Hej igeeen!

Her kommer en lille hilsen fra Maria og ungerne paa boernehjemmet.

(Anne tager afsted til Mt. Everest i morgen. Uha! Spaendendende)

Jeg er nu ca. midtvejs i mit ophold paa boernehjemmet. Det har vaeret en meget blandet oplevelse.

Vi ankom for naesten 2 uger siden, Anna og jeg, og vidste egentlig ikke hvad vi skulle forvente. Vi havde lige, paa dagen for afgang, faaet afvide af vores kontaktbureau, at der var omk. 100 boern, skolen laa paa boernehjemmet og at vi havde varmt bad.
Ingen af de ting, skulle saa vise sig at holde stik, da planerne om hvilket boernehjem vi skulle paa, meget pludseligt of uforklareligt, blev aendret. 30 min foer afgang.

Vi kommer derhed med taxa og er mega spaendte. Vi bliver taget godt imod af Ama (mother, hende der ejer det hele og boernene ser som deres mor) og bliver vist paa vores vaerelse saa vi kan saette vores tasker. OK vaerelse taenker vi, dog lugter der ikke saa godt. Men hvad soeren...

Vi faar saa en "grand" tour rundt i de i alt 3 huse der hoerer til. Foerst ser vi et drenge-sovevaerelse med omk. 8 senge i et lille rum. Her sover de store drenge. 16 - 18 aar. Saa gaar vi ind i det rum ved siden af, hvor der bliver oevet traditionel dans til festivallen. God stemning.

Vi gaar derefter sammen over til "the main house" og siger hej til alle boernene. "Alle" de 6-7 der var der. Meget velopdragne, ift. hvad man kuynne forestille sig, kom og gav haand og sagde paa engelsk: "My name is... What's your name... Nice to meet you."

Ama gav derefter udtryk for paa sit meget gebrokne engelsk at der var "big nepaleese festival", og de resterende 20-25 boern var ude hos familiemedlemmer, eller hendes venner. Naa! Det bliver nogle lange 4 uger naar jeg saa at taenke. Irriterende, at vi ikke havde faaet nogen info om det, foer vi stod der!

Hun kan se jeg er lidt lamslaaet, og siger saa at der ogsaa er handicappede boern vi skal hilse paa. Heller ikke det, havde vi faaet noget af vide om. Vi gaar saa OVENPAA, op ad TRAPPER, UDEN lift. Da vi er kommet op, praesenterer Ama dem med en viftende arm og siger saa ALLE kan hoere det "handicapped children". Bum! Forfaerdeligt. Kan hurtigt se, at her sidder ca. 6 boern med forskellige handicaps og ser TV. (Inden de tog til familiemedlemmer, naade vi at moede 3 mere, saa 9 i alt).
De hilser fint med Namaste og tre af dem giver haand. Blandt boernene er der to piger sidder med smaa korte ben, som ikke sidder rigtigt. Der er en med autisme og en 6-8 aarig dreng med staerke spastiske traek, som sidder i sofaen knaekket helt sammen. Allerede her goer det ondt i mit paedagog-hjerte.

Det gaar hurtigt op for mig, at de to 13-aarige piger med ikke-fuktionelle ben, er helt, eller naesten helt velfungerende i hjernen. De er sammen med alle de andre, meget yngre og mere udviklingshaemmede boern hele tiden, fordi det er "nemmere" bare at have dem alle sammen samlet. Kan naesten ikke skrive det, saa forfaerdeligt er det.

Pigerne skal bruge deres arme og ryg til at rykke sig med nede paa gulvet, hele tiden, med mindre de bliver baaret. Det samme med drengen, der er spastisk. Han bliver kun rykket, naar der lige er noget personale der har tid og lyst til at baere ham. Ingen lifte nogen steder. Og kun 1 koerestol, som alle de andre boern samt personale sidder og leger i. Den skal nok holde mange aar.......

Det er svaert for mig, at erkende at jeg nok ikke kan naa (eller har resurserne) til at aendre noget paa disse 4 uger. For der er SAA meget der skulle aendres, i hvert fald i foelge mig. Og sikkert ogsaa alle andre vester-laendinge... Eksempelvis lave det mere handicapvenligt, senge til hvert eneste barn, bad hver eller hver anden dag, rent toej, boerste taender hver dag, mere varieret kost osv. osv...

Naa! Men der er helt klart ogsaa gode ting ved det. Ingen tvivl om det. Kaempe oplevelse. Soede boern! Vi vil bare gerne have at festivallen, som hedder Dasain, snart er ovre saa der kan komme nogle flere boern at lege med!

Om morgenen naar vi staar op, staar vi op til et iskoldt bad (som vi sammen med toilet, deler med alle andre i huset) og til morgenmad er der hyppigst 5 kiks og en kop the! Nogle gange kl 10 er der lidt dal bhat. Hvide ris med intetsamgende linse-sauce. Men i anledning af festivallen, faar vi nu koed (ged) engang imellem. "You eat meat"- sporger de os om. Det er meget stort for dem at faa koed. Det er ogsaa en tradition her i fesitival tiden, at man hugger hovedet af den ged, man har i baghaven, saa man rigtig kan fejre festivallen med det eneste rigtige- KOED! Det kom vi ogsaa lige til at opleve 2. dag, vi var her. Saa foerer de deres ellers kaele-ged, med ud paa graesset, hiver en kaempe sapel frem, to drenge holder geden i hhv for- og bagben, og saa er der ellers blodbad og en stadig bevaegende gedehovede. Haha. Noget af en oplevelse.

I gaar blev vi velsignet- og fik ged 2(!!) gange paa en dag. Meget heldige! Vi staretede derhjemme med at blive velsignet sammen med hele familien, og tog saa senere hen til Amas foraeldres hus, i en totalt proppet og ukomfortabel taxa, men frem kom vi da! (Asien i sit es) Vi kom saa ind i et lille vaerelse i et stort hus og blev velsignet med tikka i panden endnu en gang. Hold nu op et lagt og lykkeligt liv vi faar os! Derefter blev vi spurgt om det famoese spoergsmaal: "You eat meet". Jaaaja. Saa frem kommer en af Amas mange, mange soestre (hun kalder alle for soester og bror), med tallerkener med dal bhat og gedekoed. Her sidder vi saa og spiser noget fra de to geder, vi kan se liggende nede ved "alteret". Virkelig makabert og groteskt at man spiser noget man har oejenkontakt med samtidig. Haha.

Om aftenen er der 2 timers stroemafbrydning, mellem kl 17 - 19, 18 - 20 eller 19 - 21. Det er lidt forskelligt. Og det bliver KULSORT. Det betyder, at vi gaar i seng ret tidligt hver aften. Efter aftensmad ca. ved 18-tiden, ofte i baelmoerke, gaar der ikke laenge foer vi gaar op paa vaerelset. Vaerelset er desuden ret koldt, og vi ligger med to dyner. Ikk' sjovt naar man er syg, skulle jeg hilse og sige.

Det har alt i alt vaeret en rigtig god oplevelse ind til videre, man faar helt sikkert en masse stof til eftertanke. Havde dog bare forventet mange flere boern at arbejde med. De har jo fri fra skole hele denne maaned mens vi er her, hvilket betyder, at de er hjemme hele tiden, saa man skal virkelig skrue op for kreativiten for finde paa noget sjovt at lave, med de boern der jo ikke er kommet paa ferie. Ret synd for dem faktisk, naar jeg kan forestille mig mange af de andre boern komme hjem og fortaelle hvor meget de nu har hygget sig.
Jeg har desvaerre vaeret rigtig meget syg her paa boernehjemmet, saa det er lidt svaert at finde kraefter hele tiden, men det gaar fremad nu, saa nu skal jeg lige love jer for, vi skal have det sjovt!

Hej hej, fra mig