønne rismarker i mønstrede terrasser lå bjergside op og bjergside ned, og solen kastede sine stråler ned over det smukke grønne bjerglandskab. Sapas specielt klædte befolkning viste sig også for os, da vi kom et godt stykke væk fra togstationen. Vi blev sat ved et hotel, og en enorm velkomstkomité af farvestrålende klædte Sapakvinder tog henrykt og larmende imod os. Inde på hotellet fik vi morgenmad, og vi gjorde os klar til dagens trekkingtur på ca. 12 km. (siger de, det føles meget kortere). Vi mødte vores guide Lisa, en ældre kvinde, der talte et glimrende selvlært engelsk, og sammen med hende og et stort følge af kvinder i det traditionelle tøj begav vi os afsted, ni sapafolk til fem turister. Det viste sig at vores følge var den rene hønsegård, og der blev snakket og grinet hele vejen, det var utroligt hyggeligt at opleve. De bevægede sig sikre på deres fødder i de små plastik klipklapper igennem det glatte, knoldede og meget stejle terren. Flere gange måtte de give os en hjælpende hånd, for på trods af at vi har solidt fodtøj på står de meget bedre fast end os. Det var en fantastisk vandretur mellem bjergene og udsigten var fantastisk, det var som at vandre rundt i et postkort. Vi gik ned af store skråninger, på små stier der nærmest ikke var stier mere, på trods af at dette var vejen der forbandt landsbyen og selve Sapa City. Vi gjorde stop efter 7 km. og fik frokost, og nu fandt vi ud af hvorfor så mange havde fulgt efter os, for lige så snart vi stod stille, overfaldt de os med ting i sapastil som vi kunne købe, der havde været gemt i deres rygkurve. Vores guide fortalte en masse om folket, f.eks farvede de deres tøj med blomster og i forhold til religion var det egentlig katolikker, men hende slev var ikke rigtig aktiv inden for noget religøst. De sidste 5 km. gik let, og det var et fantastisk solskindsvejr, men med en let brise, perfekt trekking vejr. Det resulterede dog i at vi ikke kunne mærke den brændende sol, og Freja og Anette blev rigtig godt solskoldet. Vi ankom til vores homestay, som var meget mere luksuriøst end vi havde forventet, en rigtig fin sovesal under taget i en hytte med en masse andre turister, heriblandt danskere, som nu måtte lytte til nogle af alle vores historier. Vi følte os svedige og varme, og havde hørt at man kunne bade i åen, så vi spurgte vores guide. Hun fandt nogle børn der ville følge os derned, og vi fik et dyk i det friske bjergvand, der var dog så meget strøm at vi ikke turde svømme ud, og vi nøjedes med at køle ned tæt på bredden. Vi fik os en lur, og slappede af indtil den vietnamesiske aftensmad, som blev indtaget i selskab med alle de andre på vores homestay, og det var hyggeligt at snakke med dem. Vi gik udmattede i seng, og glædede os til næste morgen hvor vi var lovet pandekager.

5. Juli
Vi vågnede denne morgen til lyden af en eller flere haner der absolut syntes at han skulle vække vores trætte kroppe kl. 5 om morgenen. Ud over hanen, havde vi hele natten kunne ligge og lytte til tusinder af frøer udenfor, og insekter der kravlede rundt om vores myggenet, som vi havde stoppet helt ind under madrassen, så vi følte os trygge. Vi fik pandekager som vi var lovet, og de smagte skønt, der var honning til, så det var en fornøjelse. Herefter skulle vi pakke vores ting sammen, så vi kunne komme afsted på dagens vandretur. Vi sad og ventede, og tog os en lille ekstra lur, da det gik op for os, at turen først begyndte, når man selv stod klar neden under, så der skyndte vi os ned. Da vi så nogle af de andre fra vores homestays sko, tænkte vi at de var nogle klodsede nogle, for deres sko var bogstavligt talt pakket ind i mudder. Og ja der var da glat og mudret hvor vi havde gået, men med lidt snilde kunne man sagtens undgå det. Det viste sig dog snart at gårsdagens tur havde været en meget lidt udfordrende tur i forhold til i dag. Vi havde knap forladt vores homestay, før vi drejede af vejen, og gik op ad en næsten lodret skråning, ind mellem indbyggernes huse og indrere gårde, hvor børnene legede. Herefter skulle vi ned af en sti med et hegn der vendte ned af bjerget, formegentlig for at holde på jorden, så man kunne gå nogenlunde flat, men efter den sidste uges voldsome regnvejr, var der skyllet store mænger meget blødt leragtigt mudder (sikkert også kolort) ned i denne rende, vi havde derfor kun en meget sparsom, og nogle gange ikke eksisterende kant at træde på, helt inde ved bjergkanten. Og hvad skete der selvfølgelig så? Ellens fod smuttede på kanten, og hun gled ned i mudderet med en fod så hele skoen var fedtet ind i det, og nu var skosålen glat som en skøjtebane, så der gik ikke mange sekunder før hun stod med lort til knæene, og nu var det fuldstændig umuligt at stå fast, så nu skøjtede hun rundt. Trekkingturen gik videre hen over et stort vandfald, der fossede ned over en klippevæg, og bevægede sig i mange niveauer og forskellige retninger ned over den stejle side. Her holdte vi et stop i varmen, for at nyde den fantastiske udsigt, og man kunne lægge mærke til hvordan vandet også havde boret sig ind i klippevæggen, og lavet gange under os, hvor vandet også strømmede igennem. Hen over dette skulle vi, og det gik let, med en hånd fra de lokale. Næste stop var en anden landsby, der ligger mange forskellige landsbyer tæt op ad hinanden deroppe i bjergene, og nu var det tid til at besøge dem med de røde tørklæder på hovedet, som vi havde set rundt omkring. De gjorde meget ud af at de var forskellige folk, og de blev endelig ikke blandet. Landsbyen med de røde tørklæder stammede fra Kina, mens den landsby, som vores guide stammede fra var fra Mongoliet, og man kunne faktisk godt så forskel på dem i deres ansigtstræk. Vores guide fortalte at der havde været kampe mellem stammerne, men at det var mange år siden, og at der var fredeligt deroppe i bjergene under vietnamkrigen. Nu stod frokosten for døren, en nudelsuppe med æg, og andet snask - mad for studerende ifølge vores thai-ven. Vi troede at vi nu skulle trekke tilbage til byen, men det viste sig, at vi lige skulle op ad en stejl bakke, op til en taxa, der nu kørte os på en ekstremt bumlet vej tilbage til Sapa City, hvor vi nu havde fri shoppetid indtil aftensmaden - farligt, det blev til to nederdele. vi blev stoppet ind i en bus, med en masse andre danskere, hyggeligt, de havde kun været afsted i en uge, så vi kunne fortælle en masse om det de kunne se frem til. Den første halvanden måned stødte vi på et dansk par en enkelt gang, men ellers har vi ikke set nogle, men inden for den sidste uge, er de begyndt at vrimle frem... Sommerferie... Nede ved togstationen kunne vi købe lidt ekstra (og meget lidt imponerede) mad, som vi kunne spise mens en dame skulle fikse vores togbilletter. Da hun kun tilbagevendte med to af vores tre billetter, som det mest naturlige i verden, måtte vi brokke os. De kunne da ikke se noget logisk problem i at der var tre af os, men kun to (meget smalle tog)senge. Endelig fik vi de tre billetter og vi fik hende overtalt (eller det skal lige siges at ingen på denne restaurant, kunne engelsk, så vores overglade vietnamesiske ven fungerede som tolk) til at følge os til stationen, hun vadede foran os, mens hun snakkede i telefon, og forlod os midt i den store hal, uden at vise og hvilket tog vi skulle med. Vi begyndte nu at spørge for os, hos de ansatte på stationen, men de var lige så ligeglade som hende, og vi endte med at få hjælp af et australsk par, som havde en venlig guide med, puuha. Denne gang sov vi i rum med en irsk ung pige, som vi havde set under trekkingen, rart.