2. Juli
Nu skulle turen gå til det famøse Halong Bay, den smukke bugt i det nordlige Vietnam. Vi blev hentet om morgenen, endnu engang en time senere end vi havde regnet med, men det er vi jo ved at være vant til. Nu ventede en 4,5 timer lang køretur fra hanoi til Halong Bay City. På turen havde vi fået en ung vietnamesisk guide, som snakkede engelsk, lækkert - hvis altså man forstod det?!? Vi ved ikke om det fordi hans accent var helt til hundene eller om der var fordi han lespede helt utrolig meget, eller måske et miks, i hvert fald kunne vi konstatere at vi ikke forstod meget af hvad han sagde. Når man spurgte de andre turister på turen, vidste de heller ikke, hvad der var blevet sagt, så der var lagt op til en god tur.

Vi kom på båden, sejlede et kort stykke (så udsigten var øer i stedet for havn) og her kunne vi så nyde vores frokost. Frokosten bestod af vietnamesisk fisk i forskellige afskygninger, ikke lige hvad vi havde håbet på, men vi blev da mætte (godt hjulpet på vej af en stor procentdel ris). Freja derimod kom sent til bords. Hun skulle nemlig forsøge at ringe til Vietnam Airlines for at bestille flybilletter til laos. Dette viste sig at være noget af en krig, for det første fordi forbindelsen var meget dårlig, men også fordi alle tre navne skulle staves på følgende måde "N like Norway and E like England". Når alle tre personer så har meget lange navne, kombineret med en dårlig forbindelse, så tager det hurtigt MEGET lang tid. 30 minutter senere kom Freja også til bords, hun nåede endda at blive næsten mæt inden kursen blev sat mod de berømte øer. Fra soldækket på båden kunne vi nyde udsigten over det fantastisk flotte hav med sine enestående klippeøer. Vi gjorde holdt ved nogle lokale der boede i et lille hus på vandet, herfra kunne man tage en lille båd ind igennem en grotte og ind i et område omringet af øer, men med utrolig varmt vand, så her skulle vi da lige have os en badetur (Ellen informerer om af det kan være meget svært at kravle i vandet, når der ingen stige er - hun må stadig ikke få vand i øret, så det kunne hun bruge det første stykke tid på). Vi svømmede over til en af klippevæggene hvor der var en grotte, der lige skulle udforskes. Herefter gik turen tilbage til den lille båd, man nu skulle kravle op på, endnu en udfordring, men selvfølgelig en vi overvandt. Aftenen foregik med solbadning, aftensmad (stadig ikke vidunderligt, men dog bedre end frokosten) og senere på aftenen kortspil og hygge med resten af gruppen. Mandskabet derimod gav den dog gas og pimpede diskret over i hjørnet, i løbet af aftenen væltede de fulde og højrystet rundt på skibet. Vi følte os ikke trygge ved at skulle overgive vores pas til disse mænd i denne tilstand, det var i det hele taget det mest uprofessionelle mandskab vi nogensinde har mødt! Så vi lukkede øjnene og gik tidligt i seng, og så håbede vi på en smuk solopgang den efterfølgende dag.

3. Juli
Uret ringede 10 minutter i fem, og hold op hvor ville man bare gerne blive liggende under dynen i den lille kahyt, men op det kom vi, og det har vi absolut ikke fortrudt. Vi kunne stå og spejde ud over Halong Bays tusinder af klippestykker, som fremstod som silhuetter i morgenens lys. Så vi kunne se klatøjet til mens solen langsomt tittede frem bag de mørke klipper, og vi fyrede hundredvis af billeder af, og de er alle sammen gode.. Fantastisk, intet mindre. Da vi havde set nok solopgang, krøb vi tilbage i seng, og sov et par timer mere før vi kunne stå op til en forfærdelig morgenmad. Vi blev sendt direkte tilbage til Indiens mareridt: slattent toastbrød med en klat æg... Næste stop rundt i bugten var "kayaking" hvor man to og to kunne sejle ud i mellem øerne, igennem en grotte og ind i et smukt hul med klipper hele vejen rundt, og blå himmel for oven. Anette og Freja havde frygtet for deres kayakskills, men det gik glidende. Den sidste tid inden vi igen skulle på land, brugte vi på soldækket og på at spille kort med nogle af de andre fra turen. Vi kom i havn, og sad og ventede på at vi blev hentet af en bus, som skulle køre os til en restaurant, men der var så kun to sæder tilbage så vi måtte bare klemme os sammen, meget dårligt når vi har betalt i dyre domme for tre. Da vi kom hen til restauranten turde vi ikke lade vores backbacks ligge i bussen. For der var jo ikke plads nok til og alle tre på den lange tur og bagagen lå i øvrigt på føresædet. Ellen og Freja stod for bagagen sammen med guiden, og han tog os så med ned til tilfældig anden bus, og sagde at vi bare kunne smide bagagen på vejen og gå ind og spise. Sku fandeme nej, om vi ville lade vores bagage stå på en tilfældig vej i Vietnam, da vi fortalte ham det, var alt han kunne sige at han var træt (så skulle du nok ikke have drukket dig fuld i går!) da bagagen var nogenlude forsvarligt placeret, fik vi kørt noget dårligt vietnamesisk mad ind, før turen gik til Hanoi, hvor vi blev smidt af en kilometer fra vores hotel. Det var vi heller ikke tilfredse med, men orkede ikke at brokke os mere. Aftenen før havde vi snakket rigtig godt med nogle vietnamesere fra Hanoi, men som nu studerede i USA, og vi havde aftalt at de skulle vise os et godt spisested nu når vi kom tilbage, men på grund af forsinkelse og bestilling af flybilletter, havde vi pludselig ikke tid, så vi måtte tage afsked, desværre, for de var ellers virkelig søde. Vi fik ordnet alt det vi skulle og fik et bad, for så at få lidt at spise inden vi blev afhentet til næste oplevelse, turen til Sapa. Dem vi skal følges med på denne tur er virkligt søde, vi er specielt glade for en ung vietnameser, som bare smiler helt sindssygt, og bliver overgearet glad for små ting, som f.eks at han skal rejse med os. Han er herlig. Vi blev ført til toget af en rigtig fin vietnamesisk ung pige, og det var i hvert fald nødvendigt, for togstationen bestod bare af et virvar af spor som man krydsede, uden nogle former for perroner. Vi fandt os til rette i vores firemands vogn, sammen med en ikke engelsktalende vietnameser, og faldt i en tiltrængt dyb søvn.