22. Juni
I dag blev vi hentet tidligt om morgenen, af en bus der skulle bringe os til nha trang. Dette var en utrolig smuk tur i bjergene, med vandfald, hårnålesving, og hvad der ellers hører sig til. Vi havde bestilt busturen ved det busselskab, som vi dagen for inden havde været på bustur med, fordi vi vidste at der så ville være en engelsk talende guide på bussen. Ganske rigtig guiden talte engelsk og busturen gik derfor som en leg. Da vi nåede nha trang stoppede bussen lige ud for en is cafe. En vældig ihærdig vietnameser forsøgte at lokke os hen på hans hotel, i stedet valgte vi at gå ind på cafeen, for at spise en is og tjekke lonely planet for steder at bo. Det viste sig at vi var på den vej hvor der lå absolut flest guest houses, samt at vi opholdt os kun få meter fra stranden. Da vi forlod cafeen en stor is tungere stod den ihærdige vietnameser og ventede på os. Vi valgte at gå med manden mod hans hotel, vi havde os dog nogle stop på andre hoteller under vejs for at tjekke priser. Vietnameseren førte os til oasis hotel, da det var billigt, havde trådløst internet og udsigt over havet var vi solgte, lige stedet for os. Efter at have tændt for Airconditionen bevægede vi os mod stranden, desværre var det overskyet, men bølgerne var dog sjove at lege i. Om aftenen begav vi os op i byen og her viste der sig at være adskillige smykke forretninger med perlesmykker samt en skomager der lavede nogle utrolig fede sko, så flere indkøb senere var det tid til afslapning og kortspil på hotelværelset. Her kunne vi konstatere at vi på trods af overskyet vejr og solcreme i en faktor 50 stadig var blevet solskoldet.

23. Juni
I dag var dagen vi ville bruge på stranden, som sagt så gjort. Om eftermiddagen bevægede vi os op i byen for at finde et dykkercenter, Ellen og Freja havde nemlig planer om at udbygge deres dykkercertifikat. Ellen konstaterer at hendes ydre øre er lidt ømt, men ender med at konkludere at det nok er fra et slag eller lignende (går jeg virkelig og slår mit hoved ind i ting?). Vi får noget lækkert mad og endnu engang bliver der købt flere perlesmykker og bestilt endnu flere sko.

24. Juni
I dag skulle vi tidligt op fordi vi skulle ud og dykke. Mens Ellens ondt i øret kun var blevet værre i løbet af den foregående aften og nat, derfor skulle formiddagen i stedet bruges på at finde en doktor. Hotellet bestiller en taxa der bringer os til hospitalet. Her kommer Ellen ind til en læge der efter ca. 4 sekunder konstaterer at det må være mellemørebetændelse og hun får ordineret en ordentlig stak medicin. Lidt efter bliver hun igen kaldt ind, denne gang bliver øret undersøgt (god ide!) og her konstaterer de endnu engang at det er mellemørebetændelse, men at det ser værre ud end først antaget, så hun i stedet skal have noget stærkere medicin. Betalingen skulle vi ikke tænke på, det ville de ordne med vores forsikring. Nu går turen så hjemad. Vi beslutter at det er for dyrt at tage en taxa og vi mente at vi vidste ca hvilken retning stranden lå i, så måtte vi jo bare skulle ud til stranden og så hjemad. Det viser sig imidlertid at stranden ikke lige er så nem at finde og efter at have kigget på vietnamesiske bygninger tilstrækkelig lang tid, samt krydset en byggeplads besluttede vi os alligevel for at finde en taxa, heldigt for det, da vi åbenbart var gået i den stik modsatte retning af hvad vi skulle.
Tilbage på hotelværelset beslutter Ellen sig for at sove lidt, da hun stort set ingen søvn fik den foregående nat pga ondt i øret og da hun nu heller ikke må bade længere. Hun blev her ringet op af Gauda der ville høre hvordan det gik med øret, jo tak fint. I mens går Anette og Freja på stranden.

Det startede som en stille og rolig badetur, vi havde med vilje ikke taget nogle værdier med på stranden, kun en taske med vores bøger, håndkæde og solcreme, så vi så ikke noget problem i at lade tasken ligge imens vi tog os en dukkert. Pludselig så vi dog en dreng som sad oppe ved vores ting, det synes vi alligevel var lidt mærkeligt så vi gik op af vandet for lige at afmærke vores territorium. Da vi kom op sad han dog bare meget uskyldigt og gravede et enormt hul i sandet, så vi gik i vandet igen. Vi morede os vældigt i de store bølger, men til sidst besluttede vi os for at det var tid til at ligge os til tørre. Vi fik os dog noget af en overraskelse, vores taske var væk! Vi kigger os forvirret omkring efter den lille dreng, men vi kan ikke sådan lige få øje på ham. En vietnamesisk mand fortæller os at han så drengen løbe afsted med vores taske i retning mod byen. Freja går afsted for at kigge efter ham og Anette bliver tilbage ved håndklæderne. Selvom vi ikke rigtigt havde nogle værdier i tasken ærgrer det os alligevel, for vi ville egentlig begge gerne have muligheden for at læse vores bøger færdig, og så var det ellens taske vi havde taget med, øv. Freja kommer tilbage uden succes og vi tager vores håndklæder for at gå en tur i byen for at se om vi kunne være heldige at støde på ham. Pludselig slår det Freja, at drengen jo sad og gravede et hul, kunne han måske have dumpet tasken ned i hullet? De mænd som havde fortalt os hvilken retning drengen løb, sad nu også på vores pladser lige ovenpå drengens nu dækkede hul. Anette synes det lyder som en ret vild plan, men det er selvfølgelig et forsøg værd. Så vi graver og graver og må kæmpe lidt for at få mændene til at flytte sig, og ganske rigtigt frem fra sandet kommer vores taske. Vi er lykkelige og lettere chokeret, mændene havde nu skyndt sig at forsvinde. Tænk at de var i sammensværgelse med den kære lille dreng, og de nu ville lokke os væk så de nemt kunne grave vores taske op, og forsvinde uden nogen ville mistænke dem. Snedigt, men vi er bare snedigere. Ivrigt løber vi tilbage til hotelværelset for at fortælle Ellen om vores oplevelser. Nu måtte vi tilbage til hospitalet for at aflevere ellens pas, det havde hotellet nemlig, da vi første gang var på hospitalet. Denne gang tog vi ingen chance, vi tog en taxa der over, de fik passet, rendte lidt forvirret rundt med det, ind til det gik op for dem, at de blot skulle tage en kopi af passet og så aflevere de tilbage. Nu gik turen tilbage til hotellet igen, endnu engang i en taxa. Her kunne vi gå op og hente de første par sko. Ellens passede ikke perfekt, så de blev afleveret tilbage igen, for at blive rettet. De andre fik deres første par sko med sig, nu var der kub tilbage at vente på at de sidste to par sko ville blive færdige til den næste dag.

25. Juni
I dag skulle vi tidligt op, vi skulle nemlig skifte til et andet hotelværelse pga pladsmangel, derudover skulle vi på en bådtur, så overflytningen skulle ske inden da. Hoteldamen kommer op tidligt om morgenen og spørger om vi er klar til at flytte værelse. Vi fortæller at vi ikke helt har pakket endnu, men at vi da nok lige skal skynde os. Da vi er på vej ned i receptionen, møder vi hende, hun er på vej op for at fortælle at vi alligevel ikke behøver skifte værelse. Så behøvede vi jo ikke stå tidligt op for at pakke! Nu skulle vi afsted på bådturen. Vi bliver hentet ca 20min for sent og kørt ud til en båd med navnet funky monkey. Da vi får sat os viser det sig, at vi sidder lige ved siden af en KÆMPE højtaler. Vores guide er også meget glad for at bruge den, den skal helst op på max volumen og så skal han helst råbe i højtaleren, ikke lige hvad Ellens ører havde håbet på. Først gik turen ud til et vand museum som man så skulle betale ekstra for at se, vi gad ikke betale pengene, så vi besluttede os for at lægge os op på soldækket. Her lå vi og nød varmen mens båden sejlede ind og ud af havnen hele tiden, hvorfor ved vi ikke rigtig, da vi ikke skulle noget uden for havnen. Da vi skulle videre blev vi beordret nedenunder, nu opdagede vi de store sorte plamager vi havde fået over hele kroppen efter udstødningen, tak for det. Nu gik turen videre til et snorkelsted. Ellen måtte blive på båden og nyde udsigten, mens Anette og Freja kunne snorkle.... Hvis der altså havde været masker nok, kun Freja nåede at fange en maske, den viste sig at være så ridset, så man knap kunne se ud af den, æv.. Anette forsøgte sig i mens at kravle op på nogle klipper i håb om at komme lidt af med sin søsyge, det skulle hun (som guiden havde advaret om!) ikke have gjort. Hun fik sig nemlig nogle trælse flænger på hænder, knæ og fødder. Derudover blev hun forfulgt at en stor og ondskabsfuld krabbe. Oppe på båden igen måtte vi nu gerne ligge os på soldækket, vi valgte taktisk at lægge os så langt fra udstødningen som muligt. Imens havde tatoopigerne (de havde alle sammen tatoveringer) valgt at ligge sig med deres sololie henne ved udstødningen, de så rigtig sjove ud da vi igen havde sejlet. Vi sejlede et stykke tid (i hvert fald så lang tid så anette igen kunne nå at blive søsyg) hen til et sted hvor båden slog anker og vi skulle have noget frokost, her sad vi på bådens soldæk og fik en buffet, det hele godt og grundigt vietnamesisk, og det hele skulle selvfølgelig spises med pinde. Efter at have smagt lidt på retterne spise vi os mætte i ris. Nu var det tid til bådens vietnamesiske boyband, det lød mildest talt af helvede til. Derudover skulle alle nationaliteter op og synge en kareoke sang fra ens eget land. Da guiden var utrolig vild med LOC fordi han tidligere havde sejlet med båden frygtede vi nu at han ville have os op og synge LOC, vi stak derfor af og gemte os på soldækket. Kort tid efter kunne man nedenunder høre miss Denmark where are miss Denmark?! Vi var glade for vores tilflugtssted. Nu kom happy hour. En hel time med kæmpe høj musik og ekstremt stærke og dårlige drinks, serveret fra en badering. Anette overvandt her sin skræk for højdespring i vand og fik sprunget i vandet fra soldækket, godt klaret!! Nu gik turen til en stenstrand, man skulle betale for at komme ind på, man måtte dog heller ikke blive på båden?! -skide god måde at tjene nogle ekstra penge på. Vi må dog give dem ret i, at selvom det ikke lige var en badestrand, så så der flot ud. Vi fandt os nogle liggestole på en lille skyggefuld terrasse og slappede af. Nu gik turen endelig hjemad. Ellen havde dagen i forevejen fået af vide af lægen, at hvis ikke ørerne var blevet markant bedre i dag, skulle hun afsted igen. Hun syntes ikke det var bedre og ringede derfor til en læge ved Gauda. Lægen sagde her, at hun skulle tage nogle flere smertestillende og han ville ringe tilbage igen dagen efter for at høre hvordan det så gik. Helt klart bonus til Gauda der har været hurtige og professionelle.