20. Juni
Busturen skulle vare til kl 8 om morgenen, så vi havde lige udtænkt os, at det betød at vi sparede en overnatning og så måtte sove i bussen. Bussen stoppede ved 4 tiden og vi blev sparket ud af bussen af en chauffør der ikke kunne engelsk. Forsøgte os med at spørge hvor vi var, hvad vi skulle og lignende, men den kære mand gloede blot dumt på os. Da vi kommer ud af bussen, opdager vi, at de har smidt vores bagage af nogle hundrede meter derfra. Da de opdager vores ikke så positive ansigtsudtryk begynder de at grine. Vi fik overvundet vores lyst til at klappe dem på siden af hovedet og forlod dem. Nu stod vi ved en stor bygning med alt vores bagage uden på nogen måder, at vide hvor vi var. Derudover var der også utrolig koldt, når man er vandt til 35-40graders varme, er 17 grader og blæst i højlandet utrolig koldt. Vi forsøger os med at høre den anden passager om hvor vi var havnet. Han snakkede meget dårligt engelsk, men vi fik dog fanget, at vi skulle vente til kl 6 om morgenen, hvor vi så skulle med en ny bus over floden. Vi sidder tæt samlet os tre i et umuligt forsøg på at holde varmen og ikke blive alt for syge. Da Anette ved 5 tiden lige skal på toilettet møder hun en ansat der lige er mødt på arbejde, han snakkede engelsk og kunne fortælle os at vi allerede var i Dalat. Tak for det. Vi skulle nu kun tage en lille gratis bus ind til selve byen, da stationen vi var havnet ved lå lige et par kilometer uden for den lille by. Ind kom vi til byen og nu gjaldt det om at finde et hotel, da vi jo sådan set godt kunne bruge noget mere søvn. Da det stadig var nat, var det imidlertid utrolig svært at finde et hotel der havde åbent. Efter lang tid lykkedes det og vi tumlede op i seng for at sove. Da vi vågnede var kl blevet mange og vi måtte ud og finde os noget morgenmad. Efter morgenmaden gik turen op i byen, for at se lidt nærmere på den. Vi gjorde stop ved byens store sø, og mens vi sad der og nød udsigten kom en meget entusiastisk amerikaner med vietnamesisk afstamning over til os. Desuden havde hendes bedsteforældre boet i danmark, og de hed andersen. Hun fortalte og fortalte og spurgte os om alt muligt, hun var vældig sød, det viste sig at hun var Jehovas Vidne, og derfor havde "venner" i hele verden, og gik nu rundt med en vietnamesisk guide. Hun ville nu have os til at følge med og vise os det perfekte busselskab til en dagstur rundt i Dalat, (det skal lige siges at hun inden havde beordret os til ikke at stole på nogen fremmede), som viste sig at være et fint sted. Nu gik turen til crazy house, et hus (og meget dyrt hotel) bygget i en meget speciel byggestil. For første gang i lang tid blev vi ikke skuffet over en turistattraktion. Hvor var det dog unikt og utrolig sjovt at gå rundt og kigge på. Anette og Freja fik sig også lige en souvenir med herfra, i form af en halskæde og en taske. Derefter gik turen til kongens sommer palads. Vi syntes ikke det indeholdt så pokkers mange ting, det flotteste var den lille have , som hørte til paladset. Da vi ville tage billeder kom der en ansat rendende fordi det kostede penge (hvor skulle vi vide det fra, når i kun skriver jeres skilte på vietnamesisk?), så den blev der ingen billeder af. Efter paladset blev det tid til noget aftensmad. Vi satte os ned på det vi troede var en lækker restaurant, her havde de en forholdsvis dyr bøf på menuen, men vi tænkte, at det havde vi brug for. Da det viste sig, at det var totalt umuligt at kommunikere med personalet, ville vi ikke betale mange penge for en bøf, uden at være i stand til at fortælle dem, at den skulle være medium stegt. I stedet fandt vi en lille cafe, her kunne de heller ikke engelsk, men det kunne en af gæsterne, og han oversatte gerne. Det viste sig at de ikke solgte mad, men hun kunne da godt lige mikse en suppe sammen, det er første gang vi kan sige at vi har spist suppe med pinde.
Vi endte med at bestille den tur som Jehovas Vidne damen havde anbefalet os til dagen derpå.

21. Juni
Op og blive klar til dagens rundtur, og som sædvanlig kunne vi ikke regne med det tidspunkt vi havde fået oplyst at vi ville blive hentet på, da vi var blevet tilstrækkeligt nervøse, forsøgte vi forgæves at ringe til dem, men pludselig kom taxaen alligevel. Vi skiftede over til en større bus, og afsted tog vi med ca. 10 andre asiatere. Vores guide talte fint engelsk, men havde en exceptionelt dårlig humor. Vi startede ud med to vandfald, der uden tvivl var smukke at se, når vandmasserne fossede ned over klipperne, meen, stederne var alt for turistede og der var en enorm kø af asiatere der skulle hen og posere i alle mulige latterlige stillinger foran vandfaldene, og det tog evigheder før vi kunne få ordentlige billeder. En lille elefantridt blev det også til for Anette og Frejas vedkommende, turen gik rundt i et sumpet område ned over den stejle kant og ud i vandet. Næste stop var Summer Palace, som vi jo slet ikke kunne få nok af! Vi havde snakket om måske bare at sidde i parken og vente på de andre, men vores Guide sagde at han havde en masse spændende at fortælle om rummene, så vi indvilligede i at gå med. Det viste sig dog at det han havde at sige, stort set stod på skiltene, som vi jo havde læst den foregående dag.

Så var det ved at være tid til frokost, og vi var noget bekymrede for havd vi ville få serveret, i forhold til, hvis de skulle stille de andre i gruppen tilfreds. Det viste sig dog at være noget harmløs kylling med ris og grøntsager, og det smagte faktisk godt. Turen gik videre, og nu stod den på det omtalte Valley of Love. En meget smuk dal med vand der glinsede mellem bjergene, meget romantisk... Hvis altså ikke denne smukke og naturlige stemning var ødelagt af den store klichépark der var ved indgangen. Der var blomster i vilde farver, karruseller, "vind en gave til din kæreste boder", figurer af alvedens dyr, gyngende bænke under blomster porte, store lyserøde plastikhjerter man kunne posere med sin udkårne foran mens den lejede fotograf kastede rundt for at få de rigtige vinkler, i de kostumer man også kunne leje... Romantisk var det i hvert fald ikke... Derefter så vi noget broderihåndværk som billeder, og det var helt vildt detaljeret og lignede malerier. Nedenunder var der et eller andet vi ikke forstod med nogle børns klub, for alle forklaringer var på vietnamesisk, og vores guide havde forladt os. Og pludselig mens vi går der i vores forvirring opdager Ellen et billede at dronning Margrethe, der åbenbart havde besøgt den der klub, men vi aner ikke hvorfor! Alt i alt var vi ikke synderligt begejstrede for turen, og de sidste to stop var ikke rigtig nydelse, en marmeladefabrik der kun havde dårlig te og saft og til sidst en kæmpe buddha.
Aftenen før da vi gik fra den lille "suppecafe", havde vi udset os et lille hyggeligt sted, så der tog vi hen for at spise aftensmad. Efter lidt komplikationer med kommunikationen (vi forstår ikke hvorfor de ikke satte den engelsk talene (dvs. Ca. 4 ord) tjener til vores bord) fik vi bestilt 3 bøffer med pommes frites. Vi sidder og venter på vores mad over en kop elendig te og frem kommer den venlige tjener med 2 tallerkner med pommes frites, så Freja måtte pænt undvære. Vi gik ind og brokkede os venligt og den engelsktalende tjener kunne informere os om, at de ikke havde flere bøffer, og at det var deres sidste pommes frittes vi havde fået. Vi forlod cafeen, og gik nu på jagt efter et ordentligt aftensmåltid, som endte med en take away burger.