Hej derhjemme. Dette bliver det sidste blogindlæg fra Nepal af, da jeg drager afsted mod Australien kl 23 i aften. Det glæder jeg mig helt vanvittigt til, selvom glæden er blevet taget lidt væk fra mig, da jeg er blevet syg igen. Det bliver en laaaaang rejse til Melbourne. Øv øv. Hold kæft hvor jeg glæder mig til at komme ned til noget ordentligt hygiejnisk mad, hvor jeg forhåbentlig slipper for madforgigiftninger!!

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, havde jeg været meget syg, det fortsatte så lige nogle dage endnu og jeg blev nødt til at tage til det internationale hospital pga min høje feber. Heldigvis skulle jeg ikke vente alt for længe, som vi ofte skal i DK, og jeg fik noget antibiotika og fik det bedre efter et par dage. Det var ellers lige 10 lange dage!!! Men så var jeg også endelig frisk til at tage den sidste halvanden uges tid i stiv arm! Og det var klart den bedste tid vi havde på børnehjemmet. Vi kunne virkelig mærke at børnene begyndte at knytte sig til os mere og mere, de ville rigtig gerne lege, holde i hånd osv. Der begyndte de 6 børn virkelig at komme tæt på mit hjerte, og jeg vidste det ville være svært at sige farvel til dem. En dag købte vi ind til den helt store pasta dag, da de jo normalt KUN får ris, og de elskede det! Det var så dejligt at se dem blive så glade. Nogle af dem hjalp lidt til, men ikke de helt små, da de slet ikke er vandt til at hjælpe til i køkkenet. Måske fordi det er lidt farligt med deres gasblus.
Der kom ikke rigtig flere børn, som vi måske havde håbet. Men det er vi faktisk timelig tilfredse med nu' at der ikke gjorde, så vi derfor fik et meget tættere forhold med de få børn der nu var der. Ellers har vi fået mere indblik i børnene og deres historie og i landet. Det har Pramilla, en der arbejder der, været meget god til at fortælle os. Så jeg føler nu, at jeg virkelig har besøgt og forstår Nepal, pga al den insider-viden hun gav os. Det er virkelig en fed følelse. Hvad der ikke er sådan en fed tanke, er nogle af børnenes historie. En dreng der hedder Dilip, som nok er en af de dejligste 10-årlige drenge jeg nogensinde har mødt, blev fundet på gaden som 3 årig af politiet. Og så er det Nepals lov, at politiet skal anbringe barnet på det nærmeste børnehjem. Pramilla var dengang nødt til at give ham et nyt navn og identitet, da han intet selv kunne fortælle om hvor han kom fra. Ikke nok med den forfærdelige historie, så har han også haft et langt år med seriøs meningitis, han blev rask for et år siden. Alt dette fandt vi først ud af om Dilep, på vores sidste dag da vi henvendte os til Pramilla, fordi Dilip havde fortalt os at han godt kunne tænke sig at være hjertelæge. Så vi spurgte om det overhovedet på nogen måde måske kunne blive realiseret engang. Det skal lige siges, at Dilip er umådelig klog. Det er helt vildt. Fantastisk dreng! Så fortæller hun så, at det med Dilep er at han var syg et helt år. Bum! Og han derfor hele forrig år, ikke gik i skole, så nu har han en masse at indhente. Han fik dog lov at tage sin eksame alligevel, fordi hun mente han sagtens kunne bestå, selvom den manglende tilstedeværelse i skolen det sidste år. Og selvfølgelig kunne han det. Hun fortæller så at det er rigtig dyrt at blive læge, men der var nogen der var heldige at få scollerships, hvis man er god nok.

Synes bare det er så hårdt at vide, fordi at jeg ved, at hvis han kom til DK, ville han sejle igennem uddannelsessystemet, som en stjerne.

Men det er jo den virkelighedvi skal leve med. Der er jo mange som ham.forfærdeligt nok.

Men det var selvfølgelig ikke kun sørgeligt, for vi har virkelig haft det sjovt med børnene den sidste halvanden uge. Vi har spillet spil, tegnet, fløjet med drage osv. Den sidste dag lavede vi store pandekage dag!vi stod i køkkenet i 3,5 timer og ungerne og de større børn især (14-21 år) var VILD med det! Nogle af dem fik 6-8 pandekager. Det var virkelig sjovt, og de små børn var så søde, ydmyg og taknemmelige. Så kom dagen ellers, hvor vi skulle forlade dem alle. Tror det har været hårdere for Anna og jeg end for børnene.

Jeg kunne blive ved med at skrive om opholdet på børnehjemmet, da det virkelig har været en anderledes intens og givende oplevelse, som jeg vil huske for altid. Jeg kunne skrive om hver af børnene og hvordan deres forskellige personligheder og karakterer spillede ud, men så ville dette indlæg blive alt for langt. Det må I høre mere om når jeg kommer hjem.

Jeg har virkelig fået øjnene op for, at jeg godt kunne tænke mig at gøre noget lignende igen på et tidspunkt. Når jeg (forhåbentlig!!!!!) en dag bliver færdiguddannet jordemoder, kunne det være virkelig interessant, at komme ned og arbejde på et hospital i et uland. Nu må vi se. Det har i hvert fald været en meget inspirerende oplevelse, men skulle jeg råde andre til at være frivillig på et børnehjem, ville jeg mene 4 uger var for lidt, da børnene ikke kan nå at åbne ordentligt op for dig. Så ville 6-8 uger være mere passende. Men jeg er bestemt glad for jeg har været der, og at det blev en del af min rejse.
Som i øvrigt er blevet forlænget med 1 måned og en uge, til jer der ikke vidste det. Charlotte har lokket med med rundt i Malaysia og Singapore efter jeg har været 8 uger i Australien. Det glæder jeg mig helt vildt meget til. Har ændret min flybillet, så jeg er hjemme d. 13. februar i stedet for d. 6. januar. :-)
Vi tog fra børnehjemmet ind til Thamel, Kathmandu i forgårds, så jeg lige havde 2 nætter herinde, inden Australien, til at få vasket tøj, få varme bade og ikke mindst for at fejre min fødselsdag, som jo var i går.

Vi tog ud og spiste lækker aftensmad og tog i byen. her mødte de store drenge fra børnehjemmet os og festede med os. Det samme gjorde 2 belgiske frivillige fysioterapeuter, vi mødte på børnehjemmet. Så vi var altså en masse mennesker. Sjovt at fejre sin fødselsdag på den måde! :-) Så har man også prøvet det.

Jeg blev dog rigtig syg i løbet af natten, lidt (meget) ærgerlig afslutning på en festdag! Men jeg prøver at tage det i stiv arm, da min taxa kommer og henter mig og kører mig til lufthavnen om under 3 timer.

Vi snakkes på et tidspunkt når jeg er i Australien. (Hvor jeg skal rejse den første måned med 15 andre helt fremmede danskere, og bagefter kommer Anne ned til mig og holder jul og nytår. Fest!)

Ps. Billeder må I vente med, da jeg desværre ikke har tid nu og det tager et ondt år at ligge op fra det langsomme internet.

Hilsen Maria